Hjem » Sidste nyt på bloggen » Den vildeste luksus i Thailand

Den vildeste luksus i Thailand

I november 2017 havde jeg den fornøjelse at prøve den vildeste luksus i Thailand.

Det skete, da jeg overnattede på hotellet Banyan Tree Phuket i Thailand. Hotellet består udelukkende af private villaer, der alle har – mindst – en tilhørende, og altså også privat, pool.

Jeg skulle bo i den mindste af villaerne på hotellet. Villaen med tilhørende privat have og pool var på omkring 500 kvm., og var beregnet til et par.

[Disclaimer: Denne rejse var en presserejse, som jeg via mit daglige job som journalist hos JyskFynske Medier var inviteret på. Jeg var inviteret af Banyan Tree hotelgruppen i Laguna Phuket og Thai Airways. Indlægget afspejler dog fuldt og helt mine egne holdninger og meninger om stedet.]

Luksus i Thailand

Jeg må indrømme, at jeg aldrig før har prøvet noget så luksuøst. Og hånden på hjertet, så følte jeg af og til under mit ophold, at det blev lidt for meget at det gode med al den luksus.

Villaen var ikke mindre end fantastisk. Der var indgang/kontor med minibar, soveværelse med direkte udgang til poolen og haven, bruserum med et stort brusehoved, der er indbygget i loftet, his and hers garderobe og vask, toilet og et badekar – under åben himmel.

Her kan du få en lille rundtur i min “ydmyge” villa på Banyan Tree Phuket.

Med i pakken hørte to gange daglig rengøring. Derudover – når du skulle ud af din villa og op i receptionen, til det fælles poolområde, til stranden, til massage, på golfbanen eller til middag i en af resortets mange restauranter – var proceduren, at du ringede til receptionen. De sendte så en golfvogn med chauffør til din villa for at hente dig.

Maden var også luksus

På Banyan Tree Phuket kan du spise seafood, thai, japansk, europæisk – alt, hvad hjertet begærer uden overhovedet at bevæge dig ud af resortet. Der er fire restauranter og to mindre madsteder på resortet – herunder en restaurant, hvor hotellet ved lejlighed flyver en Michelin-kok ind for at overtage køkkenet.

Du kan spise virkelig high-end, eller nøjes med en lille ret i strandbaren eller i poolbaren.

Under mit besøg på Phuket, tog jeg også en endagstur til Phi Phi Islands. Det kan du læse om her.

Hvis det ikke tilfredsstiller, så kan du bestille “in-villa barbeque”, hvor der kommer en kok ud i din villa og sørger for, at du får fantastisk grillmad. Der bliver naturligvis ryddet op bagefter, så du får følelsen af at være på en restaurant – bare uden af forlade “hjemmets” fire vægge.

Morgenmaden er også et kapitel for sig. Hvis du vælger at indtage den i hotellets restaurant kan du vælge alt…. og jeg mener alt. Der er morgenmad, der passer til alle kontinenters smagsløg. Frisk frugt i lange baner, kager, sushi, brød, mælkeprodukter, cereals og en bar, hvor du kan gå hen og pege på, hvad du gerne vil have i din morgenmadsomelet.

Når du har sat dig med din morgenkaffe, kommer tjeneren forbi. Han sørger for, at du har fyldt op i juiceglasset og kaffekoppen, og spørger i forbifarten, om du kunne tænke dig et glas champagne.

Jo. Der mangler ikke noget….

Luksus i Thailand koster

Som du måske kan fornemme, så bliver der ikke sparet på noget. Og jeg har slet ikke en gang nævnt de andre – og større – villaer, som du kan blive indlogeret i. Nogle med ubegrænset adgang til massage i villaen, nogle med tilhørende butler, og nogle “bare” med en ekstra pool og udsigt over lagunaen.

Og hvad koster det så, tænker du nok.

Min “lille” villa har en startpris på 765 US dollars – eller hvad der svarer til lige under 5000 kr. for en overnatning. Så ja, det er lidt pebret, og især når man tænker på, at det er i Thailand.

Men på den anden side. Jeg kan ikke forestille mig noget mere luksuøst – jeg har i hvert fald ikke oplevet noget lignende før. Og det kommer jeg nok heller ikke til igen.

Så hvis man er til den slags, skal på bryllupsrejse, eller bare vil give den gas, så er Banyan Tree Phuket et godt bud.

Stranden fejlede heller ikke noget, skulle jeg hilse at sige…

Let at komme til

Banyan Tree Phuket ligger på den vestlige side af Phuket i Thailand. Hotellet ligger i området Laguna Phuket, som ligger små tre kvarters kørsel fra Phukets internationale lufthavn.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg er til daglig lokalredaktør på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer. Jeg er hele tiden på jagt efter nye rejsemål og nye lande, som jeg kan besøge.

6 comments

  1. Camilla says:

    Av hvor ser det lækkert ud! Havde slet ikke noget imod en tur dertil her til vinter. Men med den pris er det nok noget, jeg ville foretrække at gemme til en eventuelt bryllupsrejse 😛

    • komastaj says:

      Ja, det er da vild luksus!
      Men jeg indrømmer også gerne, at jeg hellere vil bruge pengene til en uges overnatning på et mere “almindeligt lækkert” sted, end at fyre det hele af på en enkelt nat eller to.
      Men det var da absolut rigtig sjovt at prøve… og ja, hvis det skal være, så er bryllupsrejsen nok et oplagt valg 😉

      Betina/Komastaj.dk

  2. Noget af det fedeste ved at rejse til lande som Thailand er, at man kan få råd til en luksus, som man slet ikke kommer i nærheden af i Europa.
    Når vi rejser i Asien starter vi altid søgningen med 4* hoteller med høj brugerrating – bare for at se, om det kan lade sig gøre at finde noget godt.
    Nogle gange er der rigtigt gode tilbud.Hvis ikke, så har vi gjort forsøget.

    • komastaj says:

      Hej Kenneth
      Ja, du har fuldstændig ret. Og det er jo, når man rejser i de “billige” lande, man kan give den lidt gas. Jeg har det dog tit sådan, at jeg hellere vil have lidt “standard” og så måske blive en dag eller to længere. Når det så er sagt, så var det da fuldstændig fantastisk at prøve denne slags luksus. Og jeg gør det da gerne igen, hvis muligheden byder sig 😉

      Betina

  3. Åh, hvor ser det bare skønt ud! Helt sikkert en tur, jeg også godt kunne trænge til. Tænk at have egen have og egen pool! Så bliver det ikke bedre 😀

    • komastaj says:

      Ja, det var helt vildt luksus-artigt!
      Sjovt at prøve!

      Betina

Comments are closed.