Hjem » Sidste nyt på bloggen » På stikkerne i Saguaro National Park

This entry is part 20 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Et af min mands ultimative krav hjemmefra var, at vi skulle se nogle af de kaktuser, der kendetegner USA, nemlig de store Saguaro kaktuser – eller kakti, som det vist retteligt hedder.
Selvom det nærmest er blevet et vartegn for USA, så vokser disse kaktuser/kakti kun meget få steder i USA. Saguaroer er så særlige, at de har fået deres helt egen national park, nemlig Saguaro National Park ved Tucson i Arizona.

To sider af samme park

Parken er faktisk delt i en østlig og en vestlig del, men de er meget lig hinanden, så man behøver ikke afsætte tid til dem begge. Vi valgte den østlige del af parken, da den har et “scenic loop”, der er asfalteret, og én ting har vi fundet ud af på vores tur – asfalt bekommer bæstet (RV’en) godt!

Vi ankom ved 16.30-tiden, og besøgte straks Visitor Centeret for at få gode råd om, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi fik et tip om en park lidt længere henne ad vejen. Vi skulle dog være der inden kl. 17, da parken lukkede på det tidspunkt. Afsted igen. Vi ankom til parken, men fik at vide, at man godt nok kunne campere i parken, men at man ville være lukket inde i parken fra kl. 17 til kl. 8 næste morgen. Det passede dårligt med vores planer, for vi ville gerne opleve solnedgangen i Saguaro.

Den flinke dame i parken kendte dog en RV-park ikke så langt herfra, og den fandt vi hurtigt. Vi indlogerede os, og efter et lille hvil gik turen igen til Saguaro National Park East, hvor vi kiggede på kaktuser i solnedgangen.
Det var utroligt flot og spændende.

 

I skumringstiden er der mange dyr undervejs, og vi måtte flere gange træde på bremsen for ikke at ramme små harer, firben og jordegern. Vi kom også ud af bæstet for at se nærmere på de enorme kakti. Og som mange af jer, som læser med nok ved, så er jeg jo ikke den super-hurtige type, så hele familien var allerede fremme ved en af de store Saguaroer, mens jeg kom (forsigtigt) halsende bagefter.

 

En klaprende slange

Lige inden jeg når frem ser jeg en slange under en busk….. Adrenalinen pumper straks, jeg fortsætte forbi den, mens jeg  proklamerer: Er det der en rigtig slange, eller der er nogen, der tager gas på os? Resten af familien iler til, og er underligt begejstrede for slangen, der viser sig at være spillevende og ægte, og ikke mindst af arten klapperslange!

 

 

Der bliver taget billeder og video, alt i mens jeg ser til i behørig afstand og med jævne mellemrum formaner børnene om at holde afstand!

Det var da en stor oplevelse, og tilsyneladende også en ganske særlig én af slagsen. Vi talte senere med en af de ansatte i Visitor Center. Hun havde været ansat i parken i 14 år, og havde aldrig set en klapperslange i parken! Så var det da helt godt gået at spotte én på vores første udflugt.

Vi vendte tilbage til parken dagen efter for at se det hele i dagslys. Det var også flot, men vi vil til hver en tid anbefale, at man prøver at komme dertil lige inden solen går ned. Der er langt flere dyr at få øje på, og lyset er rigtig flot.

Hvis man vil gå i parken, så er det naturligvis at foretrække, at man kan se, hvor man sætter fødderne….

Series Navigation<< Lækker flod og slappe af dageTombstone – The town too tough to die >>
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg er til daglig lokalredaktør på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer. Jeg er hele tiden på jagt efter nye rejsemål og nye lande, som jeg kan besøge.