Hjem » Utah

Tag: Utah

Hold på hat og Hummer

This entry is part 16 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Sidste dag i Moab bød på en tur i en ægte hummer på ”slick-rocks” i området omkring Moab.

Vi havde booket turen hjemmefra ved Highpoint Hummer & ATV. Det viste sig at være et godt valg. Jeg skal da lige love for, at hele familien fik sig én på opleveren.

Det er utroligt, hvad sådan en bil kan. Turen gennem byen gav intet varsel om, hvad er ventede os. Vi havde en ung og vittig fyr som guide, og han styrede hummeren uden problemer. Da vi først kom ud i området var første forhindring en opstigning på en cirka 2 ½ m. bred klippe med en stigningsprocent på omkring de 30. Gisp – så var vi ligesom i gang.

 

Vores søde guide, Bryan, forsikrede os om, at sådan en Hummer kan klare stigninger (og nedkørsler) på 60 grader, og den kan hælde 40 grader til siderne uden af vælte….

Hånden på hjertet, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at det ville være så vildt. Familiens yngstemand fik da også flyttet nogle grænser, mens resten af familien kunne nyde turen fuldt ud. Og vi fik os i den grad en god oplevelse at huske tilbage på.

Vildeste oplevelse til dato

Efter turen (der blandt andet også bød på kørsel baglæns op af den vildeste, stejle klippe) var hele familien enige om, at denne Hummertour med Highpoint Hummer & ATV ryger direkte i kategorien ”vildeste og sjoveste oplevelse indtil nu”.

Selv yngstemanden var vidst lidt stolt over at kunne sætte hummertour på CV’et.Så endnu en ting, som bare skal opleves, hvis muligheden byder sig. Den scorer toppoint på oplevelsesskalaen.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Meget mere mageløst i Moab

This entry is part 15 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Vi stod op til regn denne dag i Moab.
Vi havde planer om at besøge Dead Horses Point State Park og Canyonlands National Park denne dag. De ligger i tæt køreafstand fra Moab.

Og de planer havde vi ikke tænkt, at en smule regnvejr skulle lave om på.
Vi kørte mod Dead Horses State Park lidt før middag, og der var stadig helt overskyet.
Da vi ankom til Visitor Center stod det bogstaveligt talt ned i stænger. Den ”smule” regn, som vi havde forventet så ud til at blive lidt mere omfattende end først antaget.

På date med Johnny Depp

Men det gode ved at være afsted i RV er jo, at du har dit hus med dig. Og om vi skulle hygge i vognen på campingpladsen eller i Dead Horses State Park gjorde jo ingen forskel. Så vi installerede os på den (ret tomme) parkeringsplads. Vi vovede os ud i det skyede landskab, og fik talt med en ranger fra parken.
Han kunne fortælle, at Dead Horses Point i øjeblikket er location for en film med blandt andet Johnny Depp.

 

Så om et års tid eller noget i den stil, skal vi i hvert fald et smut omkring videobutikken og leje ny-indspilningen af ”The Lone Ranger”…..

Rangeren (altså den rigtige – ikke ham fra filmen) fortalte, at de faktisk skulle have filmet denne dag, men at vejret havde sat en stopper for de planer. Tænk at en smule regnvejr kan stoppe en helt filmprodution, når den ikke stopper ”familien på farten”…

Opklaring og Canyonslands

Det klarede lidt op, og vi fik nogle ok billeder og en god fornemmelse af det fantastiske udsyn, der er fra parken. Vi havde planlagt aftensmad i Bar M Chuckwagon. Tidsplanen var ved at skride lidt, så vi talte om, om vi måske skulle droppe Canyonlands.

Men da vores aftensplaner lå tæt ved Canyonlands, og da vi jo havde alt, hvad vi behøvede til at smukkesere os lidt i bilen, besluttede vi alligevel at køre derud.
Hurra for den beslutning.

 

Nu går der nok lidt inflation i ordet ”fantastisk” – men den udsigt slår alt, hvad vi hidtil har set på vores tur. Det var virkelig FANTASTISK!

Vi brugte vel omkring en time på ”kanten” ved ”The Grand View”, og billederne kan simpelthen ikke gengive, hvor flot det var. Vi diskuterer stadig, om det dog kan være muligt, at Grand Canyon er endnu mere fantastisk end dette.

Kan du ikke vente? Læs her, om udsigten virkelig var bedre i Grand Canyon….

Til fest med de ‘ægte’ cowboys i Moab

Glade og mætte af denne storslåede oplevelse fortsatte vi vores tur til aftensarrangementet i Bar M Chuckwagon. 
Det foregik i et par huse, der var bygget i ægte cowboystil, og hele arrangementet bestod af en lille skudduel, mad på ægte cowboymaner på metaltallerkener og til slut ægte live cowboymusik.

Det var en stille torsdag aften (de fleste havde jo fejret dagen før), men det var en rigtig sjov oplevelse, og kan bestemt anbefales – måske især til børnefamilier.

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

I hiked The Delicate Arch!

This entry is part 14 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Stort klap på skulderen til mig! Jeg præsterede at gå hele vejen op til The Delicate Arch i Arches National Park i Moab.
Hele 4,8 km. I alt frem og tilbage…


Det var en fantastisk tur, og Arches National Park er et must, hvis I er på de kanter.
Vi havde booket en campingplads hjemmefra i Moab, Utah.

Dels fordi vi vidste, at vi skulle blive der nogle dage, fordi området har masser at byde på. Men også fordi 4. juli var på trapperne, og Uafhængighedsdagen er virkelig noget, der kan få amerikanerne på vejene med deres campingudstyr.

På gå-ben mod Delicate Arch

Første stop i Moab var altså Arches National Park, der er berømt for sine mange ”buer”, der er skabt af naturen.
Første stop var som altid Visitor Center i parken, og herfra gik turen gennem parken op til udgangspunktet for den mest berømte gåtur.


Gåturen op til den nok mest berømte bue (eller arch), nemlig The Delicate Arch. Du har set den… det er nemlig den, der er symbolet på hele staten Utah.

Det var en varm dag (som det jo oftest er på de kanter), så vi tog rigeligt med vand med. Så meget, at min bedre halvdel synes, det måske var lidt overdrevet.
Men efter knap fem kilometer på en noget krævende rute ( i hvert fald på min skala), så var samtlige seks liter vand forsvundet.

Varm tur med – lidt – sure børn

Og vi kunne godt drikke lidt mere, da vi kom tilbage til RV’en.
Alle tre børn klarede også turen. Der var en smule brok undervejs, men da vi først nåede op, så var alle strabadserne glemt. Det var fantastisk.

Der var ikke så mange mennesker, som man kunne have frygtet, og det lykkedes os da både at få taget et billede af Delicate Arch uden mennesker på, og få taget billeder med kun os og Delicate Arch.

Vel nede igen – og efter en god spegepølsemad, gik turen videre til den noget nemmere gåtur til den næsten lige så berømte Landscape Arch.

Denne tur er meget nemmere end turen til Delicate Arch, så hvis man er lidt dårligt gående eller har helt små børn med, så kan man med fordel vælge denne. Delicate Arch kan man nemlig også se fra lettere tilgængelige ”viewpoints” i parken.

Men uanset hvad – så skal Arches National Park på listen over ”must-sees”.


I øvrigt mødte vi de første danskere på vores tur denne dag i Arches. Nu er vi på vej til de mere kendte destinationer for danskere, så det bliver nok ikke de sidste. Selvom vi var godt brugte efter dagens strabadser, så skulle vi naturligvis opleve 4. juli i byen.
Vi fandt en lille diner, hvor vi fik lidt at spise, inden det store fyrværkeri gik i gang.
Det var imponerende flot, men alligevel var det lidt overraskende hvor lidt, der egentlig skete på denne ”store dag” i Amerika.

Men måske er Moab bare ikke det helt rigtige sted, hvis man for alvor skal fejre.
Det passede dog fint til vores ambitionsniveau, og vi fik en fin aften ud af det.

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

En nat i en helt anden verden

This entry is part 17 of 31 in the series Skjøntour 2012 USA

Vi havde hjemmefra besluttet, at vi skulle have en lille smagsprøve på, hvordan Navajo-indianerne lever. Det blev til en nat i en helt anden verden.


Vi havde booket en guided aftenstur i Monument Valley med efterfølgende mad, underholdning ved lejrbålet og overnatning i en traditionel indiansk hogan. Vi var noget spændte, da vi mødte op i Monument Valley godt belæssede med soveposer og børnenes sovedyr.

Vi havde booket overnatningen via Simpson’s Trailhandler Tours, som har flere forskellige pakker at vælge imellem, hvis man ikke lige er til overnatning i en hogan.

Goddag til en ægte Navajo-indianer

Vi blev mødt af guiden Richard, der selv var Navajo-indianer.
Monument Valley er en del af “Navajo Nation” eller Navajo reservatet, og det var Navajo indianerne, vi skulle være gæster ved denne nat.
Første stop var en rundtur i Monument Valley blandt de fantastiske klippeformationer, som vi har set i så mange film – bl.a. er “Once upon a time in the West” og “Back to the Future III”.

Faktisk fortalte Richard, at det er hans onkel, der spiller den unge Charles Bronson i netop “Once upon a time…”
Efter den første rundtur gik turen til en lille lejrplads midt i Monument Valley – i backcountry – dvs. udenfor de veje, hvor turister må færdes på egen hånd.
Her fik vi først noget at spise – et fried bread med salat, bønner og en steak.
Jeg tror nok, de havde tilpasset menuen en anelse til kræse turister, men maden smagte fortrinligt.

Indiansk kultur – med sang og dans

Herefter fortalte vores indianske venner om deres kultur og traditioner, ligesom de sange traditionelle sange og spillede på fløjte.
Og der blev også danset. Først traditionel Navajo-dans, og senere blev vi turister sluppet løs på “dansegulvet”.

En helt igennem hyggelig aften.

Her er en lille smagsprøve på traditionel Navajo-dans.

Da mørket havde sænket sig blev vi kørt til vores “hotel” for natten. Vi skulle overnatte på jorden i en traditionel hogan.

En hogan er i bund og grund en rund hytte, der er bygget af jord over et træskelet med et hul i toppen, så røgen kan komme ud.
Det var virkelig en meget autentisk oplevelse, og det er da ikke hver dag, man kan prale med, at man har overnattet i Monument Valley som gæst ved ægte indianere!


Næste morgen blev vi vækket tidligt af Richard, der igen kørte os en tur i de smukke omgivelser, så vi kunne tage billeder af solopgangen.
En fuldendt oplevelse, der kan anbefales, og som giver et helt unik indblik i Navajo-indianernes kultur og traditioner.

Man kan også vælge at opleve Monument Valley på egen hånd.
Det bliver dog frarådet at køre “the scenic loop” i parken med en RV. Vi kiggede lidt på vejen fra Visitor Centeret, og synes egentlig det var noget pjat. Men tag mig på ordet – du vil IKKE tage din RV ned på den vej. Hvis du kører i en robust personbil kan du godt køre turen – ellers lyder anbefalingen herfra: book en guided tur.

 

 

 

Var det nyttigt? Del denne post med dine venner