Budapest: Transport fra lufthavnen
Jeg var lidt spændt på Budapest. Jeg har været der før, men det er over 25 år siden, så det var ikke meget, jeg kunne huske. Første udfordring var at finde transport fra lufthavnen ind til bymidten.
Umiddelbart var det lige at gå til. Lufthavnen var overskuelig, og vi fulgte skiltene til “public transport”.
Jeg havde læst lidt op på tingene hjemmefra, og fundet ud af, at der gik en direkte lufthavnsbus – 100E – til bymidten, og faktisk ventede en bus allerede lige udenfor terminalen…. Hvor svært kan det være??
En billet er ikke bare en billet
Lige ved siden af bussen var der flere billetautomater, og man kunne få instruktioner på engelsk. Igen – lige til at gå til. Vi var dog lidt under pres, fordi bussen så ud til at være klar til at køre, og samtidig var der nogle – sikkert velmenende danskere – der prøvede at afsætte deres turistbilletter til os.
Nå, men det lykkedes os at trække fire billetter til den nette sum af 350 HUF (ungarske Forint) pr. billet, og vi småløb hen til bussen. Her stod en knap så venlig ungarer, og rystede på hovedet, og pegede på en anden bus – nr. 200E. Vi kunne ikke komme med på den billet.
Det forstod vi intet af, men den sure ungarer var tydeligvis ikke i humør til hverken at hjælpe eller forklare.
Jeg havde som sagt læst lidt op på transport fra lufthavnen (ikke nok, åbenbart), så jeg vidste, at bus 200E kørte til en nærliggende metrostation, hvor vi kunne komme til bymidten.
I øvrigt bruger jeg også google maps, når jeg har adgang til data, og den fortalte også, at bus nr. 200E kørte til metrostationen Kobanya-Kispest metro station, hvor metro nummer 3 kører til bymidten. Tag retning mod Újpest–Központ.
Bussen har sidste stop ved denne metrostation, så stå af ved endestationen. Herefter skal du købe en ny billet til 350 HUF i automaten for at køre videre med metro. Husk at stemple billeterne.
Lufthavnsbussen på hjemvejen
Hjemad var vi mere forberedte. Det viste sig, at 100E, der kører direkte til terminalerne, har særlige billetter, der koster 900 HUF – eller cirka 20 kr. pr. næse. Disse billetter kan også trækkes direkte i de automater, der står ved stoppestederne, og der kan bruges kreditkort – endda kontaktløs, så når man først ved, hvad man skal gå efter, er det virkelig lige til. Det kan slet ikke betale sig at tænke i taxa og lignende. Med mindre selvfølgelig, du bor et sted i Budapest, hvor der er langt til de centrale pladser, hvor bussen stopper.
Vi stod af ved Deák Ferenc tér lige i midtbyen, og herfra kunne vi gå direkte til vores lejlighed, som vi havde lejet via AirBnB.
Lejligheden kan du tjekke ud i et andet indlæg.
Er du ikke til AirBnB, så er der mange andre muligheder. Du kan booke både hoteller og lejligheder via Booking.com.
(DISCLAIMER: Nogle link på denne side er såkaldte affiliate-links. Det betyder, at jeg får en lille skilling, hvis du bestiller dit hotel eller din lejlighed via mit link til Booking.com. Prisen er den samme for dig. Jeg anbefaler ALDRIG noget, jeg ikke selv har prøvet, og som jeg kan stå inde for).