Næste stop på vores tur var Colorado.

Nærmere betegnet Durango (som vi har hørt om i en Bob Dylan sang) og den gamle sølvmineby Silverton. Med Colorado kom også de store bjerge og et totalt forbud mod åben ild. De mange skovbrande i staten havde sat staten i alarmberedskab.

Vi havde valgt Durango KOA som base. Denne KOA er kåret til Årets KOA 2012, og der var da også en masse aktiviteter. Blandt andet kunne man få frisklavet pizza bragt ud til sin plads, hvilket jo var meget passende, når vi nu ikke kunne grille på grund af forbuddet mod åben ild.

Vi bestilte pizza til hele familien – en “meatlover” til far og store sønnen. Og jeg skal da lige love for, at vi fik pizza. Da pizzaerne blev leveret på vores plads, blev det leveret med et stort smil og et “you must be hungry”.

Behøver jeg sige, at vi havde pizza til de næste par dage….

På pladsen var der desuden  film hver aften i fælleshuset, minigolf og selvfølgelig pool. En af ulemperne ved den fine plads var så, at den selvfølgelig var fyldt op. Men det var nu alligevel en ok plads.

Vi tog først et nærmere kig på Durango, som da var en fin lille by. Vi bruger dog stadig kræfter på at vænne os til de amerikanske byer. Gågader er vi  slet ikke støt på endnu, så det er svært at få sig et overblik over byen.
Men der var masser af butikker med t-shirts, indianske smykker, restauranter og så videre i den dur. En typisk by under indflydelse af de mange turister, der besøger byen.
Det hele sat i scene i nogle gamle historiske bygninger.

En tur i Colorados høje bjerge – uden autoværn

Herefter gik turen til Silverton. Og her begyndte det sjove for alvor. Silverton er en gammel sølvmineby (som de engelskkyndige måske havde gættet), som ligger oppe i de høje bjerge. Regionen er kendt for den jernbane, der kører mellem Durango og Silverton.

Turen skulle efter sigende være utrolig flot, men vi valgte at køre selv. Dels kostede turen ret meget, og desuden tog det omkring fire timer at køre derop med toget. En lidt for stor prøvelse for vores tålmodighed – flotte bjerge eller ej. Så vi tunede bæstet og satte kursen mod Silverton. Og de er nogle hårde hunde, dem i Colorado.

Turen til Silverton er i hvert fald ikke for tøsedrenge, og da slet ikke, hvis disse sidder i en 10 meter lang RV! Turen til Silverton byder nemlig på ægte bjergkørsel. Ikke at det skræmmer os. Vi har før kørt i høje bjerge i både Alperne og Pyrenæerne, og man kan sige meget om franskmænd – men de udstyrer da trods alt deres bjergveje med autoværn – i hvert fald de fleste af dem. Det gør de så ikke i Colorado!

Hånden på hjertet var turen til Silverton af og til en lidt skræmmende oplevelse. Jeg tror, man klarer sådan en tur bedst, hvis man SLET IKKE tænker over, at man kunne være uheldig at punktere, at de andre trafikanter måske ikke bliver i deres side af vejen og lignende scenarier….. og nej, vi har ikke billeder fra turen. Denne tur krævede, at chaufføren havde begge hænder på rattet, og vi andre magtede ikke at håndtere kameraet med lukkede øjne og krydsede fingre.

Når det så er sagt, så er Silverton et besøg værd. Byen har to gader – en med asfalt og en uden. Den virker (trods en masse t-shirt butikker) meget autentisk, og med de høje bjerge omkring byen, ligger den utrolig flot.

komastaj

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg er til daglig lokalredaktør på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer. Jeg er hele tiden på jagt efter nye rejsemål og nye lande, som jeg kan besøge.