Hjem » Rejsebeskrivelser » Skotland

Kategori: Skotland

Pyrenæerne

Tilbageblik: Mit rejseår 2018

Tilbageblik: Mit rejseår 2018

Så er champagnen drukket, det nye år er godt i gang, og det er tid til et lille tilbageblik på mit rejseår 2018.

Som rejseåret 2017 bød 2018 på en masse fantastiske rejser. Det blev til seks rejser til seks lande. Heraf ét nyt land (Litauen) og to nye “territorier”. Azorerne, som hører til Portugal, og Skotland, som er en del af Storbritannien.

Derudover blev det til endnu et besøg i USA, et gensyn med mit elskede Frankrig og en tur til Milano.

Milano
Hello Milan! @komastaj.dk

New York, New York – og en lille roadtrip

Rejseår 2018s første rejse var i april. Rejsen var en efteruddannelsestur til New York, som jeg kombinerede med en lille roadtrip sammen med min søster.

Vi nåede at se lidt nærmere på den store storby, og fik krydset syv stater af på lidt over en uge. USA er de seneste år blevet ét af mine absolut favorit rejselande, og det er altid en fornøjelse at komme tilbage dertil. Særligt roadtrip er ikke mindre end fantastisk i Guds eget land, og de seneste år har jeg været så heldig at tage på roadtrip i USA en del gange. Både i bil, men særligt roadtrip i autocamper tiltaler mig helt vildt.

Det kan du læse meget mere om i roadtrip-sektionen. Men pas på! Du bliver bidt af det.

Top of the Rock
Udsigten fra Top of the Rock i New York fejler ikke noget. @komastaj.dk

 

New York - Times square
Times square i New York – fortravlet – og lidt fascinerende. @komstaj.dk

 

Roadtrip usa
Syv stater på lidt over en uge – vi nåede en del. @komastaj.dk

Med familien til Frankrig – og Pyrenæerne

Frankrig står både mit og hele familiens hjerter særlig nært. Min mand og jeg har boet et halvt år i landet for mange herrens år siden, og siden da har vi rejst mere end 25 gange til dette helt vidunderlige land.

På turen i år kom vi godt rundt. Først ud til vestkysten, siden et gensyn med vores allerbedste sted i landet – bjergkæden Pyrenæerne, og siden en uge i Jura-bjergene mod øst.

Særligt Pyrenæerne byder på helt særlige oplevelser, og vi er vilde med de bjerge. Det ses tydeligt på bloggen, hvor du blandt andet kan læse om en dejlig tur til en bjergtop, en tur på kanten af bjergene og en vandretur i en unik og (næsten) uopdaget slugt.

Jeg kunne skrive side op og side ned om Frankrig, og hvorfor, det land bare er noget helt særligt. Så skal du rejse i Frankrig og mangler indputs, så skriv endelig.

Gorges de Kakuetta
Billeder kan ikke gengive den skønhed, der venter i Gorges de Kakuetta.
@komastaj.dk

 

Husk at tage madpakken med. Bjergluften og den storslåede udsigt kan få selv det tørreste baguette til at smage som en drøm.
@komastaj.dk

 

Train d'Artouste
Det lille tog kører vitterligt på kanten af bjergene. @komastaj.dk

Rejseår 2018s positive overraskelse: Azorerne

I slutningen af august var jeg et par dage i Milano sammen med mine håndboldkammerater. 18 “piger” i alderen 40 til 69 år. Behøver jeg at sige, at det altid er en fest? Jeg har ikke skrevet om Milano på bloggen, men turen bød – traditionen tro – på en guidet cykeltur, som altid er en god idé, når man besøger en storby.

I september var jeg så heldig at blive inviteret på en pressetur af Bravo Tours til Azorerne. Det var et nyt bekendtskab for mig, og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket.

Azorerne ligger langt ude i Atlanterhavet, og har den smukkeste natur. Jeg blev forelsket i den lille samling af øer, som har så meget at byde på.

Jeg har skrevet et indlæg om besøget her på bloggen, og også i JyskFynske Mediers Magasinet Rejser, hvor du kan læse med, hvis du er abonnement.

@komastaj.dk

 

Azorerne
Regeringsbygningen i Ponta Delgada på Sao Miquel, der er hovedøen af de i alt ni vulkanøer, der ligger langt ude i Atlanterhavet. @komastaj
Azorerne
@komastaj.dk

Edinburgh – og Harry Potter

I oktober var jeg igen på efteruddannelse. Denne gang i Skotland og primært Edinburgh. Det er også en rigtig, rigtig fin by.

Her gik jeg i hælene på Harry Potter, hvis “mor”, JK Rowling, boede i byen en del af tiden, mens hun skrev bøgerne, og der er en masse referencer, som fans kan have glæde af.

Er man ikke Harry Potter fans fortjener byen alligevel et besøg, og det er et af de steder, hvor vi danskere hurtigt og billigt kan rejse til.

j k rowling handprints
J K Rowling satte sine håndaftryk i 2008 i Edinburgh. @komastaj.dk

 

Pub Edinburgh
Edinburgh er naturligvis fyldt med hyggelig pubber. @komastaj.dk

Vilnius – billigt og hyggeligt

Rejseår 2018 blev rundet af sidst i november, hvor turen gik et par dage til Litauens hovedstad, Vilnius, med min bedre halvdel.

Flybilletten var nærmest uhørt billig – to direkte flybilletter fra Billund til 450 kr. Den mulighed er svær at forpasse.

Byen er hyggelig, og det er billigt at besøge Vilnius. Vi har før besøgt Tallinn i Estland, og måske derfor var Vilnius lidt skuffende. Når man sammenligner de to baltiske hovedstæder, vil jeg til hver en tid vælge at anbefale en tur til Tallinn, der har en mere charmerende gammel bydel.

Når det så er sagt, så er Vilnius ikke et dårligt sted at tilbringe et par dage. Du spiser godt, du drikker godt, alt er billigt, og byen er bestemt et besøg værd.

Vilnius
Vilnius har også sin egen “kærlighedsbro”, hvor hængelåse vidner om ubrydelig kærlighed. @komastaj.dk

 

Vilnius
Der er masser af hyggelige gader i den gamle bydel i Vilnius. @komastaj.dk

Rejseår 2019 – kom an!

Jeg tænker konstant på rejser. Nogle gange bliver jeg helt i tvivl om, det mon er gået hen og blevet en besættelse….

Om det er helt så galt, ved jeg ikke. Men det betyder i hvert fald, at jeg sjældent har mindre end to-fire rejser i gang, og lige nu er ingen undtagelse.

Derfor er der allerede nu, her en uge inde i 2019, allerede fire rejser i kalenderen for 2019.

Februar byder på et par dage i Budapest, marts en lille uge i Marokko, april en efteruddannelsestur til Iran, og sommerferien går i år til Polen og Slovakiet, hvor vi blandt andet skal besøge Krakow og Tatrabjergene.

Derudover er vi så småt begyndt at tænke i sommerferieplaner for 2020. For USA trækker igen. Det er bare så pokkers dyrt.… Men hvor der er vilje, er der vej, så hvem ved, om ikke sommerferien 2020 igen går til Guds eget land?

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Edinburgh: I hælene på Harry Potter

Edinburgh: I hælene på Harry Potter

Edinburgh er Skotlands flotte og hyggelige hovedstad. Jeg havde lejlighed til at besøge byen i oktober 2018 i forbindelse med et efteruddannelseskursus. Selvom der var et stramt fagligt program, så fik jeg alligevel mulighed for at udforske lidt af byen – og gå på jagt efter Harry Potter.

Edinburgh
Mange har fået øjnene op for Edinburgh – og der er mange motiver, der er lige til Instragram og Snapchat. @komastaj.dk

Gammel bydel og ny bydel

Edinburgh består af en ny bydel og en gammel bydel, som prydes af slottet, Edinburgh Castle.

Den gamle og den nye bydel deles op af Princess Street. Udover det flotte slot er den gamle bydel også kendt for gaden The Royal Mile, som bestemt er et besøg værd.

På jagt efter Harry Potter

Harry Potters mor, J K Rowling, boede i Edinburgh en del af tiden, mens hun skrev Harry Potter, og Edinburgh gemmer på mange Harry Potter hints. Mange af dem er ikke bekræftede af J K Rowling, men det gør såmænd ikke historien dårligere. Så hvis man er Harry Potter fan, så skal man gå på jagt i byens gader. Og så kan man jo selv vurdere, hvor meget, der er har bund i virkeligheden.

1: J K Rowlings håndtryk

Det er et af de sandfærdige “spor”. I en gård lidt væk fra selve Royal Mile har J K Rowling sat sine håndtryk.

Du finder stedet i gården ved City Chambers, 253 High St., Edinburgh.

j k rowling handprints
J K Rowling satte sine håndaftryk i 2008 i Edinburgh. @komastaj.dk

2: The Elephant House

En pub, hvor J K Rowlings sad og skrev – i hvert fald – nogle kapitler af Harry Potter. Pubben bærer præg af sin berømte gæst, så det kan være svært at få plads. Men hvis du kommer ind, skal du slå et slag forbi toiletterne. Der er masser af hilsener fra Harry Potter fans, der har været forbi toiletterne i Elephant House.

Du kan finde pubben her: 21 George IV Bridge, Edinburgh.

The Elephant House
Pubben i Edinburgh, hvor J K Rowling skrev på Harry Potter-bøgerne. @komastaj.dk

3: Victoria Street er (måske) Diagon Alley

Den hyggelige, snoede og farverige Victoria Street har visse ligheder med Diagon Alley i Harry Potter bøgerne, så mange mener, at J K Rowling lod sig inspirere af netop denne gade. I gaden er der (mindst) to butikker, der har specialiseret sig i merchandise fra Harry Potter-universet, og i hvert fald butikken Museum Context er et besøg værd.

Her er alt relateret til Harry Potter, og selvom man øverst oppe kan tage sit billede i Harry Potter kostume, så er det meste faktisk af en fin kvalitet. Så det er merchandise med en holdning, og det er tydeligt, at indehaverne tager det alvorligt, at mange er “rigtige” fans.

Du finder butikken 40 Victoria St, Edinburgh.

Victoria Street, Edinburgh
Victoria Street i Edinburgh har visse ligheder med Harry Potters Diagon Alley. Måske J K Rowling lod sig inspirere af netop denne gade? @komastaj.dk

 

Museum Context
Butikken Museum Context i Victoria Street har flere etager med ting fra Harry Potter universet. @komastaj.dk

 

4: Greyfriars Kirkyard og Tom Riddles grav

Kirkegården Greyfriars er et besøg værd. De gamle gravsten ligger spredt ud over et parklignende område med den lille kirke Greyfriars Kirk som naturligt midtpunkt.

Kirkegården er et besøg værd, uanset om du er Harry Potter fan eller ej. Men hvis du  er Harry Potter fan, så skal du sørge for at gå igennem stenporten til den del af kirkegården, hvor gravene ligger tættere. Her findes nemlig en del grave, hvor navnene minder om dem, som J K Rowling bruger i Harry Potter universet.

Mest fremtrædende er Tom Riddle (Voldemort). Gravstenen har ikke Tom Riddles navn på sig – men næsten. I hvert fald er der en gravsten for Thomas Riddell.

Derudover er der et par andre gravsten med navne, der vækker Harry Potter minder. Nemlig William McGonagall, der måske har været inspiration til Professor Minerva McGonagall, og Mrs. Elizabeth Moodies gravsten, der måske har givet inspiration til karakteren Alastor “Mad-Eye” Moody.

Endelig er der en gravsten med navnet Black – hvor Harry Potter fans har tilføjet fornavnet Sirius til stenen.

Det er op til jer, om historien har bund i virkeligheden – men som sagt – kirkegården er et besøg værd uanset.

Greyfriars
Greyfriars Kirk og kirkegård er et smukt åndehul i Edinburgh, som er et besøg værd, uanset om du er Harry Potter fan eller ej. @komastaj.dk

 

Grave of Thomas Riddell
Er dette mon Voldemorts grav – Thomas Riddells navn gav måske inspiration til Tom Riddle? @komastaj.dk

 

Hogwarts?

Når man er på Greyfriars kan man kigge indtil George Hariots School, som måske – måske ikke – har været inspiration til Hogwarts. Med lidt god vilje kan man se lighederne.

Du finder Greyfriars Kirkyard på 26A Candlemaker Row, Edinburgh.

 

5: Spoon – endnu en pub

På Nicolson Street finder du caféen Spoon. Her skrev J K Rowling det allerførste kapitel i Harry Potter bøgerne. Efter sigende fordi, det var billigere at købe en kop kaffe på caféen, end det var at varme hendes lejlighed op.

Det eneste tegn på forbindelsen til J K Rowling er en plakette, der fortæller om J K Rowlings og stedet. Da hun skrev der hed stedet Nicolsons Café. Siden blev det lavet om til en kinesisk restaurant, og er nu altså blevet til caféen Spoon.

Jeg besøgte stedet, og personalet kunne ikke fortælle mere, der kunne udvide historien. De gør ikke et større nummer ud af forbindelsen til Harry Potters mor, men om ikke andet, så kan man besøge stedet for at få noget godt at spise. For selvom personalet altså ikke gjorde meget for at spille med på Harry Potter feberen, så var der ikke noget at udsætte på maden.

Og jo – der var endnu et lille tegn. På vej ud mod toilettet – godt gemt bag en barnestol, står en gammel skrivemaskine med et stykke papir i. På papiret står blot “the end”…..

Du finder Spoon på 6a Nicolson Street, Edinburgh.

Spoon
Denne plakette fortæller historien. Derudover bliver der ikke gjort noget for at tiltrække fans til caféen. Jeg undskylder det dårlige billede – det var mørkt, da jeg kiggede forbi. @komastaj.dk

 

typewriter
Den mystiske skrivemaskine i vinduet hos Spoon. @komastaj.dk

Det store overblik

Edinburgh er et besøg værd

Selvom du ikke er Harry Potter fan, så bliver du med garanti alligevel fan af Edinburgh. Byen er et besøg værd.

Her til sidst får du lige et par ekstra billeder, der viser lidt af byen.

Arthur’s seat – her kan du vandre op og få et fantastisk view udover byen. Men du kan også betragte den fra byen. @komastaj.dk

 

Pub Edinburgh
Edinburgh er naturligvis fyldt med hyggelig pubber. @komastaj.dk

 

sunset edinburgh
Endnu et solnedgangsbillede. Silhuetten af Edinburgh Castle kan anes. @komastaj.dk

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner