Hjem » Sidste nyt på bloggen » Roadtrip i USA: Sådan planlægger du din rute

Roadtrip 2017
Her er ruten for vores roadtrip i Texas og Mississippi i 2017. @komastaj.dk

Roadtrip i USA: Sådan planlægger du din rute

Man kan få meget fornøjelse ud af at planlægge sin rute, når man skal på roadtrip. For at få sammensat den helt rigtige rute, så er der et par tommelfingerregler, som du med fordel kan huske på, når ruten skal findes.

1: Find din destination

Først og fremmest skal du naturligvis beslutte, hvor du har lyst til at tage hen. Du har måske en fornemmelse af, hvilket område du helst vil besøge. Hvis du skal til USA for første gang på roadtrip, så vil jeg klart anbefale at tage til vestkysten. Her har du den mest varierede og fantastiske natur, der er meget forskellig fra Danmark.

Både den “klassiske” rute med San Francisco, Las Vegas, Los Angeles og nogle af de store nationalparker som Yosemite, Grand Canyon og Death Valley byder på store oplevelser. Men også den lidt mere nordlige del med Oregon, Washington state – og hele vejen over til Yellowstone er fantastisk.

Hvis du har besluttet dig for det overordnede område, så start med at tjekke flybilletter. Der kan være store prisforskelle, om du vælger at starte din roadtrip i Las Vegas, San Francisco, Las Vegas eller for eksempel Salt Lake City. Hvor du ender med at flyve til og fra har naturligvis stor betydning for din ruteplanlægning.

Sådan finder du den perfekte flybillet

Planlægning er den halve fornøjelse. Og planlægningen af din roadtrip rute er sjov! @komastaj.dk

2: Find dine “must-sees”

Start med at finde de steder, som du vil bruge tid på. Hvis du rejser på den klassiske rute på vestkysten, er en lang række steder allerede givet.

Som udgangspunkt skal du altid bruge mindst to dage i de store byer, og nogle gange flere. Start med at afsætte disse dage på dine must-see steder. Herefter kan du begynde at lave din grovskitse af ruten.

Læs om vores roadtrips i USA

3: Sæt gang i researchen – for alvor

Når du har din grovskitse klar, kan du begynde at undersøge lidt mere om de forskellige steder. Er der særlige ting, som du vil afsætte tid til? Vil du besøge et bestemt museum, er der en baseballkamp i byen, mens I er der? Eller kan opleve en særlig event, hvis du rykker lidt rundt på dagene på din rute.

Vi har ofte ændret på ruten for at få nogle unikke oplevelser puttet ind på vores roadtrips.

Læs om vores unikke oplevelser her

På denne måde tilpasses din rute efterhånden, som du får sat dig dybere ind i tingene.

Det eneste, der i princippet holder på planen er dit start- og slutsted. De fleste gange er start og slut i samme by og lufthavn, fordi det er billigst, men det kan også være tilfælde, hvor du flyver til én by og hjem fra en anden. Her kan du måske med fordel vende ruten om, hvis det passer bedre med events og dagsprogram på de enkelte destinationer.

4: Husk lavpraktikken, når du planlægger din rute

Der kan være en masse lavpraktiske ting, som du skal huske på, når du planlægger din rute.

For eksempel siger en tommelfingerregel, at det er mest optimalt, hvis man ikke kører over 200 km. i gennemsnit per dag. Der kan sagtens indlægges lange køredage, for at man på den måde kan bruge ekstra dage i for eksempel de store byer eller parker. Men pas på med at lave ruten for lang. Du er jo ikke taget på ferie for at sidde i bilen otte timer hver dag.

Husk også på, at du altid skal lægge ekstra kilometer til, når du regner ud, hvor lang din rute er. Hvis du tegner ruten ind på Google Maps, så gang kilometerne med 1,2. Så får du et mere retvisende billede af, hvor meget du i virkeligheden kommer til at køre, for der vil altid være svinkeærinder og hyggeture på din roadtrip.

Vær også opmærksom på, at der kan være lokale, lavpraktiske ting at tage hensyn til.

Er der for eksempel lukkedage i parkerne? Hvis du vil besøge store turistattraktioner, er der som regel færre mennesker på en hverdage end i weekenden. Og hvis du skal bo på et flot hotel i Las Vegas er det også en god idé at planlægge at overnatte på hverdage. Det er nemlig langt billigere.

 

Hvis du for eksempel gerne vil besøge Universal Studios, er det smart at lægge besøget på en hverdag. Der er som regel en del færre mennesker end i weekenden. @komastaj.dk

5: Husk at planlægning er hyggeligt og sjovt

Når du har fået styr på, hvor du gerne vil hen, og hvad du gerne vil se, så book din flybillet. Gerne i god tid. Så kan du finjustere ruten hen ad vejen, og tilpasse den de ting, du finder frem til, hvis du bruger tid på at researche og undersøge.

Men husk at bruge lidt tid på at undersøge lidt inden, du køber flybilletten. Det er nemlig ikke sjovt at finde ud af, at der er noget, du bare ikke må gå glip af, og at det så bare slet ikke passer med dine flybilletter.

Så altså:

  • Få styr på hvilket område, du vil besøge.
  • Få styr på dine must-sees.
  • Find ud af, hvilken lufthavn, det er billigst at flyve til og fra.
  • Sæt gang i researchen – husk at begrænse dig. Omkring 200-250 km. i gennemsnit per dag, hvis du også vil have tid til afslapning og undgå stress.
  • Læg altid 20 procent oveni din rute – du kører altid svinkeærinder og hyggeture undervejs.
  • Husk lavpraktikken. Besøg store attraktioner på hverdage, sørg for at planlægge efter særlige events, og husk eventuelt at få bestilt billetter til de helt store attraktioner hjemmefra.
  • Giv dig god tid til planlægningen. Når grov-skitsen er klar, kan du bestille flybillet og RV/lejebil. Herefter kan du finjustere ruten – nærmest i det uendelige…

Og så er det ellers bare at kom astaj! God tur!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg er til daglig lokalredaktør på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer. Jeg er hele tiden på jagt efter nye rejsemål og nye lande, som jeg kan besøge.

2 comments

  1. Pernille Poulsen (Nielsen) says:

    Hej Betina
    Jeg faldt tilfældigt over din rejseblog, da jeg søger info og råd om roadtrip tværs over USA næste år (håber det kan lade sig gøre)
    Synes din blog er rigtig god og vil bruge lidt tid på at gå den igennem.
    Sjovt så er jeg selv opvokset i Vojens (skrydstrup) og har midt 90 erne haft din mand til musik på Bregnbjergskolen 🙂
    Jeg har lidt spørgsmål, måske du har tid og lyst til at svare hvis du kan, ellers er det helt ok.

    Vi vil gerne leje en autocamper, den del er jeg rimelig opdateret på.
    1. Vi vil gerne køre fra NY til san fransisco med stoppe steder som Niagara falls, Cody, Mount rushmore, Yellowstone, Salt lake city, Bryce canyon, Grand canyon , Death valley, las vegas, los angeles og ende i San Fransisco.
    Hvordan tænker du det klan lade sig gøre tidsmæssigt..
    Bruger i flere dage samme sted når i er afsted og hvordan fungerer det med ungerne i camperen under turene?

    De bedste hilsner Pernille

    • komastaj says:

      Kære Pernille
      Tak for din besked. Hvor pudsigt, at du er “lokal” 😉 Det er kun dejligt, hvis du kan bruge informationerne på bloggen til noget.
      Med hensyn til dine spørgsmål.
      Det er noget at en tur, I har på tegnebrættet. Det kan da kun blive godt, om mon ikke at verden ser anderledes ud til næste sommer – det satser jeg da i hvert fald stærkt på.
      En tur hele vejen på tværs af USA i autocamper kræver god tid. Endnu mere, når det er i autocamper end i for eksempel bil. Jeg vil sige mindst fem uger, hvis I ikke skal halse afsted hele tiden.
      En ferie i en autocamper er den perfekte rejseform, når man har børn. Man har sit “hus” med sig, ungerne kan tegne, se film etc., mens man kører, og du har toilet og mad/drikke lige ved hånden hele tiden. Nu ved jeg ikke, hvor gamle dine børn er, men et andet stort plus ved autocamper er, at man ikke hele tiden skal pakke tøj og ting i kufferten. Her ligger det hele bare i skabet – næsten som derhjemme 😉

      Det tager længere tid at rejse med camper, og det er vigtigt, at I ikke planlægger lange køredage flere dage i stræk. Tror en tommerfingerregel er omkring 200 km. i snit per dag. Hvis du planlægger din rute i for eksempel Google maps, så husk altid at gange kilometerantallet med 1,2 – man kører altid længere end den planlagte rute. Der skal være både tid, mulighed og plads i planen for svinkeærinder 😉
      Vi har vekslet mellem kun at være en nat og til at være flere nætter. I for eksempel Yellowstone er der så meget at se, at det simpelthen kræver MINDST to overnatninger og meget gerne flere. Det samme med de andre store ting – Grand Canyon, Las Vegas og så videre. Og når man er længe undervejs har alle brug for rejsefrie dage, hvor man bare er – og slapper af.
      Så som grundregel – alting tager tid, og det meste lidt længere tid, end man regner med.
      Vær i øvrigt opmærksom på, at du skal tjekke op på, om du må køre ind i Death Valley med autocamperen. Nogle selskabers forsikring dækker ikke her.

      Spørg endelig igen. God fornøjelse med planlægningen.
      / Betina.

Comments are closed.