I vinterferien 2019 tilbragte vi – to voksne og to teenagere – på 3 dage i Budapest. Indholdet af turen kan du læse nærmere om her, men i dette indlæg er et budget for, hvad sådan en storby-ferie koster. Budapest er en fantastisk by til en storbyferie, og prisniveauet er lavt i sammenligning med en række andre europæiske byer.
Den smukke, smukke Løvebro over Donau i Budapest. @komastaj.dk
Jeg havde fundet en lejlighed centralt i Budapest via AirBnB, og vi havde fået billige flybilletter fra Billund.
I alt brugte vi små 8000 kr. på turen, der varede fra onsdag til lørdag. Altså 2000 kr. pr. person.
Udgifter:
Fly – Ryanair og Wizz air:
2491 kr.
Lejlighed AirBnB i bymidten.
Du kan også vælge at booke en lejlighed via Booking.com
1500 kr.
Parkering Billund lufthavn:
260 kr.
Måltider – sidste aften blev vi inviteret af lokale bekendte. Så der “mangler” et måltid i regnskabet:
1685 kr.
Lokal transport:
186 kr.
Indkøb:
330 kr.
Shopping/souvenir:
835 kr.
Bar/snacks:
250 kr.
Turistbus til Castle Hill:
175 kr.
I alt udgift: 7712 kr. plus det løse.
Der er såkaldte affiliate-links i dette indlæg. Det betyder, at hvis du bestiller via mine links, får jeg et par håndører som belønning. Prisen er den samme for dig.
Kom hurtigt til og fra lufthavnen
Det er billigt og let at komme til og fra lufthavnen og ind til Budapest by. Vi kørte med bus. Jeg har skrevet et detaljeret indlæg om transporten til og fra lufthavnen.
Der er rigtig mange gode grunde til, hvorfor du skal se at lette rumpetten og komme på roadtrip i USA.
Listen af gode ting ved netop en roadtrip i USA er alen-lang, men herunder har jeg listet de fem bedste grunde, som jeg ser dem.
1. Den ultimative følelse af frihed
Først og fremmest er roadtrip i USA den ferie, hvor du får den mest gennemførte følelse af at være fri og uafhængig.
The long open road…
Der er ikke meget, der kan hamle op med den følelse, når du cruiser ud af den lange, øde landevej med funky arm-i-karm musik på anlægget. Ud af det åbne vindue kan du betragte det flotte og varierede landskab. Og du bestemmer, om du vil køre ligeud, dreje, overnatte eller holde ind til en bid mad.
Det bliver altså ikke meget bedre. Men et lille forsigtigt ord til advarsel. Roadtrip i USA er voldsomt vanedannende, og kan godt gå hen og blive en dyr fornøjelse, hvis du “kommer” til at gentage successen med jævne mellemrum.
2. USA er let både at overnatte og rejse i
USA er mulighedernes land. Også når det kommer til at finde steder at overnatte, når du er på roadtrip.
Der er nærmest tapetseret med hoteller langs indfaldsvejene til byerne, og også i byerne er det som regel intet problem at finde et hotel til rimelige penge.
Vi har rejst en del med autocamper – eller RV, som amerikanerne kalder den, og derfor har vi benyttet os af campingpladser.
Dels har vi brugt de kommercielle campingpladser – som for eksempel kæden Kampgrounds of America eller KOA. De har alle faciliteter, og findes spredt ud over hele landet.
Men vi har også i stigende grad benyttet os af de campingpladser, som findes i de mange state parks i USA. De er billige, de ligger naturskønt, og de har næsten alle de faciliteter, som vi efterspørger. Vand, el, dumpstation – og fred og ro.
Den hyggelige Custer State Park
På vores roadtrip i USA i 2017 lejede vi en almindelig bil i stedet for en RV. Men også her benyttede vi parkerne til nogle af vores overnatninger. Mange af parkerne har nemlig også fuldt udstyrede hytter, som man kan leje billigt.
Så hver gang vi har muligheden, og det passer i programmet – så vælger vi at overnatte i parkerne.
En af hytterne, vi overnattede i på vores tur i 2017.
3. USA har en fantastisk og alsidig natur
USAs har utroligt mange nationalparker, state parks og andre statslige og lokale parker og naturområder. Det er én af grundene til, at så meget af den unikke og fantastiske natur er bevaret.
Men der er også andre gode grunde. Der er også bare så meget af den.
Du kan finde alt i USA. Sump, bjerge, dale, vulkaner, kæmpe skove, vandfald, floder, søer, ørkener… Hvis du skal afsted på din første tur, vil jeg anbefale at starte ud i det vestlige USA. Her er naturen utrolig forskellig fra den danske, og du vil opleve landskaber, som du før kun har set på tv.
White Sands National Monument
Og får du nok af den flotte og barske natur, så finder du nok en by for enden af vejen, hvis du søger lidt adspredelse. Og det er byer i alle størrelser.
Grand Canyon National Park – den nordlige side.
4. Amerikanerne er meget venlige
USA er et utroligt let land at rejse i, fordi man føler sig velkommen. Amerikanerne er hjælpsomme, talende, imødekommende og smilende. De er utrolig lette at komme i snak med, de er umiddelbare, og der er rigtig langt mellem amerikanere, der ikke har et smil til overs, hvis du hilser på.
For os “vi er os selv nok-danskere” kan det faktisk virke lidt grænseoverskridende at blive rost for sine flotte sko i elevatoren. Eller få at vide, at man har valgt den helt rigtige farve t-shirt af kassedamen i Walmart.
Min mand taler også stadig om, den gang han mødte den storsmilende “Honey” ved poolen i New Orleans, der uden af tøve fortalte det meste af sin livshistorie, og jeg husker også selv, at det var lidt anderledes at blive kaldt “love” af campingdamen i kiosken…
Men de mener det venligt, og det er jo også en del af charmen.
Man skal nok holde lidt igen med at begynde at diskuttere politik, religion, våbenlov eller miljø på en bar i Texas, men hvis man bruger sin sunde fornuft, så får man kun venlighed igen.
Men det er pengene værd. Og for at retfærdiggøre min overskrift, så er det i hvert fald blevet en del billigere, end det var for et par årtier siden.
Dels er flybilletterne til og fra USA blevet meget billigere. I højsæsonen kan du flyve til de fleste destinationer i USA for omkring 5000 kr. for en returbillet, hvis du er lidt fleksibel og ude i god tid. Uden for sæsonen er det billigere, og jeg har selv lige set returbilletter til New York for 2000 kr. i april. Så det er altså til at komme i nærheden af, hvis man sparer lidt op.
Der skal gang i sparegrisen
Dollaren er også på et fornuftigt niveau. Her i marts 2018 ligger den lidt over de seks kroner – i 2017 var den lige under syv kroner. Historisk set har dollaren haft store udsving, så man kan nok ikke planlægge alt for meget efter dollarkursen.
Roadtrip i USA: Det kan kun gå for langsomt
Så altså fem gode grunde til, hvorfor det er om at få pakket kufferten og booket billetterne.
Og nå ja. Lige en ekstra god grund her på falderebet.
Du kommer hjem med kufferten fyldt op med billigt mærketøj og sko, hvis du lægger vejen forbi et outlet undervejs. Og hvad der er sparet er som bekendt tjent – det kan du så bruge på din næste roadtrip i USA….
Så er pengene talt op, kvitteringerne talt sammen og regningen gjort op. I dette indlæg kan du blive klogere. Det koster tre ugers roadtrip med familien i USA.
Denne sommer var vi fire mand afsted på tre ugers roadtrip i Texas, Oklahoma, Mississippi og Tenneesee. To voksne og to teenagere i en SUV med overnatning på skiftevis hoteller, AirBnB og hytter i stateparks.
Jeg brugte en af mine yndlings-apps– Trabee Pocket – til at holde styr på udgifterne undervejs, og mit budget holdt. Alt i alt en pris på knap 78.000 kr. Mange penge vil de fleste nok mene, men hver en øre værd, hvis du spørger mig.
Dyrest er overnatning og flybilletter
Størst er posterne flybilletter og overnatning på henholdsvis 15.300 kr. og 17.455 kr. men vi er også virkelig fan af Walmart, så posten med indkøb i supermarkeder fylder også ret meget i vores regnskab (10.800 kr.). Hertil skal så siges, at vi har lavet de fleste aftensmåltider selv, og at vi også har købt en del tøj og campinggrej i Walmart.
Benzin kostede knap 2900 kr. – og vi kørte ret meget. Vi glemte selvfølgelig at aflæse kilometertælleren, da vi afleverede bilen.
Posten “ect” dækker primært over billeje (7500 kr.).
Så ja.
Knap 80.000 kr. er mange penge. Det er rigtig mange penge. Og ja. Man kunne have fået meget andet godt for de penge. Et nyt køkken. En ny sofa og et nyt tv. Eller man kunne have malet vinduerne derhjemme. Men jeg er nu glad for, at jeg valgte at bruge pengene på en ferie.
For som en klog mand en gang sagde….
“I’d rather have a passport full of stamps than a house full of things”.
Vi har besluttet os for, hvor ferien skal gå hen, og så går den vilde jagt på den perfekte – og helst også billige – flybillet.
Jeg har samlet mine fem bedste tips til, hvordan du finder den bedste flybillet.
1. Brug – først – søgemaskine
I dag findes mange gode søgemaskiner, som kan gøre arbejdet meget lettere for dig.
Min personlige favorit er Momondo.dk, men der findes efterhånden mange alternativer blandt andet skyscanner.dk eller kayak.com
Du indtaster blot afgangslufthavn, hvor du vil hen, hvor mange I rejser og hvor længe I skal være væk. Søgemaskinen finder så en masse flyrejser, og man kan selv tilføje kriterier. Vil man kun se direkte fly, eller vil man blot have den billigst mulige billet – selvom det måske betyder, man har flere flyskift undervejs.
Når jeg har fundet den billet, der passer bedst til mit behov, plejer jeg at tjekke direkte på flyselskabets side for at se, om jeg kan få billetten til samme pris direkte hos flyselskabet.
I søgemaskinens resultater er det ofte bureauer, der tilbyder flyrejsen. Jeg vil helst købe direkte ved flyselskabet, da det gør det lidt nemmere, hvis noget skulle gå galt – hvis flyet bliver aflyst eller forsinket. De fleste bureauer i dag er dog professionelle, så jeg har ingen problemer med at købe billetter gennem dem. Men som sagt – hvis billetten koster det samme direkte ved selskabet – så køber jeg der.
2. Vær i god tid
Hvis du skal have oversøiske billetter – til for eksempel USA eller Østen, så er det en god idé at være ude så tidligt som muligt.
Flere steder står der, at man skal købe seks uger før afrejse. Det synes jeg ikke er min erfaring.
Jeg køber gerne mellem seks og ni måneder i forvejen, hvis ferien ligger fast. Selvfølgelig kan man gå glip af kampagnetilbud fra nogle flyselskaber, men når man er ude i god tid, så er udvalget af flyrejser størst, og man kan få de bedste afgange.
Jeg synes heller ikke, at jeg oplever, at priserne falder, når afgangen nærmer sig – tværtimod.
Så mig klare råd er: Så snart datoerne ligger fast, så følg priserne over et lille stykke tid, og slå til, når du finder en billet, der passer til dit behov og budget.
3. Vær fleksibel med rejsedatoer
Når du søger flybilletter er det ofte en god idé, hvis man kan være lidt fleksibel på rejsedatoer. Det er for eksempel ofte dyrere at flyve for eksempel mandag morgen eller fredag eftermiddag, fordi mange bruger netop disse afgange.
Min erfaring siger, at det ofte er en del billigere, hvis man kan flyve på midtuge-dagene – tirsdag, onsdag eller torsdag, mens mandag, fredag og søndag ofte er dyrere.
Det er også klart dyrere at flyve i højsæsonen. Kan man for eksempel rejse til USA i maj eller september i stedet for juli og august er der også penge at spare her.
4. Vær fleksibel med lufthavnene
Et andet rigtig godt tip er, at man skal tjekke priser fra og til forskellige lufthavne. Jeg bor selv i Sønderjylland, og kan rigtig tit spare mange penge ved at flyve ud fra Hamborg lufthavn i stedet for Billund.
Man skal selvfølgelig huske på, at det tager ekstra tid og benzin at køre lidt længere efter flyet, men det kan man jo gøre op med sig selv, hvad der passer bedst til ens temperament og pengepung.
Men det er ikke kun afgangslufthavnen, man skal være fleksibel på. Prøv også at tjekke forskellige lufthavne på feriedestinationen.
Hvis man for eksempel vil på roadtrip i det vestlige USA, så er det en god idé at tjekke flypriser til både Los Angeles, San Francisco og Las Vegas. Skal man til Sydstaterne i USA, kan man tjekke fly til både Atlanta, eller eventuelt starte i Florida og flyve til for eksempel til Orlando, som mange flyvselskaber har afgange til.
Her kan der også være mange penge at spare.
5. Flyv til og fra samme lufthavn
Hvis man har mulighed for det, så er det oftest billigst at flyve til og fra samme lufthavn.
Hvis man flyver til og fra LA, så er det ofte billigere end for eksempel at flyve til LA og hjem fra San Francisco. Og hvis man er på roadtrip, så er det også billigst at hente og aflevere lejebil samme sted. På den måde sparer man envejsgebyr, som nogle steder kan løbe helt op i 500 dollars.
Nogle gange giver det bare bedre mening at flyve til én lufthavn og hjem fra en anden, og så må man jo betale de ekstra penge. Men det er en overvejelse, man kan gøre sig.
Både på vores roadtrip i 2012 og i 2015 fløj vi til og fra forskellige lufthavne. Det gav simpelthen bare mest mening på de ruter, vi havde valgt til vores roadtrip.
Bonustip
Hvis du af og til flyver – bare én gang om året, så kan der også være penge og fordele at hente, hvis man melder sig ind i de forskellige flyselskabers loyalitetsprogrammer.
De fleste flyselskaber har i dag loyalitetsprogrammer, hvor man optjener point eller miles. Det er meget forskelligt, hvor meget, man får ud af det ved de forskellige flyselskaber, men vi sparede godt 2000 kr. på vores (fire) flybilletter til USA ved British Airways, fordi vi en gang var fløjet over Atlanten med dem.
Samtidig er jeg ret sikker på, at man kommer frem i køen til andre fordele – for eksempel opgraderinger – hvis flyselskabet kan se, at man er medlem af deres loyalitetsprogram.
Det koster ikke noget at drømme, men hvad koster et roadtrip i USA, hvis man vil føre det ud i livet.
Jeg kan jo lige så godt være ærligt at sige at – nej – det er ikke billigt at rejse, når man er en familie på fem, og en syv uger lang tur i en RV i det amerikanske er slet ikke billigt. Men med hårde prioriteringer, og en god tidshorisont til at spare op, så kan det lykkes….
Vi havde noget barsel, som vi skulle have brugt, inden yngstemanden fyldte ni år, så vi havde mulighed for at tage barsel, og skulle altså ikke også tage fri uden løn.
En sådan rejse er et valg og en investering i en familieoplevelse, som varer resten af livet. Det var første gang vi var afsted på roadtrip som familie. du kan læse om vores tur her.
Der venter mange fantastiske oplevelser, hvis du vælger et roadtrip med RV i USA. @komastaj.dk
Mens vi var afsted i 2012 var dollarkursen omkring 6 kr., og vi havde følgende udgiftsposter:
Leje af RV – syv uger ca. 40.000 kr.
Flybilletter 5 pers ca. 25.000 kr.
Benzin ca. 18.000 kr.
Overnatning ca. 17.000 kr.
Forbrug/mad/forlystelser ca. 45.000 kr.
I alt en udgift på omkring 145.000 kr.
Mange penge – men vi har aldrig fortrudt, at vi brugte så mange penge på én tur. Og mine tanker kredser ret ofte omkring, hvornår vi igen kan komme overthere. Vi har i skrivende stund været på roadtrip fire gange som familie, og derudover har jeg besøgt USA to gange yderligere. Men jeg kommer bestemt gerne tilbage.
I videoen her, kan du se, den model af RV, vi rejste med. Det er firmaet Cruise Americas største, men vi var fem mand afsted, så vi nød godt af at have lidt ekstra plads.
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
Share List
Betinas noter
Jeg er her endnu!!
August 2020 Hold da op alt det corona-halløj kan da tage modet fra selv den mest optimistiske rejsende!! Jeg glæder mig virkelig til, at vi kan vende tilbage til normale tilstande. Jeg har dog været udenlands i sommers - Frankrig og Italien, og følte mig meget tryg. September byder på en lille tur til Krakow - hvis alt går efter planen - fingers crossed!
Hvordan holder du humøret oppe?
22. april Jeg har godt nok svært ved at affinde mig med den nuværende situation. Nogle dage tænker jeg "det skal nok gå", mens jeg andre dage er i fare for at havne i depression og sortsyn over udsigterne til, at der er lang tid til næste rejse. Jeg har fundet ud af, at det hjælper mig at planlægge en kommende rejse, som skal føres ud i livet i fremtiden - måske til februar? Jeg planlægger, og håber det bedste. Hvordan holder du humøret oppe?
Mød Kara og Nate
10. april 2020 Jeg følger (naturligvis) en række rejseglade mennesker på YouTube. Min absolutte favoritkanal er Kara and Nate. Det er et ungt ægtepar fra Nashville, der på fjerde år rejser verden rundt på fuld tid. De er super professionelle, og deres videoer er en fornøjelse at se. Tjek dem selv ud på YouTube. Herover har jeg linket til et indlæg, hvor de besøger Danmark, men der er mange timers god og informativ rejserelateret video på deres kanal.
Fed rejse-serie på TV2
9. april 2020 Når nu vi ikke selv kan rejse, så må vi jo finde på andre ting. Jeg er blevet fan af en ny serie på TV2 - Først til verdens ende. Det er et program, der følger fem par på en rejse fra Odense til Singapore over land. De har ingen kreditkort eller mobiler til rådighed. Det er et fedt program. Det kører lige nu hver tirsdag på TV2, og hvis du har adgang til TV2 Play, så kan du nu streame de første tre afsnit.
9. april 2020 Jeg må sige, at det er op ad bakke her hos mig i den her corona-tid. Jeg har det rigtig svært med udsigten til, at vi måske ikke kan rejse udenlands til sommer. Jeg ved, at der er mange andre, der har meget større problemer end det. Nogle er syge, nogle har mistet deres job, frivillige ser mange timers arbejde forsvinde i den blå luft og så videre. Men selv med det perspektiv, kan jeg stadig forfalde til selvmedlidenhed over, at jeg ikke kan rejse. Ulogisk? Egoistisk? Ja, måske.