Hjem » 2012

Tag: 2012

Så meget koster det at rejse syv uger i RV i USA

This entry is part 31 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Det koster ikke noget at drømme, men hvad koster et roadtrip i USA, hvis man vil føre det ud i livet.

Jeg kan jo lige så godt være ærligt at sige at – nej – det er ikke billigt at rejse, når man er en familie på fem, og en syv uger lang tur i en RV i det amerikanske er slet ikke billigt. Men med hårde prioriteringer, og en god tidshorisont til at spare op, så kan det lykkes….

Vi havde noget barsel, som vi skulle have brugt, inden yngstemanden fyldte ni år, så vi havde mulighed for at tage barsel, og skulle altså ikke også tage fri uden løn. 

En sådan rejse er et valg og en investering i en familieoplevelse, som varer resten af livet.

Mens vi var afsted i 2012 var dollarkursen omkring 6 kr., og vi havde følgende udgiftsposter:

  • Leje af RV – syv uger ca. 40.000 kr.
  • Flybilletter 5 pers ca. 25.000 kr.
  • Benzin ca. 18.000 kr.
  • Overnatning ca. 17.000 kr.
  • Forbrug/mad/forlystelser ca. 45.000 kr.
  • I alt en udgift på omkring 145.000 kr.

Mange penge – men vi har aldrig fortrudt, at vi brugte så mange penge på én tur.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

San Franciscos gader – på cykel

This entry is part 30 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

 

De sidste feriedage skulle fordrives med oplevelser i San Francisco. Vi brugte blandt andet noget af tiden på at lave vores egen “San Franciscos gader” – bare på cykel.

Vores udgangspunkt var hotellet Beresford Arms Hotel på Post Street, hvor vi oven i hatten var så heldige at få en opgradering. Thumbs up for Beresford Arms Hotel.

Måske var det fordi, vi kom anstigende med fem store kufferter, at alle børn havde hænderne fulde af rygsække, hatte og bamser, og at vi alle var våde af sved, da vi stod der i hotellobbyen og skulle tjekke ind.  “I har godt nok meget bagage”, sagde den flinke hoteldame (altså på engelsk…).
Jeg tror, hun fik lidt ondt at de stakkels børn, men i hvert fald gav hun os en opgradering fra et værelse med to senge og en opredning til en komplet hotellejlighed med to værelser, tre senge, fuldt udstyret køkken og badeværelse med boblebad – jow, jow.
Det var en helt i orden flink hoteldame.

Første indtryk af byen

Kabelsporvognene skulle vi selvfølgelig også prøve. Der var dog en del trængsel i vognene.Vores fine forhold hjalp lidt på humøret, som var dykket lidt, da vi skulle sige farvel til bæstet.
Da vi havde smidt kufferterne, skyndte vi os ud i de pulserende gader. Vi tog fra Union Square med en af de berømte kabelsporvogne til Fisherman’s Wharf.
Vi fik aftensmad på Rainforest Café – et sted, hvor man føler man har sat sig til bordet midt i junglen. Det var en sjov oplevelse, særligt for børnene.

Efter maden gik vi en tur ved vandet og fik det første indtryk af både fængslet Alcatraz og Golden Gate broen.

 

Golden Gate – henlagt i tåge

Vi valgte at gå hjem til hotellet, så vi fik set en del af de karakteristiske stejle gader i byen. Broen fortaber sig lidt i tågen. Det var sjovt at opleve, at selvom vi gik rundt i San Francisco i solskin og med blå himmel, så var broen – i hvert fald toppen af den – altid indhyllet i tåge eller havgus.

Næste morgen havde vi lejet cykler hos Bay City Bikes der er et af flere firmaer, der udlejer cykler nær Fisherman’s Wharf.

Det er populært at cykle i San Francisco på trods af de stejle gader.
Især turen over Golden Gate er populær, hvilket vi også fik at mærke, da vi selv tog turen.
Der var trængsel på broen, der var fyldt af både fodgængere og cyklister – og biler selvfølgelig, der dog holdt sig på kørebanen, der var fint adskilt fra de steder, hvor der var bløde trafikanter.

Vi cyklede over broen til Sausalito, hvor vi spiste middagsmad, inden turen gik samme vej tilbage over broen. Mange vælger at tage færgen tilbage, men da vi jo var i så god form (not!), besluttede vi os for at cykle tilbage.

Det gik fint, og selvom man ikke er den fødte cykelrytter, så kan det anbefales at tage turen. Også alle børnene klarede turen fint.
Man lejer cyklerne for op til 24 timer, så man har ikke noget tidspres og kan tage det stille og roligt og i eget tempo.

På Al Capones enemærker

Næste dag var afsat til en tur i fængsel. Vi skulle med færgen til Alcatraz, som er mest kendt som det fængsel, hvor Al Capone sad.
Turen med færgen tog kun 12 minutter, og det er en af de ting, som gjorde det ekstra hårdt at sidde på Alcatraz. Fangerne havde nærmest frit udsyn til herlige San Francisco, og hvis vinden var rigtig, så kunne fangerne tilmed høre larmen fra byen.
Hvis man vil en tur på Alcatraz (og det vil man), så skal man reservere billetterne hjemmefra.Der bliver hurtigt udsolgt, og da vi ankom til kajen var første ledige afgang 10 dage ud i fremtiden.
Billetter kan reserveres her.

Når man kommer til Alcatraz kan man gå til toppen, hvor bygningen med alle cellerne befinder sig. Her får man udleveret en mp3-afspiller, og så kan man vandre gennem fængslet med sin egen personlige guide i ørerne. Effektivt og smart. Dog findes der ingen audio-tours på dansk, så hvis man har mindre børn, skal man forklare lidt undervejs.
Det var både informativt og spændende at vandre rundt i fængslet og bl.a. høre om de spændende flugtforsøg – det mest berømte er filmatiseret med Clint Eastwood i hovedrollen. Filmen hedder Flugten fra Alcatraz.
Besøget på Alcatraz var sidste punkt på vores rejse. Nu var det tid til at pakke kufferterne og vende næsen hjemad efter otte fantastiske uger.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Sidste nat i bæstet

This entry is part 29 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Efter en god nats søvn ser alting lysere ud. Selvom vi nu kunne frygte melankolien, der garanteret ville følge med den sidste nat i bæstet.
Vi vågnede i bedre humør, og begyndte så småt mentalt at indstille os på den sidste nat i bæstet.Vi vidste – i modsætning til i går – hvor vi skulle tilbringe den kommende nat, og vi tog det stille og roligt.  Vi fik morgenmad og begyndte så småt at sortere og gøre lidt rent i camperen.
Der skulle også fyldes gas på, og man kan få gas på alle KOA pladser, så det fik vi hjælp til.  Herefter gik turen til den reserverede campingplads i en park udenfor Oakland.
Det var en rigtig hyggeligt sted, og vi fik lidt ro på efter vores ret så kaotiske dag i går. Vi fik ryddet ud i skabene, og gik i gang med at spise resterne fra skabene, og så gik der ellers rengøring i den. Da mørket faldt på var det tid til sidste nat i bæstet.
Lidt vemodigt at tænke på, men vi prøvede at huske os selv på den fantastiske rejse, vi havde bag os, og at vi ville kunne leve længe på de gode oplevelser.

Stadig tid til flere oplevelser

Samtidig havde vi jo stadig tre dage tilbage, som vi skulle tilbringe på hotel i San Franciscos centrum. Næste morgen gjorde vi det sidste rent, og satte herefter retningen mod Cruise America.  På vejen skulle vi lige forbi WalMart for at købe en ekstra taske (!), og så skulle bæstet tankes op.

Alt gik som planlagt, og pludselig var det så vidt.
Vi skulle sige farvel til bæstet. Trist, trist, trist – men den havde gjort det godt!
Det er i hvert fald ikke utænkeligt, at vi igen en gang vil stifte bekendtskab med sådan et bæst!

Styr på procedurerne

Det var tydeligt, at der var styr på procedurerne hos Cruise America.

San Francisco er en stor destination, og det var tydeligt at mange ture enten begyndte eller sluttede her i SF.  De ting, som man ikke kunne have med hjem, kunne man efterlade hos Cruise America, så andre der var på vej kunne få glæde af dem.
Således håber vi nu, at der er nogle, der hygger sig med vores surfboard, vores toaster, vores køletaske, termokande…..

Norma Ray tog jeg dog med i tasken.
Efter papirarbejdet var overstået, og camperen tømt slæbte vi os med al bagagen til et par taxaer, der kørte os til nærmeste metro station.
Herfra gik den til San Francisco Downtown, hvor vi skulle bo på Beresford Arms Hotel tæt på Union Square i tre dage.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

San Franciscos forstæder

This entry is part 28 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Næste stop var turens sidste destination – San Francisco. Det blev dog til en – ufrivillig – rundtur i San Franciscos forstæder inden da.
Vi var en dag forud for planen, men tog fortrøstningsfulde afsted til storbyen. Og lad det være sagt med det samme – det ikke ligefrem vrimler med RV-parks i San Francisco og omegn.

San Franciscos – øhhh – forstæder?

Vi havde hjemmefra booket en overnatning i en park tæt på Oakland, så vi ikke var alt for langt fra det sted, hvor vi skulle aflevere bæstet (snøft!). Vi skulle aflevere senest kl. 11 om formiddagen, og hvis vi også lige skulle have skik på bæstet, så den så lidt præsentabel ud, så ville vi helst ikke have for lang vej at køre.
Og det faktum, at vi ligefrem havde indhentet en dag gjorde, at vi følte vi havde rigtig god tid. Vi kørte mod parken fortrøstningsfulde omkring at vi da selvfølgelig kunne få en plads, selvom vi først havde en reservation til dagen efter.
Men det kom ikke til at gå helt efter planen. Først og fremmest viste parken sig at være enorm, og på vores reservation havde vi ikke den fuldstændige adresse på campingpladsen. Norma Ray (vores GPS) førte os godt nok til indgangen af parken, men vi kunne så læse på oversigtskortet, at campingpladsen var helt i den anden ende af parken. Afsted det gik over stok og sten.
Det var den mest snoede vej vi endnu har oplevet, så kilometerne føltes lange.
Især også fordi, at vores hvalsafari havde tæret lidt på kræfterne, og vi ville egentlig bare helst flade ud og fordøje dagens indtryk i en fart.
Vel fremme ved den rette indgang mødte den nedslående besked os “Campground full”!

Norma Ray havde ikke rigtig nogle gode forslag til RV parks i omegnen, så vi måtte kigge på kortet, og besluttede at køre mod en anden park et stykke vej derfra.   Afsted det gik i den modsatte retning på de snoede veje. Da vi endelig ankom til parken var den lukket – kun åben til kl. 20.
Nu begyndte mismodigheden for alvor at melde sig, og hvad der startede som en fantastisk dag var nu mest af alt bare en dag, som man ville have til at ende i en fart.

På hotel – og så alligevel ikke

Vi kørte lidt videre på må og få – til sidst besluttede vi os for at finde et hotel.
Godt nok rigtig træls, når man nu har en RV til rådighed, og at der oveni købet ikke var mange dage til vi skulle sige farvel til den, gjorde ikke beslutningen nemmere…
Vi indstillede Norma Ray, og kørte igen afsted.
Vel fremme – og nu var det altså blevet mørkt – var beskeden på det hotel, vi havde udset os, at der kun var ryger-værelser tilbage.
Det var ikke lige, hvad vi havde lyst til. Nu var vi ikke længere kræsne. Vi tjekkede samtlige hoteller i omegnen ud – alle var booket!

En sød receptionist googlede en RV park for os, men det var med bange anelser, vi kørte efter anvisningerne.
Og ganske rigtigt.  Denne RV park var ikke for gæster som os, men derimod et kvarter, hvor der bor folk hele året i husvogne. Et fænomen, der er rimeligt udbredt i USA. Nu nærmede klokken sig 21.30, og vi var trætte!
Nu var tiden kommet til at satse på det sikre. Frem med oversigtsbogen over KOA-campingpladserne. Den nærmeste var 86km. væk, men der vidste vi i det mindste, at der var en plads.

Hurra for KOA

Det var lidt uhyggeligt at køre afsted på vejene i mørket. Vi blev oveni købet ledt lidt på afveje undervejs, så vi måtte bakke et stykke tilbage på en grusvej.
Vi anede overhovedet ikke, hvor vi var, så stor var lettelsen, da det gule KOA-skilt tonede frem.Vi gik direkte i seng.
Glade over at have fundet et sted at parkere bæstet og meget klogere på, at man altså ikke altid kan være sikker på at få en plads uden reservation. I hvert fald ikke, hvis du er i Californien i højsæsonen, og kalenderen derudover også siger lørdag….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

A rough ride in Monterey Bay

This entry is part 27 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Dagens program bød på hvalsafari med Monterey Bay Whale Watch, der udmærker sig ved, at det er marinebiologer, der er ombord som guider.

Vejret var koldt og overskyet, da vi stod klar på kajen med rygsækken fyldt med madpakker og kamera. Den søde dame ved skranken forsikrede os om, at gråvejr sørme var rigtig godt hvalvejr. Det var vinden, man skulle bekymre sig om, og så længe, der var overskyet, så skulle det nok gå med vinden.

Vi havde inden turen forberedt os, og havde købt billige jakker på Fisherman’s Wharf (ja, de har også en i Monterey), og vi blev hurtigt glade for både jakkerne og de søsyge-piller, vi tilfældigvis havde med kufferten.

For lad det være sagt med det samme – en fire timer lang hvalsafari kræver både varme jakker og søsygepiller – i hvert fald på en dag, som den vi havde valgt.

A rough ride – men helt fantastisk

Ud gik turen af bugten ud til fodringsstederne for hvalerne. De hvaler, som vi håbede at få at se var pukkelhvaler og blåhvaler – verdens største dyr. Sejlturen ud til hvalområderne krævede sine første ofre, og bagenden af båden blev hurtigt fyldt op af blege mennesker, hvoraf et par stykker måtte overgive sig…. bogstaveligt talt. De havde vist glemt søsygepillerne!

Endelig spottede vi hvaler. De første (og de fleste) vi så var pukkelhvaler. De virker utroligt legesyge, og til tider så det ud som om, de lavede et show kun til ære for os. De klaskede deres finner i vandet, de dykkede med deres flotte V-formede haler øverst og de sprang op af vandet med store plask til følge. Enkelte gange de rigtig tæt på båden. Man kunne virkelig se dem godt.

 

Det virkede dog som om, at blåhvaler var den store attraktion, og efter lidt søgen lykkedes det også at spotte et par.

Blåhvaler er som sagt kæmpe dyr, og de kommer kun op til overfalden i kort tid af gangen, og da de kan holde vejret i op til 20 min., så er de ikke altid lige lette at få øje på. Men det var virkelig nogle kompetente guider ombord, og vi fik faktisk to ret sjældne oplevelser med blåhvalerne.

Dels så vi en blåhval med munden fuld af fisk tæt ved overfladen, og dels så vi også blåhvalens hale. Dette er ret sjældent, da halen kun kommer op af vandet, når blåhvalen skal dykke meget dybt.

Det var en stor oplevelse at se hvalerne boltre sig så tæt på – og så endda i deres naturlige element. Alle ungerne var også begejstrede, så en oplevelse, som man skal overveje, hvis man er på disse kanter.

HUSK blot – varme jakker og søsygepiller – blev der sagt!

Bestil overnatning hjemmefra

Monterey ligger på kysten mellem San Francisco og Los Angeles. Mange vælger at køre langs kysten på den berømte Highway 1, der smyger sig til kysten hele vejen. Vi kørte et stykke af Highway 1 ned til Big Sur. hvor vi fandt en campingplads. Vejen er barsk med masser af sving og ofte også dårligt vejr. Men det er fantastisk flot, og turen anbefales.

Og hvis I planlægger overnatninger i området omkring Big Sur i weekender i højsæsonen, så husk at bestille plads – vi kørte langt, og fik den allersidste plads på en campingplads omkring 50 km. fra, hvor vi oprindeligt havde planlagt at overnatte.

Selve Monterey er hyggelig med Fisherman’s Wharf, hvor der er en hyggelig stemning. Man kan også tage en anden mole, hvor man kan komme helt tæt på fiskerne, der lægger til kaj med dagens fangst. Her kan man også komme helt tæt på pelikanerne – og købe frisk fisk til  aftensmadden direkte på kajen. Monterey har også Cannery Road, som er den mest berømte gade i byen, og som også fortjener en lille tur.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Et møde med giganterne

This entry is part 26 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Så var turen kommet til de store Sequoia-træer i Seqouia National Park og Kings Canyon National Park. Vi skulle til møde med giganterne, så at sige.

I de to parker – som i virkelighen hænger sammen –  kan man se verdens største træer, og det må man give amerikanerne – deres træer er bare større end vores i Danmark.

Vi starter med en lille omvej

Vi havde hjemmefra læst os til, at køretøjer over 22 fod ikke kunne komme til Sequoia sydfra via Highway 198, men skulle ind i parken via Highway 180. Det forvirrede Norma Ray (GPS’en) en smule, og vi fik en ekstra bonus, idet vi helt gratis og indkluderet i prisen fik en rundtur i de mange frugtplantager, som ligger i nærheden af Sequoia og Kings Canyon.
Det lykkedes dog til sidst at finde den rette vej, og vi kørte mod campingpladsen, som vi heldigvis havde reserveret hjemmefra. Vi passerede nemlig flere campingpladser, hvor skiltene annoncerede “Full” hele vejen til vores plads.

Vi blev indlogeret, og hyggede os resten af aftenen på pladsen – med udsigt til den mest fantastiske stjernehimmel.I Sequoia stiftede vi også for første gang bekendtskab med de såkaldte bjørneskure, hvor vi skulle låse vores mad inde, så vi ikke fik uventet besøg af bjørne. Når man rejser i RVs er det dog tilstrækkeligt at fjerne stærkt lugtende varer fra RVens bagagerum. så vi slap heldigvis for at tømme alle skabene, der på denne tid af turen efterhånden er blevet ret fyldte.

Med shuttlebus på eventyr

Næste morgen gik turen med den gratis shuttle-bus gennem parken til Giant Forest og Cresent Meadow. Her kunne vi beundre nogle seriøst store Sequoia-træer, og bagefter var vi forbi Generalen.

Generalen hedder Sherman til efternavn, og han er verdens største træ, hvis man måler i masse. General Sherman er en velvoksen herre, der måler 11 meter i diameter og over 30 meter i omkreds. Vi har selvfølgelig fotograferet både generalen og hans undersåtter fra mange vinkler, men som altid giver billederne et meget pauvert indtryk af virkeligheden. Der er ikke noget at gøre – I må selv komme og se. De er altså bare seriøst store de træer!

På vejen hjem i shuttlebussen så min bedre halvdel en bjørn inde blandt træerne – så han rendte rundt resten af dagen med et saligt smil på læben – der skal meget til at overgå sådan en dag i hans verden.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Så kom vi til Sunny California

This entry is part 25 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Så er turen kommet til sunny California og i første omgang Los Angeles.
Da vi ikke sådan generelt er til storbyer, havde vi ikke regnet med det helt store. Men efter knap tre døgn i LA må vi konstatere, at byen har sine stærke sider. Først og fremmest er der jo vejret. Solskin, høje temperaturer og så køler det lidt ned til natten.
Vi indlogerede os på vores KOA campingplads, som var bestilt hjemmefra. Den ligger i den østlige udkant af LA, og solgte sig selv på at være tæt på Universal Studios, som vi havde planlagt at besøge.

Alting er “tæt på” – og dog…

Nu er det sådan med afstande, at dansk og amerikansk opfattelse af ”tæt på” ikke er helt det samme. Universal ligger vel omkring 55 km fra campingpladsen, og det er vel at mærke i den allestedsnærværende ret så kraftige by-trafik, som Los Angeles også er kendt for.
Ikke desto mindre, så klarede min bedre halvdel bykørslen i LA til UG med kryds og slange, og selvom vi ikke mødte mange RV’s i LA, så kan det altså lade sig gøre.

Efter vi havde indlogeret os kørte vi lige en “lille” tur til stranden….75 km hver vej.

En tur i bølgerne

Vi kørte til Santa Monica beach, hvor der er masser af parkeringsmuligheder tæt på stranden. Vi vendte dog om, da de ville have 32 dollars for at finde en plads til bæstet. Vi kørte lidt rundt, og fandt et sted med masser af pladser omkring.400 m fra stranden – til den nette sum af 3 dollars.
Det kan vi li’ – den p-plads blev straks tilføjet vores favoritter i Norma Ray (vores GPS), så vi kunne finde den igen, hvis vi gerne ville et “lille smut” til stranden.

Stranden var rigtig fed. Masser af bølger på havet. Børnene var i himlen, og vi voksne hyggede os også gevaldigt. Efter svømmeturen gik vi en kort tur til Santa Monica Pier, hvor der er et lille tivoli. Dagen efter var der to ting på programmet.

Hollywood-skiltet og stranden igen

Vi handlede et lille surfboard til børnene, og kørte derefter mod Griffith Park Observatory, hvor der skulle være godt udsyn til Hollywood-skiltet.
Der var masser af folk i parken, og vi måtte til sidst opgive at komme op af de lidt smalle veje til observatoriet, da der simpelthen var for mange biler og mennesker. Vi besluttede at køre til stranden og prøve lykken igen i morgen tidlig, inden Universal.
Stranden var igen perfekt. Endnu højere bølger denne gang, og surfboardet fik en god debut.
Og så lige et lille men godt tip: Hvis man skal til stranden i LA, så er det en god idë at pakke en trøje med i strandtasken. Vinden gør, at det bliver køligt at sidde på stranden.

Mandag var Universal Studios dag

Vi havde valgt at vente til en hverdag med at tage i forlystelsesparken, og hvis der generelt er flere mennesker i Universal i weekenden, så vil jeg ikke anbefale at tage dertil i disse dage…. Der var rigtig mange mennesker! Men det var fedt!!!
Det er nogle helt fantastiske forlystelser, og vi havde valgt at købe Front of Line Passes, så vi kunne gå lige ind ved forlystelserne. Absolut at anbefale på travle dage, men det er DYRT!!!
Et Front of Line Pass giver adgang til forlystelserne én gang, hvor man kan springe køen over. Et privilegium, du så giver omkring 150 dollars for.
Men det var den rigtige beslutning for os. Vi nåede alle forlystelser, og selvom der var mange mennesker, så var det slet ikke så stressende, som vi husker det kan være, når vi for eksempel er i Legoland i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

En gennemført god dag, og hvis man ikke kan nå alle forlystelser, så lyder anbefalingen fra vores børn på The Simpson Ride og den nye Transformers-forlystelse (der havde op til 95 min. ventetid).

Af shows er Waterworld simpelthen et must, og hvis det er en varm dag, er det ekstra sjovt, hvis man sætter sig på de grønne bænke, der er ”soak zone” – og ja, her bliver man våd!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Viva Las Vegas

This entry is part 24 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Så var turen kommet til Sin City, og viva Las Vegas, siger vi bare…
Vi var i forvejen lidt skeptiske. Dels fordi vi var lidt bekymrede for, om Las Vegas var lidt for “voksen” til vores unger, og dels fordi vi generelt ikke er specielt begejstrede for storbyer. Til gengæld lokkede drømmen om den hurtige gevinst!

En god start – en tur i outlet

Vi startede “The Las Vegas Experience” med at køre i Outlet. Vi havde læst os til, at der skulle være rigtig gode outlets i Vegas, og Norma Ray, som vi har døbt vores GPS, fandt da også stedet til os.
Der var bare ingen parkeringspladser, der var bæst-størrelse, så vi brugte vel det meste af en time på at køre i ring omkring outlettet.
Vi følte os en smule til grin, da der lige overfor centeret lå en kæmpe parkeringsplads med masser af tomme pladser, men de var reserverede til medarbejdere i et bestemt (stort, går vi ud fra) firma.
Vi ville ellers snige os til en plads, da der stod flere RV’s på pladsen, men vi blev venligt formanet af en aldrende security-mand,. at det bestemt ikke var en mulighed.
Ret træls, når man kunne se, at der var de første 300 ledige pladser!
Vi var lige ved at give op, men gav det en sidste chance. Vi kørte lidt væk fra centeret, og fandt et sted, hvor der var plads til os. Så måtte vi jo tage den lidt på gå-ben, og det var såmænd ingen skade til, når man tænker på alle de burgere og refills, der bliver sat til livs….

Camping midt i byen

Efter shoppingturen besluttede vi at køre til KOA pladsen, der ligger lige ved Circus Circus på The Strip. Vi havde reserveret i forvejen, men var en dag for tidligt på den, men vi tog chancen. Og der var ingen problemer. Der var masser af plads, og campingfolkene fortalte os om en bus “The Deuce”, der kører på The Strip hele døgnet.
Man kan købe en 24 timers billet, og så kan man køre lige så tosset man vil – og …. man kunne også bruge billetten til en bus, der kørte til Las Vegas’ berømte outlets. Suk – så blev man så klog.

Da mørket faldt på udfordrede vi bæstet med en tur ned af The Strip.
Det var virkelig flot og sjovt at se. Det er imponerende med alle de lys, og hvis man for et øjeblik kan abstrahere fra at tænke miljøhensyn, så var det en fantastisk oplevelse.
Næste morgen tog vi det stille og roligt på pladsen.

Visit from our hometown

Vi vidste, det ville blive en hård dag med masser af skridt på The Strip og masser af oplevelser at fordøje. Og at temperaturen så sneg sig op i nærheden af de 38 grader, gjorde det hele lidt ekstra strabadserende. Men omkring middag gik turen med bus ned af The Strip. Vi skulle mødes med nogle venner fra “our hometown”, der også var i Las Vegas, og en sådan chance for et “familiefoto”, lader man ikke glide sig af hænde. De boede på New York, New York, hvor vi skulle mødes.


Mens vi ventede smed jeg lige en dollar i en spilleautomat, og formåede at vinde 12,5 dollars. De fik dog hurtigt ben at gå på, men man nåede da en lille rush.
Vi fandt vennerne, og gik videre ind i hotellet for at finde den store rutsjebane, og faldt undervejs over et stort område, hvor der var spillemaskiner for børn. Her brugte vi god tid.
Las Vegas er særlig på mange måder. Alle hoteller er åbne, så man bare kan gå ind. De er enormt store, og mange af dem er bygget op over et tema.
New York New York har for eksempel. kopier af Frihedsgudiinden og Brooklyn Bridge udenfor, mens det indenfor er dekoreret som om du gik ned af gaderne i New York.
Derudover er der selvfølgelig spillemaskiner over alt – også i baren. Det er vildt så gennemført det hele er.

Hotel-rundtur

Efter et par timer med vennerne gik vi videre ned af The Strip for at se nogle af de andre hoteller. Vi var blandt andet i Paris og på The Venezian.
Fantastisk gennemført, og spændende at kigge på for både børn og voksne.

Vores bange anelser omkring Las Vegas er blevet gjort til skamme. Det er en sjov by at tilbringe et par dage i, og man kan sagtens tage børnene med. Der er så meget at kigge på, og “voksendelen” af byen kan man sagtens abstrahere fra.

Så vi istemmer The King og siger Viva Las Vegas – i hvert fald for et par dage. Derefter er det helt rart at komme til lidt fredeligere omgivelser igen.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Et stille trip ad nostalgiens highway

This entry is part 23 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Fra 1880′erne tog vi et spring i tiden frem til 1950′erne. Næste ret på menuen var den legendariske Route 66 .- Nostalgiens highway.
Vi skulle køre fra Holbrook til Kingman via blandt andet. Seligman, som efter sigende har “stået model” til Kølerkildekøbing fra filmen Cars.
Vi landede i Holbrook sidst på eftermiddagen, og fik handlet lidt ind (de havde ingen Walmart – men det lykkedes alligevel).

Et smut imellem forstenede træer

Herefter tog vi en impulsiv beslutning – vi ville køre de omkring 30 miles til Petrified Forest National Park, der blandt andet. kan mønstre det største forstenede træ i verden (og en hel masse andre forstenede træer).
Planen var, at vi skulle se en flot solnedgang i parken, og dermed gentage vores succes fra Saguaro.
Det blev det så ikke til.

Vi blev derimod vidne til et uvejr med mange lyn og også regn. Det er Monsun-tid i Arizona, og de seneste dage har været præget af rigtig dejlig solskinsvejr om formiddagen, hvorefter vejret skifter brat til overskyet og lyn. Nå, vi fik da set lidt forstenet træ – og en masse lyn!

Nostalgiens highway

Næste dag stod den for alvor på Route 66.  Hånden på hjertet, så skuffede den lidt. Der er så meget hype omkring den vej, at jeg nok havde regnet med, at de havde gjort lidt mere ud af det.  Men der var faktisk ikke rigtig noget…. Jo, altså. Seligman var da lidt nostalgisk med Snowcap Drivein og den gamle Barbershop, som nu er souvenirbutik. Og med lidt god vilje kan man da også godt fornemme Kølerkildekøbing i landskabet….meeeeeen…. ikke det vilde, vil jeg sige.

Vi stoppede også i Hackberry General Store, som er et sjovt sted med masser at kigge på. Blandt andet hænger der en dansk politi-uniform i butikken(?), og man skal selvfølgelig have et billede af den altidsnærværende Corvette foran butikken.
Taget i betragtning, at det stykke af Route 66 er et af de længste originale stykker, der er tilbage af vejen, så skuffede det lidt.

 

Men altså – når man nu er i nærheden, så skal man selvfølgelig ud af køre på The Motherroad…. og dermed siger vi nu “Been there, done that” og kan sætte flueben ved den oplevelse.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Dagens seværdighed: Et kæmpe hul i jorden

This entry is part 22 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Dette er dagen, hvor vi skal køre et stykke af “the Motherroad” – Route 66. Men inden da skulle vi lige forbi et kæmpe hul i jorden.

Et kæmpe hul i jorden – så at sige

Men inden vi kører forbi Meteor Crater – et kæmpe hul i jorden. Krateren måler over halvanden kilometer i diameter, knap fire kilometer i omkreds og er over 150 meter dybt.

Det er opstået for omkring 50.000 år siden, hvor en asteroide ramte jorden med ufattelig fart – omkring 40.000 km/t – pænt meget mere, end Bæstet – trods alt – præsterer på de amerikanske landeveje – og heldigvis for det.

Meteor Crater er det bedst bevarede nedslags”hul” i verden, og er bestemt et besøg værd, hvis man er på de kanter. Der er et interaktivt center med masser af fakta omkring meteoren og dens ødelæggelser, men mest interessant er dog selve krateret, der let tager pusten fra en. Det er virkelig kæmpestort.

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Tombstone – The town too tough to die

This entry is part 21 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Næste stop var Tombstone, Arizona.
Denne gang var det ikke en sang, men derimod en film, der havde ledt os på disse kanter.  Og filmen Tombstone med Kurt Russell og Val Kilmer fra 1993 er da også god opvarmning til en hyggelig dag i cowboybyen.

Turistfælde? Tjo….

Lonely Planets rejseguide siger om Tombstone: “Yes, it is a touristtrap – but it’s a delightful one”. Det rammer sådan set meget godt.
Jeg blev overrasket over, hvor autentisk den faktisk er, med flere gader fra 1880′erne, og hestevogne, der kører i gaderne.
Det var faktisk rigtig hyggeligt, og selvom vi ramte byen på en lørdag, var der ikke overrendt. Man kunne sagtens komme til både i gaderne og i butikkerne.

OK Corral og Wyatt Earp

Tombstone er jo nok mest kendt for den berømte skudduel ved OK Corral mellem Wyatt Earp, hans to brødre og Doc Holliday, der skyder tre “outlaws”.

Hvorvidt duellen var fair og nødvendig er vist endnu ikke helt afklaret, men Tombstone lever højt på den, og der er hver dag rekonstruktioner af skudduellen ved OK Corral.

Denne del skal du hoste op med 10 dollars for at opleve, men med i prisen er også indgang til et museum og et eksemplar af den lokale avis’ omtale af skudduellen dagen efter i 1881. Når man nu er der, så skylder man sig selv at tage denne oplevelse med.

Autentisk oplevelse

Man skal hele tiden minde sig selv på,  at det altså ER virkeligt – eller i hvert fald har været det en gang. Doc Holliday og Wyatt Earp har gået i disse gader, og the outlaws ligger på byens kirkegård den dag i dag.

Så jo – det meste er jo nok til ære for turisterne. Men du kan stadig parkere gratis (også med et 10 meter langt bæst), og du kan få en ordentlig is for omkring 20 kr.
Så mere turistfælde er det altså ikke. Og de har heller ikke taget den uskik til sig endnu, der byder at plastre alle butiksfacader og fortove til med postkortstande og nøgleringe.
Det hele er holdt så tæt til virkeligheden, som man nu kan forlange med mange turister hver dag.

Vi havde en fin eftermiddag i byen, og var overraskede over hvor hyggeligt, det faktisk var.

 


Og for at gøre oplevelsen lidt sjovere, var både Wyatt Earp, Doc Holliday, the Outlaws og en række andre “almindelige” cowboys anno 1881 tilstede i byen hele tiden.

En ekstra lille sjov gimmick. Så Thumbs up for Tombstone – og husk lige at tjekke filmen ud, inden I kører over bygrænsen.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

På stikkerne i Saguaro National Park

This entry is part 20 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Et af min mands ultimative krav hjemmefra var, at vi skulle se nogle af de kaktuser, der kendetegner USA, nemlig de store Saguaro kaktuser – eller kakti, som det vist retteligt hedder.
Selvom det nærmest er blevet et vartegn for USA, så vokser disse kaktuser/kakti kun meget få steder i USA. Saguaroer er så særlige, at de har fået deres helt egen national park, nemlig Saguaro National Park ved Tucson i Arizona.

To sider af samme park

Parken er faktisk delt i en østlig og en vestlig del, men de er meget lig hinanden, så man behøver ikke afsætte tid til dem begge. Vi valgte den østlige del af parken, da den har et “scenic loop”, der er asfalteret, og én ting har vi fundet ud af på vores tur – asfalt bekommer bæstet (RV’en) godt!

Vi ankom ved 16.30-tiden, og besøgte straks Visitor Centeret for at få gode råd om, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi fik et tip om en park lidt længere henne ad vejen. Vi skulle dog være der inden kl. 17, da parken lukkede på det tidspunkt. Afsted igen. Vi ankom til parken, men fik at vide, at man godt nok kunne campere i parken, men at man ville være lukket inde i parken fra kl. 17 til kl. 8 næste morgen. Det passede dårligt med vores planer, for vi ville gerne opleve solnedgangen i Saguaro.

Den flinke dame i parken kendte dog en RV-park ikke så langt herfra, og den fandt vi hurtigt. Vi indlogerede os, og efter et lille hvil gik turen igen til Saguaro National Park East, hvor vi kiggede på kaktuser i solnedgangen.
Det var utroligt flot og spændende.

 

I skumringstiden er der mange dyr undervejs, og vi måtte flere gange træde på bremsen for ikke at ramme små harer, firben og jordegern. Vi kom også ud af bæstet for at se nærmere på de enorme kakti. Og som mange af jer, som læser med nok ved, så er jeg jo ikke den super-hurtige type, så hele familien var allerede fremme ved en af de store Saguaroer, mens jeg kom (forsigtigt) halsende bagefter.

 

En klaprende slange

Lige inden jeg når frem ser jeg en slange under en busk….. Adrenalinen pumper straks, jeg fortsætte forbi den, mens jeg  proklamerer: Er det der en rigtig slange, eller der er nogen, der tager gas på os? Resten af familien iler til, og er underligt begejstrede for slangen, der viser sig at være spillevende og ægte, og ikke mindst af arten klapperslange!

 

 

Der bliver taget billeder og video, alt i mens jeg ser til i behørig afstand og med jævne mellemrum formaner børnene om at holde afstand!

Det var da en stor oplevelse, og tilsyneladende også en ganske særlig én af slagsen. Vi talte senere med en af de ansatte i Visitor Center. Hun havde været ansat i parken i 14 år, og havde aldrig set en klapperslange i parken! Så var det da helt godt gået at spotte én på vores første udflugt.

Vi vendte tilbage til parken dagen efter for at se det hele i dagslys. Det var også flot, men vi vil til hver en tid anbefale, at man prøver at komme dertil lige inden solen går ned. Der er langt flere dyr at få øje på, og lyset er rigtig flot.

Hvis man vil gå i parken, så er det naturligvis at foretrække, at man kan se, hvor man sætter fødderne….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Lækker flod og slappe af dage

This entry is part 19 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Vi vågner op til et lidt mystisk vejr i vores lejr i Sedona.

Her er meget varmt, overskyet og regnvejr. Hvis man da kan kalde et par små dråber for “regnvejr”? Men det er nok passende at gøre, når vi nu ikke har oplevet ret meget regn i de seneste par uger.

Vejret inviterer til, at vi tager den med ro, og det er også lige, hvad  vi trænger til. Det der ferie kan godt være lidt anstrengende ind i mellem.

Vi bliver enige om at lave en lille smule om på vores tur. Den næste uge er nemlig ret tom i vores plan, så vi rykker turen til Las Vegas to dage frem. Så undgår vi også tre meget lange køreture, når vi kommer til Californien.
Det kræver, at jeg får lavet om på et par bookinger, som vi har lavet hjemmefra. Imens går Kim og ungerne til floden og slapper af.

Floden ligger lige ved campingpladsen. Der er et lille sted, hvor man kan bade, men der er også små vandfald. Vandet er koldt. Der er også et tov, man kan svinge sig i. Ungerne udforsker vandfaldene og strømmene i floden. De hygger sig.

Store vaskedag

Vi bruger også lidt tid på at få vasket vores pudebetræk og lagener. De er efterhånden blevet møg-beskidte af alt det røde sand fra Utah, så det er tiltrængt. Heldigvis er der – som der næsten altid er på de amerikanske  campingpladser – både vaskemaskiner og tørretumbler.
Vi kører til Walmart i en by omkring 20 miles fra Sedona – vi er lidt bidt at Walmart. Her handler vi, og Kim falder i snak med en mand, som fortæller, at vi skal passe meget på med at køre for langt sydpå i Arizona. Her er alt for mange ulovlige indvandrere fra Mexico. Han siger, at politiet tilråder, at man er bevæbnet, når man tager derned?! Arhh – mon dog….
Nå, vi holder os til turiststederne, så går det vel?
På hjemvejen kører vi op i byen, hvor vi går en tur. Her er meget hyggeligt, men også fyldt med turistbutikker.

Vi kører hjem og laver mad.Vi spiser sent. det er mørkt, men vi sidder ude alligevel. Her er ellers tusindvis af fluer, der vil dele vores mad med os. Men de er åbenbart gået i seng. Til gengæld er der flyvemyrer.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Grand Canyon – og Onkel Kims hytte

This entry is part 18 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Fra den fantastiske oplevelse blandt indianerne i Monument Valley fortsatte turen til det næste fantastiske sted – Grand Canyon.

Vi havde valgt at køre til den nordlige kant af Grand Canyon, der er knapt så hjemsøgt af turister. Alligevel havde det været umuligt at få fingrene i en campingplads i selve nationalparken, men heldigvis var der en enkelt hytte tilbage at reservere, da jeg bookede hjemmefra.

Onkel Kims hytte

Så vi parkerede Bæstet, og flyttede for en enkelt nat ind i en fin bjælkehytte, der lå kun en spytklat fra kanten.

Det er en rigtig fin hytte vi har fået. En bjælkehytte med terrasse og gyngestole.

Efter en fin dag på kanten – inklusiv obligatorisk solopgang, pakker vi sammen og flytter igen ind i vores camper. Vi sætter kursen mod Flagstaff og Sedona – en tur på omkring 350 km.


Da vi kommer til Flagstaff handler vi og finder en KOA. Desværre er der ingen pool, så vi vælger at køre videre mod Sedona.
Her finder vi en fin plads, men desværre har den heller ingen pool. Vi tager den alligevel for campingpladsen ligger lige op ad en flod, hvor vi kan bade.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Hold på hat og Hummer

This entry is part 16 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Sidste dag i Moab bød på en tur i en ægte hummer på ”slick-rocks” i området omkring Moab.

Vi havde booket turen hjemmefra ved Highpoint Hummer & ATV. Det viste sig at være et godt valg. Jeg skal da lige love for, at hele familien fik sig én på opleveren.

Det er utroligt, hvad sådan en bil kan. Turen gennem byen gav intet varsel om, hvad er ventede os. Vi havde en ung og vittig fyr som guide, og han styrede hummeren uden problemer. Da vi først kom ud i området var første forhindring en opstigning på en cirka 2 ½ m. bred klippe med en stigningsprocent på omkring de 30. Gisp – så var vi ligesom i gang.

 

Vores søde guide, Bryan, forsikrede os om, at sådan en Hummer kan klare stigninger (og nedkørsler) på 60 grader, og den kan hælde 40 grader til siderne uden af vælte….

Hånden på hjertet, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at det ville være så vildt. Familiens yngstemand fik da også flyttet nogle grænser, mens resten af familien kunne nyde turen fuldt ud. Og vi fik os i den grad en god oplevelse at huske tilbage på.

Vildeste oplevelse til dato

Efter turen (der blandt andet også bød på kørsel baglæns op af den vildeste, stejle klippe) var hele familien enige om, at denne Hummertour med Highpoint Hummer & ATV ryger direkte i kategorien ”vildeste og sjoveste oplevelse indtil nu”.

Selv yngstemanden var vidst lidt stolt over at kunne sætte hummertour på CV’et.Så endnu en ting, som bare skal opleves, hvis muligheden byder sig. Den scorer toppoint på oplevelsesskalaen.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner