Hjem » udlængsel

Tag: udlængsel

Lang tid til næste rejse – Hvordan klarer du udlængsel?

Hold da op, jeg er dårlig til at håndtere, når der er for lang tid til næste rejse. Jeg lider i den grad af udlængsel, hvis jeg ikke kan plotte en rejse ind mindst hver anden måned.

Det behøver sådan set ikke at være det store. Bare et par dage i en europæisk storby, plejer at være nok til at tage den værste udlængsel og trang til at bryde de vante rammer.

Og så alligevel.

København kurerer ikke udlængsel

For det er ikke ligegyldigt, hvor rejsen – eller bare smutturen – går hen.

København tæller ikke. Selvom vores hovedstad er både fantastisk og i verdensklasse, når det gælder seværdigheder, så gør den bare ikke tricket for mig. Jeg er sikker på, at det er fordi, det hele er så velkendt. Sproget, maden, kulturen… så nej. Der skal mere til at kurere min udlængsel.

Tyskland kurerer (heller) ikke udlængsel

Tyskland gør det heller ikke.

Jeg bor i Sønderjylland og er vokset op mindre end en time fra grænsen. Så billigt slik og ture til Fleggaard har ødelagt det for mig.

Godt nok var jeg i 2017 så heldig at blive inviteret på en pressetur til Bremen og Kóln, og det var sådan set ret fantastiske byer. Og man kan med rette påstå, at både sprog, mad og kultur er væsentlig anderledes end i Danmark.

Læs om min tur til Bremen og Køln her

Endelig kan man også – og også med rette – gøre gældende, at Tyskland er meget mere og andet end Fleggaard, Flensborg og Hamborg.

Ja. Jeg ved det. Men det gør ikke rigtig en forskel for mig. Tyskland kan bare heller ikke få kureret min udlængsel.

Vinteren er den værste

Min udlængsel er helt klart mest udtalt om vinteren. Mine hade-måneder er november, januar og februar. De måneder, hvor det er allermest mørkt, og hvor sommerens hyggelige ture på cafë med en drink under sydens sol er allerlængst væk.

Jeg lover mig selv hvert år, at jeg skal sørge for at have en rejse i kalenderen i januar eller februar. Men med min rejseglæde sker det ofte bare, at jeg løber tør for feriedage, når vi når hen på den tid af ferieåret.

For slet ikke at tale om manglende finanser. Det er ikke verdens letteste opgave at finde pengene til en lille ferie, når man lige har overstået julen.

Forventningens glæde

Jeg plejer at sige, at forventningens glæde og planlægningen er den halve fornøjelse.

Det står jeg såmænd ved, men selv den mest omfattende research kan ikke kurere min udlængsel, når den er værst. Det er lige før, min udlængsel nogle gange tager form som fysisk ubehag.

Så kan jeg finde lidt trøst i at google billige flybilletter og fantasere mig ud i verdenen. Så får jeg det – lidt – bedre. Men kun i kort tid.

Sådan kan du finde den billigste flybillet

For mig er der kun en ting, der rigtig virker.

Jeg må afsted igen….. og helst med det samme.

Bliver du også ramt at udlængsel? Og har du nogle gode tricks til, hvordan man kan holde den lidt nede? Så hører jeg meget gerne fra dig i kommentarerne….

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner