Hjem » Cinque Terre

Tag: Cinque Terre

Tilbageblik: Mit rejseår 2017 – første del

Her ved nytårstid er det tid til at kaste et blik tilbage på mit rejseår 2017.

For mit vedkommende blev det et forrygende rejseår. Jeg fik mulighed for at rejse med både familie, venner og – som noget nyt – i forbindelse med mit arbejde som journalist på Jysk Fynske Medier.

Det blev til til alt syv rejser til seks forskellige lande. Et nyt land – nemlig Thailand – blev føjet til listen over nye lande. Og det er en trend, jeg vil forsøge at fortsætte. Mit nytårsforsæt må være, at jeg skal besøge mindst ét nyt land hvert år.

I anden halvdel af 2017 gik turen til London, Sverige, Tyskland og Thailand

Læs anden del af mit fantastiske rejseår 2017 her

Rejseår 2017: Cinque Terre

Første rejse gik til Cinque Terre i Italien sammen med min 15-årige datter. Vi rejste i midten af april, og det var et fint tidspunkt. Vejret var godt, og det var endnu ikke så overrendt af turister.

Det var min datter, der havde valgt rejsemålet udfra billeder på Instragram. Og jeg må sige, vi blev ikke skuffede.

Cinque Terre er fem små landsbyer, der ligger op ad kysten i det nordlige Italien. Stedet er en nationalpark, og er noget af det mest fotogene, jeg har oplevet. Mange besøger byerne for at vandre mellem dem, og vi fik også prøvet det på en lille tur.

Vi boede med en fantastisk udsigt fra vores terrasse højt hævet over byen Riomaggiore.

Du kan læse mere om vores tur til Cinque Terre her

Rejseår 2017: London – part 1

Næste rejse var i juni, hvor jeg havde et par dage i London med min veninde. Anledningen var, at min yngste søn havde fået en rejse til kanaløen Alderney i konfirmationsgave, og da han var for ung til at rejse alene med flyet til London, måtte jeg jo ofre mig og rejse med.

Og når jeg nu var i London, måtte jeg da også bruge et par dage. Alt andet ville da være et spild.

London er altid fantastisk og byder på masser af ting at give sig til, så man løber aldrig tør for idéer. Og et par dage går hurtigt.

Desværre har jeg endnu ikke fået mig snøvlet færdig til et indlæg om London – men det kommer.

London

London

 

Rejseår 2017: Roadtrip USA – Texas, Mississippi

Sommerferien blev tilbragt i USA med et roadtrip med familien. Tre uger i primært Texas og Mississippi, hvor vi fik lejlighed til at gense nogle ting fra tidligere roadtrips, men fik også oplevet mange nye ting.

Texas har en særlig atmosfære, som vi er vilde med, og staten er knap så overrendt af turister. Mississippi vendte vi tilbage til på grund af vores kærlighed til bluesmusikken, som ofte har spillet en rolle på vores roadtrips i USA. Det blev blandt andet til et gensyn med Memphis og ikke mindst Clarksdale, hvor vi fik genset Ground Zero Blues Club og fik lejlighed til at bo i en af de mest fantastiske lejligheder.

Læs om Clarksdale her

Vi besøgte også Texas på vores første roadtrip i USA i 2012. Læs mere her

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Spot on – Cinque Terre

Cinque Terre er et af de mest fotogene steder, jeg har oplevet. De gode motiver står i kø, og det er svært ikke at begejstres.

Her er et par af mine bedste billeder fra min rejse i april 2017.

Man kan hike mellem de fem små byer. Her er en af de udsigter, der venter dig, hvis du går turen mellem Vernazza og Corniglia.

Tag en tur på vandet og se det hele fra vandsiden. Det betaler sig…

Laundry today – or naked tomorrow…

Riomaggiore set fra oven

“Love-locks” på ruten mellem Vernazza og Corniglia.


På stranden i Monterosso.


Riomaggiore by night…

Godnat i Cinque Terre.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Tips og tricks Cinque Terre

Tips og tricks til Cinque Terre

(Indlægget er opdateret i juli 2019)

Cinque Terre er den mindste national park i Italien. Området dækker kun 3860 hektarer, og parken blev først etableret i 1999.

National parken består af fem små byer, fra syd mod nord: Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso al Mare. Geografisk er parken placeret i den nordlige “rundning” af Italien over mod Frankrig.

Nærmeste internationale lufthavne er Pisa og Genova. Pisa er kun en times togrejse fra Cinque Terre.

Her kommer mine bedste tricks til Cinque Terre.

Lad bilen stå

Man kan ikke rigtig bruge sin bil til noget i Cinque Terre. Der går et lille tog mellem byerne, der kun ligger 3-5 minutters togrejse fra hinanden. Der går også rutebåde, så man kan sejle mellem byerne – dog ikke Corniglia, der ligger højt på en klippe over havet.

Man kan også – og det er det, mange kommer for – hike mellem byerne. Den meste kendte sti Via dell’ Amore mellem Riomaggiore og Manarola er desværre i øjeblikket (2019) lukket på grund af, at en del af stien er styrtet i havet. Som tingene ser ud nu, så åbner stien først igen i foråret 2021.

Men man kan stadig vandre mellem alle fem byer, selvom man nu altså ikke kan gå langs vandet hele vejen, men må gå den – noget mere slidsomme vej hen over bjerget.

Vandreture mellem de fem små byer er et must. @komastaj.dk

Populær destination – besøg Cinque Terre udenfor sæsonen

Cinque Terre er blevet tiltagende populært blandt udlændinge, og man har måttet tage tiltag for at begrænse besøgstallet i den lille nationalpark.

Derfor skal man nu købe Cinque Terre kortet for at vandre på stierne. I 2019 koster dette kort 7,5 euro pr. dag for voksne. Og der er fordelagtige priser, hvis man er barn, senior eller familie. Og for pengene får man fri adgang til stierne, fri transport med togene og de lokale busser.

Læs om min tur til Cinque Terre

Man kan også – og bør unde sig den oplevelse – at se byerne fra søsiden.

En rutebåd sejler konstant mellem byerne, og man kan udbygge sejlturen mellem byerne med nogle ekstra lange ture til nogle tætvedliggende øer – alt efter ønsker, behov og tid.

Da vi besøgte Cinque Terre boede vi i byen Riomaggiore, den sydligste af de fem byer. Vi boede i et fantastisk værelse hos en privat udlejer – lidt væk fra byens centrum med en fantastisk udsigt. Det var lidt hårdt at gå op af de mange trapper fra byens centrum, men samtidig enormt rart, at vi var udenfor alt turist-trummerum om aftenen.

Hvis vi skal til Cinque Terre igen, vil vi dog nok vælge at bo i Monterosso – den nordligste by, da den virkede som den mest hyggelige, og det var også den af de fem byer, der umiddelbart havde mest at byde på.

Der er rigtig mange muligheder for at finde overnatning i Cinque Terre. Vi bookede som sagt et privat værelse, men jeg bruger oftest Booking.com, og en hurtig søgning viser, at der er masser af muligheder i alle fem byer.

Top tricks til Cinque Terre

  1. Afsæt mindst to dage til et besøg i Cinque Terre

2. Forsøg at besøge Cinque Terre lidt uden for højsæsonen. Det er et meget populært område, og fordi der er så lidt plads, så kan folkemængden hurtigt føles voldsom.

3. Sørg for at gå mindst et hike. Det giver den mest autentiske oplevelse af området, da man her kommer lidt væk fra den største flok turister.

4. Tag en sejltur, hvis tiden er til det. Men vælg ikke nødvendigvis en billet, der varer hele dagen. Vi blev lidt søsyge, og fik kun sejlet en enkelt tur mellem byerne. Det var rigeligt – vi fik set byerne fra søsiden, og var glad for oplevelsen. Men foretrak så også at tage toget hjem.

5. Tag – så vidt muligt – ikke bilen med. Der er fortrinlige togforbindelser, og man kan alligevel ikke køre ned i byerne, der alle er fri for biler.

6. Et besøg i Cinque Terre kan med fordel kombineres med en tur til Pisa eller Firenze. Pisa ligger kun en times togtur væk, og Pisa lufthavn ligger meget tæt på selve byen. En kort togtur fra lufthavnen på ca. 10 min. så er man på Pisa hovedbanegård.

(DISCLAIMER: Nogle link på denne side er såkaldte affiliate-links. Det betyder, at jeg får en lille skilling, hvis du bestiller dit hotel eller din lejlighed via mit link til Booking.com. Prisen er den samme for dig. Jeg anbefaler ALDRIG noget, jeg ikke selv har prøvet, og som jeg kan stå inde for).

Dette indlæg er lagt online i april 2017 – opdateret juli 2019.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

På tur i fantastiske Cinque Terre

 

På tur i fantastiske Cinque Terre

Indrømmet.

Indtil for et lille års tid siden, havde jeg aldrig hørt om fantastiske Cinque Terre i Italien.

Det var teenagedatteren, der en dag kom med sin mobil, pegede på nogle billeder i sit instagram-feed, og erklærede, at “der ville hun gerne hen”.

Og billederne så jo fantastiske ud, og med udsigten til endnu en lille mini-ferie, så var jeg da ikke svær at overtale.

Jeg har fornemmelsen af, at Cinque Terre ikke er så kendt blandt danskere.

Men det er nationalparken i det nordlige Italien så hos de fleste andre nationaliteter. I hvert fald viste det sig, da vi nåede frem, at turister i den grad har fået øjnene op for fantastiske Cinque Terre.

Få tips og tricks til din tur til Cinque Terre

Der var rigtig mange turister – mest tyskere, franskmænd og kinesere. Og selvom vi var der udenfor højsæsonen var det helt tydeligt, at alle de fem små byer, som udgør Cinque Terre, er opbygget og indrettet udelukkende for turisterne.

Lidt trist….men det må man tage med.

Fantastisk flot

Cinque Terre er bestemt et besøg værd.

Stedet er en nationalpark, der blev oprettet i 1999, og består af de fem små byer Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso al Mare.

Og billederne i min datters Instagram-feed holdt bestemt, hvad de lovede. Det er et utroligt flot område, hvor kameraet ikke får mange chancer for et hvil i rygsækken.

Tag på en vandretur

Vi undslap lidt at turiststrømmen ved at hike fra Vernazza til Corniglia. En utrolig smuk tur. Man kan faktisk gå mellem alle byer i stedet for at tage toget, men det var vores – læs min – fysiske form alligevel ikke til.

Men vores hike var en stor oplevelse. Udsigten var alle anstrengelser værd.

Se mine bedste billeder fra Cinque Terre

Vi brugte også en halv dag ved stranden, og det virkede som om, at området har en del dags-turister. Så hen på aftenen begynder der at blive lidt bedre plads i de små byer,. Her træder hyggen  lidt bedre frem i takt med, at flere forlader parken og de små byer.

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner