Hjem » Snorkel

Tag: Snorkel

Phi Phi Islands: En dag i paradis

Phi Phi Islands: En dag i paradis

Under min tur til Phuket i Thailand havde jeg fornøjelsen af en heldagstur til Phi Phi Islands. Det var virkelig som at komme en tur til paradis.

Denne tur var min første til Asien, så jeg har ikke før stiftet bekendtskab med de fantastiske strande med endeløst hvidt sand og det krystalklare turkisblå vand. Det gjorde indtryk, og selvom øerne efterhånden er lidt overrendt af turister (som mig selv), så blev turen alligevel mindeværdig.

[Disclaimer: Denne rejse var en presserejse, som jeg via mit daglige job som journalist hos JyskFynske Medier var inviteret på. Jeg var inviteret af Banyan Tree hotelgruppen i Laguna Phuket og Thai Airways. Indlægget afspejler dog fuldt og helt mine egne holdninger og meninger om stedet.]

Jeg har skrevet om første del af min tur i Magasinet Rejser.

Læs om det her.

Turen var arrangeret af Laguna Tours, som denne dag hentede os på vores hotel i Laguna Phuket – Cassia.

Afsted mod Phi Phi Islands

Vi blev kørt til fra vestsiden af Phuket til østsiden, hvor vi steg på en motorbåd. Herefter sejlede omkring en time for fuld kraft mod først hovedøen Ko Phi Phi Don. Øen er den største af Phi Phi Islands, der i dag i øvrigt er en nationalpark.

Helt tæt på aberne

På øen lagde vi til på Monkey Beach, der, som navnet måske afslører, bød på et møde med frække aber, der jagtede de stakkels turisters ejendele. Et ungt par blev blandt andet frarøvet en mobiltelefon. Det lykkedes dog de lokale at få indfanget telefonen igen fra aberne.

Måske var det i virkeligheden et forsøg fra abernes side til at sætte sig lidt i respekt, og få turisterne til at slappe lidt af med selfie-stængerne. Ikke desto mindre var det et sjovt møde med de små, frække skabninger. Og stranden i sig selv fejlede heller ikke noget. Det var bare flot og fantastisk.

På jagt efter Nemo

Fra Monkey Beach gik turen videre til Bamboo Island, hvis snehvide strand og krystalklare vand dannede ramme om både middagen og en helt fantastisk oplevelse.

Vi kastede anker ud for øen, og fik her muligheden for at snorkle. Og lad det bare være sagt med det samme – jeg elsker at snorkle. Jeg havde kun prøvet det én enkelt gang før på en ferie på Korsika for en del år siden, men det var ligeså fantastisk, som jeg huskede det.

Det så helt sikkert ikke elegant ud, men jeg nød hvert et sekund af snorklingen. Og selvom der var masser af blegfede, gummibefængte turister i vandet, så var der masser af fisk at studere og forsøge at følge efter.

Vores guide fortalte, at man kunne være heldig at se klovnefisk. – de orange/hvid stribede fisk, som bedst er kendt fra børnefilmen Find Nemo. Og jeg gjorde virkelig mit bedste, og var også den, der tilbragte mest tid i vandet, men det lykkedes mig ikke at finde Nemo. Til gengæld stødte jeg på en fisk, der lignede Dory et par gange under vandet.

Jeg er med på, at dette ikke er en Dory-fisk. Men fisk er det – og jeg så mange….

Frokost på stranden

Efter en lille time med snokling, så gik vi i land på Bamboo Island for at indtage frokosten. Vi holdt picnic på stranden, og sad og nød det dejlige vejr og den flotte strand.

Efter en afslappende frokost gik turen videre. Vi sejlede forbi Viking Cave, der indeholder gamle tegninger af, hvad der ligner vikingeskibe. Man kan ikke længere få lov at gå indenfor i grotten. Grotten bebos af en særlig form for fugle, der bygger deres reder af deres eget spyt. Rederne bliver “høstet”, og solgt til brug i en kinesisk suppe. Rederne betragtes som en delikatesse, og de lokale, der høster rederne lever livet farligt, når de skal klatre rundt på grottens vægge for at få fat i delikatesserne.

På hovedet i det klare vand

Vi sejlede videre ind til en lille lagune på øen Phi Phi Ley, hvor vi fik lejlighed til at svømme igen i det lækre vand.

Her var dybt, så vi kunne fint springe i fra båden. “Her er ingen fisk, ingen brandmænd – bare lækkert vand”, lød det fra guiderne.

 

Efter den afkølende dukkert, sejlede vi videre til Maya Beach, der er kendt som den strand, der blev filmet på til filmen The Beach med Leonardo DiCaprio fra år 2000. Der var mange, der gerne ville se stranden – som i rigtig mange. Så vi nøjes med at kigge på stranden udefra havet.

“Der er en strand. Og det er det. Der er ikke andet at komme efter”, lød det fra guiderne, der blot sejlede os forbi, så vi kunne tage et billede i bedste “been there, done that-stil”.

Besøget ved Maya Beach var også afslutningen på turen, og vi satte kursen tilbage mod Phuket.

Det er bestemt værd at tage turen, hvis man er på de kanter, og har tiden og muligheden. Phi Phi Islands er utroligt smukke, og vandet og strandene er i en klasse for sig. Og ja – der er mange turister, men det var til at klare, og man kan ikke mere forvente at have de flotte steder for sig selv. (Andre) turister er efterhånden en del af pakken, når man rejser ud i verden.

 

Hvis du vil se, hvor jeg boede, da jeg var på Phuket, så kan du få en lille rundtur her.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner