Hjem » Destinationer » Portugal » Lissabon

Kategori: Lissabon

Storbyferie i Lissabon: De fem bedste tips

Det er gået hen og blevet rigtig populært med storbyferie i Lissabon.

Efterhånden som mange har været i de “store” europæiske rejsebyer som Barcelona, Rom, London, Paris og Prag, begynder andre alternativer at vinde frem. Og efter at have besøgt byen to gange indenfor de seneste tre år, må jeg tilslutte mig begejstringen og sige, at storbyferie i Lissabon da bestemt kan anbefales.

De fem bedste tips til storbyferie i Lissabon

Jeg har slet ikke set det hele af Lissabon. Men jeg har set nok til, at jeg vil viderebringe mine fem bedste tips til byen. Og disse fem ting kan du godt nå på en forlænget weekend uden at dø af stress….

Jeg er mest fan af udendørs aktiviteter, når jeg besøger storbyer, så museer er der ingen af på min liste. Men så er der til gengæld så meget andet.

1. Hop på cyklen

Først og fremmest vil jeg anbefale det, som jeg altid anbefaler, når der er nogen, der skal på storbyferie.

Tag en guidet cykeltur! På den måde får du et formidabelt overblik over byen, du får rørt dig (lidt), og får også lidt at vide om byen. Efter sådan en tur har du dannet dig et overblik, og kan beslutte hvilke dele af byen, der skal have ekstra interesse de næste par dage.

Det er også derfor, jeg altid forsøger at lægge en cykeltur ind i starten af min storbyferie.

I Lissabon – som jo ellers er en meget bakket by – er der yderligere den fordel, at cykelturen starter på en bakketop og stort set er ned ad bakke hele vejen. Det sidste stykke foregår langs vandet, som jo altid er dejligt.

Læs artiklen om guidede cykelture her

 2. Tuk-tuk i Alfama-kvarteret

Alfama-kvarteret er et af de ældste og mest charmerende kvarterer i Lissabon. Her er vejene smalle, og det er det helt rigtige sted at gå på opdagelse efter små restauranter og folkeliv – måske også til en god omgang Fado, som er den traditionelle portugisiske dans. Det er også i Alfarma-kvarteret, at du finder Fado-museet, hvis du gerne vil bliver klogere på denne dans.

Man kan tage sporvogn nr. 28 til kvarteret. Det har sin charme, men de gange, jeg har været i Lissabon, har disse sporvogne været propfyldte. De er nok nævnt i lidt for mange guide-bøger rundt omkring i verden.

Man kan også gå derop, og snart støder man på de søde og charmerende tuk-tuks – som man kan tage og på den måde komme lidt rundt. Man kommer – af gode grunde – ikke ind i de mindste gyder – der må man ty til rugbrødsmotoren og bruge sine egne gå-ben.

De smalle gader i Alfama-kvarteret er super charmerende.

3. Er det ikke San Francisco…. og Rio??

Tager man en tuk-tuk fra Alfama, kommer man forbi et af de steder med Lissabons velnok flotteste udsigt. Fra Miradouro da Graca kan man blandt andet se den flotte 25. april bro, der er den længste hængebro på over 2275 meter. Broen har samme farve, og ligner nærmest til forveksling den kendte bror Golden Gate i San Francisco.

Fra samme udsigtspunkt kan man se Christo Rei-figuren, der til forveksling ligner sin storebror Jesus-figuren i Rio de Janeiro. Man kan faktisk komme op, og også nyde udsigten over Targus-floden fra toppen af statuen.

Vil du hellere til en lidt mindre by? Bremen er et godt bud…

4. Kør en tur op med Elevator da Gloria

Nej, det er ikke en elevator. Eller jo. På en måde. Og man kan ikke tage på storbyferie i Lissabon uden at køre de få hundrede meter med sporvognen, der kører op af bjerget og forbinder en af byens centrale pladser med Baixa-kvarteret.

Turen koster mellem 3 og 4 euro – så det er faktisk en ret dyr fornøjelse for de få minutter turen varer. Men det er ikonisk – og udsigten fra toppen fejler ikke noget.

Og så kan man jo tage den på gåben ned igen – eller bruge lidt tid i Baixa-kvarteret, når man nu er kommet op.

5. Ung med de unge – og store drinks

Bairro Alto-kvarteret er Lissabons studenterkvarter.

Her vrimler det med barer og små restauranter, og det er også her, du kan finde fest og farver, når mørket falder på. De mange unge betyder også, at der er rift om kunderne, så der vanker billige – og nogle steder meget store – drinks til overkommelige priser.

Kvarteret er meget charmerende, og man kan sagtens få et par timer til at gå – også selvom der ikke er dømt fest og drinks. Der er charmerende  små gader med hyggelig gyder.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Sightseeing på to hjul – derfor skal du cykle i storbyer

sightseeing på to hjul AthenJeg er blevet fan af sightseeing på to hjul.

Efterhånden har jeg været på en del guidede cykelture i europæiske storbyer – og en enkelt amerikansk – på mine ferier. Og jeg må sige, at jeg er fan. Før var det meget in, at man kunne tage en af de meget berømte dobbeltdækker-busser – de såkaldte “hop-on – hop-off”, for på den måde at få vinget de fleste must-see seværdigheder af.

Men jeg foretrækker bestemt at tage cyklen rundt.

Læs her om vores tur på cykel over Golden Gate i San Francisco

 

Få overblik over byen

For det første er det en super måde at få styr på byen på. Man får en meget tydeligere fornemmelse for, hvor ting ligger i forhold til hinanden. Og man får også et klart bedre overblik over, hvor langt der er mellem tingene, når man praktiserer sightseeing på to hjul i stedet for fire.

Samtidig kommer man hurtigere og længere omkring, end hvis man tog turen rundt i byen på gå-ben – hvilket jeg i øvrigt også er stor fortaler for. En gå-tur rundt giver nemlig nogle af de samme fordele, som en cykeltur gør.

Gør dig fortjent til næste pause

Dernæst kan man også opretholde en vis portion god samvittighed, hvis man har brugt nogle timer i sadlen ved at være lidt fysisk aktiv. Så er det lettere at nyde den kolde øl eller tallerkenen med tapas, som man kan forkæle sig selv med efter turen.

Og man skal for alt i verden ikke lade sig afskrække af, at man skal være lidt fysisk aktiv.

På de efterhånden mange ture, jeg har været på, har det været på et niveau, hvor alle kan følge med. Så det er bare om at sætte sig i sadlen og lade sig rive med af de mange nye indtryk.

Trafikken kan i nogle byer være intens, og det er den største udfordring. Men i langt de fleste tilfælde, så er man afsted i en større gruppe, og hvis man holder sig tæt på de andre deltagere, så går tingene som regel uden de helt store problemer.

Masser af variations-muligheder

Sightseeing på to hjul er langtfra et nyt fænomen. Du kan finde muligheden for en guidet cykeltur rundt i de allerfleste større byer. Og efterhånden er der masser af variationer af ture. Nogle med indlagte stop. Man kan for eksempel tage cykelture med indlagte stop ved bryggerier – hvis man altså kan lide øl. Eller man kan komme på en tur rundt til steder, hvor man kan få en kulinarisk oplevelse. I de store byer er der også ofte forskellige ture med fokus på forskellige områder i byerne.

Der er også mulighed for at tage turen med cyklen både i dagslys og ved aftentide, hvor storbyernes seværdigheder lyser op i mørket.

 

Brug nettet til bestilling

Jeg har brugt internettet til at finde en guidet tour. Der er som regel flere at vælge imellem, og man kan eventuelt tjekke anmeldelser på Tripadvisor eller lignende, inden man booker.

Hvis man blot er et par stykker afsted, så er det som oftest ikke et problem bare at møde op. Men book for en sikkerheds skyld hjemmefra, og læg gerne cykelturen en af de første dage på din ferie. Så har du mere glæde af, at du fra starten får et overblik over byen.

Jeg har efterhånden en del byer på mit “cykel-CV”.

Jeg har cyklet i San Francisco, Madrid, London, Athen og to gange i både Lissabon, Barcelona, Madrid og Rom. Og jeg kan kun sige – jeg er fan! Så til jer, der er på vej på storby-ferie – bare kom astaj på sightseeing på to hjul….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner