Vores sommerferie anno 2019 går til Kaukasus, og en del af rejsen foregår med nattog gennem Tyrkiet.
Rejseruten er som følger: Hamborg – Sofia med fly, Sofia – Istanbul med nattog, Istanbul – Ankara med højhastighedstog, Ankara – Cappadocia med bus, Cappadocia – Erzurum (øst-tyrkiet) med bus og nattog. Herfra med bus over grænsen til Georgien, og nattog mellem Tbilisi og Baku.
Du kan læse mere om vores planlægning her
Der går et fint nattog gennem Tyrkiet fra Ankara og hele vejen til det østlige Tyrkiet – en rejse på godt halvandet døgn. Vi har dog besluttet, at vi vil en tur til Cappadocia, så vi kommer ikke til at køre med toget hele vejen, men skal med fra Kayseri tæt på Cappadocia til Erzurum.
Bestilling af nattog gennem Tyrkiet
Under hele planlægningen har jeg haft stor glæde af internetsiden Man in Seat 61
Denne side er en guldgrube af viden om togrejser overalt i verden. Siden giver detaljerede instrukser om rejseruter, køreplaner, priser og så videre. Det er helt vildt, hvor mange oplysninger, du finder her. Den har min varmeste anbefaling, hvis du skal rejse med tog. Og lige en bonus-info – siden virker bedst, hvis du bruger desktopversionen.
Nattoget gennem Tyrkiet hedder Dogu Express, og er gået hen og blevet ret populær. Så det kan være en fordel at reservere plads, hvis man har en fast rejseplan. Heldigvis er det ikke så besværligt, som det lyder, at bestille sovevogn til et nattog gennem Tyrkiet.
Sådan bestiller du online
Jeg fandt et link på Man in Seat 61 til de tyrkiske jernbaner. Her kan du bestille dine billetter, og betale med internationale kort.
Du får – igen – god vejledning til køb af billetterne på den førnævnte hjemmeside
Jeg tastede vores stationer ind (Kayseri – Erzurum), og valgte dato og fem personer. Herefter fik jeg en oversigt over mulige afgange – det var én om dagen, og når jeg valgte den, blev jeg ledt ind på en side, hvor jeg kunne vælge pladser. Der var både siddepladser og 4-mands liggekupeer. Jeg valgte fem liggeplader i to kupeer – vær opmærksom på, at det tilsyneladende ikke er tilladt at sove blandede køn i kupeerne.
Herefter skulle jeg taste navn og alder på os, og kunne herefter gå til betaling. Det viste sig, at den over 16 timer lange tur med nattog gennem Tyrkiet, kom til at koste os den fyrstelige sum af 250 kr. – til sammen.
Efter betalingen på hjemmesiden landede billetterne i min mailboks. De skal printes og medbringes på stationen.
Let og smertefrit – og billigt.
Tidspunkter for bestilling
Som i Danmark – og de fleste andre steder i verden – kan man ikke bestille sine billetter langt ud i fremtiden.
I Tyrkiet kan man bestille 30 dage i forvejen for nogle tog – herunder nattoget. Andre tog er fristen kun 15 eller 10 dage – blandt andet de nye højhastighedstog mellem Istanbul og Ankara.
Hvis man derfor taster tog, der ligger længere ud i fremtiden på billetbestillingssiden, vil man ikke få vist nogle afgange. Så hav lidt tålmodighed på den front.