Kører man blot hurtigt igennem, misser man den. Mississippis slidte perle.

Clarksdale er helt unik. Centrum for Delta Blues-musikken og hjem for Morgan Freemans egen bluesclub, Ground Zero Blues Club. Men Clarksdale skilter ikke med sin fortræffeligheder – nærmest tværtimod. Man skal være lidt vedholdende og gøre noget af arbejdet selv, hvis man vil finde ind til byens hjerte.

For udefra set er Clarksdale – ja, lad mig bare bruge ordet grim. Grim, slidt, fattig og uimødekommende. Første gang vi besøgte byen, blev vi næsten helt i tvivl om, om der overhovedet kunne bo mennesker i denne slidte, fattige og støvede by.

Åbn døren – og bliv overrasket

Clarksdale downtown består i store træk af en kvadrat af tre parallelle gader på langs og nogle stikgader på tværs. Delta Avenue, Sunflower Avenue og Yazoo Avenue indrammer downtown, og du kan se det hele i løbet af en gåtur på et kvarters tid. Men det er netop pointen.

Du skal give dig meget mere tid til at tage det ind. Bruge tid på hver eneste dør, og du skal åbne den. Selvom den ser ud som om, den ikke har været åbnet i en menneskealder, og selvom det ser ud som om, der slet ikke er noget at komme efter. For det er der!

Da vi var forbi byen for første gang i 2013, havde jeg læst om Ground Zero Blues Club hjemmefra. Og havde jeg ikke gjort det, var vi ikke stoppet op i Clarksdale, og vi havde ikke turdet åbne døren til Ground Zero, der mildest talt ser ud som et sted, hvor man ikke går ind – under nogen omstændigheder – og da slet ikke med børn!

Læs om vores første tur til Clarksdale her

Men når du først tager mod til dig og åbner døren, så strømmer den gode stemning og gæstfriheden mod dig.

En overnatning eller to værd

På denne tur havde vi bestemt, at vi ville opleve blues-musik i Clarksdale. Vi havde lejet en virkelig fantastisk lejlighed – The Hooker Hotel – for to overnatninger i weekenden, og vi ville opleve det hele denne gang.

Første aften spiste vi på Levon’s – en restaurant, hvor der denne aften – selvfølgelig – også var live-musik. Maden var ok, lidt i den dyre ende, men stemningen var god.

Efter maden gik vi en tur, og blev stoppet af en mand. Han ville bare lige høre, hvor vi kom fra (ser vi måske ud som turister???). Det viste sig, at han var en af ejerne af Ground Zero Blues Club, og han forsikrede os om, at vi da var mere end velkomne.

Spot on – de bedste billeder fra Clarksdale

Vi slog vejen forbi Red’s – en anden legendarisk, og om muligt endnu mere slidt, bluesclub i Clarksdale. Det er en af de mest autentiske ‘hole-in-the-wall jukejoints’, der findes i byen. Da vi fandt døren(!) og fik den åbnet, stod der tre negere, og tog imod. Lokalet var meget lille, men der var plads til en lille bitte scene i det fjerneste hjørne. Musikken var ikke startet endnu, men vi var mere end velkomne indenfor. I øvrigt kan man på Red’s kun købe øl. Hvis man er til stærkere alkoholiske drikke, må man selv medbringe dem. Man skal blot købe et glas med is til halvanden dollar, og så må du drikke de medbragte varer.

Blues – og endnu en ‘berømthed’

Dagen efter var det lørdag, og efter god morgenmad på Yazoo Pass Café, slappede vi af. Vi ville lige gå en lille tur i byen – på trods af de op mod 40 grader, og vi stødte på endnu en ‘berømthed’.

I hvert fald blev vi antastet af en ældre herre, der bedyrede, at han var en af bluesmusikkens mange berømtheder, at vi kunne lære meget mere om ham på bluesmuseet i byen, og at han da i øvrigt gerne ville sælge os sin cd, der var optaget på Ground Zero. Manden hed Josh Razorblade Stewart, og man kan nok med rette sige, at han er endnu en af Mississippis slidte perler.

Men festlig var han.

Og han dedikerede endda en af sine sange til os – og gav os en lille smagsprøve. Han undskyldte mange gange, hvis det lød lidt mærkeligt. For han havde nemlig ikke sine tænder i. De lå i hans lomme. Men han gjorde sit yderste, og sang for os, som du kan høre her i videoen.

Aftenen blev tilbragt på Ground Zero Blues Club, hvor der var live-musik. Clarksdale er helt klart et stop værd. Og når du går tur i byen, så gå ind i butikkerne – også selvom de ser noget ‘brugte’ ud. Der er guld bag mange slidte facader.

komastaj

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg er til daglig lokalredaktør på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer. Jeg er hele tiden på jagt efter nye rejsemål og nye lande, som jeg kan besøge.