Hjem » The Big Easy

Tag: The Big Easy

Yihaa – let’s go to the swamps

This entry is part 5 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Yihaa – let’s go to the swamps

Så oprandt dagen, hvor vi skulle på airboat-tour i Louisianas sumpe. En tur i the swamps of the south havde længe været på vores ønskeliste.

Vi havde hjemmefra booket en tur i en lille seks-personers airboat ved firmaet Louisiana Swamp Tours.

Hvis man ikke har prøvet en tur i airboat – så er det bare et “must-do”, hvis man er på disse kanter.
Vi fandt let stedet ved brug af vores GPS, som gør det fantastisk godt. Mens vi ventede på turen, så vi en vaskebjørn, som det lykkedes os af fange på foto.

Vi blev placeret i en båd sammen med en mand fra San Francisco, og så gik det ellers ud over stepperne.

Det var simpelthen en fantastisk FEEEEEEEED tur to the swamps.

En airboat kan sejle med en hastighed på 50 km/t, og er konstrueret, så den kan sejle på meget lavt vand – faktisk fortalte guiden, at båden var designet til at kunne sejle på land, så vi skulle ikke være bekymrede for at komme til at sidde fast i sumpen, selvom han nogle steder sejlede på MEGET lavt vand.
Det var utroligt flot. Det var alt, hvad vi havde forventet.
Klik selv på videoen, og se det karakteristiske sumplandskab.


Og så var der jo alligatorerne. Vi så flere af slagsen, og vores guide lokkede dem helt tæt på med skumfiduser.

Han rørte ved dem – nærmest kælede for dem.

Jeg har så senere læst, at en airboat-guide fik bidt sin hånd af for nyligt i Florida, og at det rent faktisk ikke er tilladt hverken at fodre eller at røre ved alligatorene. Men altså – det gjorde han, og det gik godt….

Med fuld fart på

Efter en hyggelig stund med alligatorerne gav guiden båden en omgang gas.

Der blev for alvor brug for de høreværn, som lå i båden, og der kom vind i håret.

Guiden var utrolig dygtig til at styre båden, og han brillierede med skarpe sving og tætte forbikørsler.

Her bliver der givet gas…. nok en god idé lige at skrue lidt ned for lyden, inden du trykker på videoen. Medmindre selvfølgelig, du også sidder med høreværn…..

Vi måtte afkorte turen med små 10 min. fordi der var et uvejr på vej ind.

Vi havde dog fået en rigtig stor oplevelse, så det gjorde ikke det store, og da vi så, hvordan uvejret nærmede sig, var vi godt tilfredse med at være på land.

Hold op, der var lyn, brag og regn. Så fik vi også oplevet et ægte uvejr i Louisiana.

På vejen hjem gjorde vi stop på en ægte amerikansk diner – Dot’s Diner – hvor vi fik gjort vores første forsøg med de amerikanske burgere.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

The Big Easy – mest for voksne

This entry is part 4 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Vi ankom ved 13-tiden ( eller som vi har lært…. 1 PM!) til KOA campingpladsen New Orleans West i The Big Easy eller New Orleans. Her bakkede Kim bæstet på plads, og det gik faktisk over alt forventning. Vi fik en god plads, lige overfor campingkontoret og poolen. Vi var kommet til New Orleans!

Fra campingpladsen kørte der to gange om dagen en shuttlebus ind til det franske kvarter, og efter en tur i poolen, gjorde vi klar til at opleve byen, som vi har hørt så meget godt om. På vejen derind gav chaufføren os MANGE oplysninger om huse, steder, filmoptagelser, floden, stormen…. næsten for meget af det gode, men heldigvis opfattede vi jo kun omkring en tredjedel af det hele, så det passede meget godt….
Vel fremme ved French Quarter eller Le Vieux Carré gik vi på opdagelse.

Første stop var Esplanade – mest fordi vi har hørt om gaden i en sang, som vi synes er fed(det skal I vænne jer til – sådan gør vi tit.
Der var nu ikke meget at komme efter på Esplanade, så vi gik hurtigt videre til Bourbon Street. Her var der til gengæld gang i den.

The big easy – lidt for easy for børn

Hele gaden var en stor fest med “Huge Ass Beers” til billige penge.
På Bourbon Street er det åbenbart helt i orden at drikke øl på gaden, hvilket vi ellers har fået at vide, at man ikke gør i USA. Der var også lidt Voodoo-butikker og en hel del souvenirbutikker,men ærligt talt var det egentligt lidt utiltalende…

I 2013 besøgte vi New Orleans igen – det gik lidt bedre

French Quarter var der masser af mennesker på Bourbon Street, men ikke et øje på de andre gader. Meget mærkelig oplevelse…
Lidt slukørede gik vi tilbage til Mississippi-floden, hvor vi fik ringet efter en taxa (spørg ikke hvordan – det var et lykketræf!).

Taxatur med masser af opleveler

Og så kom dagens højdepunkt. Taxaturen tilbage til campingpladsen var fantastisk!

Vores chauffør var en uheldig universitetsprofessor, der havde købt hus i New Orleans 60 dage før Katrina. Med stormen mistede han sit job på universitet, fordi stormen havde gjort et indhug i antallet af studerende, han mistede store dele af sit nyindkøbte hus, men han skulle stadig betale for huset.
Hans hus lå i et område, hvor man ikke kunne tegne forsikring mod oversvømmelse, så han havde brugt flere år på at kæmpe med forsikringsselskabet. Og for at gøre det hele endnu værre, var han flyttet til New Orleans fra New York, hvor han oplevede 9/11!

Han var dog fantastisk. Han snakkede, lavede jokes og fortalte om fede ting i Amerika, som vi da skulle se på vores trip. Selv børnene kom tit til at grine, selvom de ikke forstod ham – han var sjov! Herligt at møde et menneske, som trods så megen modgang stadig har humøret i behold.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner