Hjem » Sidste nyt på bloggen » The founding fathers – og en masse bison

This entry is part 3 of 9 in the series Skjøntour 2015 USA

Er der bison i Custer State Park? Ja, det er der!

Vi havde reserveret plads i Custer State Park og fik anvist en fin plads. De er altså fantastiske de pladser, man får i State Parks – de er billige, ligger i fantastiske omgivelser, der er masser af plads og så er der alt, hvad man har behov for (nej….man behøver faktisk ikke WIFI!!).

Vi kørte en tur til den nærliggende by, Custer, og gik på burgerrestaurant. Det var Blackhills Burgers and Buns, som jeg havde hørt om hjemmefra. Det var en ganske populær restaurant – i hvert fald måtte vi reservere bord, da der var helt fyldt og kø udenfor.

Maden var sådan set ok – ikke fantastisk, men heller ikke det modsatte  – hvilket i sig selv er en succes, når det kommer til burgere i USA.

Da vi var færdige med at spise, tog vi en hurtig beslutning, og kørte til Mount Rushmore. Vi havde hørt, at der var ceremoni hver aften, og at præsidenterne ville blive badet i spotlys.

The founding fathers

Det var en god beslutning.
Vi havde tid til at gå “Presidential Trail”, inden ceremonien begyndte. Der var selvfølgelig den obligatoriske hyldest til militærfolket (til stor frustration for min bedre halvdel). Der var nationalsang, og så var der en 20 min. lang film om Mount Rushmore og de fire præsidenter.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er præsidenterne på monumentet George Washington, Thomas Jefferson, Theodor Roosevelt og Abraham Lincoln. Så fik vi lært så meget.
Der blev tændt lys på monumentet, og efter en tur i giftshoppen gik turen hjem mod campingpladsen i lyn, torden og regnvejr.

Mount Rushmore
De fire præsidenter hugget i sten

På tur med masser af bison

Vi vågner stadig tidligt på grund af tidsforskellen, så vi får rigtig noget ud af dagene. Denne dag kom vi tidligt afsted på Wildlife Loop i Custer State Park, og missionen var at se bison-okser.
Og der er kun en ting at sige til det – “Mission accomplised”.
Vi så store flokke af bisoner i alle størrelser, og de var temmelig uanfægtede at den – ret store – menneskelige tilstedeværelse og opmærksomhed omkring dem.

Her kan du se en lille video fra Custer State park

 En tur i “junk-land”

Vi havde stadig en stor bid af dagen tilbage, så vi besluttede os for at tage turen til Wall Drugstore og Badlands National Park. Det var en lang køretur, og Wall Drug Store skuffede lidt – måske var forventningerne bare lidt for store efter de vel omkring 100 reklameskilte, vi så langs vejen, inden vi kom frem.

Walls Drug Store
Mest af alt en stor samling “skrammel” – men det kan jo også betragtes som særligt…
Badlands National Park
Bæstet i Badlands

Badlands var flot  – men turen bar præg af, at vi var trætte, og egentlig bare helst ville så hurtigt som muligt retur til vores dejlige plads.

Her hyggede vi, grillede og fik ristet de første skumfiduser over bålet.

Custer State Park
Den hyggelige Custer State Park

Næste morgen kørte vi forbi Crazy Horse – vi tog ikke helt op til stedet, da det koster 11 dollars pr. næse at komme ind, og man kan jo sagtens se fra vejen.

Crazy horse
Crazy Skjønnemands….

Efter Crazy Horse – som i sig selv er et ret crazy projekt – blev Norma Ray (vores gps) sat med kurs mod Cody, Wyoming og 4th of July rodeo. Men først gik turen omkring Devils Tower.

Series Navigation<< On the road againEn tur til Djævelens tårn >>
Var det nyttigt? Del denne post med dine venner

Jeg hedder Betina Skjønnemand, og jeg elsker at rejse. Jeg er til daglig lokalredaktør på en lokalavis i Sønderjylland, og bruger det meste af min fritid - og alle mine sparepenge - på at rejse. Jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, en del i USA og ellers besøgt en lang række europæiske storbyer. Jeg er hele tiden på jagt efter nye rejsemål og nye lande, som jeg kan besøge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *