Hjem » Rejser med et tvist

Kategori: Rejser med et tvist

billetter til nattog fra Sofia til Istanbul

Sådan planlægger du en rejse på egen hånd

Sådan planlægger du en rejse på egen hånd

Jeg elsker at planlægger mine rejser, og jeg rejser næsten altid på egen hånd – det vil sige, jeg bruger meget sjældent rejsebureauer eller tur-arrangører, når jeg skal rejse. Dels fordi det ofte er en dyrere løsning, men mest af alt fordi, jeg synes, at forberedelse og planlægning er den halve fornøjelse ved at rejse. 

Det kan dog godt være lidt uoverskueligt at kaste sig ud i planlægningen af en rejse på egen hånd, men i dette indlæg vil jeg dele, hvordan jeg plejer at gribe tingene an.

Det vigtige er her, at du har lyst – og tid – til at planlægge rejsen selv. For det er ikke noget man “bare lige gør”. Det tager tid, men hvis du er bare lidt ligesom mig, så vil du elske processen næsten lige så højt som rejsen.

I nedenstående tager jeg udgangspunkt i, hvordan jeg ville gribe tingene an, hvis jeg skulle planlægge en rejse på egen hånd til et – for mig – ukendt land.

Hvor vil du gerne hen? Planlægning af en rejse på egen hånd, er en rejse i sig selv. @komastaj.dk

1. Find rejsetidspunkt

Allerførst skal du finde ud af, hvornår du kan eller vil rejse. Er der tale om en forlænget weekend, en rejse på en uges tid, eller er det en lidt længere ferie, du skal på.

Når tidspunktet og rejselængden er nogenlunde på plads, så skal du overveje, hvad der er vigtigt for dig at opleve. Skal det være ren afslapning, skal du opleve natur, storbyer eller lidt at begge dele. Det betyder selvfølgelig noget for dit valg af destination.

For mig er en anden ret vigtig faktor vejret. Jeg er mest til sol og varme, men gider heller ikke rende rundt i en millionby med over 40 grader.

Så næste punkt i min planlægning er:

2. Tjek vejret på destinationen

Hvis jeg gerne vil rejse til Nepal i en forlænget vinterferie i februar, så er det ret vigtigt for mig, at vi ikke ender med at lande i to ugers regntid, eller at temperaturerne er “uvenlige” for en varme-elskende rejseelsker som mig.

Jeg plejer at google mig lidt frem til, hvad jeg kan forvente af vejr på et givent tidspunkt på en given destination. Ofte googler jeg bare bedste måned at besøge Nepal eller noget i den stil. Det plejer at give mig en overordnet idé om, hvad jeg kan forvente.

I mange lande er klimaet forskelligt alt efter, hvilken del af landet, man rejser i. Det kan gøre tingene mere komplekse, når rejsen skal planlægges. Min erfaring siger mig, at jo mere du kommer til at vide om landet, jo lettere bliver det at bevare overblikket, så du skal ikke lade dig skræmme af, at det kan virke uoverskueligt i starten – bare klø på!

Regnvejr på rejsen
Man kan måske ikke helt undgå regnvejr. Men kan man i hvert fald finde ud af, hvad man kan forvente af vejret, inden man rejser. @komastaj.dk

3. Læs andres rejseblogs – helst de danske

Når jeg har nogenlunde styr på rejsetidspunkt og destination, så går næste fase af planlægningen i gang. Nemlig at finde ud af, hvad landet byder på af oplevelser.

For at skaffe mig et lille overblik, tjekker jeg rejseblogs. Der er efterhånden så mange gode rejseblogs på nettet, at du bliver rigtig godt hjulpet – og særligt i denne fase af planlægningen. Jeg søger først og fremmest på de danske rejseblogs. Der er rigtig mange gode, og du kan finde oplysninger om de fleste destinationer. Når jeg har læst dem, går jeg videre med de udenlandske. Her er der ligeledes mange gode, men når du læser dem, så hav med i overvejelserne, om der er nogle kulturforskelle, der spiller ind. En amerikaner og en dansker har ikke nødvendigvis samme opfattelse af, hvad der er god service og så videre.

Acropolis of Athens
Måske ved man i forvejen, at Akropolis skal besøges, hvis man skal til Athen. Men hvis man ikke helt har styr på, hvad man skal opleve, er rejseblogs en god ressource at benytte. @komastaj.dk

Når det så er sagt, så er rejseblogs på nettet – både de danske og de udenlandske – en guldgrube af information om, hvad du kan forvente, hvad du kan glæde dig til, og hvad du skal være opmærksom på i et givent land eller destination.

4. Tjek YouTube for gode rejse-vlogs

Når de “skriftlige kilder” er tjekket, så går jeg videre til YouTube. Her er der en række rejsevlogs – altså videoblogs, der kan hjælpe til inspiration. Jeg har et par favoritter, som desværre ikke er danske. Til gengæld er de super professionelle, og deres vlogs er en fornøjelse af se på.

Mine absolutte favoritter er Kara and Nate, The Endless Adventure og Flying The Nest – i nævnte rækkefølge.

De har alle været i mange lande, så der er gode chancer for, at de har været i netop det land, du planlægger en rejse til. Kender du til gode rejsevlogs på YouTube, som du bruger i din planlægning? Så hører jeg gerne om det i kommentarerne!

5. Google er din ven – lav et Google-map

Mens du researcher, kigger på rejse-blogs og -vlogs, er det en god idé at oprette et google-map. Her kan du markere de enkelte seværdigheder og også tilføje en beskrivelse.

Find ud af, om oplevelserne kræver bestililing hjemmefra, kræves der en lokal guide, skal man bestille en tur (for eksempel safari eller lignende), og hvad koster herligheden at besøge.

På den måde får du overblik over oplevelserne, hvor de er placeret i forhold til hinanden, og du får også en bedre overblik over det land, du vil besøge.

Hvis du ikke har prøvet Google Maps før, så kan du få en hurtig introduktion her.

6. Passer rejsen til dit budget?

Næste ting på tjeklisten i planlægningen er at prøve at få styr på, om destinationen, rejselængden og de ønskede oplevelser passer til det budget, du har for rejsen. Også her kan rejseblogs hjælpe dig langt hen ad vejen, men ellers er almindelige søgning på Google også en mulighed. Forsøg i denne fase også at finde ud af, hvad det typisk koster at komme til rejsemålet i på det valgte tidspunkt.

Hvad koster roadtrip
Står rejsedrømmene mål med dit rejsebudget? Det er en vigtig ting at få styr på, når en rejse skal planlægges. @komastaj.dk

7. Lav en rute – hvordan kommer du rundt?

Når du har styr på de ovenstående ting, kan du kigge på dit kort. Prøv at lave en overordnet rute for, hvad du vil se, hvor længe du vil bruge på hver ting. Prøv også  at skabe et overblik over, hvad der er realistisk at nå. Og husk at afsætte god tid! Det er en af de store ting, jeg synes, er trist, når det kommer til de gængse rejsebureauer. At de laver et stramt dagsprogram, så man kan nå at se så meget som muligt på kort tid.

Det er ikke den måde, jeg gerne vil rejse på. Jeg vil give mig god tid, og også sørge for at der er tid nok til, at jeg kan lade mig friste af ting, der dukker op undervejs. For der dukker altid interessante ting op undervejs. Så med hensyn til oplevelser, så planlæg hellere for lidt end for meget. Og med dit kort i baghånden, så kan du hurtigt tjekke op på nogle af de ting, som du har udeladt i første omgang, hvis du pludselig skulle løbe tør for idéer undervejs.

I denne fase skal du også få styr på, hvordan du kommer fra a til b til c og videre. Skal du bruge lokal transport, skal du leje en bil, eller skal du måske have hjælp fra en lokal turguide til nogle af oplevelserne og en del af transporten?

Trainstation Baku Azerbaijan
Tog, bus, lejebil eller chauffør? Få styr på, hvordan du bedst kommer rundt mellem oplevelserne. @komastaj.dk

8. Tjek fly – og vær fleksibel

Så er tiden kommet til at finde en god flybillet – eller togbillet, hvis du skal med toget.

Hvis du skal med fly, så vær fleksibel med afrejsedage og afrejselufthavn. Kan det betale sig at flyve om tirsdagen i stedet for lørdag, skal man flyve fra Hamborg i stedet for Billund eller skal man vende sin rute om på destinationen, fordi flytiderne passer bedre eller er billigere?

Det er en lang række tricks til, hvordan du finder den billigste flybillet. Dem afslører jeg her.

Dan dig et overblik, find de bedste muligheder, men vent med at booke, til du har tjekket op på muligheder for overnatninger.

9. Tjek overnatningsmuligheder – book de vigtigste

Jeg mener som udgangspunkt ikke, at det er nødvendigt at booke alle overnatninger på din rejse hjemmefra.

Men der kan være overnatninger, der er værd at have styr på hjemmefra. For eksempel den første og den sidste overnatning på din rejse. Det er ikke sjovt at lande efter en lang rejsedag og ikke have styr på, hvor man skal tilbringe natten. Det samme gælder den sidste nat på rejsen. Her vil man gerne sikre sig, at der er ro på til at komme rigtigt ud af sengen og afsted i lufthavnen til hjemrejsen i god tid.

Der kan også være overnatninger undervejs, som er gode at have styr på. Måske skal du besøge en meget besøgt seværdighed eller nationalpark, og du vil gerne bo tæt på. Eller du skal besøge et sted, mens der er en større begivenhed, der finder sted. Her er det en rigtig god idé at booke hjemmefra – og meget gerne i god tid.

Hogan Monument Valley
Luksuslejlighed, hotelværelse eller jordhule? Nogle overnatninger er rare at have på plads, inden du rejser. Andre kan du planlægge hen ad vejen. @komastaj.dk

Når vi rejser, bor vi gerne i lejlighed. Det giver os mulighed for selv at lave morgenmad, og i det hele taget bare være os selv, når vi skal have en pause fra strabadserne. Men hvilken overnatningsform, der passer dig bedst, kan afhænge af mange ting. I hvilket område skal du overnatte, hvor mange skal overnatte sammen, hvad er dit budget? Eller er overnatningen en del af hele oplevelsen. Det er nogle af de ting, du skal overveje i denne fase af planlægningen.

Jeg booker oftest via AirBnB eller Booking.com (reklamelinks).

Så er du klar til at rejse på egen hånd!

Har du fået lidt overblik, så er der på tide at trykke på “køb rejse-knappen”- eller nærmere knapperne.

Hvis du får styr på de overordnede ting, så er der gode chancer for, at du får en fantastisk rejse. Og som bonus har du lært en masse om det land, du snart skal besøge i processen.

Så – what’s not to like.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive en kommentar. Så hjælper jeg gerne, hvis jeg kan. Og så god rejse, når du når så vidt.

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
rejser

Værst eller bedst – mine rejser i 2019

Værst eller bedst – mine rejser i 2019

Når det kommer til rejser, er det nærmest umuligt at rangliste i værst eller bedst. I dette indlæg gør jeg alligevel et forsøg.

2019 har været et godt rejseår for mit vedkommende. Jeg har været på syv rejser, besøgt otte lande – et enkelt land to gange i løbet af året. Af de otte lande var de fem af dem nye bekendtskaber.

billetter til nattog fra Sofia til Istanbul
Så er billetterne til nattoget fra Sofia i hus. @komastaj.dk

I vinterferien var jeg et par dage i Budapest i Ungarn. Det var mit andet besøg, men det første ligger over 25 år tilbage. Turen var sammen med min mand og mine to yngste (teenage)børn.

I marts var jeg med nogle veninder i Marokko – primært i Marrakech. Det var første gang, jeg besøgte Marokko.

I slutningen af april, besøgte jeg for første gang i mit liv Iran. Det var en efteruddannelsestur, og det var vildt spændende at opleve et land, hvor så få turister kommer.

Sommerferien med familien var en togtur gennem Bulgarien, Tyrkiet, Georgien og Azerbaijan. Her var de tre lande nye bekendtskaber. Kun Tyrkiet og Istanbul har jeg besøgt før.

I september var jeg så heldig at blive inviteret på en tur til Barcelona/Girona for at fejre min gode vens 50 års fødselsdag. Det var et gensyn med Barcelona og en ny oplevelse i Girona.

Mit rejseår sluttede med en rejse med min søster og mine forældre til Tenerife i Spanien. Første gang på Tenerife, men ikke et nyt land, da jeg har besøgt Spanien en del gange før.

Kan man vælge de værste og de bedste?

Det er nærmest en umulig opgave, jeg har sat mig selv på. Jeg er så tilpas rejseglad, at i min optik er alle rejser gode. Jeg synes også, det kommer rigtig meget an på omstændigheder, om man har en god rejseoplevelse. Det kan være for eksempel være vejret på destinationen, anledningen til rejsen, eller hvor lang tid man bruger på feriestedet.

Derfor vælger jeg også fra starten at udelukke Barcelona-turen og turen til Bulgarien fra min rangliste. Barcelona-turen var fantastisk og unik, men det var på grund af anledningen og den måde, turen foregik på. Det havde været en fantastisk og mindeværdig oplevelse uanset hvor vi verden, vi var rejst hen.

Turen til Sofia i Bulgarien var starten på vores sommerferie, og vi opholdt os kun én nat i Sofia. Slet ikke nok til at kunne vurdere, om Sofia er værst eller bedst på listen. Men jeg tager gerne derhen igen, og turen med nattoget fra Sofia til Istanbul var i hvert fald mindeværdig.

Nattog fra Sofia til Istanbul
Nattog fra Sofia til Istanbul. @komastaj.dk

Alle rejser er de bedste

Inden jeg kaster mig ud i ranglisten, er det vigtigt for mig igen at understrege, at selvom et land eller et område kommer til at ligge i bunden af min liste, betyder det ikke, det er et dårligt sted. Det afhænger som sagt af så mange omstændigheder, og hvis jeg valgte at gentage en rejse til et af de områder, jeg har rangeret i bunden, kan det helt sikkert tænkes, at oplevelsen bliver en helt anden.

Men altså – listen er min helt personlige opfattelse af mine rejser i 2019 (som alle var gode – nogle var bare en smule bedre end de andre).

Tilbage er syv lande/byer, hvor jeg har rejst til i 2019.

Værst eller bedst: Min rangliste for 2019

Nummer 7 – Tenerife

På en syvendeplads kommer ferieøen Tenerife. Det var mit første besøg, og vi kom til at bo på den “forkerte” side af øen. Vi havde en fantastisk lejlighed, som vi havde booket via booking.com (reklamelink) i byen El Medano. Vejret var sådan set fint, selvom vi rejste i november, men det blæste en halv pelikan på vores område af øen.

På positiv-siden tæller, at vi havde en fantastisk tur i Teide nationalparken. Vi havde lejet en bil, og tog selv turen op til vulkanen. Derudover var vi også på delfin-tur. Nationalparken ville jeg gøre igen – delfinerne ville jeg nok springe over. Alt i alt vil jeg nok ikke vælge at tage til Tenerife lige med det samme igen. Der er for mange andre steder, som jeg mangler at besøge, der vil komme foran Tenerife i køen. Og næste gang bliver det nok på sydvest-siden af øen.

Det værste: For meget blæst

Det bedste: Køreturen gennem Teide National Park

Teide national park
Teide national park var en stor oplevelse. Den vil jeg bestemt anbefale, hvis turen går til Tenerife. @komastaj.dk

Nummer 6 – Azerbaijan/Baku

Vi rejste til Baku i Azerbaijan med nattoget fra Tbilisi i Georgien. Baku overraskede på mange forskellige måder. Det er en super-moderne by, hvor prisniveauet er lavt. Komplekset Flaming Towers er indbegrebet af Baku, og symboliserer på sin egen potente måde den ufattelige rigdom, som er strømmet til landet efter at store forekomster af olie blev opdaget.

Vi tog en tur ud til Yanardag – en naturgasbrand, der brænder konstant (og har gjort det siden Marco Polos tid) på en bjergskråning på Absheron-halvøen en lille halv times kørsel fra Baku. På hjemvejen tog vi den lokale bus og metro, og her blev det tydeligt, hvor stor forskel der er i Azerbaijan mellem by og land – rig og fattig.

Selve storbyen Baku lader intet tilbage at savne for den almindelige turist. Alt er tilgængeligt, og du kunne i og for sig lige så godt være i København. Det er blot meget billigere og lidt mere eksotisk at være i Baku.

Det værste: Stor forskel mellem rig og fattig

Det bedste: Omfavner både det moderne og det traditionelle

Flaming Towers i Azerbaijan
Flaming Towers i Azerbaijan – den ultra-moderne side af Baku og Azerbaijan. @komastaj.dk

Nummer 5 – Budapest

Jeg var i Budapest et par dage i vinterferien i 2019. Denne gang var rejsen med min mand og vores to yngste børn på 17 og 15 år.

Vi brugte det meste af tiden på at vandre rundt på må og få. Shoppe lidt, og så var vi selvfølgelig en tur over den imponerende løvebro. Vi blev lokket til at tage en tuktuk-agtig ting op til Fiskebastionen (typisk turistfælde), men udsigten deroppefra fejlede dog ikke noget. Vi kunne se ud over Donau, beundre de mange broer og se det smukke syn af den store parlamentsbygning.

Vi skulle mødes med nogle bekendte af min mand, som han ikke havde set i 20 år, så den ene aften gik i selskab med dem.

Vi fik ikke lavet så meget andet end blot at gå, snakke og hygge, så vi oplevede ikke så mange seværdigheder. Det var en dejlig tur – men jeg skylder nok byen et ekstra besøg en gang, hvor jeg blandt andet får set de fine termiske bade.

Det værste: Fik ikke udforsket byen nok

Det bedste: Udsigten fra Fiskebastionen

En hyggelig, stille og central plads i Budapest. @komastaj.dk

Nummer 4 – Marokko

I marts gik turen for første gang til Marokko. Denne gang var jeg afsted med nogle veninder, og vi havde lejet en fantastisk riad midt i medinaen i Marrakech. Vi havde et helt hus for os selv med tagterrasse, og da vi først havde fået hentet forsyninger af øl og vin udenfor medinaen, tilbragte vi en del kvalitetstid i solen på terrassen.

Få 300 kr. rabat på din første AirBnB-bolig 

Der blev dog også god tid til at udforske alle de kringelkrogede veje i medinaen, og vi formåede også at fare vild. Det er et helt vildt “leben” i gaderne, og man skal hurtigt tillægge sig evnen til at ignorere tilråb og nærgående gadesælgere, hvis man skal nyde turen.

Vi fik set et palads, og vi brugte også en dag i Atlasbjergene og en dag på at besøge Essaouria ved kysten. Begge gange med vores egen chauffør, som indehaveren af vores riad sørgede for kontakten til. Det fungerede super fint.

Turen i Atlasbjergene var værd at bruge tid på, og det var Essaouria egentlig også – det er bare for lidt tid med en dagstur. Turen tager tre timer hver vej, og så er der ikke meget tid til at udforske byen. Næste gang vil jeg nok vælge at tage mindst en overnatning i Essaouria. Den virkede meget mindre hektisk end Marrakech, der kan være en prøvelse for tålmodigheden.

Men alt i alt et sted, jeg bestemt gerne besøger igen.

Det værste: De påtrængende gadesælgere

Det bedste: De kringelkrogede gyder i medinaen

medina marrakech
Medinaen i Marrakech, Marokko. @komastaj.dk

Nummer 3 – Georgien

Sommerferien bød på rejse over landjorden til Georgien. Det var mit første besøg i landet, og vi besøgte kystbyen Batumi, hovedstaden Tbilisi, og så var vi i bjergene i Kazbegi eller Stephansminda, som byen nu hedder.

Georgien er et af de steder, som jeg er sikker på, får et boom af turister de kommende år. Landet har masser at byde på. Bjerge, byer, strande – og så er det billigt – rigtig billigt.

Jeg har lavet et budget over, hvad det kostede os at være fem mand i ti dage i Georgien – du vil blive overrasket.

Landet er ikke endnu helt gearet til turister, så der er en del, der ikke lige er lagt an på, at der kommer folk udefra. De er ikke gode til engelsk, og deres skriftsprog er helt umuligt at tyde, men på den anden side, så er det netop sådanne steder, der gør rejseri lidt ekstra udfordrende, autentisk og lækkert efter min smag.

Georgien er et land, som jeg bestemt vender tilbage til – og der behøver ikke gå mange år.

Det værste: Ikke alle er lige service-mindede overfor turister (måske er det en god ting?)

Det bedste: Billigt rejseland med masser af flot natur

Venskabsmonument Georgien og Rusland
Venskabsmonumentet Georgien og Rusland. @komastaj.dk

Nummer 2 – Iran

I april var jeg så heldig at komme med på en efteruddannelsestur til Iran. Vi besøgte blandt andet Isfahan og Teheran, og jeg må sige, det var en fantastisk oplevelse.

Iran er ikke et land, som står højt på manges liste over lande, man kunne tænke sig at besøge, og den nuværende situation opfordrer da heller ikke til besøg i landet.

Når det så er sagt, så er Iran et unikt land. Deres historie og kulturelle skatte og seværdigheder er i den øverste klasse. Jeg har aldrig før oplevet så meget flot arkitektur, og sjældent mærket historiens vingesus så kraftigt, som da jeg var på besøg i den gamle shahs tidligere bolig.

På minussiden talte, at vi blev overvåget under hele vores besøg. Sandsynligvis fordi vi var en gruppe journalister, men uanset, så blev der ikke lagt skjul på, at vi blev holdt øje med. Som vores rejse skred frem, blev vores frihed til at opleve på egen hånd også voldsomt indskrænket. Meget ærgerligt, og faktisk også en ret dum beslutning fra iranernes side. Vi var alle ekstremt positivt stemt overfor landet de første par dage, men efterhånden som de strammede overvågningen, blev vi naturligvis mere skeptiske.

Hvis du rejser som privatperson, så er Iran blevet mere venligt stemt overfor turister – i hvert fald fra vores del af verden – de seneste år. Hvis du ikke lige er journalist, så kan du nu få visum, når du ankommer i lufthavnen (husk at tjekke op på det – ting ændrer sig hurtigt), og Iran stempler ikke længere i dit pas, så du får ikke problemer med det. Dog skal du være opmærksom på, at du – hvis du besøger Iran – ikke længere kan rejse til USA på en ESTA-godkendelse, men skal søge visum.

Lige nu (januar 2019) er ikke Iran ikke en mulighed som rejsemål, men når situationen ændrer sig til det bedre, så vil jeg bestemt gerne tilbage – og jeg vil gerne have familien med, for det er et helt unikt land.

Det værste: Den forfærdelige overvågningskultur

Det bedste: Den helt unikke historie og ufatteligt fantastiske seværdigheder

Women in Iran
Iran er overraskende moderne på mange måder – og på andre håbløst gammeldags. Men der er rigtig mange unge i Iran, og de er, for de flestes vedkommende, veluddannede. @komastaj.dk

Nummer 1 – Tyrkiet – Cappadocia

På toppen af 2019-listen ender Tyrkiet. På vores sommerferietur kørte vi i nattog til Istanbul, hvor vi var et par dage. Istanbul er en lækker by med masser af seværdigheder, historie og unikke seværdigheder. Vi var der i juli, og der var varmt – og der var mange mennesker. Så bliver en kæmpe by som Istanbul en udfordring, men det er samtidig en af de byer, der på en eller anden mystisk måde drager mig. Det var mit andet besøg i byen, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg vender tilbage.

Vi var på besøg i den store bazar, og vi boede i området omkring Galata-tårnet, hvilket var et fint område at gå på opdagelse i. Vi var på sejltur på Bosporus-strædet, og var på besøg i Basilica Cisternen – det gamle vandreservoir i Istanbul, som du måske kan huske fra Dan Brown bogen/filmen Inferno.

Vi nåede kun at skrabe overfladen – der er masser at komme tilbage til Istanbul efter.

Det er dog ikke Istanbul, der er grunden til, at Tyrkiet lander øverst på min liste i dette rejseår.

Den absolut bedste rejseoplevelse i 2019 var Cappadocia. Et område et par timer syd for Ankara, hvor landskabet er helt specielt, og hvor du kan bo på hotelværelser, der er små huler hugget ud i klipperne. Før planlægningen af sommerferien 2019 gik i gang, anede jeg ikke, at området fandtes, men rejsetippet er hermed givet videre.

Her boede vi i Cappadocia (reklamelink)

Cappadocia er ikke engang mest berømt for dette unikke landskab. De fleste kommer til området for at flyve varmluftballon, som er det helt store salgsnummer for Cappadocia.

Vi valgte ikke at tilkøbe en tur i varmluftballon, men valgte i stedet at stå tidligt op og stå på en høj bakke og beundre solopgangen og de hundredevis af varmluftballoner, der svævede over det særprægede landskab. Og det – mine damer og herrer – var den allerbedste rejseoplevelse for mig i år. Jeg kan ikke anbefale Cappadocia nok – det er en oplevelse for livet. Og de flyver hver dag…. som i hver eneste dag, hvis vejret tillader det.

Tag mig ikke på ordet – kom selv afsted og oplev det med egne øjne.

Det værste: Istanbul kan være varm og overrendt i højsæsonen

Det bedste: Den helt unikke oplevelse at se hundredevis af varmluftballoner i solopgangen over det helt særlige landskab i Cappadocia

varmluftballoner i Cappadocia
Så bliver det ikke mere magisk end dette. At opleve varmluftballoner i massevis er en af de mest fantastiske oplevelser, du kan give dig selv i Cappadocia. @komastaj.dk

Nye ting på vej i 2020

Der er allerede godt gang i planlægningen af nye store rejseoplevelser i 2020.

I skrivende stund har jeg planlagt – eller er godt i gang – med fire nye rejser. I slutningen af januar skal jeg til Jerusalem og Det døde hav, februar byder på et par dage i Gdansk i Polen, sommerferien går til Rumænien, Moldavien og Ukraine, og i september tager jeg med 17 andre kvinder en tur til Krakow.

Men mon ikke, det bliver til endnu flere rejser, inden året er omme? Alt andet ville overraske mig.

Lad mig endelig høre fra dig – om din bedste oplevelse i 2019, om dine rejseplaner, eller hvis du har konkrete spørgsmål omkring nogle af mine rejser. Jeg vil altid gerne høre fra dig.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Planlægning: Med tog til Georgien og Azerbaijan

This entry is part 1 of 6 in the series Kaukasus med tog

Sommeren 2019 byder på noget nyt. Vi skal med tog til Georgien og Azerbaijan.

Dette indlæg er en lille opsummering af, hvordan vi fik den idé, og hvordan vi har planlagt rejsen.

Man kunne jo også…

Vi elsker at rejse i Frankrig, og vi elsker at pakke bilen med de små telte og tage afsted på primi-ferie. Det har vi gjort mange, mange gange i løbet af de seneste 25 år, og de sidste mange år, har børnene naturligvis været med på bagsædet.

De seneste syv-otte år har vi udvidet sommer-horisonten til også at omfatte USA, hvor vi har været fire gange.

Planen var egentlig at pakke bilen og teltene og prøve noget – lidt – nyt, nemlig det sydlige Polen og Slovakiet.

Men så var det, vi kom til at se programmet Ekstreme togrejser, hvor en ældre engelsk herre tog toget gennem Kaukasus. Og et par dage senere var endnu et program fra Georgien.

Og så var tanken sået… Man kunne jo også – tage toget til Georgien.

Hvordan tager man toget til Georgien?

Når jeg fortæller om vores sommerferie-planer giver det som regel anledning til undren. Hvordan er I kommet på den idé? Hvordan planlægger I det? Hvor skal I bo? Og mange andre spørgsmål i den dur.

Svaret er i første omgang enkelt.

Vi beslutter bare, at det er det, vi gør.

Planlægning er den halve fornøjelse. @komastaj

Lidt senere kommer mit planlægnings-gen til sin ret. Jeg begynder at google. Ret hurtigt faldt jeg over en engelsk hjemmeside Seat 61  som er en sand guldgrube for folk, der søger informationer om, hvordan man rejser rundt i foreskellige lande med tog.

Planlægning er den halve fornøjelse

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det ville tage for lang tid, hvis vi skulle tilbagelægge hele ruten i tog. Vi har trods alt kun tre ugers ferie.

Hvor skal vi flyve til og fra?

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at vi skulle køre gennem Tyrkiet – via Istanbul og Ankara til det aller-østligste Tyrkiet. Herfra skal vi med bus til grænsen, og så videre med tog til Georgien – alt det kan man ret nemt finde ud af på Seat 61.

Og det er billigt! En plads i en sovevogn i tog gennem hele Tyrkiet koster kun 250 kr. pr. person – tag den DSB!

Eftersom vi skulle med tog fra Istanbul, begyndte jeg at tjekke flybilletter. Det var lidt dyrt – jeg kan godt blive lidt nærig, når det stikker mig. Og når jeg nu havde fundet ud af, hvor billigt det er at tage toget til Georgien, så ville jeg jo ikke købe mig fattig i flybilletter.

Jeg fandt ud af, at man kunne komme rigtig billigt til Sofia i Bulgarien. Og et hurtigt tjek på min – efterhånden favorit togside – gjorde det klart, at det både var nemt og billigt at rejse med nattog fra Sofia til Istanbul.

Og så fik vi endda mulighed for at krydse endnu et land af listen af besøgte lande…. ren win-win.

Ungerne ville gerne tilføje Azerbaijan til listen også – når vi nu “var der”, så jagten gik ind på flybilletter fra enten Baku i Azerbaijan eller Tbilisi i Georgien.

Jeg fandt gode billetter fra Tbilisi via Riga til Hamborg. Så dem bookede jeg – tre uger efter starten går i Hamborg til Sofia.

Hvad skal vi så se?

Jeg har booket en Airbnb-lejlighed i Sofia og i Istanbul. Herefter tager vi det, som det kommer.

Spar 220 kr. på din første Airbnb-lejlighed via dette link

Jeg har måttet investere i en Lonely Planet bog om Kaukasus, fordi man ikke kunne låne den på biblioteket (!), så vi har en lille idé om, hvad vi skal.

Vi skal i hvert fald op i bjergene, der grænser op mod den russiske grænse. Til hovedstaden Tbilisi og til Azerbaijans hovedstad Baku.

Min mand har fundet et sted i Tyrkiet, Cappadocia, der er ret berømt. Og det ligger (næsten) på ruten, så Cappadocia er tilføjet.

Det bliver spændende at se, hvad vi falder over hen ad vejen. Det er en del af charmen, synes jeg.

Med rygsæk – og børn – med tog til Georgien

Det er første gang i mere end 25 år, at vi skal rejse med rygsæk. Ikke siden interrail i start-halvfemserne har vi prøvet det. Denne gang har vi endda tre børn med. Godt nok er de nu så store, at det ikke bliver et problem.

Indtil videre glæder vi os bare, og nu venter kun enkelte praktiske ting, inden vi kan tage rygsækken på nakken.

Blandt andet skal vi have søgt visum til Azerbaijan. Men heldigvis kan den slags nu klares fra computeren, inden vi tager hjemmefra. Her er linket, hvis du vil søge e-visa til Azerbaijan.

Om vi glæder os?? Ohhhh yes!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Bevar minderne: 5 gode grunde til at skrive rejsedagbog

5 gode grunde til at skrive rejsedagbog

Min første rejsedagbog er fra 1992. Siden har vi skrevet rejsedagbog fra vores fælles sommerferier hvert år. Så reolen er efterhånden godt fyldt op med slidte, håndskrevne bøger, der bugner af oplevelser.

rejsedagbog
Håndskrevede rejsedagbøger er en skattekiste af minder. @komastaj.dk

1: Bevar minderne i en rejsedagbog

Den første og bedste grund til, at du skal skrive en rejsedagbog er, at du husker langt mindre, end du tror.

Selvom man er overbevist om, at dette eller hint står printet fast i ens hukommelse, så er en sommerferie som regel både lang og begivenhedsrig.

Indtrykkene og oplevelserne står i kø, og din hjerne kan ikke lagre alle disse minder og oplevelser. Så gør det til en god vane at skrive rejsedagbog hver aften. Det er også en god måde lige at få fordøjet alle dagens indtryk, og måske få talt om, hvad der egentlig skete, og hvad der har gjort mest indtryk.

2: Skriv om oplevelser – men husk også fakta

De seneste omkring 10 år har vi gjort ekstra ud af at huske og notere stednavne, priser og andre vigtige oplysninger.

At det er en god idé, fandt vi ud af på den lidt hårde måde.

Vi har rejst rigtig meget i Frankrig, og efterhånden var der nogle gode steder, vi gerne ville tilbage til. Vi havde bare i vores rejsedagbog glemt at skrive navnet på den hyggelige campingplads i Pyrenæerne. Og når vennerne spurgte, hvad det kostede at ligge på den lækre campingplads med pool i Jurabjergene, var det nærmeste vi kunne komme, at “det var billigt”.

camping alperne
Husk at notere navne på de lækre steder. @komastaj.dk

Det er også irriterende, at man ikke kan huske, hvad den hyggelige familierestaurant i Quimper hed, når man vil fortælle og videregive det gode tip.

Så altså. En god rejsedagbog skal indeholde alle de gode (og mindre gode) oplevelser, fornemmelser, op- og nedture, men den skal også indeholde fakta: navne, priser og steder.

3: Online eller oldfashion

Vi skriver vores rejsedagbog i hånden. Man kan sikkert sagtens bruge computer eller smartphone, hvis man synes, det er nemmest.

Vigtigst er, at man får den skrevet. Vi foretrækker den gammeldags metode, fordi det så også efterfølgende er lettere for alle lige at snuppe dagbogen og læse lidt i den. Det er lidt sværere, hvis den ligger gemt væk på en harddisk et eller andet sted.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at en rejsedagbog lettere kan forsvinde eller forgå, hvis den er skrevet i hånden i en lille bog. Så der er for og imod. Og i bund og grund er formen ikke vigtig – find den løsning, der virker for dig.

Vores første rejsedagbog er fra 1992. De er uvurderlige. @komastaj.dk

4: Grin af de sjove – og de mindre sjove – episoder

En rejsedagbog er en skattekiste af oplevelser, som man ellers med garanti vil glemme med tiden.

Selvom vi ofte siger “det her glemmer vi aldrig”, så glemmer vi langt mere, end man lige tror. Derfor bliver en rejsedagbog et vigtigt vidnesbyrd om en – forhåbentlig – dejlig ferie, som man kan gemme for evigt.

Hvis du skriver rejsedagbog, kan du på et hvilket som helst tidspunkt drømme dig tilbage, og genopleve ferien. Og en rejsedagbog indeholder også alle de guldkorn, du kan dele ud til venner og bekendte, som også håber at få den perfekte ferie.

Og så skal man jo aldrig gå af vejen for at grine af de sjove episoder, man oplever på ferien. Og måske kan man også – med tiden – grine lidt at de oplevelser, der ikke var så sjove i første omgang. De bedste feriehistorier er ofte dem, hvor tingene ikke går lige efter bogen.

5: En rejsedagbog kan suppleres med en fotobog

En rejsedagbog er bedst, når man skriver den undervejs.

For os fungerer det klart bedst, hvis man får skrevet dagbogen om aftenen – eller senest næste morgen. Så står oplevelserne klarest i hukommelsen.

Rejsedagbogen kan suppleres med en fotobog, som man kan lave, når ferien er overstået.

En fotobog kan sørge for, at feriebillederne bliver tilgængelige – og som bonus får man dem sorteret. @komastaj.dk

Fotobøgerne har to formål. Man har minderne lettilgængelige, og alle kan være med. Her kan man bladre og se billeder – let for alle i alle aldre. Derudover har en fotobog den klare fordel, at man rent faktisk af og til får set nogle af de – ofte mange – billeder, man tager på ferie.

Og arbejdet med at lave fotobogen betyder også, at man får sorteret de mange feriebilleder.

Men vigtigst ved både rejsedagbogen og fotobogen er, at minderne forbliver levende og nære.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
Pyrenæerne

Tilbageblik: Mit rejseår 2018

Tilbageblik: Mit rejseår 2018

Så er champagnen drukket, det nye år er godt i gang, og det er tid til et lille tilbageblik på mit rejseår 2018.

Som rejseåret 2017 bød 2018 på en masse fantastiske rejser. Det blev til seks rejser til seks lande. Heraf ét nyt land (Litauen) og to nye “territorier”. Azorerne, som hører til Portugal, og Skotland, som er en del af Storbritannien.

Derudover blev det til endnu et besøg i USA, et gensyn med mit elskede Frankrig og en tur til Milano.

Milano
Hello Milan! @komastaj.dk

New York, New York – og en lille roadtrip

Rejseår 2018s første rejse var i april. Rejsen var en efteruddannelsestur til New York, som jeg kombinerede med en lille roadtrip sammen med min søster.

Vi nåede at se lidt nærmere på den store storby, og fik krydset syv stater af på lidt over en uge. USA er de seneste år blevet ét af mine absolut favorit rejselande, og det er altid en fornøjelse at komme tilbage dertil. Særligt roadtrip er ikke mindre end fantastisk i Guds eget land, og de seneste år har jeg været så heldig at tage på roadtrip i USA en del gange. Både i bil, men særligt roadtrip i autocamper tiltaler mig helt vildt.

Det kan du læse meget mere om i roadtrip-sektionen. Men pas på! Du bliver bidt af det.

Top of the Rock
Udsigten fra Top of the Rock i New York fejler ikke noget. @komastaj.dk

 

New York - Times square
Times square i New York – fortravlet – og lidt fascinerende. @komstaj.dk

 

Roadtrip usa
Syv stater på lidt over en uge – vi nåede en del. @komastaj.dk

Med familien til Frankrig – og Pyrenæerne

Frankrig står både mit og hele familiens hjerter særlig nært. Min mand og jeg har boet et halvt år i landet for mange herrens år siden, og siden da har vi rejst mere end 25 gange til dette helt vidunderlige land.

På turen i år kom vi godt rundt. Først ud til vestkysten, siden et gensyn med vores allerbedste sted i landet – bjergkæden Pyrenæerne, og siden en uge i Jura-bjergene mod øst.

Særligt Pyrenæerne byder på helt særlige oplevelser, og vi er vilde med de bjerge. Det ses tydeligt på bloggen, hvor du blandt andet kan læse om en dejlig tur til en bjergtop, en tur på kanten af bjergene og en vandretur i en unik og (næsten) uopdaget slugt.

Jeg kunne skrive side op og side ned om Frankrig, og hvorfor, det land bare er noget helt særligt. Så skal du rejse i Frankrig og mangler indputs, så skriv endelig.

Gorges de Kakuetta
Billeder kan ikke gengive den skønhed, der venter i Gorges de Kakuetta.
@komastaj.dk

 

Husk at tage madpakken med. Bjergluften og den storslåede udsigt kan få selv det tørreste baguette til at smage som en drøm.
@komastaj.dk

 

Train d'Artouste
Det lille tog kører vitterligt på kanten af bjergene. @komastaj.dk

Rejseår 2018s positive overraskelse: Azorerne

I slutningen af august var jeg et par dage i Milano sammen med mine håndboldkammerater. 18 “piger” i alderen 40 til 69 år. Behøver jeg at sige, at det altid er en fest? Jeg har ikke skrevet om Milano på bloggen, men turen bød – traditionen tro – på en guidet cykeltur, som altid er en god idé, når man besøger en storby.

I september var jeg så heldig at blive inviteret på en pressetur af Bravo Tours til Azorerne. Det var et nyt bekendtskab for mig, og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket.

Azorerne ligger langt ude i Atlanterhavet, og har den smukkeste natur. Jeg blev forelsket i den lille samling af øer, som har så meget at byde på.

Jeg har skrevet et indlæg om besøget her på bloggen, og også i JyskFynske Mediers Magasinet Rejser, hvor du kan læse med, hvis du er abonnement.

@komastaj.dk

 

Azorerne
Regeringsbygningen i Ponta Delgada på Sao Miquel, der er hovedøen af de i alt ni vulkanøer, der ligger langt ude i Atlanterhavet. @komastaj
Azorerne
@komastaj.dk

Edinburgh – og Harry Potter

I oktober var jeg igen på efteruddannelse. Denne gang i Skotland og primært Edinburgh. Det er også en rigtig, rigtig fin by.

Her gik jeg i hælene på Harry Potter, hvis “mor”, JK Rowling, boede i byen en del af tiden, mens hun skrev bøgerne, og der er en masse referencer, som fans kan have glæde af.

Er man ikke Harry Potter fans fortjener byen alligevel et besøg, og det er et af de steder, hvor vi danskere hurtigt og billigt kan rejse til.

j k rowling handprints
J K Rowling satte sine håndaftryk i 2008 i Edinburgh. @komastaj.dk

 

Pub Edinburgh
Edinburgh er naturligvis fyldt med hyggelig pubber. @komastaj.dk

Vilnius – billigt og hyggeligt

Rejseår 2018 blev rundet af sidst i november, hvor turen gik et par dage til Litauens hovedstad, Vilnius, med min bedre halvdel.

Flybilletten var nærmest uhørt billig – to direkte flybilletter fra Billund til 450 kr. Den mulighed er svær at forpasse.

Byen er hyggelig, og det er billigt at besøge Vilnius. Vi har før besøgt Tallinn i Estland, og måske derfor var Vilnius lidt skuffende. Når man sammenligner de to baltiske hovedstæder, vil jeg til hver en tid vælge at anbefale en tur til Tallinn, der har en mere charmerende gammel bydel.

Når det så er sagt, så er Vilnius ikke et dårligt sted at tilbringe et par dage. Du spiser godt, du drikker godt, alt er billigt, og byen er bestemt et besøg værd.

Vilnius
Vilnius har også sin egen “kærlighedsbro”, hvor hængelåse vidner om ubrydelig kærlighed. @komastaj.dk

 

Vilnius
Der er masser af hyggelige gader i den gamle bydel i Vilnius. @komastaj.dk

Rejseår 2019 – kom an!

Jeg tænker konstant på rejser. Nogle gange bliver jeg helt i tvivl om, det mon er gået hen og blevet en besættelse….

Om det er helt så galt, ved jeg ikke. Men det betyder i hvert fald, at jeg sjældent har mindre end to-fire rejser i gang, og lige nu er ingen undtagelse.

Derfor er der allerede nu, her en uge inde i 2019, allerede fire rejser i kalenderen for 2019.

Februar byder på et par dage i Budapest, marts en lille uge i Marokko, april en efteruddannelsestur til Iran, og sommerferien går i år til Polen og Slovakiet, hvor vi blandt andet skal besøge Krakow og Tatrabjergene.

Derudover er vi så småt begyndt at tænke i sommerferieplaner for 2020. For USA trækker igen. Det er bare så pokkers dyrt.… Men hvor der er vilje, er der vej, så hvem ved, om ikke sommerferien 2020 igen går til Guds eget land?

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

En rejsebloggers dilemma: Skal man fortælle om alt det gode?

En rejsebloggers dilemma

De fleste af os elsker at rejse. At opleve nye steder, lære nye kulturer at kende og i det hele taget se noget nyt. I takt med at flere og flere af os får mulighed for at drage ud i verden, rejser et dilemma sig. For hvornår bliver det for meget med alle os turister? Og er her det, mit dilemma kommer ind i billedet.

Duomoen i Milano er overdådig. Det er der en del, der har fået øjnene op for. @komastaj.dk

De fleste af os kender følelsen af at stå som en sild i en tønde ved en kendt seværdighed – hvis vi da overhovedet kan komme til. Nogle seværdigheder er det nødvendigt at bestille billet måneder i forvejen for overhovedet af få en chance.

Dér er Mona Lisa…. Eller?

Mange af os vil gerne opleve verdens kulturarv, de store kunstværker og flotte bygninger, når vi rejser.

Bliver der ved med at være plads til os alle på de steder, der har noget godt at tilbyde? @komastaj.dk

Men det er alligevel som om lidt (eller meget) af charmen fra Michelangelos fantastiske loftsudsmykning i Det Sixtinske Kapel forsvinder, når man står stuvet sammen med hundredvis af andre turister. Og med råbende, sure vagter, der beordrer én til at bevæge sig hele tiden. Eller stå bag en kødrand af turister med selfiestang-trang og “beundre” maleriet, der vistnok er Mona Lisa. Eller mase sig gennem en folkemængde for overhovedet at kunne kaste en mønt i Trevi-fontænen i Rom – for vi vil jo alle gerne vende tilbage – eller vil vi?

Lokalbefolkningens skræk

Mange steder er allerede så fyldt med turister, at den lokale befolkning er ved at få nok. Priserne på lejlighederne i de store, populære byer er på himmelflugt, fordi de opkøbes, så vi tilrejsende kan bo centralt og godt. Og de eneste lokale vi møder, er dem, der tager på arbejde for at servicere os turister. For derefter at flygte retur til forstæderne. I fred og behørig afstand fra de solskoldede og højlydte turister.

Så hvad gør vi ved det?

Vi kunne naturligvis styre vores rejsetrang. Det ville sikkert bekomme både pengepung og klimaet vel.

Men for nogle af os, er det ikke en holdbar løsning. Rejselysten og udlængslen er ikke mulig helt at tøjle.

Måske kunne vi begynde at tænke os lidt mere om, når vi rejser. Begynde at rejse på andre tidspunkter end i højsæsonen. Vælge rejsemål, der er mindre kendte og – for nu at sige det som det er – mindre overrendte.

Men der er nok ingen rigtig god løsning. For vi vil gerne se “autentiske” steder, men alligevel forventer vi, at alt er tilgængeligt, forståeligt og lagt til rette for os, når vi kommer som gæster.

En rejsebloggers dilemma

Problemstillingen med overrendte rejsemål, en “ensretning” af stederne, så det passer i de magelige turisters smag, og den allestedsværværende souvenirbutik-mentalitet efterlader sådan én som mig i et gigantisk dilemma.

Hvordan kan man fortælle om verdens mange fantastiske steder, og så samtidig være med til at bevare netop det, der gør dem fantastiske?

Et skræk-eksempel

Jeg har et skræk-eksempel fra min seneste sommerferie i Frankrig.

Derfor skal du besøge Frankrig

Jeg elsker Frankrig, og har rejst landet tyndt gennem 25 år. I år fik jeg mulighed for at vende tilbage til ét af de steder, som jeg oplevede første gang for lidt over 20 år siden.

Pont du Gard. En romersk bro og akvædukt, der er bygget over floden Gard. Et mesterværk bygget af romerne og færdiggjort omkring år 18 før Kristi fødsel. Akvædukten kan beskues tæt ved den sydfranske by Orange, og da vi besøgte den for 20 år siden, kunne vi køre op på siden af den. Tage billeder. Spise vores medbragte frokost i ro og mag, og bare nyde det mesterlige bygningsværk.

Pont du Gard. Stadig fantastisk – men noget af charmen er forsvundet i takt med, at horderne af turister er rykket ind. @komastaj.dk

Lad mig bare afsløre med det samme. Det kunne vi ikke i sommers.

I stedet blev vi mødt med bomme, der ledte os ind på en gigantisk parkeringsplads med plads til både personbiler, campere og turistbusser. Videre oppe blev vi mødt af et besøgscenter, hvor der skulle købes billet. Enten den primitive, der kun gav adgang til parkeringen, akvadukten og museet. Eller hele pakken med særlige adgang, personlig guide og 3D-forevisning.

Frokosten kunne så “nydes” i caféen ved siden af souvenirbutikken.

Behøver jeg at sige, at oplevelsen ikke helt blev den samme, som for 20 år siden?

Skal jeg dele det fantastiske med jer?

Jeg er ikke bange for at prøve nyt. Og jeg har stadig oplevet en del steder, der fortsat er fantastiske og som (endnu) ikke er overrendte. Men skal jeg dele dem?

Jeg vil gerne fortælle og give andre muligheden for at opleve de samme gode ting. Men dilemmaet griner mig ind i ansigtet.

Det er jo decideret kontraproduktivt at lave en rejseblog, hvor man deler alle de fantastiske steder, som man i virkeligheden håber at kunne beholde mere eller mindre for sig selv.

Jeg har ikke løsningen – har du?

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
Devils Tower

Roadtrip i USA: Derfor skal du tage afsted

Roadtrip i USA: Derfor skal du tage afsted

Der er rigtig mange gode grunde til, hvorfor du skal se at lette rumpetten og komme på roadtrip i USA.

Listen af gode ting ved netop en roadtrip i USA er alen-lang, men herunder har jeg listet de fem bedste grunde, som jeg ser dem.

1. Den ultimative følelse af frihed

Først og fremmest er roadtrip i USA den ferie, hvor du får den mest gennemførte følelse af at være fri og uafhængig.

The long open road…

Der er ikke meget, der kan hamle op med den følelse, når du cruiser ud af den lange, øde landevej med funky arm-i-karm musik på anlægget. Ud af det åbne vindue kan du betragte det flotte og varierede landskab.  Og du bestemmer, om du vil køre ligeud, dreje, overnatte eller holde ind til en bid mad.

Det bliver altså ikke meget bedre. Men et lille forsigtigt ord til advarsel. Roadtrip i USA er voldsomt vanedannende, og kan godt gå hen og blive en dyr fornøjelse, hvis du “kommer” til at gentage successen med jævne mellemrum.

2. USA er let både at overnatte og rejse i

USA er mulighedernes land. Også når det kommer til at finde steder at overnatte, når du er på roadtrip.

Der er nærmest tapetseret med hoteller langs indfaldsvejene til byerne, og også i byerne er det som regel intet problem at finde et hotel til rimelige penge.

Vi har rejst en del med autocamper – eller RV, som amerikanerne kalder den, og derfor har vi benyttet os af campingpladser.

Dels har vi brugt de kommercielle campingpladser – som for eksempel kæden Kampgrounds of America  eller KOA. De har alle faciliteter, og findes spredt ud over hele landet.

Du kan læse mere om overnatning her

Men vi har også i stigende grad benyttet os af de campingpladser, som findes i de mange state parks i USA. De er billige, de ligger naturskønt, og de har næsten alle de faciliteter, som vi efterspørger. Vand, el, dumpstation – og fred og ro.

Custer State Park
Den hyggelige Custer State Park

På vores roadtrip i USA i 2017 lejede vi en almindelig bil i stedet for en RV. Men også her benyttede vi parkerne til nogle af vores overnatninger. Mange af parkerne har nemlig også fuldt udstyrede hytter, som man kan leje billigt.

Så hver gang vi har muligheden, og det passer i programmet – så vælger vi at overnatte i parkerne.

En af hytterne, vi overnattede i på vores tur i 2017.

3. USA har en fantastisk og alsidig natur

USAs har utroligt mange nationalparker, state parks og andre statslige og lokale parker og naturområder. Det er én af grundene til, at så meget af den unikke og fantastiske natur er bevaret.

Men der er også andre gode grunde. Der er også bare så meget af den.

Du kan finde alt i USA. Sump, bjerge, dale, vulkaner, kæmpe skove, vandfald, floder, søer, ørkener… Hvis du skal afsted på din første tur, vil jeg anbefale at starte ud i det vestlige USA. Her er naturen utrolig forskellig fra den danske, og du vil opleve landskaber, som du før kun har set på tv.

White Sands National Monument

Og får du nok af den flotte og barske natur, så finder du nok en by for enden af vejen, hvis du søger lidt adspredelse. Og det er byer i alle størrelser.

Grand Canyon National Park – den nordlige side.

4. Amerikanerne er meget venlige

USA er et utroligt let land at rejse i, fordi man føler sig velkommen. Amerikanerne er hjælpsomme, talende, imødekommende og smilende. De er utrolig lette at komme i snak med, de er umiddelbare, og der er rigtig langt mellem amerikanere, der ikke har et smil til overs, hvis du hilser på.

For os “vi er os selv nok-danskere” kan det faktisk virke lidt grænseoverskridende at blive rost for sine flotte sko i elevatoren. Eller få at vide, at man har valgt den helt rigtige farve t-shirt af kassedamen i Walmart.

Min mand taler også stadig om, den gang han mødte den storsmilende “Honey” ved poolen i New Orleans, der uden af tøve fortalte det meste af sin livshistorie, og jeg husker også selv, at det var lidt anderledes at blive kaldt “love” af campingdamen i kiosken…

Men de mener det venligt, og det er jo også en del af charmen.

Man skal nok holde lidt igen med at begynde at diskuttere politik, religion, våbenlov eller miljø på en bar i Texas, men hvis man bruger sin sunde fornuft, så får man kun venlighed igen.

5. Det er billigt…

Njaa – den holder så nok ikke helt.

Der er mega-dyrt at holde tage på roadtrip i USA.

Hvor dyrt kan du læse om her og her

Men det er pengene værd. Og for at retfærdiggøre min overskrift, så er det i hvert fald blevet en del billigere, end det var for et par årtier siden.

Dels er flybilletterne til og fra USA blevet meget billigere. I højsæsonen kan du flyve til de fleste destinationer i USA for omkring 5000 kr. for en returbillet, hvis du er lidt fleksibel og ude i god tid. Uden for sæsonen er det billigere, og jeg har selv lige set returbilletter til New York for 2000 kr. i april. Så det er altså til at komme i nærheden af, hvis man sparer lidt op.

Der skal gang i sparegrisen

Dollaren er også på et fornuftigt niveau. Her i marts 2018 ligger den lidt over de seks kroner – i 2017 var den lige under syv kroner. Historisk set har dollaren haft store udsving, så man kan nok ikke planlægge alt for meget efter dollarkursen.

Roadtrip i USA: Det kan kun gå for langsomt

Så altså fem gode grunde til, hvorfor det er om at få pakket kufferten og booket billetterne.

Og nå ja. Lige en ekstra god grund her på falderebet.

Du kommer hjem med kufferten fyldt op med billigt mærketøj og sko, hvis du lægger vejen forbi et outlet undervejs. Og hvad der er sparet er som bekendt tjent – det kan du så bruge på din næste roadtrip i USA….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Lang tid til næste rejse – Hvordan klarer du udlængsel?

Hold da op, jeg er dårlig til at håndtere, når der er for lang tid til næste rejse. Jeg lider i den grad af udlængsel, hvis jeg ikke kan plotte en rejse ind mindst hver anden måned.

Det behøver sådan set ikke at være det store. Bare et par dage i en europæisk storby, plejer at være nok til at tage den værste udlængsel og trang til at bryde de vante rammer.

Og så alligevel.

København kurerer ikke udlængsel

For det er ikke ligegyldigt, hvor rejsen – eller bare smutturen – går hen.

København tæller ikke. Selvom vores hovedstad er både fantastisk og i verdensklasse, når det gælder seværdigheder, så gør den bare ikke tricket for mig. Jeg er sikker på, at det er fordi, det hele er så velkendt. Sproget, maden, kulturen… så nej. Der skal mere til at kurere min udlængsel.

Tyskland kurerer (heller) ikke udlængsel

Tyskland gør det heller ikke.

Jeg bor i Sønderjylland og er vokset op mindre end en time fra grænsen. Så billigt slik og ture til Fleggaard har ødelagt det for mig.

Godt nok var jeg i 2017 så heldig at blive inviteret på en pressetur til Bremen og Kóln, og det var sådan set ret fantastiske byer. Og man kan med rette påstå, at både sprog, mad og kultur er væsentlig anderledes end i Danmark.

Læs om min tur til Bremen og Køln her

Endelig kan man også – og også med rette – gøre gældende, at Tyskland er meget mere og andet end Fleggaard, Flensborg og Hamborg.

Ja. Jeg ved det. Men det gør ikke rigtig en forskel for mig. Tyskland kan bare heller ikke få kureret min udlængsel.

Vinteren er den værste

Min udlængsel er helt klart mest udtalt om vinteren. Mine hade-måneder er november, januar og februar. De måneder, hvor det er allermest mørkt, og hvor sommerens hyggelige ture på cafë med en drink under sydens sol er allerlængst væk.

Jeg lover mig selv hvert år, at jeg skal sørge for at have en rejse i kalenderen i januar eller februar. Men med min rejseglæde sker det ofte bare, at jeg løber tør for feriedage, når vi når hen på den tid af ferieåret.

For slet ikke at tale om manglende finanser. Det er ikke verdens letteste opgave at finde pengene til en lille ferie, når man lige har overstået julen.

Forventningens glæde

Jeg plejer at sige, at forventningens glæde og planlægningen er den halve fornøjelse.

Det står jeg såmænd ved, men selv den mest omfattende research kan ikke kurere min udlængsel, når den er værst. Det er lige før, min udlængsel nogle gange tager form som fysisk ubehag.

Så kan jeg finde lidt trøst i at google billige flybilletter og fantasere mig ud i verdenen. Så får jeg det – lidt – bedre. Men kun i kort tid.

Sådan kan du finde den billigste flybillet

For mig er der kun en ting, der rigtig virker.

Jeg må afsted igen….. og helst med det samme.

Bliver du også ramt at udlængsel? Og har du nogle gode tricks til, hvordan man kan holde den lidt nede? Så hører jeg meget gerne fra dig i kommentarerne….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Tilbageblik: Mit rejseår 2017 – anden del

2017 blev et fantastisk rejseår. For første gang fik jeg mulighed for at rejse med mit arbejde, hvor jeg var så heldig at blive udvalgt til at deltage i to presseture – en til Bremen og Kóln i Tyskland og en til Phuket i Thailand.

Første del af 2017 bød på tre rejser – til Italien, London og USA

Læs om første del af det fantastiske rejseår 2017

Fantastisk rejseår

Disse to ture var medvirkende til, at rejseåret 2017 blev fantastisk. Begge ture lå i anden del af året, og da jeg samtidig havde en smuttur til London (for anden gangt i 2017) og en tur til den svenske ødemark med familien, betød, at det blev til fire rejser for mig i anden halvdel af 2017.

Første rejse i anden halvdel af året var til London sammen med min mand. Det var faktisk en julegave til ham, hvor vi tog ind og så Jesus Christ Superstar, der spillede på udendørsscenen i Regents Park. Det var intet mindre end fantastisk.

Jeg må også lige give mig selv lidt kredit her. Hvor smart er det lige at give sin bedre halvdel en rejse i julegave? Jeg er selv ret stolt af idéen.

Det var også på denne tur til London, at vi løb ind i et lille problem, da Stansted Express toget ikke kørte til lufthavnen, da vi skulle hjem. Men den historie gemmer vi til en anden god gang. Det lykkedes at komme hjem til tiden, og vi blev også holdt skadesfri.

Årets store overraskelse

Kort efter hjemkomst fra London gik turen til Tyskland på min første pressetur. Første stop var Bremen, og den by overraskede mig virkelig positivt. Overkommelig størrelse og masser af charme. Jeg har aldrig rigtig været fan af at rejse i Tyskland.

Det er nok fordi, jeg bor så tæt på den tyske grænse, at man ikke rigtig synes, Tyskland gælder. Men det er jo et fantastisk og varieret rejseland, der har masser at byde på. Så jeg arbejder på at blive venligere stemt overfor Tyskland.

Turen til Bremen og Kóln hjalp i hvert fald godt på det.

Læs mere om turen til Bremen her og her

Bremen havde en super hyggelig midtby, og kun et stenkast væk var det berømte Schnoor-distrikt, hvor man kunne fare vild i små, smalle gader. En kort gåtur bragte mig til det hippe kvarter Das Viertel, hvor der var smarte caféer, gode madsteder og en tydelig atmosfære af frisind og en lidt alternativ tilgang til livet.

Mægtige Köln

Turen gik videre til Köln, der imponerede med sin store, flotte Kölner Dom, hvor jeg på egne ben klarede de mere end 500 trin op i det sydlige tårn for at nyde udsigten. Det var hårdt, men det var det hele værd.

Så gider man da godt vente lidt på toget – med sådan en udsigt

Köln er en noget større by end Bremen, og har derfor heller ikke den samme hyggelige atmosfære. Men der er fine områder i Köln, og der er masser af unikke og fantastiske museer, der er et besøg værd. Vi besøgte også bydelen Ehrenfeld, hvor alle startups, kunstnere og unge folk holder til.

Du kan læse mere om mit besøg i Köln her

En spøjs lille ting under besøget i Köln var, at man på Hotel Kristall, hvor vi boede, havde valgt at udsmykke hvert værelse med et stort maleri af historiske, tyske skikkelser. Jeg var så “heldig” at skulle dele værelse med Göethe. Han fik dog et tørklæde over sig …. jeg følte mig en anelse overvåget.

Hyggelige Sverige

Et par dage efter, jeg var kommet hjem fra Tyskland, gik turen med familien til Sverige. Vi havde fået mulighed for at leje en hytte langt ude i skoven i Sverige. Ingen indlagt vand, ingen strøm og das udenfor. Det kan da nok være, at teenagerne kom på prøve.

Vi holdt ud i de fire dage, der var afsat, og der var ingen sure miner. Tværtimod blev der fisket, roet kano, spillet spil og hygget med en god bog. En rigtig hyggelig tur. På tredjedagen kørte vi dog en tur i Sveriges største indkøbscenter Gekås i Ullaryd. Det var godt nok stort! Og lidt frygteligt…. men det gav lige et skud civilisation, som bare gjorde det endnu bedre at vende “hjem” til vores lille hytte.

Luksuøse Thailand

I november fik jeg lov at tage på pressetur til Phuket i Thailand.

Det var min første tur nogensinde til Asien, så det var en spændende tur. Godt nok fik jeg ikke set ret meget af det “autentiske” Thailand, da konceptet for rejsen var ret luksuøst.

Thailand-turen bød også på udflugt til Phi Phi Islands

Blandt andet skulle jeg overnatte på hotellet Banyan Tree, hvor der ikke er værelser, men kun egne villaer med tilhørende pools.

Stranden fejlede heller ikke noget, skulle jeg hilse at sige…

Det var ret fantastisk at opleve, men også lidt vildt. Jeg har i hvert fald ikke prøvet noget lignende før. Og kommer nok heller ikke til det igen.

Se min fantastiske villa i Thailand her

Alt i alt skal der nok en del til, før de kommende år kommer til at overgå 2017 som rejseår. Men jeg kan love, at jeg vil gøre, hvad jeg kan…

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Tilbageblik: Mit rejseår 2017 – første del

Her ved nytårstid er det tid til at kaste et blik tilbage på mit rejseår 2017.

For mit vedkommende blev det et forrygende rejseår. Jeg fik mulighed for at rejse med både familie, venner og – som noget nyt – i forbindelse med mit arbejde som journalist på Jysk Fynske Medier.

Det blev til til alt syv rejser til seks forskellige lande. Et nyt land – nemlig Thailand – blev føjet til listen over nye lande. Og det er en trend, jeg vil forsøge at fortsætte. Mit nytårsforsæt må være, at jeg skal besøge mindst ét nyt land hvert år.

I anden halvdel af 2017 gik turen til London, Sverige, Tyskland og Thailand

Læs anden del af mit fantastiske rejseår 2017 her

Rejseår 2017: Cinque Terre

Første rejse gik til Cinque Terre i Italien sammen med min 15-årige datter. Vi rejste i midten af april, og det var et fint tidspunkt. Vejret var godt, og det var endnu ikke så overrendt af turister.

Det var min datter, der havde valgt rejsemålet udfra billeder på Instragram. Og jeg må sige, vi blev ikke skuffede.

Cinque Terre er fem små landsbyer, der ligger op ad kysten i det nordlige Italien. Stedet er en nationalpark, og er noget af det mest fotogene, jeg har oplevet. Mange besøger byerne for at vandre mellem dem, og vi fik også prøvet det på en lille tur.

Vi boede med en fantastisk udsigt fra vores terrasse højt hævet over byen Riomaggiore.

Du kan læse mere om vores tur til Cinque Terre her

Rejseår 2017: London – part 1

Næste rejse var i juni, hvor jeg havde et par dage i London med min veninde. Anledningen var, at min yngste søn havde fået en rejse til kanaløen Alderney i konfirmationsgave, og da han var for ung til at rejse alene med flyet til London, måtte jeg jo ofre mig og rejse med.

Og når jeg nu var i London, måtte jeg da også bruge et par dage. Alt andet ville da være et spild.

London er altid fantastisk og byder på masser af ting at give sig til, så man løber aldrig tør for idéer. Og et par dage går hurtigt.

Desværre har jeg endnu ikke fået mig snøvlet færdig til et indlæg om London – men det kommer.

London

London

 

Rejseår 2017: Roadtrip USA – Texas, Mississippi

Sommerferien blev tilbragt i USA med et roadtrip med familien. Tre uger i primært Texas og Mississippi, hvor vi fik lejlighed til at gense nogle ting fra tidligere roadtrips, men fik også oplevet mange nye ting.

Texas har en særlig atmosfære, som vi er vilde med, og staten er knap så overrendt af turister. Mississippi vendte vi tilbage til på grund af vores kærlighed til bluesmusikken, som ofte har spillet en rolle på vores roadtrips i USA. Det blev blandt andet til et gensyn med Memphis og ikke mindst Clarksdale, hvor vi fik genset Ground Zero Blues Club og fik lejlighed til at bo i en af de mest fantastiske lejligheder.

Læs om Clarksdale her

Vi besøgte også Texas på vores første roadtrip i USA i 2012. Læs mere her

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Sightseeing på to hjul – derfor skal du cykle i storbyer

sightseeing på to hjul AthenJeg er blevet fan af sightseeing på to hjul.

Efterhånden har jeg været på en del guidede cykelture i europæiske storbyer – og en enkelt amerikansk – på mine ferier. Og jeg må sige, at jeg er fan. Før var det meget in, at man kunne tage en af de meget berømte dobbeltdækker-busser – de såkaldte “hop-on – hop-off”, for på den måde at få vinget de fleste must-see seværdigheder af.

Men jeg foretrækker bestemt at tage cyklen rundt.

Læs her om vores tur på cykel over Golden Gate i San Francisco

 

Få overblik over byen

For det første er det en super måde at få styr på byen på. Man får en meget tydeligere fornemmelse for, hvor ting ligger i forhold til hinanden. Og man får også et klart bedre overblik over, hvor langt der er mellem tingene, når man praktiserer sightseeing på to hjul i stedet for fire.

Samtidig kommer man hurtigere og længere omkring, end hvis man tog turen rundt i byen på gå-ben – hvilket jeg i øvrigt også er stor fortaler for. En gå-tur rundt giver nemlig nogle af de samme fordele, som en cykeltur gør.

Gør dig fortjent til næste pause

Dernæst kan man også opretholde en vis portion god samvittighed, hvis man har brugt nogle timer i sadlen ved at være lidt fysisk aktiv. Så er det lettere at nyde den kolde øl eller tallerkenen med tapas, som man kan forkæle sig selv med efter turen.

Og man skal for alt i verden ikke lade sig afskrække af, at man skal være lidt fysisk aktiv.

På de efterhånden mange ture, jeg har været på, har det været på et niveau, hvor alle kan følge med. Så det er bare om at sætte sig i sadlen og lade sig rive med af de mange nye indtryk.

Trafikken kan i nogle byer være intens, og det er den største udfordring. Men i langt de fleste tilfælde, så er man afsted i en større gruppe, og hvis man holder sig tæt på de andre deltagere, så går tingene som regel uden de helt store problemer.

Masser af variations-muligheder

Sightseeing på to hjul er langtfra et nyt fænomen. Du kan finde muligheden for en guidet cykeltur rundt i de allerfleste større byer. Og efterhånden er der masser af variationer af ture. Nogle med indlagte stop. Man kan for eksempel tage cykelture med indlagte stop ved bryggerier – hvis man altså kan lide øl. Eller man kan komme på en tur rundt til steder, hvor man kan få en kulinarisk oplevelse. I de store byer er der også ofte forskellige ture med fokus på forskellige områder i byerne.

Der er også mulighed for at tage turen med cyklen både i dagslys og ved aftentide, hvor storbyernes seværdigheder lyser op i mørket.

 

Brug nettet til bestilling

Jeg har brugt internettet til at finde en guidet tour. Der er som regel flere at vælge imellem, og man kan eventuelt tjekke anmeldelser på Tripadvisor eller lignende, inden man booker.

Hvis man blot er et par stykker afsted, så er det som oftest ikke et problem bare at møde op. Men book for en sikkerheds skyld hjemmefra, og læg gerne cykelturen en af de første dage på din ferie. Så har du mere glæde af, at du fra starten får et overblik over byen.

Jeg har efterhånden en del byer på mit “cykel-CV”.

Jeg har cyklet i San Francisco, Madrid, London, Athen og to gange i både Lissabon, Barcelona, Madrid og Rom. Og jeg kan kun sige – jeg er fan! Så til jer, der er på vej på storby-ferie – bare kom astaj på sightseeing på to hjul….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Roadtrip – pas på! Stærkt vanedannende….

Jeg ved ikke lige, hvad det er, der gør det. Men roadtrip er på en eller anden måde stærkt vanedannende.

I hvert fald har jeg oplevet en sær form for rastløshed og modløshed, hver gang jeg er kommet hjem fra en roadtrip. Det er på en eller anden mystisk måde stærkt vanedannende. Det må være følelsen af frihed, af at være (næsten) helt uden snærende begrænsninger af tid, muligheder og penge… nå ja, måske ikke helt det sidste, men i nuet, på vejen, så kan det føles sådan.

Stærkt vanedannende – særligt i Guds eget land

Jeg har været på mange roadtrips med min familie. Rigtig, rigtig mange i Frankrig, hvor vi har rejst med små telte, campingstole og en lille grill. Vi elsker at vågne op på de primitive “camping municipal” i de franske bjerge, ved de franske floder eller tæt på de fantastiske og maleriske franske byer.

 

Men en roadtrip “overthere” – i Guds eget land – fremkalder altid ekstra mange abstinenser, når man er kommet hjem. Det er faktisk lige før, jeg føler, jeg har behov for medicin mod den rastløshed, jeg føler i ugerne efter, jeg er kommet hjem fra roadtrip i USA. Én sagde til mig, at den eneste medicin, der hjælper, er et nyt skud roadtrip. Jeg er nok enig, men er lidt i tvivl om, hvorvidt det er noget, som sygesikringen giver tilskud til?

Så heldig er jeg nok ikke, desværre….

Læs om, hvorfor vi foretrækker at rejse i autocamper i USA

Min egen medicin

Jeg tænker, at det eneste, der kan afhjælpe min tilstand er….. at kaste mig over planlægningen af nye rejser. Det er en lise for sjælen at begynde at kigge på flyafgange til Moldova, Israel, Dubai eller tjekke op på fantastiske campingpladser og naturparker i Frankrig, Italien, Bosnien….

Og jo, jeg har et par små-ture i kalenderen allerede, og dem glæder jeg mig til. Men jeg nu skriver vi jo midten af august – så jeg må snart finde ud af, hvor næste års sommerferie skal gå hen. Mon ikke det bliver en tur til Frankrig – på roadtrip, selvfølgelig!

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Skøre souvenirs giver rejsen kulør

Jeg ved ikke med jer. Men jeg har altså hang til at forsyne mig med skøre souvenirs, når jeg er på rejse.

Altså jeg taler ikke om absurde dimser, plastikstatuer eller underlige nøgleringe eller øloplukkere. Ikke, at der er noget i vejen med det…

For hånden på hjertet. Når jeg kigger på mine egne souvenir-vaner, så er der jo alligevel ikke stor forskel på mine souvenirs og så mærkelige øloplukkere formet som det skæve tårn i Pisa eller Eiffeltårnet.

Jeg samler på to ting… ok – tre, fire ting, så da.

En verden af lækre krus og kopper

Først og fremmest samler jeg på souvenir-kopper. Kopper fra de forskellige byer, områder, parker eller andre turistmål, vi besøger. Samlingen tæller lige nu 49 krus – and I’m still counting.

Idéen fik jeg faktisk fra én af mine veninder, der samlede. Krusene stod i skabet og blev brugt hver dag. Jeg synes, det var en fantastisk idé, og en rigtig god måde til – på daglig basis – at blive mindet om dejlige ferier.

Så der var ikke langt fra tanke til handling – jeg ville da også samle på kopper.

Så selvom jeg er startet sent, synes jeg alligevel, at jeg har formået at få samlet en pæn samling. Den følelse får jeg især, når der skal tørres støv af….

I starten brugte vi også kopperne til daglig. Men min bedre halvdel synes hen ad vejen, at det blev for meget at det gode. Så nu står de pænt på “mit værelse” og pynter.

Flere fantastiske souvenirs

Udover mine elskede kopper, samler jeg også på pins.

De der små nåle, som man kan sætte på sit tøj, sin taske  – eller som mig – på en lampe. Igen. Det er skørt og lidt kitchet – men hey – det minder mig bare om så mange gode ting. Nogle gange kan jeg falde helt i staver, mens jeg kigger på lampen, og når jeg husker tilbage på vores ture, hvor vi som regel har gode og oplevelsesrige minder at tænke tilbage på.

Pins er den nyeste af mine samlerier, når det kommer til rejsesouvenirs. Men jeg har vel omkring de 30 – og dem kommer jeg ikke til at opgive lige med det samme.

Endelig samler jeg også på magneter – eller i hvert fald lidt. Jeg har en god samling, men på en eller anden måde, fanger magneter mig ikke på samme måde som krus og pins. Hvorfor – who knows – sådan er det bare.

Og nå ja – så samler jeg også lidt på t-shirts.

I hvert fald kigger jeg hvert sted, vi kommer hen, om der skulle være en fed t-shirt. Og det gode ved det hele er faktisk, at jeg går med de t-shirts til dagligt. Dermed varer sommerferien hele året – hvem sagde win-win?

Mit store USA-kort

Endelig har jeg også mit store USA-kort.

Det tæller vel ikke rigtig som rejse-souvenir, men det er alligevel en hyggelig ting, som jeg tit bruger tid på at studere, når vejret er lidt gråt, jobbet træls, og tankerne flyver afsted.

Jeg har tegnet vores roadtrip-ruter ind på et stort USA-kort, som jeg har sat i ramme og hængt op på væggen. Det er kilde til gode samtaler.

Så jo. Mange mener, at det er vildt kikset at samle på souvenirs.

Jeg synes nu, det er en hyggelig vane, og i hverdagens trummerum herhjemme, hjælper mine samlinger af souvenirs til, at en måske lidt grå hverdag bliver lyst op af hyggelige og dejlige rejseminder.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Fordi Frankrig bare er….særlig

Frankrig er bare særlig – helt særlig. Jeg skal bare zoome ind på et kort, læse et par franske stednavne, eller høre en franskmand tale i tv. Så rammer det.

Den der helt særlige følelse… Frankrig er bare helt, helt særlig….

Jeg bruger timevis foran computeren, begravet i blogindlæg, guides og flotte billeder på Instagram. Jeg er endda stadig så gammeldags, at man – ikke så sjældent endda – kan finde mig med hovedet begravet i rejsebøger, som jeg enten har fået til jul eller har lånt på biblioteket.

Mine rejsemapper i Google drev bugner med – næsten – færdige planer for billige flyrejser, transportmuligheder og steder at bo i alverdens hjørner af denne klode. Cambodja, Cuba, Balkan, Israel, Peru, Maldiverne…. you name it – I got it..

Men de fleste gange ender det bare med Frankrig.

“Bare” er så “bare” et helt forkert ord at bruge i denne sammenhæng. I min optik er Frankrig det mest fantastiske rejseland. Der er bare alt. Der er bjerge, dale, strande, vulkaner, storbyer, kløfter, vinmarker… med fare for at gentage mig selv – you name it – they got it.

Og så har vi ikke engang nævnt deres fantastiske baguette, fromage og vin rouge. Eller for den sags skyld Tour de France.

Læs om vores oplevelser med Tour de France

Det bedste af det hele er dog følelsen…

Den der følelse af at høre til, føle sig velkommen.

Jeg har rejst over 25 gange i Frankrig, og jeg har boet og studeret i landet i et lille halvt års tid. Jeg er kommet ind under huden på franskmændene, spillet håndbold, været til fester, fejret Sankt hans og har været inviteret hjem i deres hjem.

Frankrig er bare særlig…

Mange har den fejlagtige opfattelse, at franskmænd er arrogante og højrøvede. Intet kan være mere forkert. De er venlige, høflige, finurlige og ja – bare helt særlige.

Hvis du ikke har forsøgt dig med Frankrig som ferieland, så er det på høje tid. Og sørg så lige for, at du kommer ud der, hvor de “rigtige” franskmænd bor. Henvender de sig til dig på engelsk – så skal du køre videre. Derud, hvor omgangstonen er fransk. Og kan du ikke fransk, så går det nok med fagter og kropssprog. Det er franskmændene  nemlig eksperter i.

Det er bare om at komme afsted – kom astaj!

Bon voyage, mes amis!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

komastaj i medierne

Indimellem dukker komastaj op andre steder end på bloggen her. Andre medier vælger at bringe ting fra komastaj.dk – det er jeg naturligvis både beæret og glad for.  Her er en lille samling af komastaj i medierne

25. juni 2017 Politiken med et rejsefoto fra Texas

14. juni 2017 Repost på Instagram af Momondo

11. juni 2017 Repost på Instagram af Momondo

 

10. juni 2017 i Politiken med et foto i artikel

 

2. juni 2017 Repost på Instagram af Roadtripdiaries

 

5. maj 2017 Repost på Instagram af Amtriangle

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner