Hjem » meteora

Tag: meteora

Vikos Gorge

Det ukendte Grækenland: En spontan rejse under corona

Det ukendte Grækenland: En spontan rejse under corona

Corona har om noget gjort livet som rejse-afhængig svært. Der er meget begrænsende muligheder for at rejse ud, og man må hele tiden være klar til at sadle om og tænke ud af boksen.

Det er ekstra udfordrende for en som mig, der mener, at forberedelsen og planlægningen er den halve fornøjelse af ferien. Men nød lærer nøgen dame at spinde, som det gamle ordsprog lyder. Derfor har jeg tillagt mig – af nød – en mere spontan tilgang til at rejse.

Jeg havde bestilt ferie fra arbejdet i uge 43, og jeg havde, sammen med min datter, planlagt fem dage i Rom og ved Amalfikysten. Men torsdag i uge 42 blev Italien gjort orange land i de danske rejsevejledninger, og dermed røg den rejseplan i vasken. Nu var gode råd dyre. Vi talte om Berlin, men jeg har et eller andet med Tyskland. Jeg er bare ikke stor fan.

Så torsdag aften købte vi returbilletter til Thessaloniki i det nordlige Grækenland. Totalt ukendt område af Grækenland for mig.

Lejebil og minimal research

Jeg begyndte at researche lidt, og heldigvis viste det sig, at min søster havde rejst i området, og kunne pege mig i retning af nogle rejseberetninger fra det område. Og jeg må da sige, at jeg blev positivt overrasket. Det viste sig nemlig, at det nordlige Grækenland har masser af naturoplevelser at byde på.

Det ukendte Grækenland – Meteora

Vi startede med en overnatning ved kysten syd for Thessaloniki. Det var egentlig bare en overnatning, da vi kom forholdsvist sent, og skulle hente lejebilen. Men vi fik mulighed for at se Olympus-bjerget og få en dejlig solopgang ved kysten.

Solopgang syd for Thessaloniki. @komastaj.dk

Vi satte dog ret hurtigt GPSen mod Meteora. Et område med masser af “søjler”, som egentlig er havbund, hvor jorden omkring er eroderet gennem århundrede. På toppen af mange af søjlerne er der bygget klostre, der er bygget ved at hejse byggematerialerne op ad de stejle klippevægge, og menneskene er klatret op ved hjælp af rebstier. Hele området er på Unescos Verdensarvsliste. Og det er fuldt forståeligt, for det er et helt særligt område.

Udsigten over Meteora er enestående. @komastaj.dk

Området er storslået, og der er mulighed for at besøge en del af klostrene, hvis man er til den slags. For os var det vigtigste at nyde den fantastiske udsigter. Vi var dog oppe ved et af klostrene, inden vi kørte videre til et godt fotospot. Vi nød godt af, at der ikke er alt for mange, der rejser under coronaen, så der var god plads, og gode muligheder for at få taget nogle gode billeder.

@komastaj.dk

Vi brugte nogle timer på at køre i det smukke område, og vi fik frokosten i en af små byer i området .Godt mætte af både flot natur og mad, gik turen videre til den lille bjergby, Metsovo.

Værelse med udsigt

Metsovo er en ret lille bjergby, hvis smukke beliggenhed betyder, at en del turister lægger vejen forbi. Byen består af fine huse i brostensbelagte små gader, og det kan være udfordrende at finde parkeringsmulighed. Vi var i hvert fald ret glade for, at vi kom udenfor sæsonen og i en corona-tid, for selvom der ikke var nært så mange besøgende som vanligt, var det ret udfordrende at finde en parkeringsplads.

Metsovo
Værelse med udsigt i Metsovo. @komastaj.dk

Vi fandt dog en, og tjekkede ind på Hotel Olympic, hvor vi valgte et værelse med udsigt over de omkringliggende bjerge. Vi havde ikke bestilt i forvejen, men der var masser af plads. Faktisk virkede det som om, de mere eller mindre havde lukket en del af hotellet ned. Det er ikke noget at sige til, når turisterne bliver væk. Men vi var fint tilfredse med vores værelse, og vi brugte eftermiddagen på at få hvilet lidt ud, og senere gik vi en tur i den lille charmerende by, hvor vi også fandt en hyggelig restaurant, hvor vi var de eneste spisende det meste af den tid, som måltidet varede.

I Metsovo fik vi også en smuk, smuk solnedgang. Den første af flere på denne tur.

Den mest fantastiske dag

Nogle dage er bare bedre end andre – både til hverdag og på ferie. Og den dag, vi havde i vente, skulle vise sig at blive en af de mest mindeværdige rejsedage. Dels fordi, vi kom til at se nogle utroligt smukke ting, men også fordi vi slet ikke var forberedte på, hvor smukt et område, vi havde i vente.

Vikos Gorge
Billeder kan slet ikke indfange den storslåede udsigt fra Oxya viewpoint i Vikos Gorge. @komastaj.dk

Efter en take-away kaffe satte vi kursen mod Vikos Gorge – en canyon, der er en af de dybeste i verden. Også et sted, jeg ikke anede eksisterede blot en uge før, vi kørte ind i det smukke område. Vi kørte først mod Oxya viewpoint. Selve køreturen var også helt fantastisk smuk, men udsigten fra udkigspunktet tog vejret fra os. Det var virkelig smukt.

Vikos Gorge
Visse steder skulle vi holde tungen lige i munden og øjnene på stien. Men smukt – det var det. @komastaj.dk

Vi havde næsten stedet for os selv, og det krævede opmærksomhed at færdes ved kløften. Visse steder var der nemlig ikke spærret af, så man skulle gå med forsigtige skridt. Men hold nu op, det var det hele værd.

Vikos Gorge - det ukendte Grækenland
Vi havde igen næsten det hele for os selv. @komastaj.dk

På vejen ned af bjerget, spiste vi frokost, og var herefter klar til mere. Vi kørte til Vikos Gorge viewpoint, hvor vi fik udsigt over kløften fra en anden vinkel. Ligeledes fantastisk. Også vejen op til dette viewpoint, var der bjergkørsel for alle pengene.

Vikos Gorge
Der er masser af bjergkørsel i vente, hvis man vælger at køre til dette område af Grækenland. @komastaj.dk

En helt unik aften

Vi kørte til vores hotel i en lille bitte by, der ærlig talt ikke var noget at skrive hjem om. Det hele virkede en smule dystert, fordi der var så få turister, så hotellet virkede lidt forladt. Men det var rent, og vi havde en fin seng at sove i.

Vi gik en tur i den lille by, slappede lidt af, og bestemte os for at køre videre ud for at finde lidt at spise, se solnedgang, eller hvad vi lige ville støde på. Og det skulle vise sig at blive en begivenhedsrig aften. Vi kom tilfældigvis forbi nogle af områdets berømte stenbroer, hvor kameraet igen blev flittigt brugt.

 

Vikos Gorge AC
En af de mange karakteristiske stenbroer i området. @komastaj.dk

Efterhånden nærmede solnedgangen sig, og vi besluttede at tage den første den bedste vej opad på bjerget. Vi blev lidt udfordrede undervejs. Vejen blev stadigt dårligere, smallere og bevoksningen voksede flere steder ud på vejen. Vi mødte ikke en eneste bil, og vi var flere gange ved at opgive.

solnedgang Vikos Gorge
Nogle gange betaler det sig at bevæge sig ud på usikker grund. Vi mødte ikke en eneste bil på vores tur op ad dette bjerg, og heller ikke i de tre kvarter, vi nød solnedgangen, kom nogen forbi. @komastaj.dk
Solnedgang Vikos Gorge
En unik oplevelse. @komastaj.dk

Pludselig rundt om et hjørne åbnede bevoksningen sig, og det smukkeste udsigtspunkt åbenbarede sig for os. Her sad vi så og så solnedgangen. Helt  for os selv. Ikke en eneste bil i de tre kvarter, vi sad på bænken på toppen af bjerget.

Efter denne vilde oplevelse, gik jagten ind på at finde en åben restaurant. Det var en smule udfordrende, men det lykkedes os til sidst at finde en lille restaurant i en lille bjergby. Det var også en helt speciel oplevelse. Om aftenen, mens vi skulle skrive dagbog fra dagen, fik vi virkelig tid at tænke over, hvor fantastisk en dag, vi havde haft. Nogle gange er man bare heldig.

Det ukendte Grækenland – et besøg værd

Nogle gange så får man bare de bedste rejseoplevelser, når man slet ikke er forberedt på, hvilket fantastisk område man ender i. Sådan en oplevelse fik jeg i 2019, da jeg besøgte Cappadocia i Tyrkiet, og også denne – for mig – ukendte del af Grækenland, gav mig en af mine bedste rejseoplevelser.

Jeg kan varmt anbefale et besøg i det bjergrige nordlige Grækenland, hvor man får en helt anderledes oplevelse af Grækenland, end man er vant til fra øerne eller Athen.

Roadtrip Vikos Gorge
Det nordlige Grækenland var totalt ukendt land for mig, inden rejsen i efteråret 2020. Men jeg blev positivt overrasket over, hvor smukt området er. @komastaj.dk
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner