Hjem » Skjøntour 2017 USA

Series: Skjøntour 2017 USA

Afgang og ankomst til Dallas

This entry is part 1 of 4 in the series Skjøntour 2017 USA

Tidligt torsdag morgen i starten af juli var der afgang fra OJ Big City. Det var dagen for afgang og ankomst til Dallas – årets roadtrip skulle begynde, og vi var spændte.

Vi stod op omkring 02.30 for at køre til lufthavnen i Hamborg, som vi altid flyver fra. Det er noget længere end når vi kan flyve fra Billund – men det er til gengæld ret meget billigere, så vi ender altid med at købe billetter fra Hamborg.

Således også denne gang. Jeg havde fundet returbilletter til og fra Dallas i Texas med et enkelt skift i London. Billetterne blev købt hos British Airways, og jeg sparede cirka 2000 kr., fordi jeg kunne bruge vores point fra vores rejse med British Airways sidste år. Så jo – det kan betale sig at samle point ved nogle selskaber.

Alt i alt betalte vi lige under 16.000 kr. for fire returbilletter. En ret fin pris, taget i betragtning, at vores ferie var midt i højsæsonen.

Læs her, hvordan du finder den perfekte flybillet

Sent afsted – lidt presset på tid

Af en eller anden grund, så lykkedes det os at komme lidt sent afsted hjemmefra, så selvom turen til lufthavnen gik fint, så var vi først i lufthavnen kl. 06, og flyet mod London havde afgang 07.05.

Der var kø ved check-in skranken, og vi havde af en eller anden grund ikke kunnet tjekke ind hjemmefra. Der var nogen problemer på hjemmesiden.

Vi var lidt frække, og gik blot hen til damen ved skranken ved siden af – den, der var beregnet til bagdrop.

Lidt efter devisen at det var lidt spild af alles tid, at hun bare sad der, og lavede ingenting, mens køen voksede ved check-in. Så jeg spillede lidt dum, og spurgte om vi mon kunne tjekke ind ved hende. Hun sagde ok – selvom hun ikke undlod at bemærke, at nu var alle i den anden lange kø nok ret sure på os.

Behøver jeg at sige, at det var vi ret ligeglade med lige i det øjeblik…

Vi skyndte os videre gennem security, og herfra gik det smertefrit, og vi nåede fint flyet til London.

Ventetid i London

Som det så ofte er med rejser, så veksler det hurtigt fra det ene til det andet.

Fra at være noget presset på tid og en anelse stresset, så gik vi helt i vente-mode, da vi kom til London. Her havde vi nemlig hele fem timers ventetid, inden vi skulle videre til Dallas. Ventetiden blev brugt til at spise, læse, hvile og få opladet mobiltelefoner.

Som vanligt når man skal flyve til USA, så var der lidt ekstra spørgsmål, inden vi kunne få lov at boarde, men alt forløb planmæssigt.

Herefter i flyet – som blev fløjet af British Airways’ samarbejdspartner  American Airlines. Flyrejsen var begivenhedsløs og skulle bare overståes.

Dog var der én ting, der var anderledes, end de øvrige gange, vi er fløjet over Atlanten. Vi skulle ikke udfylde tolddokumenter. Hvorfor blev jeg aldrig helt klog på, men dejligt ikke at behøve at tænke på det.

Her kan du læse beretninger fra vores USA-tur i 2012

Thunderstorm i Dallas

Da vi nærmede os Dallas skete der alligevel  noget uventet.

Der var et uvejr over byen, og lufthavnen var midlertidigt lukket ned. Det betød, at vi måtte cirkle i luften over Dallas i næsten halvanden time, inden vi endelig kunne få lov at lande. Det gik dog stile og roligt, og der var på intet tidspunkt usikkerhed eller tegn på panik.

Ankomst til Dallas – selvbetjening i lufthavnen

I lufthavnen var der selvbetjeningsskranke, hvor vi skulle tjekkes, tages billeder af og aflevere fingeraftryk. Herefter fik vi hver udskrevet et stykke papir. Nogle havde et stort X på – andre ikke.

Lige efter selvbetjeningen blev dem med X (min mand og min datter) vinket i en retning – de skulle videre til personligt interview. Jeg og sønnen kunne gå direkte igennem immigrationen herfra.

Det var lidt nervepirrende at stå og vente. Som altid havde jeg stået for planlægningen af turen, og jeg nåede ærligt talt at blive lidt nervøs for, om min mand nu kunne svare tilfredsstillende på de uddybende spørgsmål. Han følger jo som regel bare med efter mine anvisninger….

Men et par minutter senere blev vi genforening, og vi kunne finde vores kufferter. Herefter skulle vi med bus ud efter vores lejebil.

For første gang skulle vi prøve at have en personbil til vores roadtrip, så det var første gang, vi stiftede bekendtskab med personalet hos udlejningsfirmaerne.

Bil eller autocamper? Læs om vores erfaringer

Vi havde reserveret hos Budget, og selvom sælgeren forsøgte at overbevise mig om, at vi IKKE havde nogen forsikring, og at vi var MEGET uansvarlige, stod jeg fast (trods træthed og tvivl) og sagde pænt nej tak til alle tillægsforsikringerne.

Har du råd til at tage familien med på roadtrip?

Her ser du, hvad tre ugers roadtrip koster

Herefter skulle vi blot til hotellet, have noget at spise og så få sovet. Vi havde dog lidt småproblemer med at finde ud af at åbne bagagerummet på vores Chervolet Tahoo. Så store problemer, at vi måtte have assistance. Og lige da hjælperen kom ud, åbnede bagagerummet sig, og vi kunne få kufferterne ind.

Det gik dog yderligere en dags tid, inden vi helt gennemskuede, hvordan mekanismen virkede….

Standard-udstyret var der styr på på vores hotelværelse – så kunne vi roligt gå til ro….
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Fort Worth – og et fedt hotel

This entry is part 2 of 4 in the series Skjøntour 2017 USA

Fort Worth – og et fedt hotel

Vi vågnede ret tidligt på grund af jetlag, og var klar til den første rigtige dag på vores roadtrip. Dagen skulle byde på gode oplevelser i Fort Worth Stockyards og senere på et fedt hotel i Dallas.

Vi havde overnattet på Hampton Inn & Suites Fort Worth Fossil Creek, og det var såmænd et helt ok hotel. Hvad der skulle vise sig at være ret så fantastisk var deres morgenmad. Der var alt, hvad et dansk hjerte kunne begære, og det var en af de allerbedste morgenmadsbuffetter, vi har oplevet i USA.

At jeg så flere gange gjorde mig uheldig bemærket – blandt andet ved af – med vold – presse en bagel ned i en toaster og ved at hælde vaffeldej ud over det hele…. ja det skal ikke forplumre det gode indtryk.

Vi tjekkede ud og satte kursen mod Fort Worth Stockyards, der er et hyggeligt – og lidt turistet – område nord for selve Fort Worth.

Vi havde en fin formiddag, hvor vi mødte ægte longhorn cowboys og fik vores live-musik debut med en sej cowboy.

 

Vi besøgte også Billy Bob’s, der er den største såkaldte “honky-tonk” i verden. Et sted, hvor der er både indendørs rodeo, livemusik, spillemaskiner og barer under tag.

Vi har været til rodeo to gange – læs mere her og her

Masser af dollars

Efter en hyggelig formiddag i Fort Worth Stockyards gik turen videre til U.S. Bureau of Engraving and Printing. Et af de to steder i USA, hvor man printer dollarsedlerne.

Der var – naturligt nok  – ret store sikkerhedsforanstaltninger, så vi måtte hverken have kamera eller mobil med indenfor. Men vi fik en god rundtur, og det er en smule tankevækkende, hvordan man kan være få meter fra flere PALLER af dollar-sedler, og stadig tage det helt roligt. Det kunne ellers blive noget at en ferie, hvis man bare kunne tage en enkelt palle med sig bag i bilen 😉

Videre – og et fedt hotel i Dallas

Vi kørte videre mod Dallas, hvor jeg havde været heldig at booke et ret sejt hotel for ok billige penge. Vi skulle bo på Hyatt Recency Dallas. Man ved jo aldrig rigtig, hvad man har bestilt, før man kommer, men da vi ankom skulle vi valet-parkere – altså overlade bilen til en “tjener”, der parkerede bilen for os, og så kunne vi bare ringe, når vi skulle bruge den.

Om som man siger i staterne – “Thers’s a first for everything” – og det her var så vores første valet-parkering.

Inde i receptionen følte jeg mig en anelse malplaceret med mine ferieshorts og lidt forsvedte t-shirt – men hey! Jeg havde jo også betalt for at være der….

Vi fik et fantastisk hotelværelse med noget af en udsigt….

Vi havde lige et par timer til at slappe af i, inden vi skulle til en koncert i byen, så alle slappede af og nød den gode udsigt. Jeg tog elevatoren ned i receptionen, og tog – ved et tilfælde – den elevator, der lå på den modsatte side af den, vi havde kørt op med – og det skulle vise sig at være en god idé.

Efter at have været i receptionen, kommanderede jeg hele familien op fra deres afslapning, og ud og køre en tur i elevator…. det var ret vildt….

Efter den ret vilde elevatortur tog vi en Uber til vores koncert – super effektivt og nemt. Vores bil var der i løbet af tre minutter, og vi fik lov at blive transporteret i en fed Dogde-sportsvogn.

John F. Kennedy – og historiens vingesus

Fra hotelværelset fandt vi ud af, at der ikke bare var udsigt til en fantastisk skyline, men også direkte til Sixth Floor Museum og til det sted, hvor John F. Kennedy blev skudt 22. november 1963. Det var lidt vildt at stå der på X’et, og for alvor føle historiens vingesus.

Sixth Floor Museum var spændende og bestemt et besøg værd. Og så må man jo gøre op med sin egen overbevisning, hvad der egentlig skete den fatale dag i november….

Spændende var det i hvert fald!
Træk i slideren – og se udsigten på forskellige tidpunkter af døgnet…

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
Possum Kingdom State Park

Fra storby til state park

This entry is part 3 of 4 in the series Skjøntour 2017 USA

Efter et par dage i Dallas og Fort Worth ventede vores første oplevelse med en state park på denne tur.

Vi er kæmpe fans af state parks. Det er smuk natur, der er alle fornødenheder, og hvis man camperer får man som regel store pladser midt i naturen.

Denne gang var den første, hvor vi ikke havde en camper med, men på denne tur havde vi reserveret hytter hjemmefra i en række state parks. Denne første state park på turen var Possum Kingdom State Park små 200 km. fra Dallas.

Midt i naturen – state parks er en god løsning

Og som med de gange, vi har haft camper med, så blev vi heller ikke denne gang skuffede over niveauet på deres hytter. Vi blev indlogeret i en hytte med fuldt udstyret køkken og to senge og eget bad. Der manglede intet. Det mindede lidt om en lejrskole, men for 75 dollars pr. overnatning havde vi intet at indvende.

Vi har før overnattet i state parks – flere gange. Læs blandt andet her

Vi boede midt i parken, tæt på en lille kiosk og tæt på søen, hvor vi kunne bade.

Vi havde brug for et par slappe-dage, hvor ungerne fik fiske og svømmet i søen. Vi benyttede os af, at vi havde en ovn, så vi fik både pommes frites fra ovnen og nybagte croissanter.

Vi tog også nogle få køreture, og der var ikke meget at komme efter i forhold til underholdning. Men købe ind kan man jo altid få lidt tid til at gå med. Godt nok var vi endt i et county, hvor man ikke kunne købe vin i supermarkederne, så vi måtte undvære vinen til maden.

Men – good news – vi overlevede!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Anmeldelse: Overnatning på roadtrip 2017

This entry is part 4 of 4 in the series Skjøntour 2017 USA

Overnatning på roadtrip i Texas og Mississippi

Overnatning er en stor del af budgettet, når man tager på roadtrip. Det er samtidig en af de faktorer, der ofte betyder mest for, hvordan stemningen på ferien er.

Hvis man lander et lækkert, hyggeligt, flot, centralt eller anderledes sted kan det løfte eller bibeholde den gode stemning.

Lander man derimod et mindre hyggeligt eller trælst sted – og måske oven i købet er lidt træt efter en lang dag, så kan det lægge en dæmper på rejselysten.

Jeg har herunder opremset de steder, hvor vi overnattede på vores roadtrip i 2017. Jeg fortæller lidt om de forskellige steder og fortæller også, hvad overnatningen kostede.

På denne tur var vi to voksne og to teenagere afsted, og vi havde lejet en almindelig bil. Vi boede på turen på hotel, i hytter på campingplads, i hytter i state – og nationalparker og i lejligheder lejet gennem Air B&B-lignende steder.

Overnatning nr. 1

Vi fløj til Dallas, og havde naturligvis booket hotel hjemmefra, så vi ikke skulle køre rundt og lede. Ydermere er det en god ide, fordi man skal oplyse, hvor man skal sove den første nat, når man skal ind i USA.

Vi havde valgt:

Hampton Inn & Suites Fort Worth-Fossil Creek

der lå i rimelig afstand fra lufthavnen.  Vi fik et værelse med to queen-senge, og det var et rigtigt fint hotel. Der var ingen støj, og morgenmaden var overdådig og varieret – selv efter europæisk standard. Der var ingen bacon, men der var til gengæld en masse andet, og det var langt mere, end vi har fået på en del af de andre hoteller, vi har besøgt.

Overnatningen inklusive morgenmad til alle kostede 110 dollars.

Overnatning her kan anbefales.

Læs om vores ankomst i indlægget her.

Hotel Fort Worth
Der var naturligvis et eksemplar af The Holy Bible i skuffen på hotellet.

Overnatning nr. 2

Efter den første nat i USA, var vi klar til at gå op opdagelse. Vi besøgte blandt andet Fort Worth Stockyards og var på besøg, der hvor de laver dollars…

Derefter satte vi kursen mod Dallas downtown, hvor vi havde flottet os lidt, og booket et hotel med udsigt lige med i byen.

Det kan I læse mere om her.

Vi havde booket hotellet:

Hyatt Regency, 300 Reunion Blvd, Dallas

Og wow, siger vi bare.

‘Selve værelset var standard, og mindre end det vi kom fra. Men til gengæld fejlede udsigten intet!

Det var virkelig fantastisk, og vi fandt ud af, at vi havde udsigt til ikke alene skyline i Dallas, men også til Sixth Floor Museum og stedet, hvor Kennedy blev skudt. Lidt makabert, men vildt var det.

Og elevatoren op til værelset var også noget for sig selv.

Der var ingen morgenmad inkluderet i prisen, men til gengæld var der valet parkering og to billetter til Sixth Floor Museum. Hele herligheden kostede os 210 dollars.

Stedet kan helt bestemt anbefales. Du kan booke dette fantastiske hotel via mit link. Husk at bede om udsigt til Sixth Floor Museum.

Udsigt fra hotel i Dallas
Udsigten fejlede bestemt ikke noget.
Udsigt til Sixth Floor Museum Dallas TX
Vi kunne se direkte ned på Sixth Floor Museum, og hvis I kan skimte de hvide krydser, så var det der, at Præsident John F Kennedy blev skudt den 22. november 1963.

Overnatning nr. 3

Nu var det på tide, at vi fik startet på de lidt mere primitive overnatninger efter alt den luksus.

Vi er i bund og grund “camping-mennesker”, så vi vil gerne ud i naturen. Vi havde dog ting på programmet, så denne overnatning blev lidt en, vi valgte mest af alt, fordi det passede ind i planen.

Vi overnattede i en primitiv campinghytte, hvor der kun var senge, køleskab og mikroovn. Altså intet bad og toilet. Her skulle vi benytte campingpladsens. Det var dog ikke noget problem, og der var alt på campingpladsen, som vi skulle bruge. Inklusiv en butik og en pool.

Dallas/Arlington KOA, 2715 S Cooper St, Arlington,

Her var der naturligvis ingen morgenmad med i prisen. Men vi havde sørget for at handle ind, så vi selv kunne lave morgenmad og kaffe ved hytten.

Prisen for en overnatning var 85 dollars.

Overnatning her kan anbefales. Der var, hvad der skulle være. Men det var ikke nogen luksus.

Primitiv hytte på KOA
Hytten var hyggelig nok. Man kan også vælge at tage en hytte med toilet og bad. Men det koster naturligvis mere.

Overnatning nr. 4 og 5

Nu skulle vi prøve at overnatte i hytter eller cabins, som amerikanerne kalder dem. Vi ville overnatte i en state park. Vi er store fans af state parks, da der altid er flot natur, store pladser at campere på, og så er det oftest meget billigt – selvom man skal betale for indgang. Vi havde på denne tur investeret i et Texas State Park Pass , da vi vidste, at vi ville besøge en del stateparks. Sådan et pass koster 70 dollars.

Vi havde reserveret en cabin i

Possum Kingdom State Park

Vores hytte mindede mest af alt om en lille lejrskole til fire personer. Med eget bad og toilet og køkken med ovn. Det hele var i samme rum – undtagen selvfølgelig bad og toilet.

Super fint, og lige i vores ånd.

Vi skulle betale 79,5 dollars pr. nat – og dertil kommer éntreen til parken, hvis man ikke investerer i et pass.

Vi kan godt lide camping, og både hytten og parken var fin. Der var en sø, hvor vi kunne bade. Helt perfekt til vores temperament.

Possum Kingdom State Park

Hytten i Possum Kingdom State Park, hvor vi overnattede på vores tur i 2017.

Overnatning nr. 6

Fra Texas tog vi et lille smut nordpå til Oklahoma. Her overnattede vi på

The Plantation Inn i Medicine Park

Det var en hyggelig by med en badesø, og et væld af små hyggelige butikker. Vi var desværre udenfor sæsonen (aner faktisk ikke, hvorfor…. det var i juli), så alt var desværre lukket.

Vi boede i en bygning, hvor der kun var hotelværelser. Det var lidt holdt i gammel stil. Selve hovedbygningen lå et andet sted i byen. Der var også en restaurant, som var rigtig hyggelig, og hvor vi spiste aftensmad. Det lod til, at der også var en del lokale.

Hotellet var standard – to dobbeltsenge, bad, toilet og et lille køleskab, så vi kunne køle det mest nødvendige ved.

Prisen var 110 dollars.

Det var et ok fint hotel. Byen var hyggelig med badesøen, men det var lidt mærkeligt, at det hele var lukket…

Medicine Park badesø
Foran hotellet i Medicine Park, Oklahoma.
Medicine Park, Oklahoma
Der var en fin badesø i Medicine Park, Oklahoma

Overnatning nr. 7 og 8

Tilbage i Texas skulle vi overnatte i en hytte i

Palo Duro Canyon State Park

Vi ankom sent til hytten, der var – hvad man med meget rette kan kalde – primitiv.

Det var en dobbelt køjeseng i en hytte bygget af sten. Der var et bord, et par stole, et køleskab og en mikroovn. Dobbeltsengen var så høj, at ungerne lå meget tæt på loftet. Og hvad værre var, der var vistnok muselort på madrassen. Det var mørkt, vi var trætte, og nogle i familien var vist ved at give op på denne hytte.

Vi smed den ene madras på gulvet, og fik sovet. Og guess what – hytten var meget hyggeligere, da vi vågnede.

Det var primitivt. Midt ude i naturen. Og man skulle gå et godt stykke for at komme på nogle ikke så fine toiletter. Og bruserne er heller ikke noget at prale af. Men vi fik gode naturoplevelser. Vi så blandt andet en klapperslange, roadrunners og en masse gribbe.

Og hele herligheden kostede kun  64 dollars pr. nat.

Stjerneklart i Palo Duro
Det er ikke meget lys-støj ude midt i naturen.
Hytte i Palo Duro
Her lå vores hytte – naturen var fantastisk – hytten var primitiv.

Overnatning nr. 8

Vi skulle sydpå igen, og denne overnatning faldt i kategorien “på vej overnatning”. Vi havde dog igen valgt en statepark, og denne gang skulle vi overnatte i en såkaldt Yurt. En slags telt bygget efter mongolsk opskrift, tror jeg.

Der var køjesenge, køleskab, aircon og den slags. Igen skulle vi benytte campingpladsens toiletter. Men pladsen var midt i naturen, og der var god plads. Så en overnatning efter vores hoved.

Vi overnatttede i

Abilene State Park

Primitivt, men midt i naturen. Vi kommer gerne igen. Overnatningen kostede 53 dollars.

Yurt in Abilene State Park
Vores “telt” – en Yurt.
Yurt Abilene State Park
Køjesenge – og en ekstra sovesofa.

Overnatning nr. 9 og 10

Disse overnatninger er booke via Få rabat på din første AirBnB-lejlighed

Lejligheden var et anneks hos en privat i et område nær Lakehills i Texas. Annekset havde køkken, to dobbeltsenge i separate rum, og eget bad og toilet. Vi havde det hele for os selv, da værten ikke var hjemme. Hun havde bagt kage til os, og der var et hyggeligt velkommen-skilt på døren, da vi kom.

Stedet havde en stor baghave med grillplads, privat pool og nedgang til en sø, hvor vi havde råderet over to kajakker. Super lækkert.

Nu var værten som sagt ikke hjemme, men jeg ville ikke tøve med at booke her igen.

Få rabat på din første AirBnB-lejlighed

Prisen var 94 dollars pr nat.

Lakehills Texas
Der var et sødt lille Velkommen skilt på døren, da vi kom.
Lakehills Texas
Vi boede i et lille anneks, men beboerne i huset var ikke hjemme. Så vi havde hele den store have med pool og adgang til sø for os selv.
Lakehills Texas
Baghaven med pool og grillområde var super hyggeligt.

Overnatning nr. 11

Turen gik videre til San Antonio, hvor vi havde prioriteret at bo i centrum. Det var gåafstand til The Alamo og Riverwalk, så beliggenheden er super.

Indretningen af værelset var i lidt gammel stil, men meget fancy. Vi havde en lillebitte balkon.

Hotellet var lidt i den dyre ende i forhold til, hvad man fik, men beliggenhed koster jo penge.

Fairmount Hotel, 401 S. Alamo, San Antonio

Hvis jeg skal til San Antonio igen, vil jeg forsøge et nyt hotel. Ikke at det ikke var godt, men her ville jeg ligeså gerne prøve noget nyt.

Prisen var omkring 200 dollars.

Overnatning nr. 12

Videre til Austin. Også her havde vi prioriteret beliggenhed, og det lå super godt. Vi kunne gå ud og spise og høre musik, og vi gik også hen til broen for at se den store flagremus-koloni.

Det er et hostel, men de har enkelte familieværelser, hvor der er eget bad og toilet. Der var morgenmad med i prisen, som vi selv tilberedte i det fælles køkken. Det var super hyggeligt.

Bestemt anbefalelsesværdigt, og jeg booker gerne igen, hvis jeg kommer på de kanter.

Firehouse hostel, Austin

Prisen var 148 dollars.

Austin Texas
Vi boede på et hostel midt i Austin. Men vi havde et familieværelse med en dobbeltseng og en køjeseng. Og eget bad og toilet. Super centralt og hyggeligt.

Overnatning nr. 13 og 14

Tilbage i State Park. Vi ville opleve sumplandskabet, og havde igen valgt at booke en cabin i selve parken.

Igen var der alt, hvad man kan ønske. Der var køkken, eget bad og to separate soverum. Dertil opholdsrum/stue.

Caddo Lake State Park

Prisen var  91 dollars pr. nat.

Cabin Caddo Lake State Park
Til alle hytter på vores tur var der udendørs areal, hvor man kunne sidde og spise og grille.

Overnatning nr. 15 og 16

Til Missisippi og turens sjoveste overnatningssted. The Hooker Hotel i Clarksdale.

Det var så gennemført og lækkert. Der var to separate soverum med dobbeltsenge af de type, hvor du putter in quarter i, og så vibrerer sengen. Derudover opholdstue og køkken i ét og eget bad og toilet.

Udsmykningen passede som fod i hose med fortællingen om Clarksdale som bluesmusikkens vugge. Vi har besøgt byen to gange, og er begejstrede. Hvis vi nogensinde kommer tilbage, vil The Hooker Hotel bestemt være i vores tanker, når det gælder overnatning.

Du kan læse mere om Clarksdale her, her og her.

The Hooker Hotel, Clarksdale 

Denne superfede lejlighed lige i centrum kostede 235 dollars pr. nat.

The Hooker Hotel, Clarksdale The Hooker Hotel, Clarksdale

The Hooker Hotel, Clarksdale
Det fedeste sted, vi overnattede på turen. En lejlighed midt i Clarksdale, som var udsmykket i bluesmusik-stil. Totalt gennemført og lækkert.

Overnatning nr. 17 og 18

Videre til Memphis, hvor vi havde valgt en state park, der kun lå en halv times kørsel fra Memphis downtown.

Hytten var rummelig og havde lige fået en nybygget terrasse med udsigt over en sø. To separate soverum, køkken, bad og en stor stue.

Perfekt og meget roligt.

Meeman-Shelby Forest State Park 

Prisen for dette “sommerhus” var 96 dollars pr. nat.

Meeman Shelby
Lækker hytte som faktisk var et helt sommerhus. Kun en halv times kørsel fra Memphis.

Overnatning nr. 19

Næste overnatning var i Memphis Downtown. Vi ville have en aften, hvor vi kunne bruge gåben og opleve Beale Street by night.

Stedet var fundet via AirBnB, og havde sådan set alt, hvad man kunne ønske. Fire sovepladser, bad, køkken og privat parkering.

Vi kom lidt for tidligt, og kørte ind på p-pladsen. Det blev værten lidt muggen over, men hun havde selvfølgelig ret i, at vi burde have spurgt om lov. Men det var også den eneste lille trælse ting. Beliggenheden var super, og vi var på intet tidspunkt utrygge ved at gå i Memphis – heller ikke efter mørkets frembrud.

80 Talbot Avenue Unit 201, Memphis 

Prisen var 152 dollars.

Lejlighed i Memphis
Lejligheden i Memphis havde alt, hvad man skulle bruge. Det var gåafstand til Beale Street og privat parkering.

Overnatning nr. 20

Igen en “undervejs” overnatning. Men – som du måske har opdaget – så er vi vilde med state parks. Dels fordi de ligger i flot natur, men bestemt også fordi, de er billige at bo i. Igen fik vi her en hytte med bad, køkken og to separate soverum. Og en stue og en terrasse. Der var 150 meter til en badesø.

Super sted.

Daingerfield State Park

Prisen var 90 dollars pr. nat.

Har du spørgsmål omkring overnatning?

Hvis du sidder med spørgsmål om overnatning på din roadtrip – hvad enten du skal køre i bil eller RV, er du mere end velkommen til at smide en kommentar. Så vil jeg forsøge at hjælpe så godt jeg kan.

Er du blevet fristet, og vil selv afsted på roadtrip? Se hvad hele turen kostede her.

(DISCLAIMER: Nogle link på denne side er såkaldte affiliate-links. Det betyder, at jeg får en lille skilling, hvis du bestiller dit hotel eller din lejlighed via mit link til Booking.com. Prisen er den samme for dig, men det betyder, at du kan støtte mig og mit arbejde med bloggen. Jeg anbefaler ALDRIG noget, jeg ikke selv har prøvet, og som jeg kan stå inde for).

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner