Hjem » Skjøntour 2012 USA

Series: Skjøntour 2012 USA

Indlæg fra USA tur 2012

Rejsen og de første oplevelser i Texas

This entry is part 1 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Så oprandt dagen endelig. Tiden var inde til familien Skjønnemands længe ventede roadtrip i USA med start i Texas.

Vi tog til Billund Lufthavn kl. 8, og fik sagt farvel til familien, der var kommet med for at vinke. Vi havde checket ind hjemmefra, og skulle blot aflevere bagagen, inden vi kunne gå videre gennem security. Alt gik efter planen.

Welcome to Houston, Texas

Første tur var til Frankfurt, hvor vi havde fem kvarter til at skifte fly. Også her gik alt efter planen, og kl. 18 lokal tid landede vi i Houston, Texas.

Det gik som smurt gennem immigrationen, så vi kom rimelig hurtigt videre til den SuperShuttle, vi havde bestilt hjemmefra.
Den tog os videre til vores venner i byen Friendswood, lidt syd for Houston. Vi fik en blød start hos vennerne, der ventede med pool i haven og kolde øl. Lige hvad vi og ungerne trængte til efter +10 timer i fly.

Vi gik i seng ved 22-tiden, og sov nogenlunde. Vi vågnede dog tidligt – sikkert på grund af lidt jetlag.

Det er meget varmt i Texas – ca. 35 grader, så næste dag bød igen på flere ture i poolen, som børnene straks vænnede sig til… Det bliver noget af en omvæltning, når vi først skal ud på de amerikanske landeveje og stifte bekendtskab med nogle af de primitive campingpladser.

På tur i supermarkedet

Dagen bød på den første oplevelse med de amerikanske supermarkeder, der byder på RIGTIG mange muligheder på alle hylder.

Find en indkøbsliste til din første tur i Walmart her

Heldigvis kunne vores amerikanske venner guide os lidt og give os gode tips til hvilke varer, der var værd at købe, og hvilke man gjorde klogest i at gå udenom. På den måde beriget med gode råd om god kaffe, søsygetabletter og brød var vi klar til næste oplevelse.

Kemah Boardwalk

Om eftermiddagen tog vi en tur til Kemah Boardwalk – en slags tivolipark, der ligger helt ned til Den Mexicanske Golf.

Her tilbragte vi eftermiddagen med at prøve forlystelserne, og ved aftensmadtid valgte vi at spise på restauranten Saltgrass- en typisk Texansk restaurant med masser for både øjet i form at sjov udsmykning og for maven i form af den dejlige mad.
Efter oplevelserne på Kemah Boardwalk gik turen retur til Friendswood, hvor børnene lige nåede en tur i poolen, inden vi gik i seng.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

120 dollars – og du lærer forskellen på AM og PM

This entry is part 2 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Suk…. nogle ting lærer man bare på den hårde måde. Såsom forskellen mellem AM og PM.

Jeg havde hjemmefra booket en bil, der skulle bringe os fra Friendswood til Cruise Americas udleveringssted i Kingwood, nord for Houston.

Og hele familien stod pakket og klar.

Vi havde givet krammere til vennerne, takket for husly, og var en lille smule rastløse, helt og aldeles parate til at komme afsted, få fat i vores camper og komme ud på USAs endeløse veje.

Men nogen gange går tingene bare ikke lige efter planen…

Vores bil kom ikke som planlagt….Vi ventede en halv time, inden vi ringende og checkede med firmaet, der skulle hente os.

Vores søde vært, Anne, kiggede på min bekræftelse af bestillingen og …. ak og ve – jeg havde jo bestilt tur til 12 AM – og AM er altså om natten!

Så der havde været en bil for at hente os ved midnat.

Supershuttle, som firmaet hed, bekræftede, at bilen havde været der – og var kørt igen, da vi ikke stod der.

De kunne ikke få fat i os på telefonen, selvom jeg faktisk havde givet dem mit mobilnummer.

Men desværre – pengene (alle 120 dollars) var tabt!

@mostphotos.com

Så bliver man da lidt slået ud.Anne gav os et godt råd, som jeg faktisk synes er så godt, at jeg lige vil dele det her på bloggen.

AM og PM – sådan husker du det…

Hvis man har brug for at bestille noget omkring middag eller midnat er det en god idé at bestille 11.59, så man er helt sikker på, om det er AM eller PM – og en lille huskeregel er AM = after midnight – PM=past mid-day.

Nogle bruger også huskereglen – AM – af madrassen PM – på madrassen.

Så blev jeg så klog….Anne hjalp os via telefonen at få booket en ny tur, som kan hente os om 1 time fra skrivende stund….

@mostphotos.com

Så nogen gange koster det bare at lære noget – denne gang kostede det så 120 dollars at kende forskellen på AM og PM…..

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Welcome to our home!

This entry is part 3 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Så fik vi hentet Bæstet. 9,14 meter camper med plads til hele familien. Familien Skjønnemands helt eget amerikanske home – i hvert fald for de næste seks-syv uger.

Den ansatte hos Cruise America, hvor vi havde lejet camperen, gav os en gennemgang af de mest basale ting ved camperen.

Det gik heller ikke heeeelt glat i 2013 med at hente camperen…

Det var med at holde ørene stive, og – hånden på hjertet – var det nok kun cirka halvdelen af alle oplysninger, der fandt en plads i hukommelsen.
Vi blev dog udstyret med en manual, hvor det hele stod beskrevet, og var klar til afgang…..

Første problem: hvordan får man bæstet til at køre?

Tryk på bremsen, hvis du vil køre

RV’en er udstyret med automatgear, hvilket er helt fremmed for os. Vi kunne simpelthen ikke flytte gearstangen fra P (park) til D (drive). Den sad bare fast! Og det er jo ikke lige det, man styrter ind og spørger om. Det må da være lige til, eller hvad….?

Nogle minutter senere – og mange mærkelige forsøg med både knapper og håndtag, rokkede gearstangen sig endelig. Første aha-oplevelse: man skal træde på bremsen for at flytte gearstangen til D!


Det er noget af en stor vogn at manøvrere, men faktisk vænner man sig hurtigt til det. Man skal dog tage noget større sving.

Her kan du finde den ultimative guide til at køre i autocamper i USA

Automatgear er i øvrigt en fantastisk oplevelse, der gør kørsel langt lettere. Man skal for eksempel ikke bekymre sig om at gå i stå, når man skal i gang ved et lyskryds, eller når man holder op af en bakke. Man træder simpelthen bare på speederen, og så klarer bæstet selv resten.
Man skal dog huske at parkere sit venstre ben sikkert i gulvet, når man starter med at køre. Man bruger kun højre ben til henholdsvis at speede op og til at bremse.

Ting, man skal købe…

Vi havde købt et såkaldt vehicle-kit, hvor der er potter og pander, tallerkener, bestik og lignende. Alligevel undgår man dog ikke helt at skulle i supermarkedet og købe lidt ekstra ting. Der er for eksempel ingen øl-oplukker, ostehøvl, saks, brødkniv, proptrækker og termokande.

Der er også nogle ting, man undrer sig over.

For eksempel. når man skal tanke. På bilen står der “unleaded fuel only” – og når du kommer til tankstationen, er der ikke noget, der hedder “unleaded”. Alt benzin i dag er unleaded, men man skal så vide, at det er 87-regular, der skal i tanken. Man undrer sig over, hvorfor de så ikke bare skriver det på bilen?
Desuden følger der kun én nøgle med bilen. Så man bliver lidt svedt ved tanken om, at den kan forsvinde i rodet i camperen. Så en god idé er, at man fra starten aftaler et sted til nøglen OG så husker ALTID at lægge den der!

Men ellers er vi glade for Bæstet. Det kræver nogen disciplin at holde orden, når så mange mennesker skal leve på så begrænset plads, og der er brug for mindst to daglige oprydninger. Men hvor er RVs da en fantastisk opfindelse.

Man kører ind på campingpladsen, tilslutter el og vand (hvis man har hook-up), og så er man kørende. Ikke noget med luftmadrasser, der skal pumpes,eller telt, der skal slås op.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

The Big Easy – mest for voksne

This entry is part 4 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Vi ankom ved 13-tiden ( eller som vi har lært…. 1 PM!) til KOA campingpladsen New Orleans West i The Big Easy eller New Orleans. Her bakkede Kim bæstet på plads, og det gik faktisk over alt forventning. Vi fik en god plads, lige overfor campingkontoret og poolen. Vi var kommet til New Orleans!

Fra campingpladsen kørte der to gange om dagen en shuttlebus ind til det franske kvarter, og efter en tur i poolen, gjorde vi klar til at opleve byen, som vi har hørt så meget godt om. På vejen derind gav chaufføren os MANGE oplysninger om huse, steder, filmoptagelser, floden, stormen…. næsten for meget af det gode, men heldigvis opfattede vi jo kun omkring en tredjedel af det hele, så det passede meget godt….
Vel fremme ved French Quarter eller Le Vieux Carré gik vi på opdagelse.

Første stop var Esplanade – mest fordi vi har hørt om gaden i en sang, som vi synes er fed(det skal I vænne jer til – sådan gør vi tit.
Der var nu ikke meget at komme efter på Esplanade, så vi gik hurtigt videre til Bourbon Street. Her var der til gengæld gang i den.

The big easy – lidt for easy for børn

Hele gaden var en stor fest med “Huge Ass Beers” til billige penge.
På Bourbon Street er det åbenbart helt i orden at drikke øl på gaden, hvilket vi ellers har fået at vide, at man ikke gør i USA. Der var også lidt Voodoo-butikker og en hel del souvenirbutikker,men ærligt talt var det egentligt lidt utiltalende…

I 2013 besøgte vi New Orleans igen – det gik lidt bedre

French Quarter var der masser af mennesker på Bourbon Street, men ikke et øje på de andre gader. Meget mærkelig oplevelse…
Lidt slukørede gik vi tilbage til Mississippi-floden, hvor vi fik ringet efter en taxa (spørg ikke hvordan – det var et lykketræf!).

Taxatur med masser af opleveler

Og så kom dagens højdepunkt. Taxaturen tilbage til campingpladsen var fantastisk!

Vores chauffør var en uheldig universitetsprofessor, der havde købt hus i New Orleans 60 dage før Katrina. Med stormen mistede han sit job på universitet, fordi stormen havde gjort et indhug i antallet af studerende, han mistede store dele af sit nyindkøbte hus, men han skulle stadig betale for huset.
Hans hus lå i et område, hvor man ikke kunne tegne forsikring mod oversvømmelse, så han havde brugt flere år på at kæmpe med forsikringsselskabet. Og for at gøre det hele endnu værre, var han flyttet til New Orleans fra New York, hvor han oplevede 9/11!

Han var dog fantastisk. Han snakkede, lavede jokes og fortalte om fede ting i Amerika, som vi da skulle se på vores trip. Selv børnene kom tit til at grine, selvom de ikke forstod ham – han var sjov! Herligt at møde et menneske, som trods så megen modgang stadig har humøret i behold.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Yihaa – let’s go to the swamps

This entry is part 5 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Yihaa – let’s go to the swamps

Så oprandt dagen, hvor vi skulle på airboat-tour i Louisianas sumpe. En tur i the swamps of the south havde længe været på vores ønskeliste.

Vi havde hjemmefra booket en tur i en lille seks-personers airboat ved firmaet Louisiana Swamp Tours.

Hvis man ikke har prøvet en tur i airboat – så er det bare et “must-do”, hvis man er på disse kanter.
Vi fandt let stedet ved brug af vores GPS, som gør det fantastisk godt. Mens vi ventede på turen, så vi en vaskebjørn, som det lykkedes os af fange på foto.

Vi blev placeret i en båd sammen med en mand fra San Francisco, og så gik det ellers ud over stepperne.

Det var simpelthen en fantastisk FEEEEEEEED tur to the swamps.

En airboat kan sejle med en hastighed på 50 km/t, og er konstrueret, så den kan sejle på meget lavt vand – faktisk fortalte guiden, at båden var designet til at kunne sejle på land, så vi skulle ikke være bekymrede for at komme til at sidde fast i sumpen, selvom han nogle steder sejlede på MEGET lavt vand.
Det var utroligt flot. Det var alt, hvad vi havde forventet.
Klik selv på videoen, og se det karakteristiske sumplandskab.


Og så var der jo alligatorerne. Vi så flere af slagsen, og vores guide lokkede dem helt tæt på med skumfiduser.

Han rørte ved dem – nærmest kælede for dem.

Jeg har så senere læst, at en airboat-guide fik bidt sin hånd af for nyligt i Florida, og at det rent faktisk ikke er tilladt hverken at fodre eller at røre ved alligatorene. Men altså – det gjorde han, og det gik godt….

Med fuld fart på

Efter en hyggelig stund med alligatorerne gav guiden båden en omgang gas.

Der blev for alvor brug for de høreværn, som lå i båden, og der kom vind i håret.

Guiden var utrolig dygtig til at styre båden, og han brillierede med skarpe sving og tætte forbikørsler.

Her bliver der givet gas…. nok en god idé lige at skrue lidt ned for lyden, inden du trykker på videoen. Medmindre selvfølgelig, du også sidder med høreværn…..

Vi måtte afkorte turen med små 10 min. fordi der var et uvejr på vej ind.

Vi havde dog fået en rigtig stor oplevelse, så det gjorde ikke det store, og da vi så, hvordan uvejret nærmede sig, var vi godt tilfredse med at være på land.

Hold op, der var lyn, brag og regn. Så fik vi også oplevet et ægte uvejr i Louisiana.

På vejen hjem gjorde vi stop på en ægte amerikansk diner – Dot’s Diner – hvor vi fik gjort vores første forsøg med de amerikanske burgere.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Fodbold – The American Way

This entry is part 6 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Mens hele Danmark endnu var i fodboldmode, da de danske drenge kæmpede for æren i Ukraine, var vi sådan lidt væk fra hele fodboldfeberen. Men vi skulle da ikke helt snydes for fodbold.

Så vi tog en tur til fodbold – blot the american way.

Fodbold – the american way

Vi havde bestilt billetter på nettet hjemmefra til en kamp mellem Loiusiana Swashbucklers og Alabama Hammers. Kampen skulle foregå i Lake Charles, Louisiana, og mens vi nærmede os spilletidspunktet blev vi mere og mere spændte på, hvad der ventede.

Dels fordi, vores gps ikke kunne finde stedet, hvor den “store” kamp skulle spilles, og dels fordi alle vi fortalte om fodboldkampen så meget spørgende ud.
Ikke desto mindre lykkedes det os at finde stedet. Det viste sig, at kampen skulle spilles indendørs, og at der ikke var helt så mange tilskuere, som vi kunne have ønsket. Men spændende var det nu alligevel.

Skik følge eller land fly

Og hvis I en gang kommer forbi et footballgame, så kan I glemme alt om den ristede ringriderpølse, som ellers hører fodbold til. I Louisiana er det nachos med ost og chili con carne, der er hofret. Og som gode gæster lever vi selvfølgelig efter “skik følge eller land fly”.
Så der sad vi bænket med hænderne fulde af cola og nachos, helt klar til at nyde kampen….
Første nachos på vej til munden. Det skratter i højtaleren. “All rise for prayer”.  Nachos bugseres under sædet, så vi kan stå med bøjede hoveder og modtage velsignelse.
Ok, så er det nu. Frem med nachos, første nachos på vej….
“All rise for the National Anthem”. Nachos bugseres under sædet (igen), og vi rejser os for at høre nationalsangen, der denne aften synges af en vistnok berømt countrysanger, Jason Paisley.

Endelig lykkes det at få sat en ordenlig omgang nachos til livs, mens spillerne er i fuld gang på banen. Stemningen er overraskende høj, og selvom der ikke er så mange tilskuere er der god gang i arenaen.
Pauserne byder på både gratis merchandise, cheerleaders og konkurrencer.

Hometeam for the win

Selvom vi langt fra har helt styr på reglerne, bliver kampen faktisk ret spændende.
Det ender med at hjemmeholdet vinder 75-70 – men kun efter at Alabama Hammers har misset en touch-down, fordi bolden blev “interceptet” i hjemmeholdets zone 30 sekunder før tid.
Tag den, Alabama Hammers – og god tur hjem!

Denne nat overnatter vi for første gang i en såkaldt “State Park”.

Det er et fantastisk sted med masser af dyreliv, og vi får en plads helt ned et sumpområde, hvor vi bl.a. ser skildpadder, en vaskebjørn, flotte sommerfugle, frøer og en enkelt slange….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Keep Austin weird – and San Antonio old

This entry is part 7 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Så er vi tilbage i Texas.

Selvom man måske har en opfattelse af, at det er ægte redneck-country, så er der også en anden historie om Texas.
Vi har nu besøgt både Austin og San Antonio, og de er begge hippe på hver sin måde.

Overnatning blandt kryp i state park

Første  stop på ruten i Texas var Austin. Vi kørte efter McKinney Falls State Park, hvor vi lige nåede at tjekke ind, inden kontoret lukkede.
Det var på mange måder et fantastisk sted. Alene på vores begrænsede tid i parken så vi både en kæmpe edderkop (7 cm i diameter – og det er stort efter vores målestok), masser af vandrende pinde, egern og en skorpion.

Der er masser af naturoplevelser at hente i State Parks, og samtidig er det forholdsvist billigt at campere. Og selvom det er ude i naturen, er der naturligvis stadig mulighed for hook-up med vand og el.

Til downtown med bussen

En anden fordel ved McKinney Falls var, at vi kunne køre små 10 km, parkere RV’en ved et supermarked, og så tage bussen til Downtown Austin.
Det kostede syv dollars for hele familien for et dagskort, hvor vi så kunne benytte busserne ubegrænset. Det er da billigt.
Faktisk kunne vi ikke selv have kørt derind billigere, da bæstet kun køre små fire km på literen.

På alle busser er der desuden mulighed for at have sin cykel med.
Alle busser har en cykelholder på forenden, og de bruger den faktisk. Det var lidt overraskende, men nok også et tegn på, at vi var kommet til storbyen. Austin er vist, som amerikanske storbyer er flest.
Det kan være lidt svært at få øje på butikkerne, der ligger lidt skjult i gaderne.
Vi fandt dog nogle, og også et par, som vi brugte lidt tid i. Bl.a. nogle forretninger, hvor der var masser af ting, der havde med musik at gøre.
Og det er der jo en god grund til. For Austin er også kendt som “The capital of live music”.

Vi brugte også tid på at besøge den store park ved floden, hvor vi selvfølgelig slog et slag forbi statuen af Stevie Ray Vaughn, der er en af vores favoritmusikere. Han døde desværre alt for ung i et helikopterstyrt.

Vi fik også besøgt Allens Boots, en butik fyldt med cowboystøvler. Efter en dag i Austin gik turen videre til San Antonio.
Undervejs kom vi forbi Texas’ største outlet, som ligger ved San Marcos. Det kostede os fem timer og en hel del dollars for det bekendtskab.

Tilbage til civilisationen på KOA-camping

Efter et par dage i skoven, havde vi brug for netforbindelse og muligheden for at tage et brusebad uden at være bange for at dele kabine med en skorpion, så vi tjekkede ind på San Antonio KOA.

Her kunne man stige på bussen til Downtown lige uden for porten, og igen var det utroligt billigt at køre med bus – det kunne vi lære lidt af i DK.

San Antonio er en hyggelig by – lidt efter europæisk koncept.
Deres berømte riverwalk – en lang gade langs floden, er fyldt med liv, restauranter, souvenirbutikker og hyggelig stemning. Vi tog en tur med en flodbåd, og guiden fortalte lidt om byen. Det var tydeligt at mærke, at indbyggerne var stolte af deres by.
Guiden gjorde meget ud af at fortælle, at de jo ikke rev huse ned i byen, men bevarede dem.
“Dette hus har f.eks. stået her siden 1916!”.
Man kan som dansker ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af den kommentar, men det var altså noget helt særligt for dem.

Vi var selvfølgelig også forbi The Alamo  – den vigtigste bygning i San Antonio. Faktisk er der en lov, der siger, at ingen bygning i midtbyen må kaste skygge på The Alamo.
Og så et lille tip: Hvis du som herre trænger til en klipning eller en barbering, kan du med fordel tage familien med til Roosters Barbershop.
Her er der nemlig fri øl til klipningen – og sodavand til børnene.

Så i stedet for at sidde ned og få lidt koldt at drikke på en bar, kan afslapningen henlægges til Barbershoppen – og dermed kan man få en klipning med i købet!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Don’t mess with Texas

This entry is part 8 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Efter nogle dage i de store byer i Texas, fortsatte vi turen. Denne gang ud på landet i Bandera – the cowboy capital of the world.
Vi havde reserveret et par dage på en ægte “dude ranch”, nemlig Twin Elm Guest Ranch. Efter et kort besøg i Bandera, fandt vi vores ranch.

Stedet har en hel nyåbnet RV park, og vi fik vores fine plads med eget bålsted.
Toiletterne var i sig selv noget at skrive hjem om. Alle var lavet som et badeværelse, som vi har det i vores huse. Flotte fliser, flot interiør og selvfølgelig airconditioned. Det er de flotteste campingtoiletter, jeg nogensinde har set – og jeg har efterhånden set en del.

Velkommen til Bandera og cowboyland

Ranchen osede af cowboyfilm. Stemningen blev yderligere forstærket af personalet, der var ægte cowboys med hat, støvler og alt for meget tøj til de 35 grader, som vi andre var ved at besvime i. Og det hele blev yderligere forstærket af, at hver gang vi mødte en cowboy, blev vi hilst med et Howdy – how are y’all doing? Og selvom vi var langt ude på landet, var der selvfølgelig full hookup, stor pool og gratis wifi.

Familien på hestetur

Efter en god nats søvn var vi klar til en ny dag med udfordringer.

Første udfordring var en tur på hesteryg. Ingen af os er øvede ryttere, og undertegnede har aldrig siddet på en hest ( hvis man altså ser bort fra ponyridning i Sommerland Syd i 1985). Vi fik vores helt egen cowboy – som i øvrigt hed Justin – som guide. Han sørgede for, at vi alle kom helskindede op på bæstet (hesten – ikke RV’en). Han havde nemlig en fin lille trappe til de af os, der var knapt så modige….

Vi fik en kort introduktion til, hvordan man styrede vores nye “køretøj”. Det viste sig, at vores meget godmodige heste var opdraget til at følge lige i halen på Justins hest. (Kald os bare vovehalse!).
Vi red en lille times tid rundt på ranchen og de omkringliggende arealer, og det lykkedes os også at komme helskindede ned af hesten igen.
Vi havde alle en rigtig god oplevelse med turen på hesteryg. Selv yngstemanden, der i starten var noget betuttet over situationen, følte sig til sidst som en ægte cowboy (passende iklædt sin Barcelona fodboldtrøje!)

 

Efter de hårde strabadser på prærien, slappede vi af i poolen hele eftermiddagen, inden vi gjorde os klar til aftenens udfordring.

Vaskeægte rodeo
En omgang texansk barbeque og efterfølgende rodeo. Barbeque’en var så som så – men nu kan vi sige been there, done that.
Rodeoet, derimod, var en rigtig sjov og autentisk oplevelse.

Autentisk oplevelse – Rodeo i Bandera

Det var næsten udelukkende lokale folk, der var mødt op til rodeoet, der startede som en lidt barsk omgang for en (stadig) lidt pyldret mor. Helt små børn – måske fra omkring 5 år, blev sat op på får, som så blev sluppet løs i arenaen. Og selvom man måske synes får er fredelige, så skulle jeg da lige hilse at sige, at det ikke var for tøse-cowboys.
Ærlig talt synes jeg faktisk, det var en smule uansvarligt….
Men heldigvis blev deltagerne hurtigt ældre, og der blev da også både kastet med lasso og redet på vilde tyre. Det hele var en meget autentisk oplevelse.

Se video fra rodeoet her

Det sjoveste var faktisk at se på de mennesker, der sad på tribunen – og nå ja, så var det da også en lidt spøjs oplevelse at se, da en hest blev sendt op af en rampe og lavede hovedspring fra fem meter. Direkte ned i et stort vandbassin (og det er ikke engang løgn!).

Øde – meget øde – sletter

Efter to herlige dage på Twin Elm Guest Ranch brød vi op og satte kursen mod New Mexico.

Vi har talt med mange, der har fortalt os om Texas’ øde sletter mod vest, men det overraskede os alligevel hvor øde det egentlig var. Vi kørte af lige vej kilometer efter kilometer uden at se andet end buske og træer – og en enkelt lastbil i ny og næ. Nogle af byerne, der var indtegnet på vores kort, var øde og forladte. Det var en lidt spooky oplevelse.


Nu er vi så kommet til Carlsbad i New Mexico, hvor vi vil en tur ned i Carlsbad Caverns, inden turen går til uhhhhhh Roswell…..

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Scary aliens – og sand i skoene

This entry is part 9 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Denne dag skulle byde på scary aliens og masser af sand

Den oprindelige plan lød på Carlbad Caverns, men et kig på deres hjemmeside viste, at der for øjeblikket er reparationer i gang på deres elevatorer, så man skulle regne med ekstra tid.
Vi besluttede at droppe grotterne, da vi før har været i store grotter i Frankrig. Så i stedet indstillede vi GPS’en til Roswell …. and all the aliens….

Fint lille museum

Turen til Roswell gik uden problemer, og vi nåede dertil allerede lidt over middag.  Vi kørte gennem byen for lige at se lidt på omgivelserne. Vores indtryk var, at der ikke var det store at komme efter.
Vi handlede lidt ind til aftensmaden, og derefter brugte vi nogen tid på UFO-museet i byen. Det var mægtig spændende, og også børnene fik noget ud af det.

På museet er der en grundig gennemgang af de data, avisartikler, fotos og udtalelser, man har fra de dage i juli 1947, hvor der måske – måske ikke styrtede en ufo ned udenfor Roswell.
Museet giver ikke noget svar – man skal selv danne sig sin egen mening. Vi er stadig ikke sikre på hverken det ene eller det andet. Men spændende er det.

 

Efter museet gik vi en kort tur i byen, og fik derefter en spontan idé.

En tur i det hvide sand

Vi ville være blevet i Roswell en dags tid. Men efter museet synes vi egentlig, at vi havde set, hvad vi ville se i Roswell. I stedet besluttede vi os for en lille detour til White Sands National Monument.

Vi nåede frem ved 18-tiden, og kørte “the scenic loop”, ligesom børnene fik lov at boltre sig i de milevide bunker af hvidt sand.
Det skulle efter sigende være verdens største samling af hvidt sand, og samtidig fungerer stedet også som testområde for missiler. Heldigvis ikke mens vi var der!

Man kan på hjemmesiden tjekke, hvilke dage området er lukket.

 

Det var en god oplevelse, og bestemt værd at tage vejen forbi, hvis man er i området.
Det var også i White Sands, at vi for første gang fik brug for vores America The Beautiful – et årskort til alle USAs nationalparker. En god idé at købe, hvis man planlægger at besøge mange nationalparker på turen.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Albuquerque – og en ny guitar

This entry is part 10 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Vi kørte fra pladsen i Alamogordo og mod Santa Fe.  Vi regnede ikke med at nå frem på én dag. Heldigvis bød dagen på gode oplevelser – blandt andet en pistaciefarm.

Vi havde nogle problemer med lyset på vores RV. Det ene bliklys og bremselys var meget svagere end det andet bagpå. Så vi var på udkig efter en RV-repairman.

På vej ud af Alamogordo kørte vi ind til en mekaniker, men han kunne desværre ikke løse problemet. Han foreslog, at vi henvendte os til en Cruise Amerika, og sådan en var der i Albuquerque – kun en lille omvej på vej til Santa Fe.

Pistaciefarm

Da vi kørte ud af byen, var der en pistacienødfarm. Her kørte vi ind. Pistacienødderne hang i store klaser på træerne.

Der var også en lille butik. Der gik vi på opdagelse, og fik en god, lang snak med et par damer, der arbejdede i butikken.

Den ene var fra New Zealand. Hun fortalte, at alle troede. hun kom fra Danmark. Vi så også en lille film om farmen, som er New Mexicos første og største. Vi lod os lokke og købte forskellige slags nødder med hjem og også lidt vin. Det kan man jo – trods alt – aldrig rigtig få for meget  af.

Hen på eftermiddagen kom vi til et sted, hvor der ar masser af hvirvelvinde – støvstorme.  Vi stoppede naturligvis og både filmede og tog masser af billeder.

Albuquerque, repairman, skype og en ny guitar

Turen gik videre gennem Socorro, hvor vi fik lidt at spise. Vi ankom til Albuquerque ved 16-tiden (4PM for dem, der endnu ikke har lært det). Cruise America befandt sig ganske rigtigt på KOA-pladsen, men den var desværre lukket for i dag. Det lod vi os naturligvis ikke slå ud af, og fik aftenen til at gå med at grille og hygge på pladsen.

Dagen efter fandt vi ud af, at vi bare skulle ringe til Cruise Americas centrale kontor – det lokale kontor kunne ikke hjælpe. Efter 45 min. på Skype blev vi ledt til en repairman, og efter nogen besvær med manglende reservedele og andre småting, fik vi endelig ordnet vores baglygte.

Herefter gik jagten ind på en ny guitar – og vi fandt én, som var helt perfekt – Kim gik glad i seng den dag…

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

We love Rio Grande!

This entry is part 11 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

 

Efter at have fået tømt skoene for sand, og efter at have haft et par stille dage i Albuquerque, kørte vi videre til Santa Fe og Taos – og ikke mindst Rio Grande.

Her skulle vi tilbringe et par dage med blandt andet en tur i gummibåd ned af floden… og det var i sandhed grande…..

Lidt udenfor Taos fandt vi Rio Grande Visitor Center.
Vi valgte at gå ind for at orientere os lidt om området, og vores erfaring hidtil er, at det altid er en god idé at lægge vejen forbi de visitor centers, der er nærmest overalt, hvor der er bare lidt af interesse for turister.

I Rio Grande Visitor Center spurgte vi til lidt camping, og den venlige dame gav os kort og forklaring på, hvor vi kunne campere i det nærliggende “recreational area”.

Der var to campingpladser med el og vand, og et par stykker andre langs floden, som var uden hookups.

Vi gik på jagt efter en campingplads. Meningen var, at vi ville have hook-up, men der var faktisk fyldt godt op, så vi tog en tur længere ned af floden til de andre campingpladser uden el.

Vi havde god tid, så vi tjekkede de fleste ud, og fandt til sidst en fantastisk lille plet.

Lige ned til Rio Grande, hvor børnene kunne boltre sig. Til pladsen hørte et lille shelter med bord/bænkesæt, vand på pladsen og toiletter. Selvom der ikke var pool, er det faktisk en af børnenes favoritsteder indtil nu…. Og så kostede det 7 dollars for en overnatning!

Hvis I er på de kanter, så kan pladsen varmt anbefales, hvis I er til fred og ro og familiehygge. Pladsen hedder Taos Junction Campground, og ligger på vejen langs Rio Grande, til højre i byen Pilar, hvis I kommer fra Taos…. You can’t miss it!

Fantastisk plads og vært

Campingpladsen havde naturligvis en vært – Michael – en gammel Vietnam-veteran, der bor på pladsen syv måneder om året. Han var vældig flink og hjælpsom – og meget snakkesaglig.

Faktisk var Michael skyld i, at vi næsten kom for sent til ét af de højdepunkter på vores tur, som vi havde set allermest frem til hjemmefra.
Vi havde booket en riverrafting-tur på Rio Grande ved firmaet Los Rios River Runners. Der er mange firmaer, der arrangerer riverrafting-ture, men dette firma virkede yderst professionelt og pålideligt.
De arrangerer mange forskellige ture, også andet end riverrafting. I kan tjekke firmaet ud på deres hjemmeside.

Nå, men heldigvis nåede vi det. Vi skulle mødes ved Rio Grande Visitor Center, hvor vi alle blev sat på en bus og kørt ud til floden, hvorfra turen skulle starte.

Riverrafting på Rio Grande

Godt smurt ind i solcreme ( i hvert fald de fleste af os!), fik vi udstyret på. Redningsvest, padel, og børnene fik hjelme, og herefter fik vi så sikkerhedsinstrukser.
Vi fik at vide, hvad vi skulle gøre, hvis vi faldt af båden, hvordan vi skulle adlyde vores guide, og endelig fik vi formaninger om, at HVIS vi så en klapperslange…. skulle vi endelig skynde os at sige det til instruktøren. Han havde nemlig kun set to i hans 20 år på floden – og den ene var i øvrigt død. Men spøg til side, så gjaldt det blot om at lade dem i fred – hvis man altså var så (u)heldig at se én.

Godt pakket ind i udstyr og godt informeret gik turen afsted.
Der var lange stille passager, hvor vi kunne nyde landskabet, og hvor ungerne kunne hoppe i floden og få sig en dukkert.

Den sjoveste del var dog de steder, hvor der var strøm, og vi skulle udenom sten i passager, hvor der var masser af strøm.
Det var vildt sjovt! Både for voksne og børn…. Selvom vandstanden i år i Rio Grande er den laveste i mange år, så var det stadig en rigtig sjov oplevelse.

Vores guide var meget opmærksom på, at vi fik en god tur.

Blandt andet indlagde han en lille ekstra tur, hvor han fik bugseret båden sådan på plads, at yngstemanden fik “kongepladsen” i midten af et brusende vandfald ind i båden. Til stor morskab for både ham og os andre…

Dyre – men uundværlige fotos

Vi blev fotograferet inden turen, og også på et af de “vilde” stykker, hvor vi var i fuld gang med at padle.

Disse fotos kan vi så købe… de var dog lidt dyre – men vi er glade for dem….

Vi har – af gode (og våde grunde) – ingen mulighed for selv at tage billeder fra turen.

Alt i alt – et fantastisk sted og en fantastisk tur…
Så I må tage os på ordet, når vi råber i kor: “We love Rio Grande!”.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Colorado er ikke for tøsedrenge

This entry is part 12 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Næste stop på vores tur var Colorado.

Nærmere betegnet Durango (som vi har hørt om i en Bob Dylan sang) og den gamle sølvmineby Silverton. Med Colorado kom også de store bjerge og et totalt forbud mod åben ild. De mange skovbrande i staten havde sat staten i alarmberedskab.

Vi havde valgt Durango KOA som base. Denne KOA er kåret til Årets KOA 2012, og der var da også en masse aktiviteter. Blandt andet kunne man få frisklavet pizza bragt ud til sin plads, hvilket jo var meget passende, når vi nu ikke kunne grille på grund af forbuddet mod åben ild.

Vi bestilte pizza til hele familien – en “meatlover” til far og store sønnen. Og jeg skal da lige love for, at vi fik pizza. Da pizzaerne blev leveret på vores plads, blev det leveret med et stort smil og et “you must be hungry”.

Behøver jeg sige, at vi havde pizza til de næste par dage….

På pladsen var der desuden  film hver aften i fælleshuset, minigolf og selvfølgelig pool. En af ulemperne ved den fine plads var så, at den selvfølgelig var fyldt op. Men det var nu alligevel en ok plads.

Vi tog først et nærmere kig på Durango, som da var en fin lille by. Vi bruger dog stadig kræfter på at vænne os til de amerikanske byer. Gågader er vi  slet ikke støt på endnu, så det er svært at få sig et overblik over byen.
Men der var masser af butikker med t-shirts, indianske smykker, restauranter og så videre i den dur. En typisk by under indflydelse af de mange turister, der besøger byen.
Det hele sat i scene i nogle gamle historiske bygninger.

En tur i Colorados høje bjerge – uden autoværn

Herefter gik turen til Silverton. Og her begyndte det sjove for alvor. Silverton er en gammel sølvmineby (som de engelskkyndige måske havde gættet), som ligger oppe i de høje bjerge. Regionen er kendt for den jernbane, der kører mellem Durango og Silverton.

Turen skulle efter sigende være utrolig flot, men vi valgte at køre selv. Dels kostede turen ret meget, og desuden tog det omkring fire timer at køre derop med toget. En lidt for stor prøvelse for vores tålmodighed – flotte bjerge eller ej. Så vi tunede bæstet og satte kursen mod Silverton. Og de er nogle hårde hunde, dem i Colorado.

Turen til Silverton er i hvert fald ikke for tøsedrenge, og da slet ikke, hvis disse sidder i en 10 meter lang RV! Turen til Silverton byder nemlig på ægte bjergkørsel. Ikke at det skræmmer os. Vi har før kørt i høje bjerge i både Alperne og Pyrenæerne, og man kan sige meget om franskmænd – men de udstyrer da trods alt deres bjergveje med autoværn – i hvert fald de fleste af dem. Det gør de så ikke i Colorado!

 

Hånden på hjertet var turen til Silverton af og til en lidt skræmmende oplevelse. Jeg tror, man klarer sådan en tur bedst, hvis man SLET IKKE tænker over, at man kunne være uheldig at punktere, at de andre trafikanter måske ikke bliver i deres side af vejen og lignende scenarier….. og nej, vi har ikke billeder fra turen. Denne tur krævede, at chaufføren havde begge hænder på rattet, og vi andre magtede ikke at håndtere kameraet med lukkede øjne og krydsede fingre.

Når det så er sagt, så er Silverton et besøg værd. Byen har to gader – en med asfalt og en uden. Den virker (trods en masse t-shirt butikker) meget autentisk, og med de høje bjerge omkring byen, ligger den utrolig flot.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Fantastisk indianer-byggekunst

This entry is part 13 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Næste stop var Mesa Verde National Park med den fantastiske indianer-byggekunst på de stejle klippevægge.

Vi havde hørt om, at man kunne komme på tur ud til nogle af de gamle, indianske huse, der er bygget direkte ind i klippevæggene. Vi kørte op til Visitor Centeret, og fik købt billetter til en guidet tour.
Turen skulle starte et par timer senere, så vi var i god tid. Vi kørte lidt rundt i parken og kiggede på den imponerende byggekunst. Det var virkelig imponerende.

Squeeeeeezzzzeeee

Den guidede tur op til indianer-landsbyen var rigtig fin – også for mindstemanden, der ellers var noget betænkelig i starten. Hånden på hjertet – det var jeg faktisk også.

Ikke så meget fordi vi skulle klatre op ad en 10 meter høj stige med en dyb kløft under os, men mest af alt fordi, vi skulle forcere en smal tunnel, hvor man jo – omfanget af min korpus taget i betragtning – jo godt kunne sidde fast. Det gjorde jeg dog ikke – og som den søde ranger så klogt bemærkede: “what needs to squeeze – squeezes”.

Efter turen fandt vi vores campingplads, der lå i selve nationalparken, og som vi heldigvis havde booket hjemmefra. Hvis man vil bo i nationalparkerne, så skal man reservere hjemmefra. Der bliver hurtigt fyldt op.

Vi handlede lidt i kiosken på pladsen, og købte blandt andet elg-pølser.

Der var lidt bøvl med kloakken og vandet på vores plads, men en venlig camp-medarbejder hjalp os til rette.

Elg-pølserne var ganske gode, selv datteren kunne lide dem.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

I hiked The Delicate Arch!

This entry is part 14 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Stort klap på skulderen til mig! Jeg præsterede at gå hele vejen op til The Delicate Arch i Arches National Park i Moab.
Hele 4,8 km. I alt frem og tilbage…


Det var en fantastisk tur, og Arches National Park er et must, hvis I er på de kanter.
Vi havde booket en campingplads hjemmefra i Moab, Utah.

Dels fordi vi vidste, at vi skulle blive der nogle dage, fordi området har masser at byde på. Men også fordi 4. juli var på trapperne, og Uafhængighedsdagen er virkelig noget, der kan få amerikanerne på vejene med deres campingudstyr.

På gå-ben mod Delicate Arch

Første stop i Moab var altså Arches National Park, der er berømt for sine mange ”buer”, der er skabt af naturen.
Første stop var som altid Visitor Center i parken, og herfra gik turen gennem parken op til udgangspunktet for den mest berømte gåtur.


Gåturen op til den nok mest berømte bue (eller arch), nemlig The Delicate Arch. Du har set den… det er nemlig den, der er symbolet på hele staten Utah.

Det var en varm dag (som det jo oftest er på de kanter), så vi tog rigeligt med vand med. Så meget, at min bedre halvdel synes, det måske var lidt overdrevet.
Men efter knap fem kilometer på en noget krævende rute ( i hvert fald på min skala), så var samtlige seks liter vand forsvundet.

Varm tur med – lidt – sure børn

Og vi kunne godt drikke lidt mere, da vi kom tilbage til RV’en.
Alle tre børn klarede også turen. Der var en smule brok undervejs, men da vi først nåede op, så var alle strabadserne glemt. Det var fantastisk.

Der var ikke så mange mennesker, som man kunne have frygtet, og det lykkedes os da både at få taget et billede af Delicate Arch uden mennesker på, og få taget billeder med kun os og Delicate Arch.

Vel nede igen – og efter en god spegepølsemad, gik turen videre til den noget nemmere gåtur til den næsten lige så berømte Landscape Arch.

Denne tur er meget nemmere end turen til Delicate Arch, så hvis man er lidt dårligt gående eller har helt små børn med, så kan man med fordel vælge denne. Delicate Arch kan man nemlig også se fra lettere tilgængelige ”viewpoints” i parken.

Men uanset hvad – så skal Arches National Park på listen over ”must-sees”.


I øvrigt mødte vi de første danskere på vores tur denne dag i Arches. Nu er vi på vej til de mere kendte destinationer for danskere, så det bliver nok ikke de sidste. Selvom vi var godt brugte efter dagens strabadser, så skulle vi naturligvis opleve 4. juli i byen.
Vi fandt en lille diner, hvor vi fik lidt at spise, inden det store fyrværkeri gik i gang.
Det var imponerende flot, men alligevel var det lidt overraskende hvor lidt, der egentlig skete på denne ”store dag” i Amerika.

Men måske er Moab bare ikke det helt rigtige sted, hvis man for alvor skal fejre.
Det passede dog fint til vores ambitionsniveau, og vi fik en fin aften ud af det.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Meget mere mageløst i Moab

This entry is part 15 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Vi stod op til regn denne dag i Moab.
Vi havde planer om at besøge Dead Horses Point State Park og Canyonlands National Park denne dag. De ligger i tæt køreafstand fra Moab.

Og de planer havde vi ikke tænkt, at en smule regnvejr skulle lave om på.
Vi kørte mod Dead Horses State Park lidt før middag, og der var stadig helt overskyet.
Da vi ankom til Visitor Center stod det bogstaveligt talt ned i stænger. Den ”smule” regn, som vi havde forventet så ud til at blive lidt mere omfattende end først antaget.

På date med Johnny Depp

Men det gode ved at være afsted i RV er jo, at du har dit hus med dig. Og om vi skulle hygge i vognen på campingpladsen eller i Dead Horses State Park gjorde jo ingen forskel. Så vi installerede os på den (ret tomme) parkeringsplads. Vi vovede os ud i det skyede landskab, og fik talt med en ranger fra parken.
Han kunne fortælle, at Dead Horses Point i øjeblikket er location for en film med blandt andet Johnny Depp.

 

Så om et års tid eller noget i den stil, skal vi i hvert fald et smut omkring videobutikken og leje ny-indspilningen af ”The Lone Ranger”…..

Rangeren (altså den rigtige – ikke ham fra filmen) fortalte, at de faktisk skulle have filmet denne dag, men at vejret havde sat en stopper for de planer. Tænk at en smule regnvejr kan stoppe en helt filmprodution, når den ikke stopper ”familien på farten”…

Opklaring og Canyonslands

Det klarede lidt op, og vi fik nogle ok billeder og en god fornemmelse af det fantastiske udsyn, der er fra parken. Vi havde planlagt aftensmad i Bar M Chuckwagon. Tidsplanen var ved at skride lidt, så vi talte om, om vi måske skulle droppe Canyonlands.

Men da vores aftensplaner lå tæt ved Canyonlands, og da vi jo havde alt, hvad vi behøvede til at smukkesere os lidt i bilen, besluttede vi alligevel at køre derud.
Hurra for den beslutning.

 

Nu går der nok lidt inflation i ordet ”fantastisk” – men den udsigt slår alt, hvad vi hidtil har set på vores tur. Det var virkelig FANTASTISK!

Vi brugte vel omkring en time på ”kanten” ved ”The Grand View”, og billederne kan simpelthen ikke gengive, hvor flot det var. Vi diskuterer stadig, om det dog kan være muligt, at Grand Canyon er endnu mere fantastisk end dette.

Kan du ikke vente? Læs her, om udsigten virkelig var bedre i Grand Canyon….

Til fest med de ‘ægte’ cowboys i Moab

Glade og mætte af denne storslåede oplevelse fortsatte vi vores tur til aftensarrangementet i Bar M Chuckwagon. 
Det foregik i et par huse, der var bygget i ægte cowboystil, og hele arrangementet bestod af en lille skudduel, mad på ægte cowboymaner på metaltallerkener og til slut ægte live cowboymusik.

Det var en stille torsdag aften (de fleste havde jo fejret dagen før), men det var en rigtig sjov oplevelse, og kan bestemt anbefales – måske især til børnefamilier.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner