Hjem » Tyrkiet

Tag: Tyrkiet

ATV-tour i Cappadocia

ATV-tour i Cappadocia

This entry is part 5 of 6 in the series Kaukasus med tog

ATV-tour i Cappadocia

Når man rejser med store børn eller teenagere, så skal der serveres lidt action udover de sædvanlige gåture og cafébesøg. I Cappadocia er der masser af muligheder – blandt andet en ATV-tour med guide.

En ATV-tour er en fantastisk måde at kombinere både fart, spænding, aktivitet og samtidig få et indtryk af de mageløse landskaber, som Cappadocia-området byder på.

ATV-tour i Cappadocia, Turkey
Alle mand klar til eventyr på vores fine ATV’er. @komastaj.dk

Dansk rejsebureau i Cappadocia

Vi kontaktede rejsebureauet 2Ktravel, fordi jeg havde læst om bureauet hos en af mine rejseblog-kolleger, Tea Tougaard. Bureauet 2Ktravel er ejet af en dansk/tyrkisk kvinde, og bureauet har min allerbedste anbefaling. Der er styr på tingene “det er dansk standard”, som indehaveren Gönül selv beskriver det.

Vi skrev nogle beskeder via WhatsApp, og fik hurtigt aftalt en ATV-tour næste morgen.

Vi mødte op på bureauet, der lå et par hundrede meter fra vores fine hotel, og Gönül fik hurtigt tingene på plads. Vi blev transporteret til et sted udenfor byen i en moderne minibus, og vi blev udstyret med hjelme og masker, og fik en hurtig instruktion i, hvordan man kører en ATV.

ATV-tour Cappadocia
Ready til go! Hjelme og masker er en del af pakken. @komastaj.dk

Herefter satte vi afsted ud gennem det fantastiske og meget særprægede landskab. Vi havde to guider med, der sørgede for, at vi kom sikkert afsted, og der var indlagt fine pauser, så vi kunne fotografere og nyde udsigten.

Rose Valley, Cappadocia, Turkey
Vejret var ikke det bedste, men udsigten og landskabet fejlede bestemt ikke noget. Her er det et billede fra Rose Valley. @komastaj.dk
Cappadocia - Love Valley
Landskabet i Cappadocia er helt unikt. Her et blik ud over Love Valley. @komastaj.dk

ATV-eventyr i styrtende regnvejr

Vi havde valgt en to-timers tour, der tog os forbi Rose Valley, Swords Valley, Love Valley og Cavusin-landsbyen.

Efter de første par stop begyndte det at regne. Vi var selvfølgelig lidt ærgerlige over det, men vores guides havde taget regnjakker med, og det viste sig faktisk hurtigt, at det kunne gjorde oplevelsen endnu sjovere. Ungerne var i hvert fald begejstrede – våde, men begejstrede.

ATV i Cappadocia
Humøret var højt på trods af regnen. @komastaj.dk

Jeg kom ret hurtigt lidt bagud – jeg skulle jo også styre kameraet, og pludselig var jeg alene med en ene guide. Han var tilsyneladende ikke helt sikker på ruten, så vi kom vist lidt på afveje. Men jeg var på intet tidspunkt utryg, og han fik os sikkert til næste stop, som var Love Valley. Her købte guiden en varm te til mig, mens vi ventede på resten af familien, der kom nogle minutter senere.

Love Valley Cappadocia
Nu hedder dalen jo ikke “Love Valley” for ingenting. Der er selvfølgelig sørget for, at der er en god “photo opportunity”. Når det så er sagt, så er det et utroligt flot sted. @komastaj.dk

Vores tur på ATV i Cappadocia er en af oplevelser, vi vil huske og snakke om i mange, mange år. Det var sjovt for os alle, og vi fik samtidig set det smukke område.

Vi var så glade for den gode service fra 2Ktravel, at vi bookede en heldagstur med dem rundt til seværdigheder i området dagen efter. Også på denne tour – Green Tour – forløb alt efter planen og uden problemer.

Vi gav 20 euro pr. person for de to timers ATV-tour.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
rejser

Værst eller bedst – mine rejser i 2019

Værst eller bedst – mine rejser i 2019

Når det kommer til rejser, er det nærmest umuligt at rangliste i værst eller bedst. I dette indlæg gør jeg alligevel et forsøg.

2019 har været et godt rejseår for mit vedkommende. Jeg har været på syv rejser, besøgt otte lande – et enkelt land to gange i løbet af året. Af de otte lande var de fem af dem nye bekendtskaber.

billetter til nattog fra Sofia til Istanbul
Så er billetterne til nattoget fra Sofia i hus. @komastaj.dk

I vinterferien var jeg et par dage i Budapest i Ungarn. Det var mit andet besøg, men det første ligger over 25 år tilbage. Turen var sammen med min mand og mine to yngste (teenage)børn.

I marts var jeg med nogle veninder i Marokko – primært i Marrakech. Det var første gang, jeg besøgte Marokko.

I slutningen af april, besøgte jeg for første gang i mit liv Iran. Det var en efteruddannelsestur, og det var vildt spændende at opleve et land, hvor så få turister kommer.

Sommerferien med familien var en togtur gennem Bulgarien, Tyrkiet, Georgien og Azerbaijan. Her var de tre lande nye bekendtskaber. Kun Tyrkiet og Istanbul har jeg besøgt før.

I september var jeg så heldig at blive inviteret på en tur til Barcelona/Girona for at fejre min gode vens 50 års fødselsdag. Det var et gensyn med Barcelona og en ny oplevelse i Girona.

Mit rejseår sluttede med en rejse med min søster og mine forældre til Tenerife i Spanien. Første gang på Tenerife, men ikke et nyt land, da jeg har besøgt Spanien en del gange før.

Kan man vælge de værste og de bedste?

Det er nærmest en umulig opgave, jeg har sat mig selv på. Jeg er så tilpas rejseglad, at i min optik er alle rejser gode. Jeg synes også, det kommer rigtig meget an på omstændigheder, om man har en god rejseoplevelse. Det kan være for eksempel være vejret på destinationen, anledningen til rejsen, eller hvor lang tid man bruger på feriestedet.

Derfor vælger jeg også fra starten at udelukke Barcelona-turen og turen til Bulgarien fra min rangliste. Barcelona-turen var fantastisk og unik, men det var på grund af anledningen og den måde, turen foregik på. Det havde været en fantastisk og mindeværdig oplevelse uanset hvor vi verden, vi var rejst hen.

Turen til Sofia i Bulgarien var starten på vores sommerferie, og vi opholdt os kun én nat i Sofia. Slet ikke nok til at kunne vurdere, om Sofia er værst eller bedst på listen. Men jeg tager gerne derhen igen, og turen med nattoget fra Sofia til Istanbul var i hvert fald mindeværdig.

Nattog fra Sofia til Istanbul
Nattog fra Sofia til Istanbul. @komastaj.dk

Alle rejser er de bedste

Inden jeg kaster mig ud i ranglisten, er det vigtigt for mig igen at understrege, at selvom et land eller et område kommer til at ligge i bunden af min liste, betyder det ikke, det er et dårligt sted. Det afhænger som sagt af så mange omstændigheder, og hvis jeg valgte at gentage en rejse til et af de områder, jeg har rangeret i bunden, kan det helt sikkert tænkes, at oplevelsen bliver en helt anden.

Men altså – listen er min helt personlige opfattelse af mine rejser i 2019 (som alle var gode – nogle var bare en smule bedre end de andre).

Tilbage er syv lande/byer, hvor jeg har rejst til i 2019.

Værst eller bedst: Min rangliste for 2019

Nummer 7 – Tenerife

På en syvendeplads kommer ferieøen Tenerife. Det var mit første besøg, og vi kom til at bo på den “forkerte” side af øen. Vi havde en fantastisk lejlighed, som vi havde booket via booking.com (reklamelink) i byen El Medano. Vejret var sådan set fint, selvom vi rejste i november, men det blæste en halv pelikan på vores område af øen.

På positiv-siden tæller, at vi havde en fantastisk tur i Teide nationalparken. Vi havde lejet en bil, og tog selv turen op til vulkanen. Derudover var vi også på delfin-tur. Nationalparken ville jeg gøre igen – delfinerne ville jeg nok springe over. Alt i alt vil jeg nok ikke vælge at tage til Tenerife lige med det samme igen. Der er for mange andre steder, som jeg mangler at besøge, der vil komme foran Tenerife i køen. Og næste gang bliver det nok på sydvest-siden af øen.

Det værste: For meget blæst

Det bedste: Køreturen gennem Teide National Park

Teide national park
Teide national park var en stor oplevelse. Den vil jeg bestemt anbefale, hvis turen går til Tenerife. @komastaj.dk

Nummer 6 – Azerbaijan/Baku

Vi rejste til Baku i Azerbaijan med nattoget fra Tbilisi i Georgien. Baku overraskede på mange forskellige måder. Det er en super-moderne by, hvor prisniveauet er lavt. Komplekset Flaming Towers er indbegrebet af Baku, og symboliserer på sin egen potente måde den ufattelige rigdom, som er strømmet til landet efter at store forekomster af olie blev opdaget.

Vi tog en tur ud til Yanardag – en naturgasbrand, der brænder konstant (og har gjort det siden Marco Polos tid) på en bjergskråning på Absheron-halvøen en lille halv times kørsel fra Baku. På hjemvejen tog vi den lokale bus og metro, og her blev det tydeligt, hvor stor forskel der er i Azerbaijan mellem by og land – rig og fattig.

Selve storbyen Baku lader intet tilbage at savne for den almindelige turist. Alt er tilgængeligt, og du kunne i og for sig lige så godt være i København. Det er blot meget billigere og lidt mere eksotisk at være i Baku.

Det værste: Stor forskel mellem rig og fattig

Det bedste: Omfavner både det moderne og det traditionelle

Flaming Towers i Azerbaijan
Flaming Towers i Azerbaijan – den ultra-moderne side af Baku og Azerbaijan. @komastaj.dk

Nummer 5 – Budapest

Jeg var i Budapest et par dage i vinterferien i 2019. Denne gang var rejsen med min mand og vores to yngste børn på 17 og 15 år.

Vi brugte det meste af tiden på at vandre rundt på må og få. Shoppe lidt, og så var vi selvfølgelig en tur over den imponerende løvebro. Vi blev lokket til at tage en tuktuk-agtig ting op til Fiskebastionen (typisk turistfælde), men udsigten deroppefra fejlede dog ikke noget. Vi kunne se ud over Donau, beundre de mange broer og se det smukke syn af den store parlamentsbygning.

Vi skulle mødes med nogle bekendte af min mand, som han ikke havde set i 20 år, så den ene aften gik i selskab med dem.

Vi fik ikke lavet så meget andet end blot at gå, snakke og hygge, så vi oplevede ikke så mange seværdigheder. Det var en dejlig tur – men jeg skylder nok byen et ekstra besøg en gang, hvor jeg blandt andet får set de fine termiske bade.

Det værste: Fik ikke udforsket byen nok

Det bedste: Udsigten fra Fiskebastionen

En hyggelig, stille og central plads i Budapest. @komastaj.dk

Nummer 4 – Marokko

I marts gik turen for første gang til Marokko. Denne gang var jeg afsted med nogle veninder, og vi havde lejet en fantastisk riad midt i medinaen i Marrakech. Vi havde et helt hus for os selv med tagterrasse, og da vi først havde fået hentet forsyninger af øl og vin udenfor medinaen, tilbragte vi en del kvalitetstid i solen på terrassen.

Få 300 kr. rabat på din første AirBnB-bolig 

Der blev dog også god tid til at udforske alle de kringelkrogede veje i medinaen, og vi formåede også at fare vild. Det er et helt vildt “leben” i gaderne, og man skal hurtigt tillægge sig evnen til at ignorere tilråb og nærgående gadesælgere, hvis man skal nyde turen.

Vi fik set et palads, og vi brugte også en dag i Atlasbjergene og en dag på at besøge Essaouria ved kysten. Begge gange med vores egen chauffør, som indehaveren af vores riad sørgede for kontakten til. Det fungerede super fint.

Turen i Atlasbjergene var værd at bruge tid på, og det var Essaouria egentlig også – det er bare for lidt tid med en dagstur. Turen tager tre timer hver vej, og så er der ikke meget tid til at udforske byen. Næste gang vil jeg nok vælge at tage mindst en overnatning i Essaouria. Den virkede meget mindre hektisk end Marrakech, der kan være en prøvelse for tålmodigheden.

Men alt i alt et sted, jeg bestemt gerne besøger igen.

Det værste: De påtrængende gadesælgere

Det bedste: De kringelkrogede gyder i medinaen

medina marrakech
Medinaen i Marrakech, Marokko. @komastaj.dk

Nummer 3 – Georgien

Sommerferien bød på rejse over landjorden til Georgien. Det var mit første besøg i landet, og vi besøgte kystbyen Batumi, hovedstaden Tbilisi, og så var vi i bjergene i Kazbegi eller Stephansminda, som byen nu hedder.

Georgien er et af de steder, som jeg er sikker på, får et boom af turister de kommende år. Landet har masser at byde på. Bjerge, byer, strande – og så er det billigt – rigtig billigt.

Jeg har lavet et budget over, hvad det kostede os at være fem mand i ti dage i Georgien – du vil blive overrasket.

Landet er ikke endnu helt gearet til turister, så der er en del, der ikke lige er lagt an på, at der kommer folk udefra. De er ikke gode til engelsk, og deres skriftsprog er helt umuligt at tyde, men på den anden side, så er det netop sådanne steder, der gør rejseri lidt ekstra udfordrende, autentisk og lækkert efter min smag.

Georgien er et land, som jeg bestemt vender tilbage til – og der behøver ikke gå mange år.

Det værste: Ikke alle er lige service-mindede overfor turister (måske er det en god ting?)

Det bedste: Billigt rejseland med masser af flot natur

Venskabsmonument Georgien og Rusland
Venskabsmonumentet Georgien og Rusland. @komastaj.dk

Nummer 2 – Iran

I april var jeg så heldig at komme med på en efteruddannelsestur til Iran. Vi besøgte blandt andet Isfahan og Teheran, og jeg må sige, det var en fantastisk oplevelse.

Iran er ikke et land, som står højt på manges liste over lande, man kunne tænke sig at besøge, og den nuværende situation opfordrer da heller ikke til besøg i landet.

Når det så er sagt, så er Iran et unikt land. Deres historie og kulturelle skatte og seværdigheder er i den øverste klasse. Jeg har aldrig før oplevet så meget flot arkitektur, og sjældent mærket historiens vingesus så kraftigt, som da jeg var på besøg i den gamle shahs tidligere bolig.

På minussiden talte, at vi blev overvåget under hele vores besøg. Sandsynligvis fordi vi var en gruppe journalister, men uanset, så blev der ikke lagt skjul på, at vi blev holdt øje med. Som vores rejse skred frem, blev vores frihed til at opleve på egen hånd også voldsomt indskrænket. Meget ærgerligt, og faktisk også en ret dum beslutning fra iranernes side. Vi var alle ekstremt positivt stemt overfor landet de første par dage, men efterhånden som de strammede overvågningen, blev vi naturligvis mere skeptiske.

Hvis du rejser som privatperson, så er Iran blevet mere venligt stemt overfor turister – i hvert fald fra vores del af verden – de seneste år. Hvis du ikke lige er journalist, så kan du nu få visum, når du ankommer i lufthavnen (husk at tjekke op på det – ting ændrer sig hurtigt), og Iran stempler ikke længere i dit pas, så du får ikke problemer med det. Dog skal du være opmærksom på, at du – hvis du besøger Iran – ikke længere kan rejse til USA på en ESTA-godkendelse, men skal søge visum.

Lige nu (januar 2019) er ikke Iran ikke en mulighed som rejsemål, men når situationen ændrer sig til det bedre, så vil jeg bestemt gerne tilbage – og jeg vil gerne have familien med, for det er et helt unikt land.

Det værste: Den forfærdelige overvågningskultur

Det bedste: Den helt unikke historie og ufatteligt fantastiske seværdigheder

Women in Iran
Iran er overraskende moderne på mange måder – og på andre håbløst gammeldags. Men der er rigtig mange unge i Iran, og de er, for de flestes vedkommende, veluddannede. @komastaj.dk

Nummer 1 – Tyrkiet – Cappadocia

På toppen af 2019-listen ender Tyrkiet. På vores sommerferietur kørte vi i nattog til Istanbul, hvor vi var et par dage. Istanbul er en lækker by med masser af seværdigheder, historie og unikke seværdigheder. Vi var der i juli, og der var varmt – og der var mange mennesker. Så bliver en kæmpe by som Istanbul en udfordring, men det er samtidig en af de byer, der på en eller anden mystisk måde drager mig. Det var mit andet besøg i byen, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg vender tilbage.

Vi var på besøg i den store bazar, og vi boede i området omkring Galata-tårnet, hvilket var et fint område at gå på opdagelse i. Vi var på sejltur på Bosporus-strædet, og var på besøg i Basilica Cisternen – det gamle vandreservoir i Istanbul, som du måske kan huske fra Dan Brown bogen/filmen Inferno.

Vi nåede kun at skrabe overfladen – der er masser at komme tilbage til Istanbul efter.

Det er dog ikke Istanbul, der er grunden til, at Tyrkiet lander øverst på min liste i dette rejseår.

Den absolut bedste rejseoplevelse i 2019 var Cappadocia. Et område et par timer syd for Ankara, hvor landskabet er helt specielt, og hvor du kan bo på hotelværelser, der er små huler hugget ud i klipperne. Før planlægningen af sommerferien 2019 gik i gang, anede jeg ikke, at området fandtes, men rejsetippet er hermed givet videre.

Her boede vi i Cappadocia (reklamelink)

Cappadocia er ikke engang mest berømt for dette unikke landskab. De fleste kommer til området for at flyve varmluftballon, som er det helt store salgsnummer for Cappadocia.

Vi valgte ikke at tilkøbe en tur i varmluftballon, men valgte i stedet at stå tidligt op og stå på en høj bakke og beundre solopgangen og de hundredevis af varmluftballoner, der svævede over det særprægede landskab. Og det – mine damer og herrer – var den allerbedste rejseoplevelse for mig i år. Jeg kan ikke anbefale Cappadocia nok – det er en oplevelse for livet. Og de flyver hver dag…. som i hver eneste dag, hvis vejret tillader det.

Tag mig ikke på ordet – kom selv afsted og oplev det med egne øjne.

Det værste: Istanbul kan være varm og overrendt i højsæsonen

Det bedste: Den helt unikke oplevelse at se hundredevis af varmluftballoner i solopgangen over det helt særlige landskab i Cappadocia

varmluftballoner i Cappadocia
Så bliver det ikke mere magisk end dette. At opleve varmluftballoner i massevis er en af de mest fantastiske oplevelser, du kan give dig selv i Cappadocia. @komastaj.dk

Nye ting på vej i 2020

Der er allerede godt gang i planlægningen af nye store rejseoplevelser i 2020.

I skrivende stund har jeg planlagt – eller er godt i gang – med fire nye rejser. I slutningen af januar skal jeg til Jerusalem og Det døde hav, februar byder på et par dage i Gdansk i Polen, sommerferien går til Rumænien, Moldavien og Ukraine, og i september tager jeg med 17 andre kvinder en tur til Krakow.

Men mon ikke, det bliver til endnu flere rejser, inden året er omme? Alt andet ville overraske mig.

Lad mig endelig høre fra dig – om din bedste oplevelse i 2019, om dine rejseplaner, eller hvis du har konkrete spørgsmål omkring nogle af mine rejser. Jeg vil altid gerne høre fra dig.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
nattog fra Sofia til Istanbul

Sjovt og billigt: Nattog fra Sofia til Istanbul

Nattog fra Sofia til Istanbul

I sommeren 2019 var vi på sommerferie til Kaukasus. Turen startede med fly til Sofia i Bulgarien – simpelthen, fordi det var billigst. Herfra kørte vi med nattog fra Sofia til Istanbul.

Sådan planlægger du din togrejse til Kaukasus

I dette indlæg vil jeg forsøge at gøre dig lidt klogere på, hvad du skal tænke på, og hvad du kan forvente af sådan en tur.

Nattog fra Sofia til Istanbul
Afsted mod Istanbul! @komastaj.dk

Billetter kan ikke købes online til nattoget

Det er lidt back to basic, hvis du vil tage turen til Istanbul med nattoget fra Sofia.

Man kan nemlig ikke bestille billetterne online, og skal derfor møde op på stationen i Sofia for at købe billetterne.

De har en international luge, hvor man kan købe billetterne. Det er luge nummer 21, men da vi var der var der også en venlig guide, der gik rundt på stationen og viste vej. Husk, at du skal have pas med for alle passagerer, og man kan kun betale kontant. Heldigvis er der altid en ATM i nærheden i Sofia, så det er ikke det store problem.

billetter til nattog fra Sofia til Istanbul
Så er billetterne til nattoget i hus. @komastaj.dk

Kun de bulgarske vogne tilbage

Når man skal tage nattoget fra Sofia til Istanbul, er der åbenbart to slags ligge/sovevogne, man kan vælge. Eller det vil sige – vi kunne ikke vælge. Den søde billetdame forklarede med et trist udtryk i ansigtet, at der altså kun var de bulgarske vogne tilbage. Så vi måtte nøjes. Man kan åbenbart være lidt heldigere, at der er plads i de – vistnok lidt mere – luksuriøse russiske vogne.

Vi ville bare gerne til Istanbul, så vi sagde ja tak til pladser i de bulgarske vogne til samme aften. Vi måtte af med den fyrstelige sum af 92 euro, 180 bulgarske lev eller hvad der svarer til 690 kroner for fem mand. Det må siges at være en ok pris.

Billetter
Små 700 kroner er prisen for fem personer for liggevogn i nattoget mellem Sofia og Istanbul. @komastaj.dk

Få opbevaret bagagen mens du går på opdagelse

Vi var taget på stationen tidligt for at bestille billetterne, og vi var tjekket ud af vores AirBnB, så vi havde bagagen med. Heldigvis var der i underetagen mulighed for at få opbevaret baggagen  – 8 kroner pr. taske pr. dag.

Herefter var vi klar til at bruge dagen til at udforske Sofia, indtil toget kørte ved 22-tiden.

alexander nevsky cathedral
Vi brugte blandt andet tiden til at se nærmere på Sofias berømte Alexander Nevsky Katedral. @komastaj.dk

Afsted mod Istanbul

Vi fandt med lidt besvær det spor, hvor nattoget til Istanbul gik fra, og vi fandt vores kupé i de bulgarske vogne. Det var lidt trangt med plads – seks køjer i hver kupé men det var starten på ferien, vores første nattog, og vi havde – trods alt – en kupé for os selv.

Kupe i nattog
Det var lidt trangt med plads i vores kupé. Heldigvis var der “kun” os fem – der kunne i princippet være kommet en person mere. @komastaj.dk

 

Nattog til Istanbul
Der er en charme ved at rejse med tog, som man ikke skal undervurdere. @komastaj.dk

Vi havde handlet lidt hygge til undervejs. Vi kravlede dog hurtigt til køjs, da vi var lidt trætte efter en hel dag med sightseeing i Sofia.

Højhastighedstog fra Istanbul til Ankara

 Omstændig grænsekontrol

Vi blev vækket af en tolder omkring klokken halv tre, hvor vores pas blev indsamlet. Efter en lille halv time fik vi passene igen, og vi kunne køre lidt videre. Herefter standsede toget ved den tyrkiske grænse, hvor alle skulle af toget, gå over på en anden perron, og få stemplet deres pas. En lang, omstændelig – og lidt pjattet – proces.

Grænsekontrol mellem Bulgarien og Tyrkiet
Ved den tyrkiske by Kapikule skulle alle ud af toget for at få et stempel i passet – klokken cirka fire om natten. Lidt pjattet. @komastaj.dk

Da vi var retur i toget, kom en tolder rundt og lavede stikprøver i forhold til bagagen. Først herefter kunne vi få lov at køre videre med toget.

Vi ankom til Halkari station udenfor Istanbul omkring kl. 10 næste dag, og herfra går der bus til centrum. Denne bus er med i togprisen. Det er vist planen, at toget snart skal gå hele vejen til centrum, hvilket vil gøre det hele lidt lettere.

Men den omfattende grænsekontrol kommer man nok ikke udenom i den nærmeste fremtid.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Oplev varmluftballoner i Cappadocia

This entry is part 4 of 6 in the series Kaukasus med tog

Magisk: Se varmluftballoner i Cappadocia

At opleve varmluftballoner i Cappadocia er uden tvivl noget helt særligt – selv for teenagere, der normalt er svære at begejstre.

Det her, det er en af mine top-fem morgener i mit liv!

Min 17-årige datter var ikke i tvivl den morgen, hvor vi slæbte os op af en meget stejl bakke for at opleve de mange varmluftballoner i Cappadocia. Stemningen var magisk, og det var tydeligt, at det var et tilløbsstykke. Og det kan man godt forstå!

varmluftballoner i Cappadocia
Så bliver det ikke mere magisk end dette. At opleve varmluftballoner i massevis er en af de mest fantastiske oplevelser, du kan give dig selv i Cappadocia. @komastaj.dk

Mange var stået tidligt op for at opleve de op mod 100 varmluftballoner svæve lydløst over det unikke landskab i Cappadocia. Det eneste, der brød stilheden var, når der skullefyldes ekstra luft i ballonerne.

Varmluftballoner i Cappadocial
Det var stille og fredfyldt, selvom mange var stået tidligt op for at opleve varmluftballonerne på nærmeste hold. @komastaj.dk

Sammen med os på en bakketop var mange andre, der også var stået tidligt op for at nyde det magiske syn, solopgangen og stilheden. Der var også et par brudepar, der benyttede den unikke kulisse til at få foreviget deres lykkelige stund.

Oplev varmluftballonerne i Cappadocia fra jorden

Det bedste af det hele er, at det er en gratis oplevelse. Jeg er ikke tvivl om, at det også er særligt at opleve det fra luften – ombord i en af de mange varmluftballoner. Men vælger man den løsning, skal man være villig til at betale op mod 1200-1500 kroner – alt efter, hvor mange, der er med i kurven.

mobiltelefon varmluftballoner
Husk kamera og mobil – du vil helt sikkert føle trang til at dele oplevelsen. @komastaj.dk

En tidlig start på dagen

Vi stod tidligt op – cirka kvart i fem – og gik op ad en lang, stejl bakke. Vi boede midt i området i byen Goreme. Jeg ved faktisk ikke, hvad vejen hed, men man kan næsten navigere efter det højeste sted. Og efterhånden som man kommer nærmere, kan man følge de andre, der er på vej til samme magiske oplevelse.

Vi så solen stå op, kiggede længe på de mange varmluftballoner, der svævede afsted omkring os, og det var en utrolig fredfyldt og magisk oplevelse.

Med højhastighedstog mellem Istanbul og Ankara

Jeg vil sige, at det at opleve varmluftballoner i Cappadocia næsten i sig selv opfylder målet med en rejse til området. Men der er masser af andre ting i Cappadocia, som er værd at rejse efter.

Når du er i Cappadocia kan du, udover de magiske luftballoner, glæde dig over det unikke landskab. Vi boede på et såkaldt “cave-hotel”, og vi var både på en dagstur rundt i området og på ATV-tur. Så der er masser af oplevelser, hvis du vælger at besøge Cappadocia.

Cappadocia
Varmluftballonerne kan ses overalt i byen tidligt om morgenen. @komastaj.dk

Hele året rundt

Man kan opleve de mange luftballoner i luften over Cappadocia hele året rundt. Hvis man laver en enkelt søgning på google, så kan man finde mange billeder, hvor ballonerne flyver, og der er sne i landskabet. Det tror jeg nok, jeg må sætte på min liste over ting, der skal opleves.

Så du kan faktisk rejse til Cappadocia og få denne oplevelse med hele året rundt. Der flyves naturligvis ikke med balloner, hvis der er lave skyer, eller hvis det blæser meget. Men hvis vejret er klart og vindstille, så vil du kunne opleve det magiske syn.

Da vi var i Cappadocia i sommerferien 2019 faldt vi i øvrigt over et bureau, som er ejet af Gönül, der er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark i mange år. For en del år siden vendte hun retur til Tyrkiet, og startede K2Travel. Hun arrangerer masser af ture i området, og – som hun selv siger – med danske standarder. Og så kan hun tale dansk. Vi var på en rundtur i området og på en ATV-tur med K2Travel – og har kun godt at sige. Og de arrangerer også ture med varmluftballonerne. Vores ture fungerede perfekt, og jeg ville være helt tryg ved at bestille en tur med ballon hos hende.

Sådan kommer du til Cappadocia

Du kan let komme til Cappadocia fra Istanbul eller Ankara med bus. Fra Ankara tager det omkring fire timer med bus, og billetten koster under 100 kroner. Man kan også flyve til området via lufthavnen i Nevsehir.

Hvis man vælger at tage toget, er det lettest at rejse til byen Kayseri, og så videre med bus til for eksempel Goreme.

Fra Cappadocia rejste vi videre med nattog gennem Tyrkiet til Georgien og Azerbaijan. Du kan læse mere om planlægningen af vores rejse her.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
train in istanbul

250 km/t: Med højhastighedstog fra Istanbul til Ankara

250 km/t: Med højhastighedstog fra Istanbul til Ankara

250 km/t. Så hurtigt kommer du til at bevæge dig gennem det tyrkiske landskab, hvis du vælger at køre med højhastighedstog fra Istanbul til Ankara.

Og det var præcis, hvad vi gjorde, da vi var på rejse gennem Tyrkiet og Kaukasus i sommeren 2019.

Billig rejseform

De fleste steder i verden, hvor der kører højhastighedstog, tager man sig godt betalt for billetterne. Det kan man ikke sige er tilfældet for højhastighedstoget fra Istanbul til Ankara.

Vi betalte 360 kr.  – for fem mand – for strækningen, der tager omkring fem timer at tilbagelægge. Det må man sige er en god og fornuftig pris, hvor de fleste kan være med.

Det var også rimelig let at få fat i billetterne.

Du kan læse mere om vores forberedelser til sommerens tur her

Faktisk havde jeg bestilt dem hjemmefra via den tyrkiske togside. Her kan man vælge at få siden på engelsk, og herefter var det faktisk let at bestille og vælge pladser. Betalingen gik ligeledes smertefrit med Visa-kort, og jeg modtog billetterne på mail, som jeg så printede ud hjemmefra.

Du kan bestille billetter til tog i Tyrkiet her.

sunset in Istanbul
Istanbul viste sig fra sin flotteste side, da vi besøgte byen. @komastaj.dk

Find den rette station

Højhastighedstoget kører fra udvalgte stationer i Istanbul. Vi havde tilbragt et par dage i Istanbul, så det var lettest for os at rejse fra stationen Söğütlüçeşme, der ligger på den asiatiske side af Bosporus.

Vi kunne dog køre direkte dertil med metroen, så det var til at finde ud af. Og metroen er i øvrigt også superbillig at benytte.

 Söğütlüçeşme
Vi sprang på højhastighedstoget til Istanbul fra stationen Söğütlüçeşme, der ligger på den asiatiske side af Bosporus. @komastaj.dk

God service

Da vi skulle op på perronen, skulle vi forinden vise vores billetter, og også gennem en sikkerhedskontrol, som man kender det fra lufthavne. Så sikkerheden var i orden.

Selve toget var fint – ikke vildt meget plads til bagagen, men der var også godt fyldt op denne dag, og det var midt om sommeren, så der var masser af både folk og bagage.

Til gengæld fejlede servicen ikke noget ombord på dette nye højhastighedstog fra Istanbul. Det var nemlig muligt at købe både mad og drikke ombord. En vogn med vådt og tørt kom således forbi vores plads flere gange i løbet af turen.

sailing on the Bosporus
Tyrkiet er et fint rejseland – både billigt og smukt. @komastaj.dk

Det er noget, man godt kan savne ved de danske tog.

Alt i alt var turen en fin oplevelse, og – den billige pris taget i betragtning – så er der ikke mange grunde til ikke at vælge højhastighedstoget, hvis man er på de kanter.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
togstation

Planlægning: Nattog gennem Tyrkiet

This entry is part 2 of 6 in the series Kaukasus med tog

Vores sommerferie anno 2019 går til Kaukasus, og en del af rejsen foregår med nattog gennem Tyrkiet.

Rejseruten er som følger: Hamborg – Sofia med fly, Sofia – Istanbul med nattog, Istanbul – Ankara med højhastighedstog, Ankara – Cappadocia med bus, Cappadocia – Erzurum (øst-tyrkiet) med bus og nattog. Herfra med bus over grænsen til Georgien, og nattog mellem Tbilisi og Baku.

Du kan læse mere om vores planlægning her

Der går et fint nattog gennem Tyrkiet fra Ankara og hele vejen til det østlige Tyrkiet – en rejse på godt halvandet døgn. Vi har dog besluttet, at vi vil en tur til Cappadocia, så vi kommer ikke til at køre med toget hele vejen, men skal med fra Kayseri tæt på Cappadocia til Erzurum.

Det bliver til et dejligt gensyn for mit vedkommende med Istanbul. Jeg glæder mig til at vise familien byen. @komastaj.dk

Bestilling af nattog gennem Tyrkiet

Under hele planlægningen har jeg haft stor glæde af internetsiden Man in Seat 61

Denne side er en guldgrube af viden om togrejser overalt i verden. Siden giver detaljerede instrukser om rejseruter, køreplaner, priser og så videre. Det er helt vildt, hvor mange oplysninger, du finder her. Den har min varmeste anbefaling, hvis du skal rejse med tog. Og lige en bonus-info – siden virker bedst, hvis du bruger desktopversionen.

Nattoget gennem Tyrkiet hedder Dogu Express, og er gået hen og blevet ret populær. Så det kan være en fordel at reservere plads, hvis man har en fast rejseplan. Heldigvis er det ikke så besværligt, som det lyder, at bestille sovevogn til et nattog gennem Tyrkiet.

Med tog til Georgien og Azerbaijan – hvorfor ikke? @komastaj.dk

Sådan bestiller du online

Jeg fandt et link på Man in Seat 61 til de tyrkiske jernbaner. Her kan du bestille dine billetter, og betale med internationale kort.

Du får – igen – god vejledning til køb af billetterne på den førnævnte hjemmeside

Jeg tastede vores stationer ind (Kayseri – Erzurum), og valgte dato og fem personer. Herefter fik jeg en oversigt over mulige afgange – det var én om dagen, og når jeg valgte den, blev jeg ledt ind på en side, hvor jeg kunne vælge pladser. Der var både siddepladser og 4-mands liggekupeer. Jeg valgte fem liggeplader i to kupeer – vær opmærksom på, at det tilsyneladende ikke er tilladt at sove blandede køn i kupeerne.

Herefter skulle jeg taste navn og alder på os, og kunne herefter gå til betaling. Det viste sig, at den over 16 timer lange tur med nattog gennem Tyrkiet, kom til at koste os den fyrstelige sum af 250 kr. – til sammen.

Efter betalingen på hjemmesiden landede billetterne i min mailboks. De skal printes og medbringes på stationen.

Let og smertefrit – og billigt.

Tidspunkter for bestilling

Som i Danmark – og de fleste andre steder i verden – kan man ikke bestille sine billetter langt ud i fremtiden.

I Tyrkiet kan man bestille 30 dage i forvejen for nogle tog – herunder nattoget. Andre tog er fristen kun 15 eller 10 dage – blandt andet de nye højhastighedstog mellem Istanbul og Ankara.

Hvis man derfor taster tog, der ligger længere ud i fremtiden på billetbestillingssiden, vil man ikke få vist nogle afgange. Så hav lidt tålmodighed på den front.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Planlægning: Med tog til Georgien og Azerbaijan

This entry is part 1 of 6 in the series Kaukasus med tog

Sommeren 2019 byder på noget nyt. Vi skal med tog til Georgien og Azerbaijan.

Dette indlæg er en lille opsummering af, hvordan vi fik den idé, og hvordan vi har planlagt rejsen.

Man kunne jo også…

Vi elsker at rejse i Frankrig, og vi elsker at pakke bilen med de små telte og tage afsted på primi-ferie. Det har vi gjort mange, mange gange i løbet af de seneste 25 år, og de sidste mange år, har børnene naturligvis været med på bagsædet.

De seneste syv-otte år har vi udvidet sommer-horisonten til også at omfatte USA, hvor vi har været fire gange.

Planen var egentlig at pakke bilen og teltene og prøve noget – lidt – nyt, nemlig det sydlige Polen og Slovakiet.

Men så var det, vi kom til at se programmet Ekstreme togrejser, hvor en ældre engelsk herre tog toget gennem Kaukasus. Og et par dage senere var endnu et program fra Georgien.

Og så var tanken sået… Man kunne jo også – tage toget til Georgien.

Hvordan tager man toget til Georgien?

Når jeg fortæller om vores sommerferie-planer giver det som regel anledning til undren. Hvordan er I kommet på den idé? Hvordan planlægger I det? Hvor skal I bo? Og mange andre spørgsmål i den dur.

Svaret er i første omgang enkelt.

Vi beslutter bare, at det er det, vi gør.

Planlægning er den halve fornøjelse. @komastaj

Lidt senere kommer mit planlægnings-gen til sin ret. Jeg begynder at google. Ret hurtigt faldt jeg over en engelsk hjemmeside Seat 61  som er en sand guldgrube for folk, der søger informationer om, hvordan man rejser rundt i foreskellige lande med tog.

Planlægning er den halve fornøjelse

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det ville tage for lang tid, hvis vi skulle tilbagelægge hele ruten i tog. Vi har trods alt kun tre ugers ferie.

Hvor skal vi flyve til og fra?

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at vi skulle køre gennem Tyrkiet – via Istanbul og Ankara til det aller-østligste Tyrkiet. Herfra skal vi med bus til grænsen, og så videre med tog til Georgien – alt det kan man ret nemt finde ud af på Seat 61.

Og det er billigt! En plads i en sovevogn i tog gennem hele Tyrkiet koster kun 250 kr. pr. person – tag den DSB!

Eftersom vi skulle med tog fra Istanbul, begyndte jeg at tjekke flybilletter. Det var lidt dyrt – jeg kan godt blive lidt nærig, når det stikker mig. Og når jeg nu havde fundet ud af, hvor billigt det er at tage toget til Georgien, så ville jeg jo ikke købe mig fattig i flybilletter.

Jeg fandt ud af, at man kunne komme rigtig billigt til Sofia i Bulgarien. Og et hurtigt tjek på min – efterhånden favorit togside – gjorde det klart, at det både var nemt og billigt at rejse med nattog fra Sofia til Istanbul.

Og så fik vi endda mulighed for at krydse endnu et land af listen af besøgte lande…. ren win-win.

Ungerne ville gerne tilføje Azerbaijan til listen også – når vi nu “var der”, så jagten gik ind på flybilletter fra enten Baku i Azerbaijan eller Tbilisi i Georgien.

Jeg fandt gode billetter fra Tbilisi via Riga til Hamborg. Så dem bookede jeg – tre uger efter starten går i Hamborg til Sofia.

Hvad skal vi så se?

Jeg har booket en Airbnb-lejlighed i Sofia og i Istanbul. Herefter tager vi det, som det kommer.

Spar 220 kr. på din første Airbnb-lejlighed via dette link

Jeg har måttet investere i en Lonely Planet bog om Kaukasus, fordi man ikke kunne låne den på biblioteket (!), så vi har en lille idé om, hvad vi skal.

Vi skal i hvert fald op i bjergene, der grænser op mod den russiske grænse. Til hovedstaden Tbilisi og til Azerbaijans hovedstad Baku.

Min mand har fundet et sted i Tyrkiet, Cappadocia, der er ret berømt. Og det ligger (næsten) på ruten, så Cappadocia er tilføjet.

Det bliver spændende at se, hvad vi falder over hen ad vejen. Det er en del af charmen, synes jeg.

Med rygsæk – og børn – med tog til Georgien

Det er første gang i mere end 25 år, at vi skal rejse med rygsæk. Ikke siden interrail i start-halvfemserne har vi prøvet det. Denne gang har vi endda tre børn med. Godt nok er de nu så store, at det ikke bliver et problem.

Indtil videre glæder vi os bare, og nu venter kun enkelte praktiske ting, inden vi kan tage rygsækken på nakken.

Blandt andet skal vi have søgt visum til Azerbaijan. Men heldigvis kan den slags nu klares fra computeren, inden vi tager hjemmefra. Her er linket, hvis du vil søge e-visa til Azerbaijan.

Om vi glæder os?? Ohhhh yes!

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner