I vores Yellowstone-dage på ferien havde vi hjemmefra besluttet os for at prøve en såkaldt “Cowboy cookout”.
Her skulle vi køre i prærievogne over prærien, få en omgang rigtig cowboymad, høre cowboymusik og nyde kaffen ved bålet på prærien. Vi havde brugt lige rigeligt tid med at vente på Old Faithful. Det er jo ikke let at holde tidsplanen, når man er ved at være lidt gammel (altså gejseren- – ikke os, jo!). Så vi havde kun halvanden time til mødetid, og mødestedet var stik modsat i parken end Old Faithful. Og i Yellowstone er det altså rimelig langt…
Yiihaa – så gik det over stepperne, og vi nåede det selvfølgelig ikke, men….
Ud over prærien
Vi ankom en halv time for sent. Heldigvis var de åbenbart vant til at folk var på den sene kant, så der var indlagt tre kvarters buffer i planen, så vi nåede fint med alligevel – pyh….
Vi kørte hen over prærien, hvor kun heste med vogne kunne komme, og vores guide fortalte gode historier fra dette område i Yellowstone. Blandt andet var der interessante historier om Theodore Roosevelt, der jo var drivkraften bag oprettelsen af mange af USAs parker.
Vi så også bisoner, og det blev også til et glimt af en Black bear. Vi ankom og fik serveret en rigtig cowboysteak, hvorefter der var bål og levende countrymusik.
Det at være helt ude på prærien – hvor ingen motoriserede køretøjer kommer, se solnedgangen med mæt mave, og lytte til gode historier og cowboymusik i bålets skær. Det var altså en rigtig god oplevelse. Nogle gange skal man altså unde sig selv de særlige oplevelser – selvom det lige koster lidt ekstra på feriebudgettet. Det er de her helt unikke oplevelser, der gør, at turen bliver ekstra særlig – og også lidt anderledes end de fleste andres rejser.
Jeg elsker Arches, Grand Canyon, Saguaro, Sequoia – og alle de andre fantastiske parker i USA – men Yellowstone er – efter min mening – bare lige en tik bedre end dem alle.
Yellowstone er fantastisk, og vi har bare set og oplevet så meget fedt! Hvis du er på vej til parken, skal du først og fremmest glæde dig. Og når du er færdig med det, skal du sørge for, at du har tid til en tur i Walmart for at proviantere, inden du kører ind i parken. For man kan godt købe dagligvarer og andre fornødenheder i parken, men du kan være sikker på, at du også kommer til at betale godt for dem.
Reservér hjemmefra
Vi havde reserveret tre overnatninger på Canyon Village Campground, der ligger midt i det 8-tal, der udgør de vigtigste veje i parken. Vi havde bestilt pladsen hjemmefra – og i rigtig god tid – fordi der er rift om at få lov at bo i parken i højsæsonen. Hvis man ikke får plads, skal man køre ind og ud af parken hver dag, og det er langt. Yellowstone er på størrelse med Sjælland, så man kan hurtigt få kørt nogle kilometer.
‘Vi kørte ind i parken via East Entrance, og allerede kort tid efter, vi var kørt ind i parken ventede den første oplevelse. Vi kørte forbi Mud Vulcano, der straks gav os en fornemmelse af, at Yellowstone er noget særligt – og har man aversioner mod rådne æg, så husk næseklemme, for der stinker af svovl og ja, rådne æg, rigtig mange steder i parken.
Vi kørte videre gennem Hayden Valley, og ramte en såkaldt “bear-jam”. Der var kø, fordi der i dalen var spottet en grizzly-bjørn med to unger. Vi fik et glimt – og et knapt så skarp billede – af bjørnen, og vi var helt høje af den oplevelse, da vi tjekkede ind på campingpladsen.
Sammenhængen mellem kloakvand og gaffatape….
Campingpladsen var uden hookup (altså hverken el, vand eller afløb), men bæstet er jo stort set selvforsynende, så det var ikke noget problem. Bortset fra, at vores black water (toiletvandet) var begyndt at lække…. knap så lækkert. Men den slags småting slår ikke Skjønnemændene ud.
Første forsøg på at løse problemet var gaffa-tape, som vi naturligvis allerede havde anskaffet os i vores første tur i Walmart – bare sådan for alle tilfældes skyld. Gaffa kunne dog ikke løse problemet, så vi gik over i “ignore-fasen”. Vi kunne jo ikke gøre noget ved det klokken seks om aftenen anyway. Næste morgen kørte vi til RV-repairman, der skilte og samlede, og ikke rigtigt kunne gøre hverken fra eller til – men af en eller anden grund stoppede det med at dryppe…. Så var vi klar til de næste eventyr.
Besøg hos ‘Gamle Trofast’
Denne dag var planen Old Faithful, Yellowstones mest trofaste gejser, der troeligt “går i udbrud” med fast interval. Vi tog plads på bænkene og ventede. Og ventede og ventede. Indtil en ranger kom forbi og fortalte, at der mindst var en time endnu, før der skete noget. Heldigt, at rangeren kom forbi. Især for August, der på det tidspinkt allerede havde filmet i omkring 20 minutter med sin iPhone….
Vi gik en tur i området, og nåede tilbage i god tid til, at vi fik oplevet Old Faithful i al sin magt og vælde. Men så var tiden også blevet knap. Vi havde bestilt plads på en “cowboy cookout”, hvor vi skulle køre i prærievogne over prærien, få mad, høre cowboymusik og nyde kaffen ved bålet på prærien. Vi havde halvanden time til mødetid, og mødestedet var stik modsat i parken end Old Faithful.
Yiihaa – så gik det over stepperne, og vi nåede det selvfølgelig ikke…..
Ud over prærien
Vi ankom en halv time for sent, men heldigvis var de åbenbart vant til at folk var på den sene kant, så der var indlagt tre kvarters buffer i planen, så vi nåede fint med alligevel – pyh….
Vi kørte hen over prærien, hvor kun heste med vogne kunne komme, og vores guide fortalte gode historier fra dette område i Yellowstone. Vi så også bisoner, og det blev også til et glimt af en Black bear. Vi ankom og fik serveret en rigtig cowboysteak, hvorefter der var bål og levende countrymusik. Det var en rigtig fin oplevelse, og vi var alle glade for, at vi – trods forsinkelse – fik lov at få den med.
Sidste hele dag i parken skulle bruges til at opleve de ting, vi var faldet over de øvrige dage, og det blev en dag, hvor vi blandt andet fik set Artist Paintpot og Grand Prismatic Spring. Derudover så vi også Old Failthful i udbrud en gang til, fordi vi lige lagde vejen forbi for at se det flotte træarbejde i Old Faithful Inn.
Bjørneoplevelse – igen!
På vejen hjem mod campingpladsen kørte vi igen igennem Hayden Valley, hvor vi første dag havde fået et glimt af grizzybjørnen med de to unger. Og minsandten, om der ikke ventede endnu en oplevelse med grizzlybjørne her.
Også denne gang en mor med to unger – måske endda de samme bjørne? Denne gang var vi ude af bilen med fotoapparat og kikkert, og vi stod i et kvarters tid og betragede bjørnene, der var i færd med at fortære en bison. Det hele skete kun ca. 120 meter fra os.
DET VAR STORT!! Yellowstone byder i det hele taget på mange møder med vilde dyr, og vi så både bisoner, wapitier, ørne og bjørne i parken – selvom vi ikke var på lange hikes.
Jeg købte en t-shirt fra Yellowstone (jeg ved det, det er ret turist-kikset). På t-shirten står der Yellowstone – the oldest and the best – og jeg er parat til at være enig.
Efter en tur gennem det flade Wyoming med et kort pitstop i Buffalo, ankom RV-dilligencen til Cody.
Her indlogerede vi os på en campingplads tæt på byen, der samtidig tilbød shuttleservice til det “verdensberømte” rodeo, som vi havde købt billetter til hjemmefra. Cody Stampede Rodeo finder sted hver eneste aften fra juni til august, og her deltager nogle af verdens bedste rodeoryttere, så det er ret stort i de kredse.
Da det samtidigt var 4. juli – amerikanernes nationaldag – havde vi købt billetter i god tid hjemmefra, og fik da også gode pladser på tredje række.
Styr på sagerne – eller…?
Det var tydeligt, at det var langt mere professionelt, end det rodeo, vi var til i Texas for tre år siden.
Der var kameraer, der kørte replays, der var en tostmaster og så videre – men med tanke på, at de kører samme show hver eneste aften hele sommeren, undrer det alligevel, at der for eksempel slet ikke var styr på lyden.
Den faldt ud konstant, så det var svært at høre, hvad der blev sagt at toastmasteren – og at høre musikken.
Derudover var der endeløs kø ved boderne med mad og drikke – her kunne de virkelig lære noget at en tur i SE Arena i Vojens, hvor den slags kører på skinner – eller is, så at sige. Nå, men anyways.
Vejret viste sig fra sin gode, varme side, og vi fik set masser af rodeo. Både på heste og til sidst på tyre. De siger, som jeg nævnte, at det er nogen af verdens bedste ryttere, der er med til rodeo i Cody – men jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke kan skelne de gode fra de dårlige – jeg synes faktisk, de alle ryger af ret hurtigt.
Og her i Cody var der yderligere den ubekendte, at rytterne åbenbart blev bedømt på stil af en række dommere, så man skal vist være lidt at en rodeoekspert for at følge med i, hvem der er gode og hvem der er knap så gode. Men showet fejlede ikke noget, og det blev – selvfølgelig – indledt med både bøn, hyldest til militærfolket og nationalsang – som det sig hør og bør her i Staterne. Efter showet gik turen tilbage til campingpladsen, hvor vi så fyrværkeri på afstand. Ikke den helt vilde fejring af 4. juli for vores vedkommende, men en god, varm dag med flere sjove oplevelser sat ind på rejsekontoen.
Efter vores korte besøg ved Crazy Horse gik turen videre mod Devils Tower – Djævelens Tårn.
Devils Tower er en særpræget klippe, der rejser sig i det flade prærielandskab i Wyoming.
Man kan se tårnet milevidt fra, og Devils Tower er resultat af afkølet magma, der er steget op i hullet på en vulkan, og som herefter er blevet nedkølet. Magnaen er meget hård, og gennem tiden er jorden og vulkanen udenom magmaen eroderet væk med det resultat, at det eneste, der endnu findes er “hullet” af vulkanen, som så er blevet til Devils Tower.
Indianertro
Den lokale indianerstamme har dog en anden version af historien – nemlig at en indianerstamme i tidernes morgen har slået lejr i området, og syv små indianerpiger er løbet afsted for at lege.
De blev så forfulgt af en bjørn, og de søgte tilflugt på en lille klippe i nærheden. De bad klippen om hjælp til at undslippe bjørnen, og klippen voksende og voksede, indtil den og pigerne ramte himmelen, hvor pigerne endnu kan ses som syv lysende stjerner. Siderne på Devils Tower bærer endnu præg af bjørnens kamp for at få fat i pigerne. Siderne har nemlig tydelige kradsespor fra bjørnens kløer.’
Det er op til jer, hvilken af versionerne, som I vil tro på, men uanset, så er Devils Tower et besøg værd, hvis I er i området. Vi gik Tower Trail rundt om Devils Tower. Et hike på omkring to kilometer, som amerikanerne naturligvis har asfalteret, så alle har en chance for at være med. ‘ Selv ungerne syntes, det var en god tur – og så kan man jo ikke give en større anbefaling med på vejen.
Vi havde reserveret plads i Custer State Park og fik anvist en fin plads. De er altså fantastiske de pladser, man får i State Parks – de er billige, ligger i fantastiske omgivelser, der er masser af plads og så er der alt, hvad man har behov for (nej….man behøver faktisk ikke WIFI!!).
Vi kørte en tur til den nærliggende by, Custer, og gik på burgerrestaurant. Det var Blackhills Burgers and Buns, som jeg havde hørt om hjemmefra. Det var en ganske populær restaurant – i hvert fald måtte vi reservere bord, da der var helt fyldt og kø udenfor.
Maden var sådan set ok – ikke fantastisk, men heller ikke det modsatte – hvilket i sig selv er en succes, når det kommer til burgere i USA.
Da vi var færdige med at spise, tog vi en hurtig beslutning, og kørte til Mount Rushmore. Vi havde hørt, at der var ceremoni hver aften, og at præsidenterne ville blive badet i spotlys.
The founding fathers
Det var en god beslutning. Vi havde tid til at gå “Presidential Trail”, inden ceremonien begyndte. Der var selvfølgelig den obligatoriske hyldest til militærfolket (til stor frustration for min bedre halvdel). Der var nationalsang, og så var der en 20 min. lang film om Mount Rushmore og de fire præsidenter.
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er præsidenterne på monumentet George Washington, Thomas Jefferson, Theodor Roosevelt og Abraham Lincoln. Så fik vi lært så meget. Der blev tændt lys på monumentet, og efter en tur i giftshoppen gik turen hjem mod campingpladsen i lyn, torden og regnvejr.
De fire præsidenter hugget i sten
På tur med masser af bison
Vi vågner stadig tidligt på grund af tidsforskellen, så vi får rigtig noget ud af dagene. Denne dag kom vi tidligt afsted på Wildlife Loop i Custer State Park, og missionen var at se bison-okser. Og der er kun en ting at sige til det – “Mission accomplised”. Vi så store flokke af bisoner i alle størrelser, og de var temmelig uanfægtede at den – ret store – menneskelige tilstedeværelse og opmærksomhed omkring dem.
Her kan du se en lille video fra Custer State park
En tur i “junk-land”
Vi havde stadig en stor bid af dagen tilbage, så vi besluttede os for at tage turen til Wall Drugstore og Badlands National Park. Det var en lang køretur, og Wall Drug Store skuffede lidt – måske var forventningerne bare lidt for store efter de vel omkring 100 reklameskilte, vi så langs vejen, inden vi kom frem.
Mest af alt en stor samling “skrammel” – men det kan jo også betragtes som særligt…Bæstet i Badlands
Badlands var flot – men turen bar præg af, at vi var trætte, og egentlig bare helst ville så hurtigt som muligt retur til vores dejlige plads.
Her hyggede vi, grillede og fik ristet de første skumfiduser over bålet.
Den hyggelige Custer State Park
Næste morgen kørte vi forbi Crazy Horse – vi tog ikke helt op til stedet, da det koster 11 dollars pr. næse at komme ind, og man kan jo sagtens se fra vejen.
Crazy Skjønnemands….
Efter Crazy Horse – som i sig selv er et ret crazy projekt – blev Norma Ray (vores gps) sat med kurs mod Cody, Wyoming og 4th of July rodeo. Men først gik turen omkring Devils Tower.
Endelig – tiden var kommet til at vi kunne hente vores camper.
Pickup-time var dog først kl. 14.30, så søster kørte os til Walmart, hvor vi handlede hele butikken. Bare så vi havde det mest nødvendige at udstyre vognen med.
Herefter kørte vi retur til “søsters hus” i Lafayette, hvor vi sendte familien Schmidt i forvejen til den campingplads i Rocky Mountains, hvor vi skulle overnatte sammen.
Første Uber-tur
Til at køre os fra huset til pickup-stedet prøvede vi for første gang tjenesten Uber – og jeg må sige, det er sgu smart. Man taster ind, hvor man er, og hvor man vil hen, og bestiller. Så får man at vide, hvilken vogn, der kommer, hvilken chauffør, der kører, og man kan følge vognen via gps, så man er klar, når den ankommer. Samtidig betaler man via nettet, så der er ingen kontanter involveret – smart og effektivt, må jeg sige.
Afhentning af “bæst vol. 3”
Vi ankom til pickup hos Cruise America, hvor de havde travlt. Så vi måtte vente lidt ekstra tid, og da vi så endelig fik bæstet, var det en god, slidt udgave, der i hvert fald ikke bar præg af at have været i hænderne på folk med et særligt veludviklet rengørings-gen. Men what the heck – bilen kunne køre (7-9-13). Og vi har jo heller aldrig været kendt for at hænge os i detaljer som jord i bagagerummet eller insektlig på frontruden. Så afsted det gik ,,,,
Kim styrede sædvanen tro for vildt, når det kommer til at køre et 10 meter langt mobilehome. Så selv de smalle gader i Lafayette var ingen nævneværdig udfordring. Så vi fik hurtigt hentet vores ting i huset, og satte herefter kursen mod Rocky Mountains, hvor Familien Schmidt allerede ventede.
Vi havde en hyggelig aften med bål og fantastisk udsigt til de sneklædte bjerge, og vi fik stiftet bekendtskab med de første dyr. Elk – nogen, der har et bud på, hvad det er på dansk??
Næste morgen tjekkede vi ud, inden vi kørte med shuttlebus op til Bear Lake, hvor vi nåede en lille hike, inden vi sagde farvel til søster og co. Herefter startede vores roadtrip for alvor. Vi var “on the road again”.
Flot aften i WyomingOn the road again
First stop – Wyoming
Vi kørte videre via Cheyenne, og endte med på en MEGET øde vej, hvor vi måtte ty til en lokal park. Parken lå 5 km. oppe af verdens mindst vedligeholdte grusvej. Lige noget for et stort skrummel af en RV fyldt med kopper, tallerkener og andre støjende fornødenheder. MEN – vi kom frem, og traditionen tro var pladsen faktisk ok hyggelig, når man lige var faldet til.
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner
Share List
Betinas noter
Jeg er her endnu!!
August 2020 Hold da op alt det corona-halløj kan da tage modet fra selv den mest optimistiske rejsende!! Jeg glæder mig virkelig til, at vi kan vende tilbage til normale tilstande. Jeg har dog været udenlands i sommers - Frankrig og Italien, og følte mig meget tryg. September byder på en lille tur til Krakow - hvis alt går efter planen - fingers crossed!
Hvordan holder du humøret oppe?
22. april Jeg har godt nok svært ved at affinde mig med den nuværende situation. Nogle dage tænker jeg "det skal nok gå", mens jeg andre dage er i fare for at havne i depression og sortsyn over udsigterne til, at der er lang tid til næste rejse. Jeg har fundet ud af, at det hjælper mig at planlægge en kommende rejse, som skal føres ud i livet i fremtiden - måske til februar? Jeg planlægger, og håber det bedste. Hvordan holder du humøret oppe?
Mød Kara og Nate
10. april 2020 Jeg følger (naturligvis) en række rejseglade mennesker på YouTube. Min absolutte favoritkanal er Kara and Nate. Det er et ungt ægtepar fra Nashville, der på fjerde år rejser verden rundt på fuld tid. De er super professionelle, og deres videoer er en fornøjelse at se. Tjek dem selv ud på YouTube. Herover har jeg linket til et indlæg, hvor de besøger Danmark, men der er mange timers god og informativ rejserelateret video på deres kanal.
Fed rejse-serie på TV2
9. april 2020 Når nu vi ikke selv kan rejse, så må vi jo finde på andre ting. Jeg er blevet fan af en ny serie på TV2 - Først til verdens ende. Det er et program, der følger fem par på en rejse fra Odense til Singapore over land. De har ingen kreditkort eller mobiler til rådighed. Det er et fedt program. Det kører lige nu hver tirsdag på TV2, og hvis du har adgang til TV2 Play, så kan du nu streame de første tre afsnit.
9. april 2020 Jeg må sige, at det er op ad bakke her hos mig i den her corona-tid. Jeg har det rigtig svært med udsigten til, at vi måske ikke kan rejse udenlands til sommer. Jeg ved, at der er mange andre, der har meget større problemer end det. Nogle er syge, nogle har mistet deres job, frivillige ser mange timers arbejde forsvinde i den blå luft og så videre. Men selv med det perspektiv, kan jeg stadig forfalde til selvmedlidenhed over, at jeg ikke kan rejse. Ulogisk? Egoistisk? Ja, måske.