Hjem » Sidste nyt på bloggen » Spot on – Bremen

[Disclaimer: Denne rejse var en presserejse, som jeg via mit daglige job som journalist hos JyskFynske Medier var inviteret på. Jeg var inviteret af Tysk Turist Information. Indlægget afspejler dog fuldt og helt mine egne holdninger og meninger om stedet.]

Jeg har altid været lidt skeptisk overfor Tyskland som rejseland. Måske fordi jeg bor så tæt på den dansk/tyske grænse, at jeg fra barnsben af altid kun har forbundet Tyskland med grænsehandel hos Poetzsch, eller gennemfartsland mod et af mine yndlings-rejsemål Frankrig.

For nyligt fik jeg med mit arbejde mulighed for at komme på en pressetur til Bremen og Køln, og jeg må sige, at jeg har behandlet Tyskland uretfærdigt.

Der er masser at se og opleve i Tyskland. Det vidste jeg jo sådan set godt, men jeg skal stadig arbejde med, hvorvidt jeg ville vælge landet som rejsemål for min sommerferie med familien.

Men som et “ekstra” rejsemål i løbet af året, så kan jeg i hvert fald anbefale Bremen. Det er en hyggelig by af overkommelig størrelse. Og så har den både gamle huse, Unesco verdensarv, hippe og urbane kvarterer og et kvarter fyldt med gamle fiskerhuse, der nu huser souvenirbutikker og små caféer.

Foruden selvfølgelig at byen har shoppinggader, som man ser i de fleste andre byer af en vis størrelse.

Herunder har jeg fundet et par af mine bedste billeder fra Bremen.

Ingen ferie uden lidt øl. Bremen er faktisk hjemsted for det velkendte bryggeri, der brygger øllen Becks, men har også små bryggerier. På billedet ses et udvalg af øl brygget af det lokale bryggeri Union Bremer, der har til huse i en nyrestaureret “gammel” bryggeribygning et par kilometer udenfor centrum. Bryggeriet huser også en restaurant, så du kan kombinere det flydende med det faste.

Kvarteret “Das Viertel” er det urbane og hippe kvarter, der huser mange unge familier – nogle med en lidt mere grøn tilgang til livet. Her er en såkaldt “Bauer Laden” – en butik, der støtter lokalt producerede varer, og hvor man skal betale medlemsskab for at sikre butikkens overlevelse.

Masser af vægmalerier i skrappe farver er at finde på mange husmure i Das Viertel, der i øvrigt ligger lige udenfor Bremens bymidte. Det er som at gå direkte fra bymidte ind i en fredelig landsby.

Jeg har også besøgt Køln i Tyskland – se mine bedste billeder fra Køln her


“Atomkraft – nein danke” – Modstanden mod atomkraft lever i kvarteret Das Viertel.

Det centrale torv i Bremen, der også huser det gamle rådhus, der er optaget på Unescos verdensarvsliste.

Vin i store tønder i Bremer Ratskeller, der også er en del af Unescos verdensarv – selvom der stadig arbejdes i vinkælderen, der huser en af de største vinsamlinger af tyske vine i hele verdenen.

I kvarteret Schnoor – der også ligger lige op ad bymidten – er der masser af hyggelige huse, små caféer og meget smalle gyder og gader.

Nøglen er ét af Bremens vartegn. Her ses nøglen på et kloakdæksel i Schnoor-kvarteret.

Schnoor-kvarteret er utroligt charmerende, og bestemt værd at fare lidt vild i.

Det gamle rådhus i Bremen er optaget på Unescos Verdensarvsliste. Man kan få en rundvisning i den imponerende bygning – og der er også mulighed for at tage et kig ud af de flotte mosaikvinduer ned på de andre gamle huse på pladsen nedenfor.

Her er mine indtryk fra Bremen samlet i en lille video:

Du kan se flere videoer fra Komastaj lige her

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg er til daglig lokalredaktør på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer. Jeg er hele tiden på jagt efter nye rejsemål og nye lande, som jeg kan besøge.