Hjem » Colorado

Tag: Colorado

On the road again

This entry is part 2 of 9 in the series Skjøntour 2015 USA
Bæstet vol. 3 – og et Rocky Mountain

Endelig – tiden var kommet til at vi kunne hente vores camper.

Pickup-time var dog først kl. 14.30, så søster kørte os til Walmart, hvor vi handlede hele butikken. Bare så vi havde det mest nødvendige at udstyre vognen med.

Herefter kørte vi retur til “søsters hus” i Lafayette, hvor vi sendte familien Schmidt i forvejen til den campingplads i Rocky Mountains, hvor vi skulle overnatte sammen.

Første Uber-tur

Til at køre os fra huset til pickup-stedet prøvede vi for første gang tjenesten Uber – og jeg må sige, det er sgu smart. Man taster ind, hvor man er, og hvor man vil hen, og bestiller. Så får man at vide, hvilken vogn, der kommer, hvilken chauffør, der kører, og man kan følge vognen via gps, så man er klar, når den ankommer.
Samtidig betaler man via nettet, så der er ingen kontanter involveret – smart og effektivt, må jeg sige.

 

 

Afhentning af “bæst vol. 3”

Vi ankom til pickup hos Cruise America, hvor de havde travlt. Så vi måtte vente lidt ekstra tid, og da vi så endelig fik bæstet, var det en god, slidt udgave, der i hvert fald ikke bar præg af at have været i hænderne på folk med et særligt veludviklet rengørings-gen. Men what the heck – bilen kunne køre (7-9-13). Og vi har jo heller aldrig været kendt for at hænge os i detaljer som jord i bagagerummet eller insektlig på frontruden. Så afsted det gik ,,,,

Kim styrede sædvanen tro for vildt, når det kommer til at køre et 10 meter langt mobilehome. Så selv de smalle gader i Lafayette var ingen nævneværdig udfordring. Så vi fik hurtigt hentet vores ting i huset, og satte herefter kursen mod Rocky Mountains, hvor Familien Schmidt allerede ventede.

Få den ultimative guide til autocamper i USA her…

Hygge i Rocky Mountains

Vi havde en hyggelig aften med bål og fantastisk udsigt til de sneklædte bjerge, og vi fik stiftet bekendtskab med de første dyr. Elk – nogen, der har et bud på, hvad det er på dansk??

Næste morgen tjekkede vi ud, inden vi kørte med shuttlebus op til Bear Lake, hvor vi nåede en lille hike, inden vi sagde farvel til søster og co. Herefter startede vores roadtrip for alvor. Vi var “on the road again”.

sunset wyoming
Flot aften i Wyoming
On the road again

First stop – Wyoming

Vi kørte videre via Cheyenne, og endte med på en MEGET øde vej, hvor vi måtte ty til en lokal park. Parken lå 5 km. oppe af verdens mindst vedligeholdte grusvej. Lige noget for et stort skrummel af en RV fyldt med kopper, tallerkener og andre støjende fornødenheder.
MEN – vi kom frem, og traditionen tro var pladsen faktisk ok hyggelig, når man lige var faldet til.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

I think the hole town is high

This entry is part 1 of 9 in the series Skjøntour 2015 USA
Endelig fremme

Så kom dagen endelig, hvor vi kunne sætte vækkeuret til klokken meget tidligt og forsøge at pakke huset ned uden at glemme alt for meget.

Heldigvis havde vi mor Viola som backup. Så da største-sønnen fem minutter i køretid “fandt” en hel stak vasketøj, kunne mormor heldigvis finde tid til at vaske de fire maskiner, der liiiiige manglede….

Turen gik mod Hamburg Lufthavn uden problemer. Mens vi ventede på flyet “sked” datteren en pung – til stor morskab for resten af den rejsekåde familie. (Hun sad på sin pung, der så faldt på gulvet… og mere skulle der ikke til for at more Familien Skjønnemand på farten).

Alt efter planen

Planmæssigt til London, hvor vi havde små fem timers ventetid. Laaaang flyvetur til Denver, som også gik planmæssigt. Så ventede kun de sidste kilomenter, inden vi kunne lægge os i en seng hos min søster og svoger, der var i Lafayette, hvor de havde byttet sit til et feriehus.
Vi havde dog nogle udfordringer med at finde shuttlebussen.  Så vi ankom først ved 22-tiden lokal tid – godt 22 timer, siden vi gik ud af døren i Over Jerstal.

Første udflugt – for en del af familien

Vi vågnede tidligt, og sang fødselsdagssang for min søster. Herefter var planen et besøg i Boulder og Pearl Street.
Store-sønnen, søster og jeg ville køre, mens resten af selskabet skulle finde en bus.

Vi ankom planmæssigt, men de andre kunne ikke finde bussen – måske fordi det var søndag?

Vi gik en tur på Pearl Street, hvor jeg fik en MEGET stærk iskaffe, der i den grad holdt mig frisk resten af dagen…
Efter lidt snusen i butikker, gik turen retur til da andre i Lafayette. Her var naboen var på besøg, og der var kommet lidt lokal øl på bordet.

Det viser sig, at Colorado er en meget liberal stat, der lige har legaliseret dyrkning og brug af hash.Til gengæld skal man i specialforretning for at købe alkohol, hvis procenten overstiger 3,2 – hmmm.

No wonder, at “the whole town is high” – selvom det vistnok – mest – refererer til, at området ligger i 1600 meters højde.

Vi elsker Walmart

Vi kørte en kompensationstur i Walmart med min meget skuffede datter. Hun var lidt træt af, at hun ikke var med i Boulder. Walmart var som altid SKØN, og vi har vist også fået omvendt min søster.
Der er ingen tvivl – WE LOVE WALMART.

Fødselsdagsburgere på grillen og hyggen på terrassen sluttede en hyggelig dag. Det passede nogenlunde med, at koffeinen fra iskaffen langsomt begyndte at fortage sig.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Fantastisk indianer-byggekunst

This entry is part 13 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Næste stop var Mesa Verde National Park med den fantastiske indianer-byggekunst på de stejle klippevægge.

Vi havde hørt om, at man kunne komme på tur ud til nogle af de gamle, indianske huse, der er bygget direkte ind i klippevæggene. Vi kørte op til Visitor Centeret, og fik købt billetter til en guidet tour.
Turen skulle starte et par timer senere, så vi var i god tid. Vi kørte lidt rundt i parken og kiggede på den imponerende byggekunst. Det var virkelig imponerende.

Squeeeeeezzzzeeee

Den guidede tur op til indianer-landsbyen var rigtig fin – også for mindstemanden, der ellers var noget betænkelig i starten. Hånden på hjertet – det var jeg faktisk også.

Ikke så meget fordi vi skulle klatre op ad en 10 meter høj stige med en dyb kløft under os, men mest af alt fordi, vi skulle forcere en smal tunnel, hvor man jo – omfanget af min korpus taget i betragtning – jo godt kunne sidde fast. Det gjorde jeg dog ikke – og som den søde ranger så klogt bemærkede: “what needs to squeeze – squeezes”.

Efter turen fandt vi vores campingplads, der lå i selve nationalparken, og som vi heldigvis havde booket hjemmefra. Hvis man vil bo i nationalparkerne, så skal man reservere hjemmefra. Der bliver hurtigt fyldt op.

Vi handlede lidt i kiosken på pladsen, og købte blandt andet elg-pølser.

Der var lidt bøvl med kloakken og vandet på vores plads, men en venlig camp-medarbejder hjalp os til rette.

Elg-pølserne var ganske gode, selv datteren kunne lide dem.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Colorado er ikke for tøsedrenge

This entry is part 12 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Næste stop på vores tur var Colorado.

Nærmere betegnet Durango (som vi har hørt om i en Bob Dylan sang) og den gamle sølvmineby Silverton. Med Colorado kom også de store bjerge og et totalt forbud mod åben ild. De mange skovbrande i staten havde sat staten i alarmberedskab.

Vi havde valgt Durango KOA som base. Denne KOA er kåret til Årets KOA 2012, og der var da også en masse aktiviteter. Blandt andet kunne man få frisklavet pizza bragt ud til sin plads, hvilket jo var meget passende, når vi nu ikke kunne grille på grund af forbuddet mod åben ild.

Vi bestilte pizza til hele familien – en “meatlover” til far og store sønnen. Og jeg skal da lige love for, at vi fik pizza. Da pizzaerne blev leveret på vores plads, blev det leveret med et stort smil og et “you must be hungry”.

Behøver jeg sige, at vi havde pizza til de næste par dage….

På pladsen var der desuden  film hver aften i fælleshuset, minigolf og selvfølgelig pool. En af ulemperne ved den fine plads var så, at den selvfølgelig var fyldt op. Men det var nu alligevel en ok plads.

Vi tog først et nærmere kig på Durango, som da var en fin lille by. Vi bruger dog stadig kræfter på at vænne os til de amerikanske byer. Gågader er vi  slet ikke støt på endnu, så det er svært at få sig et overblik over byen.
Men der var masser af butikker med t-shirts, indianske smykker, restauranter og så videre i den dur. En typisk by under indflydelse af de mange turister, der besøger byen.
Det hele sat i scene i nogle gamle historiske bygninger.

En tur i Colorados høje bjerge – uden autoværn

Herefter gik turen til Silverton. Og her begyndte det sjove for alvor. Silverton er en gammel sølvmineby (som de engelskkyndige måske havde gættet), som ligger oppe i de høje bjerge. Regionen er kendt for den jernbane, der kører mellem Durango og Silverton.

Turen skulle efter sigende være utrolig flot, men vi valgte at køre selv. Dels kostede turen ret meget, og desuden tog det omkring fire timer at køre derop med toget. En lidt for stor prøvelse for vores tålmodighed – flotte bjerge eller ej. Så vi tunede bæstet og satte kursen mod Silverton. Og de er nogle hårde hunde, dem i Colorado.

Turen til Silverton er i hvert fald ikke for tøsedrenge, og da slet ikke, hvis disse sidder i en 10 meter lang RV! Turen til Silverton byder nemlig på ægte bjergkørsel. Ikke at det skræmmer os. Vi har før kørt i høje bjerge i både Alperne og Pyrenæerne, og man kan sige meget om franskmænd – men de udstyrer da trods alt deres bjergveje med autoværn – i hvert fald de fleste af dem. Det gør de så ikke i Colorado!

 

Hånden på hjertet var turen til Silverton af og til en lidt skræmmende oplevelse. Jeg tror, man klarer sådan en tur bedst, hvis man SLET IKKE tænker over, at man kunne være uheldig at punktere, at de andre trafikanter måske ikke bliver i deres side af vejen og lignende scenarier….. og nej, vi har ikke billeder fra turen. Denne tur krævede, at chaufføren havde begge hænder på rattet, og vi andre magtede ikke at håndtere kameraet med lukkede øjne og krydsede fingre.

Når det så er sagt, så er Silverton et besøg værd. Byen har to gader – en med asfalt og en uden. Den virker (trods en masse t-shirt butikker) meget autentisk, og med de høje bjerge omkring byen, ligger den utrolig flot.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner