Hjem » Sidste nyt på bloggen » Afgang og ankomst til Dallas

This entry is part 1 of 4 in the series Skjøntour 2017 USA

Tidligt torsdag morgen i starten af juli var der afgang fra OJ Big City. Det var dagen for afgang og ankomst til Dallas – årets roadtrip skulle begynde, og vi var spændte.

Vi stod op omkring 02.30 for at køre til lufthavnen i Hamborg, som vi altid flyver fra. Det er noget længere end når vi kan flyve fra Billund – men det er til gengæld ret meget billigere, så vi ender altid med at købe billetter fra Hamborg.

Således også denne gang. Jeg havde fundet returbilletter til og fra Dallas i Texas med et enkelt skift i London. Billetterne blev købt hos British Airways, og jeg sparede cirka 2000 kr., fordi jeg kunne bruge vores point fra vores rejse med British Airways sidste år. Så jo – det kan betale sig at samle point ved nogle selskaber.

Alt i alt betalte vi lige under 16.000 kr. for fire returbilletter. En ret fin pris, taget i betragtning, at vores ferie var midt i højsæsonen.

Læs her, hvordan du finder den perfekte flybillet

Sent afsted – lidt presset på tid

Af en eller anden grund, så lykkedes det os at komme lidt sent afsted hjemmefra, så selvom turen til lufthavnen gik fint, så var vi først i lufthavnen kl. 06, og flyet mod London havde afgang 07.05.

Der var kø ved check-in skranken, og vi havde af en eller anden grund ikke kunnet tjekke ind hjemmefra. Der var nogen problemer på hjemmesiden.

Vi var lidt frække, og gik blot hen til damen ved skranken ved siden af – den, der var beregnet til bagdrop.

Lidt efter devisen at det var lidt spild af alles tid, at hun bare sad der, og lavede ingenting, mens køen voksede ved check-in. Så jeg spillede lidt dum, og spurgte om vi mon kunne tjekke ind ved hende. Hun sagde ok – selvom hun ikke undlod at bemærke, at nu var alle i den anden lange kø nok ret sure på os.

Behøver jeg at sige, at det var vi ret ligeglade med lige i det øjeblik…

Vi skyndte os videre gennem security, og herfra gik det smertefrit, og vi nåede fint flyet til London.

Ventetid i London

Som det så ofte er med rejser, så veksler det hurtigt fra det ene til det andet.

Fra at være noget presset på tid og en anelse stresset, så gik vi helt i vente-mode, da vi kom til London. Her havde vi nemlig hele fem timers ventetid, inden vi skulle videre til Dallas. Ventetiden blev brugt til at spise, læse, hvile og få opladet mobiltelefoner.

Som vanligt når man skal flyve til USA, så var der lidt ekstra spørgsmål, inden vi kunne få lov at boarde, men alt forløb planmæssigt.

Herefter i flyet – som blev fløjet af British Airways’ samarbejdspartner  American Airlines. Flyrejsen var begivenhedsløs og skulle bare overståes.

Dog var der én ting, der var anderledes, end de øvrige gange, vi er fløjet over Atlanten. Vi skulle ikke udfylde tolddokumenter. Hvorfor blev jeg aldrig helt klog på, men dejligt ikke at behøve at tænke på det.

Her kan du læse beretninger fra vores USA-tur i 2012

Thunderstorm i Dallas

Da vi nærmede os Dallas skete der alligevel  noget uventet.

Der var et uvejr over byen, og lufthavnen var midlertidigt lukket ned. Det betød, at vi måtte cirkle i luften over Dallas i næsten halvanden time, inden vi endelig kunne få lov at lande. Det gik dog stile og roligt, og der var på intet tidspunkt usikkerhed eller tegn på panik.

Ankomst til Dallas – selvbetjening i lufthavnen

I lufthavnen var der selvbetjeningsskranke, hvor vi skulle tjekkes, tages billeder af og aflevere fingeraftryk. Herefter fik vi hver udskrevet et stykke papir. Nogle havde et stort X på – andre ikke.

Lige efter selvbetjeningen blev dem med X (min mand og min datter) vinket i en retning – de skulle videre til personligt interview. Jeg og sønnen kunne gå direkte igennem immigrationen herfra.

Det var lidt nervepirrende at stå og vente. Som altid havde jeg stået for planlægningen af turen, og jeg nåede ærligt talt at blive lidt nervøs for, om min mand nu kunne svare tilfredsstillende på de uddybende spørgsmål. Han følger jo som regel bare med efter mine anvisninger….

Men et par minutter senere blev vi genforening, og vi kunne finde vores kufferter. Herefter skulle vi med bus ud efter vores lejebil.

For første gang skulle vi prøve at have en personbil til vores roadtrip, så det var første gang, vi stiftede bekendtskab med personalet hos udlejningsfirmaerne.

Bil eller autocamper? Læs om vores erfaringer

Vi havde reserveret hos Budget, og selvom sælgeren forsøgte at overbevise mig om, at vi IKKE havde nogen forsikring, og at vi var MEGET uansvarlige, stod jeg fast (trods træthed og tvivl) og sagde pænt nej tak til alle tillægsforsikringerne.

Har du råd til at tage familien med på roadtrip?

Her ser du, hvad tre ugers roadtrip koster

Herefter skulle vi blot til hotellet, have noget at spise og så få sovet. Vi havde dog lidt småproblemer med at finde ud af at åbne bagagerummet på vores Chervolet Tahoo. Så store problemer, at vi måtte have assistance. Og lige da hjælperen kom ud, åbnede bagagerummet sig, og vi kunne få kufferterne ind.

Det gik dog yderligere en dags tid, inden vi helt gennemskuede, hvordan mekanismen virkede….

Standard-udstyret var der styr på på vores hotelværelse – så kunne vi roligt gå til ro….
Series NavigationFort Worth – og et fedt hotel >>
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg arbejder til dagligt som journalist på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *