Hjem » flybillet

Tag: flybillet

Komastajs fem bedste tips til den billigste flyrejse

Vi kender det alle.

Vi har besluttet os for, hvor ferien skal gå hen, og så går den vilde jagt på den perfekte – og helst også billige – flybillet.

Jeg har samlet mine fem bedste tips til, hvordan du finder den bedste flybillet.

1. Brug – først – søgemaskine

I dag findes mange gode søgemaskiner, som kan gøre arbejdet meget lettere for dig.

Min personlige favorit er Momondo.dk, men der findes efterhånden mange alternativer blandt andet skyscanner.dk eller kayak.com

Du indtaster blot afgangslufthavn, hvor du vil hen, hvor mange I rejser og hvor længe I skal være væk. Søgemaskinen finder så en masse flyrejser, og man kan selv tilføje kriterier. Vil man kun se direkte fly, eller vil man blot have den billigst mulige billet – selvom det måske betyder, man har flere flyskift undervejs.

Når jeg har fundet den billet, der passer bedst til mit behov, plejer jeg at tjekke direkte på flyselskabets side for at se, om jeg kan få billetten til samme pris direkte hos flyselskabet.

I søgemaskinens resultater er det ofte bureauer, der tilbyder flyrejsen. Jeg vil helst købe direkte ved flyselskabet, da det gør det lidt nemmere, hvis noget skulle gå galt – hvis flyet bliver aflyst eller forsinket. De fleste bureauer i dag er dog professionelle, så jeg har ingen problemer med at købe billetter gennem dem. Men som sagt – hvis billetten koster det samme direkte ved selskabet – så køber jeg der.

2. Vær i god tid

Hvis du skal have oversøiske billetter – til for eksempel USA eller Østen, så er det en god idé at være ude så tidligt som muligt.

Flere steder står der, at man skal købe seks uger før afrejse. Det synes jeg ikke er min erfaring.

Jeg køber gerne mellem seks og ni måneder i forvejen, hvis ferien ligger fast. Selvfølgelig kan man gå glip af kampagnetilbud fra nogle flyselskaber, men når man er ude i god tid, så er udvalget af flyrejser størst, og man kan få de bedste afgange.

Jeg synes heller ikke, at jeg oplever, at priserne falder, når afgangen nærmer sig – tværtimod.

Så mig klare råd er: Så snart datoerne ligger fast, så følg priserne over et lille stykke tid, og slå til, når du finder en billet, der passer til dit behov og budget.

3. Vær fleksibel med rejsedatoer

Når du søger flybilletter er det ofte en god idé, hvis man kan være lidt fleksibel på rejsedatoer. Det er for eksempel ofte dyrere at flyve for eksempel mandag morgen eller fredag eftermiddag, fordi mange bruger netop disse afgange.

Min erfaring siger, at det ofte er en del billigere, hvis man kan flyve på midtuge-dagene – tirsdag, onsdag eller torsdag, mens mandag, fredag og søndag ofte er dyrere.

Det er også klart dyrere at flyve i højsæsonen. Kan man for eksempel rejse til USA i maj eller september i stedet for juli og august er der også penge at spare her.

4. Vær fleksibel med lufthavnene

Et andet rigtig godt tip er, at man skal tjekke priser fra og til forskellige lufthavne. Jeg bor selv i Sønderjylland, og kan rigtig tit spare mange penge ved at flyve ud fra Hamborg lufthavn i stedet for Billund.

Man skal selvfølgelig huske på, at det tager ekstra tid og benzin at køre lidt længere efter flyet, men det kan man jo gøre op med sig selv, hvad der passer bedst til ens temperament og pengepung.

Men det er ikke kun afgangslufthavnen, man skal være fleksibel på. Prøv også at tjekke forskellige lufthavne på feriedestinationen.

Hvis man for eksempel vil på roadtrip i det vestlige USA, så er det en god idé at tjekke flypriser til både Los Angeles, San Francisco og Las Vegas. Skal man til Sydstaterne i USA, kan man tjekke fly til både Atlanta, eller eventuelt starte i Florida og flyve til for eksempel til Orlando, som mange flyvselskaber har afgange til.

Her kan der også være mange penge at spare.

5. Flyv til og fra samme lufthavn

Hvis man har mulighed for det, så er det oftest billigst at flyve til og fra samme lufthavn.

Hvis man flyver til og fra LA, så er det ofte billigere end for eksempel at flyve til LA og hjem fra San Francisco. Og hvis man er på roadtrip, så er det også billigst at hente og aflevere lejebil samme sted. På den måde sparer man envejsgebyr, som nogle steder kan løbe helt op i 500 dollars.

Nogle gange giver det bare bedre mening at flyve til én lufthavn og hjem fra en anden, og så må man jo betale de ekstra penge. Men det er en overvejelse, man kan gøre sig.

Både på vores roadtrip i 2012 og i 2015 fløj vi til og fra forskellige lufthavne. Det gav simpelthen bare mest mening på de ruter, vi havde valgt til vores roadtrip.

Bonustip

Hvis du af og til flyver – bare én gang om året, så kan der også være penge og fordele at hente, hvis man melder sig ind i de forskellige flyselskabers loyalitetsprogrammer.

De fleste flyselskaber har i dag loyalitetsprogrammer, hvor man optjener point eller miles. Det er meget forskelligt, hvor meget, man får ud af det ved de forskellige flyselskaber, men vi sparede godt 2000 kr. på vores (fire) flybilletter til USA ved British Airways, fordi vi en gang var fløjet over Atlanten med dem.

Samtidig er jeg ret sikker på, at man kommer frem i køen til andre fordele – for eksempel opgraderinger – hvis flyselskabet kan se, at man er medlem af deres loyalitetsprogram.

Dette indlæg er lagt online i maj 2017

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner