Hjem » Sidste nyt på bloggen » Gorges de Kakuetta: Overset perle i Pyrenæerne

Det er en stor naturoplevelse at vandre gennem Gorges de Kakuetta. @komastaj.dk

Gorges de Kakuetta: Overset perle i Pyrenæerne

Jeg er kæmpe fan af den fransk-spanske bjergkæde Pyrenæerne. Jeg har besøgt den franske side af bjergene mange gange efterhånden, og selvom det er over 25 år siden, jeg besøgte bjergkæden for første gang, så bliver det ved med at være givende.

Pyrenæerne har masser at byde på

Der er så mange steder, der er værd at besøge. Fordi naturen er storslået, klimaet er dejligt i de varme somre, og så fordi man ikke kan undgå at komme helt ned i gear, når man vælger at feriere i Pyrenæerne.

Jeg har før skrevet om oplevelser i Pyrenæerne. Om besøg på Col d’Aubisque og en hårrejsende togtur med Le Petit Train d’Artouste.

Denne gang skal I høre om en anden stor naturoplevelse, nemlig en tur i Gorges de Kauetta.

Gorges de Kakuetta er kun kendt af få – men så absolut et besøg værd.
@komastaj.dk

Ikke overrendt

Pyrenæerne har endnu et stort plus. De er ikke overrendt af turister – ikke endnu i hvert fald.

Der var ingen danskere i sigte den dag, vi besøgte Gorges de Kakuetta – selvom det var midt i juli. Der var kun franskmænd og spaniere.

Gorges de Kakuetta ligger nær byen Sainte-Engrace i den sydvestlige del af de franske Pyrenæere. Byen er lille-bitte. Der er godt nok en købmandsbutik, men man skal vide, den er der. Den befinder sig nemlig i et helt neutralt udseende hus, og når man kommer ind, skal man bede købmanden om at finde varerne, der alle står bag disken. Der er også her, du kan få skåret skinken ud på en pålægsmaskine, og vægten er af den helt gammeldags slags. Meget charmerende.

Der er også en campingplads i byen. Og det er faktisk min favorit i Pyrenæerne.

Og hvis du lover, at du bruger den med respekt, så får du her navnet. Pladsen hedder Camping Ibarra, og ligger lige ned til en flod.

Camping Pyrenæerne
Det er campingpladser som denne, som er i høj kurs hos os.

Gorges de Kakuetta

Stedet er en slugt, hvor man kan vandre mellem to bjergsider. I bunden løber en lille flod, og man kan vandre ud til en grotte og tilbage igen.

Det er en fantastisk tur, og det kan virkelig anbefales at lægge vejen forbi, hvis man er på de kanter.

Vi besøgte Gorges de Kauetta for første gang i 1994. Dengang havde vi nærmest stedet for os selv. Det har man ikke mere. Men det føltes alligevel okay – der var ikke propfyldt med mennesker.

Turen tager omkring 1 time ud til en grotten, som markerer slutningen af turen – og det samme retur. Undervejs møder man blandt andet et vandfald, hvor man kan gå om gang ved vandfaldet.

Det er en stor naturoplevelse at vandre gennem Gorges de Kakuetta.
@komastaj.dk

Hvis man er normalt gående og i ok form, så tager turen omkring de to timer. Det vil sige, det tog lidt længere for min familie, fordi de havde mig på slæb (!).

Der er bygget “stier” på bjergsiden, så man nu har floden under sig. Andre gange går man langs floden.
@komastaj.dk

I forhold til vores første besøg, hvor vi blot gik langs floden i bunden, var der nu bygget “stier” ud fra bjergsiden, så man ofte gik et stykke over floden. Jeg tænker, det er gjort for at gøre stedet mere tilgængeligt, og måske også for at prøve at skåne den flotte natur så meget som muligt.

Husk vand – og madpakke

Husk at tage godt med vand med og også en madpakke. Man bliver naturligt sulten af at balancere på sten og opholde sig i den friske luft.

Undervejs mod grotten møder man et vandfald. Her kan man gå bagved vandfaldet.
@komastaj.dk

Vover man sig ud på turen, så bliver man rigt belønnet i form af en unik naturoplevelse. Og når man har vandret til grotten kan man belønne sig selv med en is og en øl i den lille bar, der ligger ved indgangen. Der er også her, man køber sin billet.

Da vi besøgte Gorges de Kakuetta i juli 2018, kostede en voksenbillet 6 euro. Absolut penge givet godt ud!

Og er man i området, så kan man også bruge et par timer i en verden, der ellers kun er for Indiana Jones.

Man kan besøge Passerelle d’Holzarté. Det er også lidt vildt….

Det er lidt Indiana Jones-agtigt at krydse Passerelle dHolzarté i Pyrenæerne.
@komastaj.dk

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg arbejder til dagligt som journalist på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *