Hjem » 2013

Tag: 2013

Sidste nat med bæstet

This entry is part 11 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Efter den lange dag med strand, vand og masser af frisk luft og vejhjælp står vi op til en lang køredag. Vi vil gerne nå til Atlanta – en køretur på omkring 550 km., hvilket er meget i en stor RV.

Men turen går fint, og vi får tjekket ind på en hyggelig campingplads, der ligger omkring 50 km. fra stedet, hvor bæstet skal afleveres i overmorgen. Vi får lavet mad, slapper af og hygger lidt i camperen.

Sidste tur i Walmart for denne gang

Dagen efter står den på oprydning og de sidste indkøb. Vi handler i Walmart – hvor ellers – og får herefter pakket og gjort camperen ren. Alt det grej, vi ikke kan tage med hjem, giver vi til vores naboer. Det er et venligt ældre ægtepar, der er på ferie med deres to børnebørn. De er mere end lykkelige for alle vores “left-overs”.

Om aftenen spiser vi store steaks på en Longhorn restaurant, og betaler omkring 600 kr. for alle fem mand. Det må da siges at være en god pris.

Farvel og tak for denne gang

Efter en god nats søvn i den fine, rengjorte camper, står vi op og kører til afleveringsstedet. Stedet i Atlanta er meget mindre end der, hvor vi afleverede sidste år i San Francisco.

Læs om vores første roadtrip her

Men de er vældig flinke og hjælpsomme. En af de ansatte tilbyder at køre os alle i lufthavnen for 40 dollars, så vi ikke behøver at bøvle med en taxa. Det takker vi ja til, og kommer sikkert til lufthavnen.

Herfra går turen tilbage over Atlanten, og turen er slut for i år – suk….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

USS Alabama – og den Mexicanske Gulf

This entry is part 10 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Turen gik videre mod Mobile i Alabama, hvor vi skulle i krig.

Eller i hvert fald skulle vi se nærmere på det store – nu dog pensionerede – krigsskib USS Alabama, der ligger i havnen, og nu er åbent for besøgende.

Skibet er kæmpe stort, og man får et godt indtryk af, hvordan det må være at skulle bo så mange mennesker på så lidt plads.

Når Skjønnemand bliver til Doe?

Vi fortsatte turen til grænsen mod Florida, hvor vi – igen – indlogerede os på en KOA. Ikke at det gik let denne gang, for computeren gjorde væsen af sig, og den kunne umuligt kapere et dansk navn som Skjønnemand med mærkværdige bogstaver. Den søde KOA-dame gjorde bestemt sit til, at vi nok skulle finde ud af det. Hun baksede tappert i 45 minutter med computeren, alt imens hun trofast og takfast hilste alle øvrige gæster, der kom ind i receptionen med et “Hallo Honey”. Meget venligt – og lidt mystisk.

Endelig fik vi lov at blive registreret – godt nok under navnet “Tina Joe” – men whatever gets the job done…. Herefter der kun én vej vist i det varme vejr – og det var oneway til poolen.

Dukkert og delfiner i den Mexicanske Gulf

Næste dag kører vi ind i Florida for at komme til en badevenlig strand. Det lykkes os at finde en helt kridhvid en af slagsen, og vi får badet. Det er næsten lige så sjovt, som dengang vi badede i Stillehavet. Bølgerne er lidt  de samme, så ungerne hygger sig vældigt.

LÆS OM DENGANG VI BADEDE I STILLEHAVET HER

Efter et par timer i det dejligt varme vand kører vi afsted for at nå vores næste punkt på dagens plan. Vi skal på sejltur for at se delfiner.

Først når vi dog forbi en fiskerestaurant, hvor vi får lidt godt at spise. Vi finder båden, og vi er alene med Kaptain Jim og kaptajnens kone, Cindy. Vi sejler ud i deres lille sejlbåd. Alle får lov at styre, så det er en rigtig god oplevelse. Delfiner ser vi – men ikke mange, men det kan ikke tage glæden fra os.

Flat tire – og vejhjælp i Florida

Da vi endelig kommer i land, er vi ved at være godt brugte hele bundtet efter en lang dag med masser af sol, vand og frisk luft. Vel tilbage ved bæstet opdager vi til vores rædsel, at vi er punkteret. IKKE GODT!

Jeg ringer til Cruise America fra en surfer-butik, der ligger tæt ved, og de lover, at der nok skal komme hjælp. Vi er lidt skeptiske, for mon de kan finde os? Det er efterhånden blevet mørkt, men vi sidder i camperen og prøver at bevare humøret oppe. Vi venter i tre kvarter, og går så ud for at se, om der mon snart kommer nogen og hjælper os. Og sørme – der dukker to fyre op, der i mørke får skiftet vores hjul. Da alt igen virker, så siger de farvel, og kører igen. Vi betaler ingenting – det ordner Cruise America.

Man undrer sig nogen gange – men systemet virker åbenbart. Vi har i hvert fald ikke noget at klage over…

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

The Big Easy – revisited

This entry is part 9 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

På vejen til New Orleans slog vi et smut omkring Avery Island, hvor den originale tabasco-sovs kommer fra. På et lille område dyrkes alle de chilli, der danner grundlag for hele produktionen af den ægte tabascosovs. (I kender flasken – I har den garanteret derhjemme). Chillifrøene sendes til Sydamerika, hvor chillierne gror og høstes, hvorefter de kommer retur til Avery Island for at komme på flasker som tabascosovs.

Vi fik en lille rundvisning, og gik så til butikken, hvor man kunne købe alskens produkter relateret til tabasco – og der var også masser af smagsprøver. Bl.a. fik vi smagt jalapenos-is.

Og så til New Orleans

Så gik turen videre til New Orleans. Vi havde besluttet at give byen endnu en chance efter sidste år, der var noget af en skuffelse. I år havde vi booket plads på en campingplads i gå-afstand fra French Quarter, så det gav lidt mere frihed i forhold til at opleve byen.

På vej ned til French Quarter gik vi lige forbi en af de kendte kirkegårde i New Orleans, og vi gik en kort tur. Det var sjovt at opleve deres specielle måde at begrave folk på, men det var noget overraskende, hvor misvedligeholdt, kirkegården var. Lidt synd faktisk.

 

French Market og Mighty Misssissippi

Turen gik videre, og denne gang blev det kun et til hurtigt besøg på Bourbon street. Jeg ved godt, det er den gade, alle folk fortæller om, men den er altså utiltalende. En stor fest med masser af alkohol, løse damer og fuldemandsstemning. Derimod er Royal Street meget mere stille og rolig med mange hyggelige butikker, gallerier og kunst.Vi gik en tur i gaderne, og det var en meget bedre oplevelse end sidste år.

Vi var også i New Orleans i 2012 – det kan du læse om HER OG HER

Vi fortsatte ned mod vandet, og fandt French Market. Vi slog os ned på The Market Café. Her spise vi jambalaya, po-boys med catfish og fik os lidt koldt at drikke. Der var live jazz-musik, så det var rigtig hyggeligt.

På indkøb i New Orleans

Efter middag gik vi rundt i French Market og fik købt lidt skrammel…..nå ja, og Kim fik købt en New Orleans hat – det var åbenbart et must for at kunne falde ind blandt de lokale…. er dog ikke sikker på, at de lokale kombinere hatten med røde shorts og en Grateful Dead t-shirt, men nuvel – vi lader ham blive i troen.

Herefter gik vi langs The Mighty Mississippi, og vi tog også gratis færgen over til bydelen Algiers på den anden side. Det var dog mest for sejlturen, så vi stod slet ikke af, men sejlede retur med det samme.

Det var en rigtig hyggelig, men meget varm dag, vi fik sluttet i New Orleans.

Næste dag kørte vi til sumpene omkring byen. Her gik vi af en afmærket sti, der faktisk var en bro eller en boardwalk bygget, så man gik ovenpå sumpen. Selvom det var MEGET varmt, var det en god tur. Naturen er helt speciel, og vi fik set både store edderkopper, slanger, en alligator og en vaskebjørn.


Sumpene er et af de naturområder i USA, som er mest særpræget. Super flot, og rigt på dyreliv…… MEN meget, meget varmt og fugtigt….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Ground Zero – er det virkelig her?

This entry is part 8 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Turen gik videre fra Memphis ad den kendte Highway 61 – the blues highway. Vi skulle til Clarksdale, Mississippi, hvor der var to ting på dagsordenen.
Vi skulle besøge “The Crossroad”, hvor blues-guitaristen Robert Johnson efter sigende skulle have solgt sin sjæl til Djævelen mod at lære the blues.

Se de bedste billeder fra Clarksdale her

Andet punkt på menuen var et besøg i den legendariske Ground Zero Blues Club, ejet af Morgan Freeman. Klubben har været der længe før, der var noget, der hed Ground Zero – hverken i New York eller for den sags skyld i Haderslev (det tidligere Swing In) – hvis nogen skulle være i tvivl.

Ground Zero Blues Club

Efter et kort stop i Tunica, der er the “Gateway to Blues” kørte vi ind i Clarksdale. Og her kom de mange timers research foran computeren til sin ret. Hvis ikke vi havde vidst, at der var noget at interesse her, så var vi kørt forbi – i en vis fart, endda!
Mage til slidt, fattigt, ja mildest talt grimt, skal man lede længe efter. Indgangen var så skummel, at selv om vi var helt sikre på, at der gemte sig noget godt bag døren, var det ikke uden tøven, vi åbnede den. Og bag døren gemte sig den fedeste bluesclub – fyldt med fedt udstyr, guitarer, hyggelige mennesker – kort sagt – DET VAR FEDT!

Vi fik lidt godt at spise – desværre var der ingen live-musik, da vi kiggede forbi. Vi fik købt en t-shirt, og Kim fik såmænd hilst på guvernøren på vej ud!!

Et lidt særligt toilet

Vi besøgte Clarksdale igen i 2017 – læs her

Vi fandt the Crossroad, og fik taget de obligatoriske billeder, og så gik turen videre sydover langs Mississippi. Og lad det bare være sagt med det samme. Det var fattigt! Det var spændende at se forandringen fra det “fattige” hjørne omkring og lige syd for Memphis og til den lidt rigere sydlige del af Mississippi – forandringen er markant.

Vi fandt en campingplads – som i øvrigt ikke var noget at råbe hurra for – ved Vicksburg, og kunne så fordøje dagens indtryk.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Walking in Memphis

This entry is part 7 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Næste stop var en gåtur i Memphis – ligesom i sangen. Vi skulle selvfølgelig også besøge Elvis The King og se nærmere på Beale Street.
Nashville havde været en stor positiv overraskelse, og vi glædede os til mere musik i Memphis.

Memphis er en lidt underlig by. Det hele virker lidt fattigt, slidt og også en smule farligt. Faktisk var vi vidne til en politijagt med tre politibiler, og politifolk der forfulgte (måske) farlige forbrydere til fods. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle bremse og dukke os, så vi ikke blev ramt af skud. Men inden vi fik set os om, så var det overstået. Ingen – heller ikke turisterne fra Danmark i kæmpe-RVen – havde lidt overlast. Desuden fandt vi ud af, at Memphis (vistnok) er den eneste by i Amerika, der har flere kirker end fastfood-restauranter (!)
Vi havde reserveret plads i en state park tæt ved byen. Vi håbede, at vi kunne stille bilen et sted og tage bussen ind. Men det kunne vi godt glemme, mente den flinke dame i state parkens reception.
Men heldigvis var det “sooooo easy” at køre til Downtown.

Vi prøvede senere på aftenen, og det var faktisk forbavsende let, og der var en del P-pladser til rådighed. De var bare ikke helt RV-venlige og heller ikke billige. Vi kørte hjem igen, og gik i tænkeboks omkring, hvordan vi ville klare downtown-turen.

På besøg hos The King

Næste morgen satte vi dog kursen mod Graceland – Elvis hus – og det var til gengæld både let at finde og let at parkere ved. Vi fik en p-plads tæt ved Graceland, og gik ind og købte billetter. Der var lang ventetid for at komme op til huset, men i mellemtiden kiggede vi på Elvis privatfly og hans mange biler.

Turen op til huset og hans gravsted var spændende, og selvom man ikke er hardcore Elvis-fan, så skal Graceland opleves, hvis man er på disse kanter.
Vi fandt ud af, at der gik en gratis shuttlebus fra Graceland til Sun Studio og videre til Beale Street, som er hjertet i downtown Memphis. Vi tog den, men det viste sig, at man skulle tage den guidede tur i Sun Studio, hvis man ville med videre.
Vi havde dog fået nok tour-en rundt for een dag, og vi forklarede chaufføren situationen. Heldigvis var han flink, og vi fik lov til at blive på bussen og stige af på Beale Street.
Beale Street var ligesom Nashville fyldt med bands, der spiller live.
Gaden er ikke særlig lang, men den var til gengæld spærret af. Der var ok hyggeligt, og krydret med gadeunderholdning og sjove butikker, så var der en hyggelig stemning.
Det var dog knapt så børnevenligt på barene som i Nashville. I Memphis må man f.eks. godt drikke alkohol på gaden, men her var der – i modsætning til Nashville, et par steder, hvor der var udendørs musik. Efter en rundtur og lidt mad, tog vi shuttlebussen tilbage til Graceland og herfra til state parken.

Rundtur i Sun Studio

Næste dag kørte vi igen til p-pladsen ved Graceland. Denne gang gik vi dog direkte til shuttlebussen, og denne gang stod vi af ved Sun Studio, og tog den guidede tour.

Det var rigtig spændende – i hvert fald for de voksne. Det var vildt at tænke på, at vi stod i det samme rum som Elvis, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash, Carl Perkins, U2, Bob Dylan…. og mange, mange andre havde været i og optaget deres musik. Hvis man er bare lidt musikinteresseret (og kan forstå engelsk), så er Sun Studio et must!

Vi tog shuttlebussen videre til Beale Street, hvor vi reserverede plads på Gibson Guitar Factory til deres guidede tour. Der var dog nogle timers ventetid, som vi fordrev med at gå lidt rundt i byen. Vi fandt en Dennys og bestilte, og lige da vi fik vores mad, fandt vi ud af, at der var et kvarter til vores tour startede. Det nåede vi så ikke, og da alle guidede tours denne dag var udsolgt, må vi have Gibson til gode til næste gang, vi kommer forbi Memphis.

Byen er utrolig slidt, og det hele virker som sagt fattigt. Men alligevel var byen charmerende ved nærmere bekendtskab, og hvis man kan lide musik og historie, så kan byen ved the Mighty Mississippi anbefales.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Happy 4th of July from The Music City

This entry is part 6 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Det var med spænding vi og bæstet ankom til Nashville. Her skulle vi fejre 4th of July, og forventningerne var store.
Den by har bare noget særligt over sig, og vel installerede på KOA udenfor byen, var vi klar til at gå “downtown”. Heldigvis kørte der en shuttlebus hver time fra campingpladsen, så bæstet kunne blive hjemme og passe på vores ting, mens vi udforskede byen.

Downtown Nashville er et ret koncentreret område, og det hele ligger i gå afstand. Faktisk hørte vi, at der altid spiller 40 bands indenfor en radius af 300 meter – HVER dag – fra kl. 10 om morgenen. Det fede var, at det hele var ret børnevenligt. Ingen alkohol på gaden, og børn var velkomne på barer og spillesteder – i hvert fald indtil kl. 18, hvor de fleste barer kun var for voksne. Men der var stadig mange steder, hvor børnene var velkomne.

 

Så ungerne (og vi) fik live-musik for alle pengene. Og det var tilmed billigt på barerne. To øl og tre store sodavand for 100 kr. – stik den Danmark!.Vi spiste aftensmad i byen, og blev hentet af shuttlebussen igen ved kl. 20.30.

4th of July

Dagen efter var det 4. juli – USAs Uafhængighedsdag.
Vi havde hjemmefra researchet, at der skulle være aktiviteter og livemusik i parken ved floden hele dagen, og at Nashville efter sigende skulle være et af top 5 steder i USA at fejre 4. juli. Så vi var spændte.
Desværre stod vi op til, hvad der lignede hel-dags-regn.Vi hyggede lidt på campingpladsen, kørte ud og købte en bas til KIm (hvad man ikke gør, for at få tiden til at gå en regnvejrsdag) og tilbage på pladsen, hvor det stadig regnede.

Men nu var vi her jo, så opleves -det skulle det.Vi lavede regnfrakker af store, sorte plastiksække, og afsted med shuttlebus, det gik.Da vi ankom til downtown, var der rigtig mange mennesker.

Vi gik en lille tur, og besluttede at spise på B B. Kings Blues Club, hvor der var live-musik, og hvor børn var velkomne. Det er et sjovt koncept, for egentlig minder det mest om et sted, hvor man er til koncert.
Lydniveauet var i hvert fald så højt, at man ikke rigtig kunne snakke sammen over maden. Men det var sjovt – og ungerne fik lagt endnu en sten til deres “musik-opdragelse” med B B Kings Allstars Band.

Efter maden gik vi ned til floden, hvor der skulle være fyrværkeri. Der var vildt mange mennesker – jeg har hørt tale om 100.000 – men vi gik lidt længere væk, så det var knapt så overvældende.Og fyrværkeriet – det var i hvert fald det største, vi nogensinde har set. Det var helt overvældende. Det varede over 20 minutter, og det er altså ikke nogen små put-raketter, der bliver fyret af!

Det lykkedes os at komme med en godt fyldt shuttlebus retur til bæstet omkring kl. 23.30. Vi var godt brugte, men havde heldigvis været så smarte at rede senge, inden vi tog til byen…. zzzzzzzzz

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Whiskey og rumfart: I believe I can fly

This entry is part 5 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Vi forlod Great Smoky Mountains og kørte videre mod Huntsville og Lynchburg. To ting var på programmet i dag, og begge dele kan give associationer til højderne, nemlig whiskey og rumfart.
Første punkt på dagsordenen var US Rocket and Space Center i Huntsville. Her kan man få syn for sagen omkring, HVOR stor en rumraket egentlig er. Og lad mig bare afsløre med det samme – at den er stor!
Der var også en rumfærge – altså én, der i modsætning til en rumraket – lander på jorden igen.

Man kunne lære rigtig meget om rumfart i de mange udstillinger, men der var også ting, hvor man selv skulle udsættes for dette og hint. Ungerne kravlede på klatrevæg, vi prøvede G-påvirkning på egen krop (yrrrkkkk) og Rasmus prøvede, hvordan det føles at blive skudt af i en rumraket.

 

En tur til whiskeyens hometown

Senere på dagen kørte vi videre mod Lynchburg, og på vejen krydsede vi således tilbage ind i Tennessee.

Målet var en rundvisning i Jack Daniels Distillery i byen. Det er her alt Jack Daniels whiskey i hele verden fremstilles.
Vi fik en rundtur i produktionen, så lagerfaciliteterne og pakkehallen. Det var meget interessant, og det hele blev krydret med fakta omkring distilleriet og Jack Daniel. Børnene var velnok lidt mindre begejstret end de voksne for turen. Men man kan da ikke køre forbi et af verdens mest berømte whiskey-distillerier uden at kigge indenfor.

Som en lille krølle på halen, så kunne vi ikke prøvesmage whiskeyen i baren bagefter. Lynchburg ligger nemlig i “dry country”, hvor der er særligt strikse regler for udskænkning og salg af alkohol.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Bike, bears and a wild river

This entry is part 4 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Vi fortsatte turen til Great Smokey Mountains National Park. Her indlogerede  vios på campingpladsen i parken, som vi havde bestilt hjemmefra. Det er altid en god idé at bestille hjemmefra og i god tid, hvis man vil bo inde i nationalparkerne.

Bike and bears

Dagen startede tidligt. Op for at leje cykler, så vi kunne komme på en 17 km lang tur rundt på en scenic drive. Vejen var spærret for motortrafik mellem 7 og 10, så det var bare med at komme afsted.
Vi kom da også kun lige forbi p-pladsen, før vi så rådyr meget tæt på. Det var en smuk morgen. Undervejs så vi mange rådyr, et par kalkuner, og sørme ikke, om vi også var så heldige at se en bjørn.

Faktisk var vi cyklet forbi – vi holder jo et rasende tempo. Men et par efter os gjorde os opmærksom på, at der havde været en bjørnemor i vejkanten med sine tre unger
Vi stillede cyklerne og gik ned af bakken. Og sørme nok – der i vejkanten stod de. Vi kunne komme helt tæt på – vel omkring 25 meter fra dem. Her stod vi så og beundrede i nogle minutter, inden vi fik besked på at gå videre. En ranger ville have bjørnen tilbage i skoven, så vejen igen kunne blive farbar for alle de cyklister, der ventede på den anden side.

Helt høje af oplevelsen overlevede vi også de sidste km – selvom det holdt hårdt, specielt for de voksne, der åbenbart er i ekstremt dårlig form….

Vi så også bjørne på vores tur i 2015

Tilbage på campingpladsen pakkede vi sammen, og kørte mod næste mål – river rafting på Pigion River.
Vi havde reserveret plads kl. 17, men vi fik plads noget før, og kom en fin tur ned af floden. Et par steder var ret vilde, men nu er vi jo så garvede i river rafting, at der skal en del til at imponere os.

Læs om vores første riverraftingtur her

Efter turen kørte vi mod Newport mod en KOA campingplads med både pool og wifi – til stor begejstring for hele familien.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

On the road again – og zirrrrp

This entry is part 3 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Efter en god nat søvn på hotellet, stod vi tidligt op. Vi havde stillet vækkeuret, fordi vi havde en date med Coca Cola World allerede kl. 9, men hele banden vågnede før det på grund af  jetlag.
Vi var alle klar til oplevelser, men først skulle den ganske udmærkede morgenmad fortærres. Hotellets morgenmad var af høj standard, og ikke som man møder mange steder kun bagels og wienerbrød. Her kunne du endda fornøje dig med havregrød. Det gjorde vi så ikke …

Afsted til Coca Cola, hvor vi fik et par timre til at gå i selskab med masser af sodavand. Så er man da kommet til USA – sodavand i lange baner kl. 9 om morgenen – og så meget du kan drikke – og 64 varianter!!!’

 Afhentning af “Bæstet”

Herefter gik vi tilbage og pakkede sammen. Afsted til lufthavnen med Marta (metro), herfra med taxa til Cruise America. Flinke mennesker, og det gik fint med at gennemgå bilen.

Børnene sad indenfor i det airconditionerede kontor, og det blev da til lidt undren, da den unge pige proklamerede at hun ville “get the kids”….
Øhhh, ok. Det viste sig senere, at hun havde sagt “get the kits” – vores udstyrskits. Ja, ja – sprog er en svær ting. Og hernede i syden taler de virkelig mærkeligt. Man skal koncentrere sig meget for overhovedet at forstå, hvad de siger. Og de siger meget. De er utroligt snakkesaglige og hjælpsomme.

Efter overdragelsen af bilen kørte vil til ……rigtig gættet  – Walmart! Vi fik handlet det basale – to indkøbsvogne, og så var vi klar til at opleve The Real America.
Første udfordring var trafikken i downtown Atlanta. For godtnok ledte Norma Ray os på Interstate motorvejen med seks baner, men der var kø, og virkelig mange biler. Men så fik vi da indviet bæstet ordentligt. 

Få den ultimative guide til autocamper i USA her…

Vel ude af trafikken fandt vi vores destination for natten – Fort Yargo State Park.
Der var masser af egern og i det hele taget hyggeligt. Vi fik indviet grillen, og gik herefter trætte i seng – kl. 21.

Så er vi afsted i bæstet igen
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Monster-rejsedag vel overstået

This entry is part 2 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Dette indlæg skulle egentlig have heddet – “Monster-rejsedag vel overstået – eller I like your haircut”.

Det første refererer til, at vi startede dette års tur med at stille vækkeuret til kl. 01.30, køre mod Hamborg Lufthavn, parkere, tage shuttlebus, boarde fly og flyve mod Munchen.


I Munchen ventede rejsens første udfordring, da vi ikke kunne finde ned til vores nye terminal – vi kunne se den ovenfra, men der var ingen vej ned. Vi fik vandret MANGE meter frem og tilbage, mens vi misundeligt kiggede på alle de folk, der sad og kedede sig og ventede på deres fly.
Til sidst fik Kim brugt sit tyske, fik spurgt en “sicherheits-person”, og vi fandt ud af, at vi havde været det rigtige sted – vi skulle blot ringe på for at blive lukket ind til gaten (!). Vi ringede på, og en venlig politibetjent kom til og tjekkede vores pas.

 

Endelig i luften

Så kunne vi få lov til at komme ned og kede os med resten af de rejsende, der også ventede på flyet. Vi blev “sikkerheds-interviewet”, og fik plads på et propfyldt Delta Airlines fly fra 1950 – eller deromkring. Der var personlig touchskærm ved sæderne, men man kunne ikke rigtig trykke på dem 🙂 Men vi skal være glade – på hjemvejen er der kun skærme i loftet med fælles filmvisning. På den positive side skal det siges, at med fælles skærme kan det måske lykkes at se en film færdig – jeg så to gange en halv film på vejen til Atlanta….

I like your haircut!

Godt landet efter 10 timer, så kom turen til immigrationen. Laaaaaaang kø. Vi blev endelig kaldt frem til Glenn (der i øvrigt var en dame). Vi var som sædvanligt meget artige og venlige og gjorde alt i vores magt for, at hun venligst skulle lukke os ind.
Det viste sig, hun var en vittig yngre dame, og Kim fik turens to første komplimenter . “I like your haircut” og “what a blasting smile” ( eller noget i den stil, da han skulle fotograferes til forbryderalbummet),
Så Kim var glad – og det var vi andre også – da vi forlod immigrationen og fik lov at blive sluppet ind.

Vi tog en shuttlebus til toget Marta, der tog os til Downtown. Ingen problemer med at finde vores hotel. Hyggeligt og fint.
Vi gik en hurtig tur i byen. Vi fandt Coca Cola World, som vi skal besøge i morgen, gik gennem Centennial Olympic Park, hvor vi fandt Guld-pigene fra Atlanta 1996. Der var noget musik i parken – dog var der pause, da vi kom forbi. Her slog det os første gang – der er kun sorte mennesker i Atlanta. Og det er der!!!
Ikke at det gør noget – bare sjovt at opleve.


Vi var på jagt efter lidt mad, og endte på Hard Rock Cafe. Det var meget hyggeligt, vi fik en sød og vaks servitrice. Maden var dog ikke noget at skrive hjem om, men så har vi prøvet det. Og Rasmus fik brugt sine første penge på en Hard Rock t-shirt  – så han er i gang 😉
Hjem og sove. Kl. 20 var der stille på hotelværelset efter en rejsedag på 24 timer…. gaaaaab.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Så tæller vi ned

This entry is part 1 of 11 in the series Skjøntour 2013 USA

Så er det sørme ved at være så vidt igen. Så tæller vi ned igen.
Natten mellem tirsdag og onsdag sætter vi kursen mod Atlanta via Tyskland, og vi glæder os.

I år går turen altså til Sydstaterne, og på rejseplanen er Great Smoky Mountains, Nashville, Memphis, New Orleans og de lækre strande ved den Mexicanske Golf.

Vi er så småt ved at være klar – vi planlægger ikke at medbringe alt for meget bagage, da erfaringerne fra sidste år er, at vi jo nok “kommer til” at købe lidt tøj hen ad vejen 😉

Lidt panik før afrejsen

Der er dog ikke styr på alting. Jeg var jo så uheldig at miste min pung sidste weekend, og i pungen lå bl.a. mit kørekort (og en masse andre kort – og jo, en masse kontanter).
Mandag var jeg på Borgerservice for at bestille et nyt kørekort, og de ville behandle det som en hastesag. Nu er det fredag, og jeg har ikke modtaget noget endnu….
Jeg fik dog et nyt visakort med posten i dag, så den “detalje” skulle være på plads.

Ellers planlægger vi at opdatere på denne blog – og så har jeg indgået en lille aftale med FDM-travel, at vi opdaterer lidt fra vores tur på deres facebook-side.

Jeg håber, I har lyst til at følge lidt med os rundt i Sydstaterne!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner