Hjem » budapest

Tag: budapest

rejser

Værst eller bedst – mine rejser i 2019

Værst eller bedst – mine rejser i 2019

Når det kommer til rejser, er det nærmest umuligt at rangliste i værst eller bedst. I dette indlæg gør jeg alligevel et forsøg.

2019 har været et godt rejseår for mit vedkommende. Jeg har været på syv rejser, besøgt otte lande – et enkelt land to gange i løbet af året. Af de otte lande var de fem af dem nye bekendtskaber.

billetter til nattog fra Sofia til Istanbul
Så er billetterne til nattoget fra Sofia i hus. @komastaj.dk

I vinterferien var jeg et par dage i Budapest i Ungarn. Det var mit andet besøg, men det første ligger over 25 år tilbage. Turen var sammen med min mand og mine to yngste (teenage)børn.

I marts var jeg med nogle veninder i Marokko – primært i Marrakech. Det var første gang, jeg besøgte Marokko.

I slutningen af april, besøgte jeg for første gang i mit liv Iran. Det var en efteruddannelsestur, og det var vildt spændende at opleve et land, hvor så få turister kommer.

Sommerferien med familien var en togtur gennem Bulgarien, Tyrkiet, Georgien og Azerbaijan. Her var de tre lande nye bekendtskaber. Kun Tyrkiet og Istanbul har jeg besøgt før.

I september var jeg så heldig at blive inviteret på en tur til Barcelona/Girona for at fejre min gode vens 50 års fødselsdag. Det var et gensyn med Barcelona og en ny oplevelse i Girona.

Mit rejseår sluttede med en rejse med min søster og mine forældre til Tenerife i Spanien. Første gang på Tenerife, men ikke et nyt land, da jeg har besøgt Spanien en del gange før.

Kan man vælge de værste og de bedste?

Det er nærmest en umulig opgave, jeg har sat mig selv på. Jeg er så tilpas rejseglad, at i min optik er alle rejser gode. Jeg synes også, det kommer rigtig meget an på omstændigheder, om man har en god rejseoplevelse. Det kan være for eksempel være vejret på destinationen, anledningen til rejsen, eller hvor lang tid man bruger på feriestedet.

Derfor vælger jeg også fra starten at udelukke Barcelona-turen og turen til Bulgarien fra min rangliste. Barcelona-turen var fantastisk og unik, men det var på grund af anledningen og den måde, turen foregik på. Det havde været en fantastisk og mindeværdig oplevelse uanset hvor vi verden, vi var rejst hen.

Turen til Sofia i Bulgarien var starten på vores sommerferie, og vi opholdt os kun én nat i Sofia. Slet ikke nok til at kunne vurdere, om Sofia er værst eller bedst på listen. Men jeg tager gerne derhen igen, og turen med nattoget fra Sofia til Istanbul var i hvert fald mindeværdig.

Nattog fra Sofia til Istanbul
Nattog fra Sofia til Istanbul. @komastaj.dk

Alle rejser er de bedste

Inden jeg kaster mig ud i ranglisten, er det vigtigt for mig igen at understrege, at selvom et land eller et område kommer til at ligge i bunden af min liste, betyder det ikke, det er et dårligt sted. Det afhænger som sagt af så mange omstændigheder, og hvis jeg valgte at gentage en rejse til et af de områder, jeg har rangeret i bunden, kan det helt sikkert tænkes, at oplevelsen bliver en helt anden.

Men altså – listen er min helt personlige opfattelse af mine rejser i 2019 (som alle var gode – nogle var bare en smule bedre end de andre).

Tilbage er syv lande/byer, hvor jeg har rejst til i 2019.

Værst eller bedst: Min rangliste for 2019

Nummer 7 – Tenerife

På en syvendeplads kommer ferieøen Tenerife. Det var mit første besøg, og vi kom til at bo på den “forkerte” side af øen. Vi havde en fantastisk lejlighed, som vi havde booket via booking.com (reklamelink) i byen El Medano. Vejret var sådan set fint, selvom vi rejste i november, men det blæste en halv pelikan på vores område af øen.

På positiv-siden tæller, at vi havde en fantastisk tur i Teide nationalparken. Vi havde lejet en bil, og tog selv turen op til vulkanen. Derudover var vi også på delfin-tur. Nationalparken ville jeg gøre igen – delfinerne ville jeg nok springe over. Alt i alt vil jeg nok ikke vælge at tage til Tenerife lige med det samme igen. Der er for mange andre steder, som jeg mangler at besøge, der vil komme foran Tenerife i køen. Og næste gang bliver det nok på sydvest-siden af øen.

Det værste: For meget blæst

Det bedste: Køreturen gennem Teide National Park

Teide national park
Teide national park var en stor oplevelse. Den vil jeg bestemt anbefale, hvis turen går til Tenerife. @komastaj.dk

Nummer 6 – Azerbaijan/Baku

Vi rejste til Baku i Azerbaijan med nattoget fra Tbilisi i Georgien. Baku overraskede på mange forskellige måder. Det er en super-moderne by, hvor prisniveauet er lavt. Komplekset Flaming Towers er indbegrebet af Baku, og symboliserer på sin egen potente måde den ufattelige rigdom, som er strømmet til landet efter at store forekomster af olie blev opdaget.

Vi tog en tur ud til Yanardag – en naturgasbrand, der brænder konstant (og har gjort det siden Marco Polos tid) på en bjergskråning på Absheron-halvøen en lille halv times kørsel fra Baku. På hjemvejen tog vi den lokale bus og metro, og her blev det tydeligt, hvor stor forskel der er i Azerbaijan mellem by og land – rig og fattig.

Selve storbyen Baku lader intet tilbage at savne for den almindelige turist. Alt er tilgængeligt, og du kunne i og for sig lige så godt være i København. Det er blot meget billigere og lidt mere eksotisk at være i Baku.

Det værste: Stor forskel mellem rig og fattig

Det bedste: Omfavner både det moderne og det traditionelle

Flaming Towers i Azerbaijan
Flaming Towers i Azerbaijan – den ultra-moderne side af Baku og Azerbaijan. @komastaj.dk

Nummer 5 – Budapest

Jeg var i Budapest et par dage i vinterferien i 2019. Denne gang var rejsen med min mand og vores to yngste børn på 17 og 15 år.

Vi brugte det meste af tiden på at vandre rundt på må og få. Shoppe lidt, og så var vi selvfølgelig en tur over den imponerende løvebro. Vi blev lokket til at tage en tuktuk-agtig ting op til Fiskebastionen (typisk turistfælde), men udsigten deroppefra fejlede dog ikke noget. Vi kunne se ud over Donau, beundre de mange broer og se det smukke syn af den store parlamentsbygning.

Vi skulle mødes med nogle bekendte af min mand, som han ikke havde set i 20 år, så den ene aften gik i selskab med dem.

Vi fik ikke lavet så meget andet end blot at gå, snakke og hygge, så vi oplevede ikke så mange seværdigheder. Det var en dejlig tur – men jeg skylder nok byen et ekstra besøg en gang, hvor jeg blandt andet får set de fine termiske bade.

Det værste: Fik ikke udforsket byen nok

Det bedste: Udsigten fra Fiskebastionen

En hyggelig, stille og central plads i Budapest. @komastaj.dk

Nummer 4 – Marokko

I marts gik turen for første gang til Marokko. Denne gang var jeg afsted med nogle veninder, og vi havde lejet en fantastisk riad midt i medinaen i Marrakech. Vi havde et helt hus for os selv med tagterrasse, og da vi først havde fået hentet forsyninger af øl og vin udenfor medinaen, tilbragte vi en del kvalitetstid i solen på terrassen.

Få 300 kr. rabat på din første AirBnB-bolig 

Der blev dog også god tid til at udforske alle de kringelkrogede veje i medinaen, og vi formåede også at fare vild. Det er et helt vildt “leben” i gaderne, og man skal hurtigt tillægge sig evnen til at ignorere tilråb og nærgående gadesælgere, hvis man skal nyde turen.

Vi fik set et palads, og vi brugte også en dag i Atlasbjergene og en dag på at besøge Essaouria ved kysten. Begge gange med vores egen chauffør, som indehaveren af vores riad sørgede for kontakten til. Det fungerede super fint.

Turen i Atlasbjergene var værd at bruge tid på, og det var Essaouria egentlig også – det er bare for lidt tid med en dagstur. Turen tager tre timer hver vej, og så er der ikke meget tid til at udforske byen. Næste gang vil jeg nok vælge at tage mindst en overnatning i Essaouria. Den virkede meget mindre hektisk end Marrakech, der kan være en prøvelse for tålmodigheden.

Men alt i alt et sted, jeg bestemt gerne besøger igen.

Det værste: De påtrængende gadesælgere

Det bedste: De kringelkrogede gyder i medinaen

medina marrakech
Medinaen i Marrakech, Marokko. @komastaj.dk

Nummer 3 – Georgien

Sommerferien bød på rejse over landjorden til Georgien. Det var mit første besøg i landet, og vi besøgte kystbyen Batumi, hovedstaden Tbilisi, og så var vi i bjergene i Kazbegi eller Stephansminda, som byen nu hedder.

Georgien er et af de steder, som jeg er sikker på, får et boom af turister de kommende år. Landet har masser at byde på. Bjerge, byer, strande – og så er det billigt – rigtig billigt.

Jeg har lavet et budget over, hvad det kostede os at være fem mand i ti dage i Georgien – du vil blive overrasket.

Landet er ikke endnu helt gearet til turister, så der er en del, der ikke lige er lagt an på, at der kommer folk udefra. De er ikke gode til engelsk, og deres skriftsprog er helt umuligt at tyde, men på den anden side, så er det netop sådanne steder, der gør rejseri lidt ekstra udfordrende, autentisk og lækkert efter min smag.

Georgien er et land, som jeg bestemt vender tilbage til – og der behøver ikke gå mange år.

Det værste: Ikke alle er lige service-mindede overfor turister (måske er det en god ting?)

Det bedste: Billigt rejseland med masser af flot natur

Venskabsmonument Georgien og Rusland
Venskabsmonumentet Georgien og Rusland. @komastaj.dk

Nummer 2 – Iran

I april var jeg så heldig at komme med på en efteruddannelsestur til Iran. Vi besøgte blandt andet Isfahan og Teheran, og jeg må sige, det var en fantastisk oplevelse.

Iran er ikke et land, som står højt på manges liste over lande, man kunne tænke sig at besøge, og den nuværende situation opfordrer da heller ikke til besøg i landet.

Når det så er sagt, så er Iran et unikt land. Deres historie og kulturelle skatte og seværdigheder er i den øverste klasse. Jeg har aldrig før oplevet så meget flot arkitektur, og sjældent mærket historiens vingesus så kraftigt, som da jeg var på besøg i den gamle shahs tidligere bolig.

På minussiden talte, at vi blev overvåget under hele vores besøg. Sandsynligvis fordi vi var en gruppe journalister, men uanset, så blev der ikke lagt skjul på, at vi blev holdt øje med. Som vores rejse skred frem, blev vores frihed til at opleve på egen hånd også voldsomt indskrænket. Meget ærgerligt, og faktisk også en ret dum beslutning fra iranernes side. Vi var alle ekstremt positivt stemt overfor landet de første par dage, men efterhånden som de strammede overvågningen, blev vi naturligvis mere skeptiske.

Hvis du rejser som privatperson, så er Iran blevet mere venligt stemt overfor turister – i hvert fald fra vores del af verden – de seneste år. Hvis du ikke lige er journalist, så kan du nu få visum, når du ankommer i lufthavnen (husk at tjekke op på det – ting ændrer sig hurtigt), og Iran stempler ikke længere i dit pas, så du får ikke problemer med det. Dog skal du være opmærksom på, at du – hvis du besøger Iran – ikke længere kan rejse til USA på en ESTA-godkendelse, men skal søge visum.

Lige nu (januar 2019) er ikke Iran ikke en mulighed som rejsemål, men når situationen ændrer sig til det bedre, så vil jeg bestemt gerne tilbage – og jeg vil gerne have familien med, for det er et helt unikt land.

Det værste: Den forfærdelige overvågningskultur

Det bedste: Den helt unikke historie og ufatteligt fantastiske seværdigheder

Women in Iran
Iran er overraskende moderne på mange måder – og på andre håbløst gammeldags. Men der er rigtig mange unge i Iran, og de er, for de flestes vedkommende, veluddannede. @komastaj.dk

Nummer 1 – Tyrkiet – Cappadocia

På toppen af 2019-listen ender Tyrkiet. På vores sommerferietur kørte vi i nattog til Istanbul, hvor vi var et par dage. Istanbul er en lækker by med masser af seværdigheder, historie og unikke seværdigheder. Vi var der i juli, og der var varmt – og der var mange mennesker. Så bliver en kæmpe by som Istanbul en udfordring, men det er samtidig en af de byer, der på en eller anden mystisk måde drager mig. Det var mit andet besøg i byen, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg vender tilbage.

Vi var på besøg i den store bazar, og vi boede i området omkring Galata-tårnet, hvilket var et fint område at gå på opdagelse i. Vi var på sejltur på Bosporus-strædet, og var på besøg i Basilica Cisternen – det gamle vandreservoir i Istanbul, som du måske kan huske fra Dan Brown bogen/filmen Inferno.

Vi nåede kun at skrabe overfladen – der er masser at komme tilbage til Istanbul efter.

Det er dog ikke Istanbul, der er grunden til, at Tyrkiet lander øverst på min liste i dette rejseår.

Den absolut bedste rejseoplevelse i 2019 var Cappadocia. Et område et par timer syd for Ankara, hvor landskabet er helt specielt, og hvor du kan bo på hotelværelser, der er små huler hugget ud i klipperne. Før planlægningen af sommerferien 2019 gik i gang, anede jeg ikke, at området fandtes, men rejsetippet er hermed givet videre.

Her boede vi i Cappadocia (reklamelink)

Cappadocia er ikke engang mest berømt for dette unikke landskab. De fleste kommer til området for at flyve varmluftballon, som er det helt store salgsnummer for Cappadocia.

Vi valgte ikke at tilkøbe en tur i varmluftballon, men valgte i stedet at stå tidligt op og stå på en høj bakke og beundre solopgangen og de hundredevis af varmluftballoner, der svævede over det særprægede landskab. Og det – mine damer og herrer – var den allerbedste rejseoplevelse for mig i år. Jeg kan ikke anbefale Cappadocia nok – det er en oplevelse for livet. Og de flyver hver dag…. som i hver eneste dag, hvis vejret tillader det.

Tag mig ikke på ordet – kom selv afsted og oplev det med egne øjne.

Det værste: Istanbul kan være varm og overrendt i højsæsonen

Det bedste: Den helt unikke oplevelse at se hundredevis af varmluftballoner i solopgangen over det helt særlige landskab i Cappadocia

varmluftballoner i Cappadocia
Så bliver det ikke mere magisk end dette. At opleve varmluftballoner i massevis er en af de mest fantastiske oplevelser, du kan give dig selv i Cappadocia. @komastaj.dk

Nye ting på vej i 2020

Der er allerede godt gang i planlægningen af nye store rejseoplevelser i 2020.

I skrivende stund har jeg planlagt – eller er godt i gang – med fire nye rejser. I slutningen af januar skal jeg til Jerusalem og Det døde hav, februar byder på et par dage i Gdansk i Polen, sommerferien går til Rumænien, Moldavien og Ukraine, og i september tager jeg med 17 andre kvinder en tur til Krakow.

Men mon ikke, det bliver til endnu flere rejser, inden året er omme? Alt andet ville overraske mig.

Lad mig endelig høre fra dig – om din bedste oplevelse i 2019, om dine rejseplaner, eller hvis du har konkrete spørgsmål omkring nogle af mine rejser. Jeg vil altid gerne høre fra dig.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Budget: Så meget koster 3 dage i Budapest

Budget: Så meget koster 3 dage i Budapest

I vinterferien 2019 tilbragte vi – to voksne og to teenagere –  på 3 dage i Budapest. Indholdet af turen kan du læse nærmere om her, men i dette indlæg er et budget for, hvad sådan en storby-ferie koster. Budapest er en fantastisk by til en storbyferie, og prisniveauet er lavt i sammenligning med en række andre europæiske byer.

Løvebro i Budapest
Den smukke, smukke Løvebro over Donau i Budapest. @komastaj.dk

Jeg havde fundet en lejlighed centralt i Budapest via AirBnB, og vi havde fået billige flybilletter fra Billund.

AirBnB – få 220 kr. i rabat

I alt brugte vi små 8000 kr. på turen,  der varede fra onsdag til lørdag. Altså 2000 kr. pr. person.

Udgifter:

Fly – Ryanair og Wizz air:

2491 kr.

Lejlighed AirBnB i bymidten.

Du kan også vælge at booke en lejlighed via Booking.com

1500 kr.

Parkering Billund lufthavn:

260 kr.

Måltider – sidste aften blev vi inviteret af lokale bekendte. Så der “mangler” et måltid i regnskabet:

1685 kr.

Lokal transport:

186 kr.

Indkøb:

330 kr.

Shopping/souvenir:

835 kr.

Bar/snacks:

250 kr.

Turistbus til Castle Hill:

175 kr.

I alt udgift: 7712 kr. plus det løse.

Der er såkaldte affiliate-links i dette indlæg. Det betyder, at hvis du bestiller via mine links, får jeg et par håndører som belønning. Prisen er den samme for dig.

Kom hurtigt til og fra lufthavnen

Det er billigt og let at komme til og fra lufthavnen og ind til Budapest by. Vi kørte med bus. Jeg har skrevet et detaljeret indlæg om transporten til og fra lufthavnen.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Et par dage i Budapest med teenagere

Et par dage i Budapest med teenagere

I vinterferien 2019 tog vi et par dage – onsdag til lørdag – til Budapest med to af vores teenagere.

På det tidspunkt var de 17 og 15 år.

Jeg havde fundet en central lejlighed via AirBnB, og købt billige billetter med henholdsvis Ryanair og Wizz Air fra Billund.

Vi ankom omkring kl. 16 til vores lejlighed, efter at vi havde fundet bussen ind til centrum fra lufthavnen.

Ikke meget planlægning hjemmefra

Jeg havde med vilje ikke planlagt meget hjemmefra. Vi er ikke de store museums-typer, og vi kan generelt godt bare lide at gå rundt og kigge på folk og steder. Vi havde dog taget badetøj med i vores MEGET lille rygsæk, som vi rejste med. En af mulighederne var nemlig at besøge et af Budapests termiske bade.

Det blev det dog slet ikke til.

Løvebro i Budapest
Den smukke, smukke Løvebro over Donau i Budapest. @komastaj.dk

Efter lige at have hvilet lidt på rejsen, gik vi en tur ned til floden Donau, der løber lige gennem Budapest. Faktisk adskiller den de to bydele Buda og Pest, der tilsammen udgør Budapest.

Det var et flot syn at se de smukke broer, Fiskebastionen og slottet oplyst på Budasiden.

Man er vel turist….

Dagen efter stod den igen på gåtur. Denne gang gik vi over Løvebroen, der er en af de tre markante broer over Donau. Det er samtidig også – i hvert fald efter min mening – den smukkeste.

På Buda-siden af floden blev vi straks mødt at flere forskellige sælgere, der alle ville sælge ture op ad Castle Hill til Fiskebastionen og Matthias kirken.

Vi endte med at købe billetter til en forvokset elektrisk tuk-tuk for den nette sum af otte euro pr. voksen og fire euro pr. teenager.

transport to Castle hill in Budapest
Man er vel turist…. @komastaj.dk

Ja, det var måske meget morsomt. Men man bliver ret hurtigt konfronteret med, at man er blevet stemplet som – lidt naiv – turist, når man kommer til at køre lige foran en af de offentlige busser, hvor billetprisen er 350 HUF (omkring 9 kr.) pr. næse. Oh well – man er vel turist.

Shopping – og mere gåtur

Vi spiste ude til alle måltider undtagen morgenmad, som vi lavede i vores lejlighed. Vi havde to hele dage i Budapest, og vi nåede sådan set ikke rigtig andet end at hygge, gå, sidde på bar, og spise på restaurant.

Budapest med teenagere
Budapest med teenagere – det er hyggeligt. @komastaj.dk

 

Budapest
Vi fandt en hyggelig, stille og central plads i Budapest, hvor vi kunne hvile benene. @komastaj.dk

Dog fik vi naturligvis også besøgt en række butikker – når man er i Budapest med teenagere, så er det vel uundgåeligt. Vi kunne dog ikke rigtig shoppe igennem, da vi var begrænsede af vores meget små rygsække, som vi rejste med.

Vi fik dog også besøgt markedshallen, set verdens – måske smukkeste – parlament, drukket kaffe og spist kage udenfor på en af Budapests smukke pladser.

coffeebreak in budapest
Uden kaffe og kage…. @komastaj.dk

Vi fik gået omkring 60,000 skridt i løbet at de par dage, vi var i Budapest, og vi føler, vi fik et fint indtryk af byen, som vi bestemt gerne vender tilbage til.

Næste gang tager vi dog den offentlige bus op af Castle Hill til en af de bedste udsigter fra Fiskebastionen.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Budapest: Transport fra lufthavnen

Budapest: Transport fra lufthavnen

Jeg var lidt spændt på Budapest. Jeg har været der før, men det er over 25 år siden, så det var ikke meget, jeg kunne huske.  Første udfordring var at finde transport fra lufthavnen ind til bymidten.

Umiddelbart var det lige at gå til. Lufthavnen var overskuelig, og vi fulgte skiltene til “public transport”.

Jeg havde læst lidt op på tingene hjemmefra, og fundet ud af, at der gik en direkte lufthavnsbus – 100E – til bymidten, og faktisk ventede en bus allerede lige udenfor terminalen…. Hvor svært kan det være??

En billet er ikke bare en billet

Lige ved siden af bussen var der flere billetautomater, og man kunne få instruktioner på engelsk. Igen – lige til at gå til. Vi var dog lidt under pres, fordi bussen så ud til at være klar til at køre, og samtidig var der nogle – sikkert velmenende danskere – der prøvede at afsætte deres turistbilletter til os.

Nå, men det lykkedes os at trække fire billetter til den nette sum af 350 HUF (ungarske Forint) pr. billet, og vi småløb hen til bussen. Her stod en knap så venlig ungarer, og rystede på hovedet, og pegede på en anden bus – nr. 200E. Vi kunne ikke komme med på den billet.

Det forstod vi intet af, men den sure ungarer var tydeligvis ikke i humør til hverken at hjælpe eller forklare.

ticket airportbus budapest
Sådan ser billetten ud til lufthavnsbussen 100E. Den ligner sådan set alle andre billetter til offentlig transport, men læg mærke til det lille fly. Billetten koster 900 HUR – hvad der svarer til cirka 20 kr. @komastaj.dk

Jeg havde som sagt læst lidt op på transport fra lufthavnen (ikke nok, åbenbart), så jeg vidste, at bus 200E kørte til en nærliggende metrostation, hvor vi kunne komme til bymidten.

I øvrigt bruger jeg også google maps, når jeg har adgang til data, og den fortalte også, at bus nr. 200E kørte til metrostationen Kobanya-Kispest metro station, hvor metro nummer 3 kører til bymidten. Tag retning mod  Újpest–Központ.

Bussen har sidste stop ved denne metrostation, så stå af ved endestationen. Herefter skal du købe en ny billet til 350 HUF i automaten for at køre videre med metro. Husk at stemple billeterne.

Lufthavnsbussen på hjemvejen

Hjemad var vi mere forberedte. Det viste sig, at 100E, der kører direkte til terminalerne, har særlige billetter, der koster 900 HUF – eller cirka 20 kr. pr. næse. Disse billetter kan også trækkes direkte i de automater, der står ved stoppestederne, og der kan bruges kreditkort – endda kontaktløs, så når man først ved, hvad man skal gå efter, er det virkelig lige til. Det kan slet ikke betale sig at tænke i taxa og lignende. Med mindre selvfølgelig, du bor et sted i Budapest, hvor der er langt til de centrale pladser, hvor bussen stopper.

Vi stod af ved Deák Ferenc tér lige i midtbyen, og herfra kunne vi gå direkte til vores lejlighed, som vi havde lejet via AirBnB.

Lejligheden kan du tjekke ud i et andet indlæg.

Er du ikke til AirBnB, så er der mange andre muligheder. Du kan booke både hoteller og lejligheder via Booking.com.

(DISCLAIMER: Nogle link på denne side er såkaldte affiliate-links. Det betyder, at jeg får en lille skilling, hvis du bestiller dit hotel eller din lejlighed via mit link til Booking.com. Prisen er den samme for dig. Jeg anbefaler ALDRIG noget, jeg ikke selv har prøvet, og som jeg kan stå inde for).

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner