Hjem » Sidste nyt på bloggen » Fem ting du nok ikke ved om Baku

Flame Towers, Baku Azerbaijan
Flame Towers er vartegnet for Baku. Om aftenen projekteres forskellige ting på tårnene. Nogle gange er det ud som om, der er ild i dem. @komastaj.dk
This entry is part 6 of 6 in the series Kaukasus med tog

Baku – hovedstad i Azerbaijan: Fem ting, du måske ikke vidste

Jeg har altid været fascineret af steder, der lød eksotiske, anderledes eller på andre måder ekstra “fremmede”. På det seneste er der gået lidt sport i at tage på rejse til anderledes destinationer. Baku, der er hovedstad i Azerbaijan – eller på dansk Aserbajdsjan, er et godt eksempel.

Jeg havde inden rejsen hørt meget lidt om Azerbaijan og Baku. Det var først, da jeg begyndte at researche lidt på rejsen, der skulle bringe os til Georgien og Centralasien, at tanken om at besøge dette eksotiske sted slog rod i mig.

Baku ligger ved Det Kaspiske Hav, og ligger 28 meter under havets overflade. Dermed er Baku den lavest liggende hovedstad i verden. Det er også den største by i verden, der ligger under havets overflade. Byen har omkring 2.2 millioner indbyggere, og inden rejsen kendte jeg kun til Baku, fordi der årligt bliver kørt en afdeling af Formel 1 i byens gader.

Vi kom til Azerbaijan og Baku med nattoget fra Tbilisi i Georgien, og byen overraskede os. Herunder har jeg listet fem ting, som dels overraskede os, og som du måske ikke vidste om Baku.

Trainstation Baku Azerbaijan
Vi ankom til Baku – hovedstaden i Azerbaijan, med nattoget fra Tbilisi i Georgien. @komastaj.dk

1. Det kunne – næsten – ligeså godt have været København

Først og fremmest overraskede det os, at Baku er så moderne og velfungerende. Der er masser af flotte pladser, husene i midtbyen er moderne og velholdte, og du kan på ethvert gadehjørne finde en lækker café med både god (og billig) øl, café latte og god mad. Og du finder også både McDonalds og Starbucks i Baku – hvis du skulle være i tvivl.

Men altså – du kan få alt, hvad hjertet kan begære. Og skulle du høre til dem, der synes, at Baku lyder som et lidt farligt og tilbagestående sted – så tager du fejl. Der mangler ikke noget her.

Café in Baku Azerbaijan
Der var masser af hyggelige caféer i Baku. Nogle gange overrasker det mig, hvor moderne “eksotiske” steder er. Men det er nok i virkeligheden bare mig, der er lidt naiv. I Baku var der i hvert fald ikke mangel på noget som helst for en gennemsnits-turist. @komastaj.dk

2. Baku er både moderne og gammeldags

Baku er nok mest kendt fra Formel 1, hvor de hurtige biler ræser gennem byens gader, men byen har masser at byde på udover det. Azerbaijan har masser af olie, og fundet af olien har de seneste årtier betydet, at landet – og særligt hovedstaden Baku – har oplevet et velstandsboom. Derfor ser du også masser af super moderne byggeri mange steder – og også byens vartegn, Flame Towers, er et glimrende eksempel på dette fancy og moderne byggeri.

Flame Towers, Baku Azerbaijan
Flame Towers er vartegnet for Baku. Om aftenen projekteres forskellige ting på tårnene. Nogle gange er det ud som om, der er ild i dem. @komastaj.dk

Men Baku har også en gammel bydel at byde på, hvor man kan vandre rundt i de smalle gader og nyde stemningen. Så det er på mange måder en meget kontrastfyldt hovedstad.

Baku - hovedstad i Azerbaijan
Baku er ikke kun moderne. Byen har også en gammel bydel, man kan vandre rundt i. @komastaj.dk

3. Baku er en billig hovedstad

Hovedstaden i Azerbaijan er et billigt bekendtskab.

Vi bookede en lejlighed via Booking.com, der lå lige i centrum af Baku. Vi havde en lille altan, og lige overfor var den gamle by, og der var mindre end 100 meter ned til en af de centrale pladser. Vi betalte 1000 kroner for to overnatninger for fem personer.

Vi brugte en del tid på en hyggelig café i centrum. Prisniveauet var utroligt lavt, når man tænker på, man er i en hovedstad. En halv liter fadøl kostede 12 kroner, en sodavand otte kroner, en pizza omkring 35 kroner, en tomatsalat som hovedret 25 kroner og en café latte var lidt i den dyre ende – 25 kroner, ligesom mojitoerne, som vi måtte slippe 60 kroner for. Men vi sad på en café fem mand i over fire timer. Vi skulle fordrive tiden, indtil vores tog gik. Vi fik mad, drikke, kaffe, dessert og drinks – og fik opladet vores mobiler. Og det hele kostede omkring 500 kroner i alt. Det var godkendt!

Café Baku
Selvom Baku er en super-moderne hovedstad, så er prisniveauet ganske fornuftigt – selv for lidt nærige jyder. @komastaj.dk

4. Snup en Bolt – det er både billigt og velfungerende

På vores rejse i Azerbaijans hovedstad – og for den sags skyld også i Georgien, havde vi rigtig stor glæde af Bolt. Bolt er en pendant til Uber, hvor private kører taxa. Her downloader man en app, hvorefter kan bestille taxa-ture via appen.

Der er flere fordele ved denne service. Først og fremmest er den billig – som oftest langt billigere end de normale taxaer. Derudover er der den fordel, at man, allerede ved bestillingen, kan vælge en stor bil. Det er et stort plus, når man som os, rejser fem mand. Så undgår man situationer med fire mand stuvet sammen på bagsædet.

Endelig – og vigtigst. Hvis man bestiller via appen, kan man vælge at betale med sit kreditkort i appen. Det betyder, at der ikke er penge mellem dig og chaufføren. Du ved, hvad turen koster på forhånd, og du ender ikke ud i dilemmaer med drikkepenge og den slags.

Old car in Baku, Azerbaijan
Dette var IKKE en Bolt-taxa, men blot en ældre bil i den gamle bydel. Bolt-taxaerne var generelt i god stand, og vi var på intet tidspunkt utrygge. @komastaj.dk

5. Besøg et brændende bjerg

En halv times kørsel udenfor Baku, kan du besøge Yanar Dag – et brændende bjerg. Yanar Dag er en naturgasbrand, der har brændt på bjerget siden en gang i 1950’erne, og det brænder fortsat.

Vi forsøgte at komme derud om aftenen, men fandt ud af, at det ikke er hver aften, der er åbent, så man skal lige tjekke op på åbningstiderne, inden man tager afsted. Det er et spændende fænomen og en fin udflugt at tage. På den måde kommer man også lidt væk fra byen, og får set en smule af landet. Vi valgte at tage en Bolt-taxa derud, og det var billigt og let. Men vores chauffør forstod desværre ikke, at vi gerne ville have ham til at vente og tage os med retur.

Det betød, at vi måtte med lokal bus og metro retur. Det var virkelig billigt – tror et par kroner per person. Selvom det tog en del længere tid, så var det en god oplevelse. Her kom vi tæt på de lokale, og lærte blandt andet, at man skal betale kontant for billetten, når man går ud af bussen.

Yanar Dag, Azerbaijan
Det ser måske ikke så imponerende ud på billedet, men det var vildt varmt. Og når man så tænker på, at det har brændt samme sted siden 1950’erne, er det alligevel ret særligt. @komastaj.dk
Horse in Azerbaijan
Det er helt surrealistisk, hvor stor forskellen er mellem land og by. Blot få kilomenter udenfor Baku er tingene langt mere gammeldags. @komastaj.dk

 

Series Navigation<< ATV-tour i Cappadocia
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg arbejder til dagligt som journalist på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *